Alt er super-duper for ‘Lego Filmen – Et Klodset Eventyr’

‘Lego Filmen – Et Klodset Eventyr’ giver lige nu baghjul til de andre film ude i de amerikanske og canadiske biografer. Filmen har indtjent næsten 380 millioner kroner, hvilket er tre gange så meget som ‘Monumenternes Mænd’ med bl.a. George Clooney og Matt Damon.

Inden for animation genren klarer ‘Lego Filmen – Et Klodset Eventyr’ sig også super-duper, når man ser på de film, der tidligere har haft premiere i januar-marts. Her slår den bl.a. den første ‘Ice Age’ film, ‘How to Train Your Dragon’, ‘Monsters vs. Aliens’ og ‘Robots’.
Alt er faktisk så super duper, at Warner Bros. Pictures eftersigende har sat gang i planerne for en Lego Film 2.

Vores egen Anders Riis Nielsen, som er en inkarneret Lego fan, var begejstret for filmen, så mon ikke han allerede klapper i sine hænder over udsigten til flere film med de små gule mænd?

Vidste du…

  • at hvis du vil genskabe LEGO-filmen, så skal du bruge cirka 15 millioner klodser?
  • at der blev brugt cirka 3.8 millioner unikke legoklodser i filmen?
  • at der er cirka 183 forskellige Lego minifigurer i filmen?
  • at alt i filmen, kan samles i hånden med virkelige klodser? (Det var vigtigt, at alt gengivet i filmen teoretisk set var noget, man kunne samle med virkelige klodser. Så nogle af de mere komplekse enheder blev testet i LEGOs hovedkvarter i Billund for at sikre overensstemmelse med virkelighedens LEGO-strukturer.)