Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk!
© Lilja Jons, Netflix

Serieanmeldelse: Trapped

Sidst opdateret:
5

‘Trapped’ er islandsk krimi når det er bedst. Et mord dukker op i et lille lokalsamfund, og nu er det op til politiet at fange de ansvarlige. Serien kan ses på Netflix.

Hvad handler den om?

Et parteret lig dukker op ud for kysten til en lille islandsk by, da færgen fra Danmark ankommer til landet. Om bord på færgen forsøger den lettiske mafia at smugle to afrikanske piger ind i landet, og inde på fastlandet rotter byens top sig sammen om at sælge en række grunde til kinesiske investorer. Det lokale politi skal nu finde hoved og hale på sporene i den bizarre sag, som spænder korruption, mord og afpresning.

Vil jeg anbefale den?

Serien står som en stærkt bud på den bedste nordiske krimiserie i nyere tid. ‘Nordic Noir’ er et genkendeligt brand verden over, og med ‘Trapped’ har Island meldt sig ind i det eksklusive selskab. I en tid hvor Danmark har stået stærkt med ‘Forbrydelsen’ og ‘Broen’, dukker Island op med en serie, der måske overgår dem begge. Håndværket er solidt hele vejen igennem og tager os gennem de twists og overraskelser, man forventer af et godt krimiplot.

Serien leverer også gode skuespillerpræstationer over hele linjen. Man undrer sig næsten over, hvor de finder så mange dygtige skuespillere, når landet ikke er større end Århus. Dramaet bliver dog aldrig udfoldet på et niveau, hvor skuespillerne skal grave dybt efter følelserne, men holder sig i stedet til en sober realisme.

Man kunne til gengæld godt savne at komme lidt tættere på karaktererne. I de største fortællinger kommer man helt ind under huden på karaktererne, men det kommer man desværre ikke her. Karaktererne bakser alle med et eller to problemer i deres privatliv, men de bliver sjældent udforsket i dybden. Derfor er man heller ikke tæt inde på livet af karaktererne, når de forsøger at løse problemerne eller kommer i en situation, hvor man frygter for deres liv.

At fokusere på plot frem for karakterer er dog også helt okay. Plottet er da helt klart også seriens styrke. Som seer er man stadig med det lokale politi fra start til slut i forsøget på at løse forbrydelsen. Plottet er i og for sig stærkt nok til at bære historien hele vejen i måls af sig selv.

En interessant detalje, som er med til at få serien til at føles unik, er, at det islandske klima spiller en stor rolle i filmen. Meget af filmen er sat i løbet af en snestorm, som blokerer al kommunikation og færdsel til og fra byen. Filmen arbejder med tematikken om at føle sig fanget på mange forskellige planer. Snestormen er derfor også med til at give en ny betydning til seriens titel, ‘Trapped’. Det nådesløse klima er også med til at give følelsen af, at man virkelig befinder sig på Island. Det giver serien en originalitet og en identitet, som gør, at den ultimativt skiller sig ud fra resten af krimifortællingerne. Det unikt islandske er noget serien godt kunne have dyrket i endnu højere grad. Det kunne have bidraget til seriens æstetik, og måske også have bragt os tættere på følelsen af at stå midt i et islandsk mordplot.

Alt i alt er serien god underholdning. Den leverer det man forventer af en krimi og bidrager samtidig med et par originale indspark oveni. 

Din bedømmelse3 stemmer2.6399994720001
5
Kort fortalt
‘Trapped’ er islandsk krimi når det er bedst. Et mord dukker op i et lille lokalsamfund, og nu er det op til politiet at fange de ansvarlige.

Zeen is a next generation WordPress theme. It’s powerful, beautifully designed and comes with everything you need to engage your visitors and increase conversions.