Brawl in Cell Block 99

Kan du godt lide fængselsfilm? Er du vild med film, hvor der bliver gået hårdt til den, og volden når en usandsynlig blodig grænse? Så skulle du til at tjekke ’Brawl in Cell Block 99’ ud med Vince Vaughn. Ja, du læste ikke forkert! Vince Vaughn er gået væk fra det komiske hjørne, trænet sig op og er klar til at uddele øretæver med dødelig udgang.

 

Handling

Den tidligere boxer Bradley sidder hårdt i det. Han har mistet sit job, og hans ægteskab ligger i ruiner. Bradley ser ingen anden udvej end at arbejde for en gammel ven og blive narkohandler, hvilket vender hans situation og forhold til hans kone, der venter barn. Men lykken varer ikke ved, og Bradley ender under en narkotransport i en skidt situation med nogle nye partnere, hvor 2 politimænd bliver såret. Bradley bliver sendt til et fængsel, med en dom på 7 år. Efter kun to dage i spjældet får Bradley besøg af en person, der påstår at være hans kones læge, og som vil fortælle ham om nogle komplikationer med graviditeten. Det viser sig dog ikke at være hans kones læge, men en komplet fremmed person, der fortæller ham, at hans nye partnere vil have gælden efter den mislykkede mission afklaret og ordnet med det samme. Han skal sørge for at blive forflyttet til et andet fængsel med maksimal sikkerhed, hvor han skal likvidere en af de indsatte… og hvis dette ikke lykkedes vil hans kone og ufødte barn blive myrdet. Bradley bliver nødt til at tage hårde og kolde metoder i brug, for at redde dem han elsker.

Vurdering

Filmen er instrueret af S. Craig Zahler. Han gav os horror-western filmen ’Bone Tomahawk’, der gav western-genren et helt nyt mørkt og ikke mindst blodig twist. Zahler er glad for vold og blod lige op i ansigtet, også her, dog ikke i samme grad som i hans foregående film. Det er ikke for at lyde mærkelig, men er man som mig splatternørd, jaaaaa så kan man ikke lade være med at klappe i hænderne, når Vaugh knækker lemmer og hoveder på underholdende vis. Men, dette er ikke ligesom Quentin Tarantinos ’Kill Bill’ film, hvor 500 mennesker bliver dræbt. Nej nej, det såkaldte ”bodycount” er ikke voldsomt stort her, men når der bliver gået til den, ja så skrues der op til MAX!

Zahler er ikke kun god til at komponere gode voldsscener. Han er også dygtigt til at skrive dialoger og personskildringen. Dette element er med til at give ’Brawl in Cell Block 99’ lidt mere kvalitet, da plottets måske tynde præmis bliver hevet op af, hvordan Zahler har skrevet personerne og ikke mindst Vaughns karakter. Og når vi nu er ved ham, ja så tager jeg min kasket af og bukker dybt for hans præstation hér. Det er bestemt ikke første gang at Vince Vaugh spiller seriøs, men det er første gang jeg har set, hvor det fungerer 100%. Det kan ikke udelukkes, at jeg efter at have set denne film ikke har noget imod at se Vaughn i flere af denne type roller. Måske han kan gå den samme action vej, som Liam Neeson har? For han beviser her, at han har fysikken og karismaen til at børste komikken af sig og begynde at slå lidt mere på tæven.

Visuelt er filmen ganske udmærket, men der er tidspunkter, hvor filmens budget-begrænsninger måske kommer lidt til syne, men pyt med det, for jeg var underholdt og sad på sofakanten under samtlige 2 timer og 7 minutter, som filmens spilletid er. Kunne jeg give filmen stjerner, og her taler vi fra 0 til 6, som vi bruger her på Filmpuls, ja så lander vi på en solid 5’er… uden tvivl.

Billede copyright: Universal Pictures