Helte eller selvtægtsmænd? ..." /> Filmanmeldelse: Captain America: Civil War - Filmpuls

comic book

Skrevet den 28 april, 2016 | af David Moser

0

Filmanmeldelse: Captain America: Civil War

Helte eller selvtægtsmænd?

Brødrene Russo er tilbage med efterfølgeren til superhelte/spion thrilleren Captain America: The Winter Soldier fra 2014. Denne gang er banen kridtet op til en ideologisk konflikt, med superhelte på begge sider, og den længe ventede introduktion af Spider-Man til Marvels filmunivers.

Med en all-star besætning bestående af bl.a. Chris Evans, Robert Downey Jr. og Scarlett Johansson, og så godt som hver eneste af de etablerede filmhelte i serien (Thor og Hulk får dog ikke lov at lege med), er der en masse brikker i bevægelse og rigeligt at skulle holde styr på. Filmen er en direkte efterfølger til førnævnte Winter Soldier og til Avengers: Age of Ultron, så lad det med det samme være sagt, at spoilers til disse film er uundgåelige. Har man ikke set disse film, vil jeg anbefale at springe historie afsnittet over.

Historie

Jernmanden Tony Stark (Robert Downey Jr.) er under belejring. Af Washington, i skikkelse af bl.a. ministeren Ross (William Hurt), og sin egen dårlige samvittighed efter hans rolle i ødelæggelserne i Avengers: Age of Ultron. Han og Ross forfatter et stykke lovgivning der fratager Avengers deres status som uafhængig enhed, og underlægger dem FN.

Tony Stark og Secretary of State Thaddeus “Thunderbolt” Ross

Andetsteds står Captain America alias Steve Rogers (Chris Evans) i spidsen for de nye Avengers, Falcon (Anthony Mackie), Black Widow (Scarlett Johansson) og Scarlet Witch (Elizabeth Olsen) på jagt efter en af skurkene fra forrige film. Selvom det ikke glider helt som det skal, klarer holdet opgaven, skurken uskadeliggøres og de uskyldige reddes – men ikke alle. Dette bliver sidste skud i en række superhelterelaterede katastrofer, og det lykkedes derfor Tony Stark at få flere af heltene på sin side.

Et helt tredje sted er Bucky Barnes, (Sebastian Stan) også kendt som The Winter Soldier, som nu husker alt, på flugt fra anklager om at have anbragt bomben der dræbte kongen af det fiktive afrikanske land Wakanda. Cap går imod de nye FN-regler og vil have ham i live, mens Team Iron Man og kongens søn T’Challa alias Black Panther (Chadwick Boseman) har helt andre planer.

Chadwick Boseman som T’Challa alias Black Panther

Selvom det stort set er lige så meget en Avengers film som det er Captain America, er stemningen anderledes anspændt i Captain America: Civil War. Her er ingen invaderende flåde af rumvæsner, kollapsende helicarriers eller store Hydra konspirationer. Her er meningsforskelle. Her er venner som slås mod venner. Her er en lille gruppe mennesker der forårsager enorm ødelæggelse over ideologiske uenigheder.

Det er i hvert fald hvad vi bliver fortalt. Desværre håndterer Civil War ikke sine temaer om ansvarlighed og loyalitet nær så voksent som forrige film, der glimrede med sin kommentar til det moderne militær-industrielle kompleks, og omkring 3 akt degenererer det til den efterhånden noget prøvede formel med actionkomedie bromance overtoner. Og bevares, det er da underholdende. Især var jeg glad for at se Ant-Man (Paul Rudd) gøre sin entré i det større marvel filmunivers efter sidste års solofilm, samt den nye Spider-Man (Tom Holland). Havde de haft nogen form for indflydelse eller dybde i forhold til historien ville det have været pragtfuldt, i stedet for blot at være et sæt brikker mere, som hver side sætter i spil i den uundgåelige klimaks kampscene. Særligt Spider-Man føles som noget af en eftertanke, som udover den nævnte kampscene er fuldstændig ligegyldig for filmen. Som Angel i X-Men 3 eller Quicksilver i Days of Future Past, hvis de var figurer folk kendte.

Spider-Man, Iron-Man, Black Panther

Har jeg glemt Hawkeye, siger du? Det har Marvel tilsyneladende også. Alligevel insisterer man på at Avengers veteranen skal dukke op, vælge side og gøre en forskel. Alt sammen i løbet af meget få replikker. Filmen vil alt for mange ting, med alt for mange figurer, på alt for lidt tid, og mister fokus på hvad der ellers kunne have været en ganske interessant fortælling.

Skuespil

Personligt har jeg altid ment at Chris Evans er den i marvels filmunivers der bedst rammer essensen af sin figur. Hans beskedne, godmodige, Christopher Reeves’ske portrættering af Steve Rogers er noget nær perfekt. Hans måske noget forældede moralkodeks har fået et par ridser i lakken, men man køber stadig illusionen om en mand der har ligget i isen siden en tid hvor de gode var gode, og de onde var nogen værre slemme skiderikker.

Tony Stark (Iron Man), Spider-Man, Captain America

Robert Downey Jr. er i skikkelsen Tony Stark absolut på niveau med Evans. Iron Man er muligvis den af figurerne der har været gennem mest karakterudvikling. Den Stark vi møder i Civil War har døjet med PTSD, alkoholmisbrug og de vidtomgribende konsekvenser af sin egen arrogance. Der er store og tydelige revner i geni/filantrop/playboy-fundamentet, og Downey slår ganske kompetent alle de rigtige takter an. Det er svært at forestille sig andre i rollen.

De nytilkomne Chadwick Boseman og Tom Holland, som henholdsvis Black Panther og Spider-Man, virker begge veloplagte og troværdige i rollerne. Boseman er stærk og karismatisk, med en dirrende vrede bad den majestætiske facade. Holland er som Spider-Mans civile identitet Peter Parker en fantastisk kikset teenager. Akavet, nervøs men kvik – og meeeeget ung. Den legendariske teenagehelt Spider-Man er her for første gang, i den 3. udgave på 10 år, spillet af en teenager. Desværre bliver der brugt kriminelt lidt tid og kræfter på hans introduktion, og jeg havde gerne set at man enten havde brugt tiden det kræver eller udeladt ham helt, specielt efter al den hype. Samtlige figurer er dog til at kende og føles som de skal, selv når de ikke får plads til at tilføre dybde, i en sådan grad at man næsten glemmer “multivers” bommerter som Batman vs. Superman.

Visuelt

Captain America: The Winter Soldier bød på adskillige mesterlige actionsekvenser, og Civil War følger trop, bl.a. med det bedste superhelte slagsmål der nogensinde har været vist på en skærm. Der danses vildt og voldsomt på den snævre linie mellem hurtige klip og evnen til at kunne se hvad der foregår. Vilde stunts og crazy CGI bliver brugt i lange panoreringer og vanvittig tegneserie action. Koreografien er intet mindre end sublim. Her trækkes på alle figurernes personligheder, arsenal og evner. Om det så er en kongelig ninja på hævntogt eller en tidligere straffet på størrelse med en nullermand. Det er kreativt, vidner om en god forståelse for figurerne, og er en fornøjelse at se på.

Team Cap: Falcon, Hawkeye, Captain America, Scarlet Witch, Winter Soldier, Ant-Man (tro mig, han er der)

Når der ikke kastes med biler og lign. er filmens visuelle side holdt i helt andre toner. Filmen er markant mindre farverig end resten af Marvel-kataloget, dog uden nogensinde at blive Zack Snyder-grå, og ligner til tider noget fra tv-serierne House of Cards eller Newsroom. Det er meget stilrent og virker sofistikeret. Det er synd at man ikke har gjort mere ud af at holde stilen hele filmen, men det er trods alt en superhelte film. Lidt bombastisk må det nødvendigvis være.

Musik og lydbillede

Komponisten Henry Jackman har igen fået lov at så musikken til filmen. Jackman, som også stod for bl.a. musikken til Captain America: The Winter Soldier og X-Men: First Class, har tidligere vist at han forstår at understrege og nuancere tyngden i store actionscener, og følelsesmæssig resonans i det dramatiske. Nogen Hans Zimmer er han ikke, men det er kompetent håndværk og et stærkt bidrag til stemningen, om den er tragisk, anspændt eller bygninger eksploderer.

Og nu vi er ved eksplosionerne…

Lydsiden er en stor del af grunden til at denne type film bør opleves i biografen. Salen ryster når Team Cap og Team Iron Man tørner sammen. Når Falcon suser gennem luften, når Black Widow lander et knogleknusende slag, når projektilerne preller af kaptajnens skjold og Iron Man fyrer den store kanon af, er man blæst helt tilbage i sædet. Sluk høreapperatet, mormor.

Team Iron Man: Black Panther, Vision, Iron Man, Black Widow, War Machine

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Captain America: Civil War David Moser

Captain America: Civil War - premiere d. 28 april 2016

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: Captain America: Civil War er et underholdende spektakel. Det er en forudsætning at have set en håndfuld af de forrige film for at kunne følge med i handlingen, og der er alt for meget igang til at bevare det effektive fokus man lagde for dagen i The Winter Soldier. Captain America: Civil War er ikke hverken den bedste Captain America eller Avengers film, men den byder på fantastisk action, og efterlader sig en interessant status quo som det bliver spændende at se hvad fører til.

4


User Rating: 4.4 (2 vurderinger)


Om skribenten

Superhelte nørd med en forkærlighed for noir, koreansk film og historisk drama. Besidder en ustyrlig trang til at delagtiggøre sine omgivelser i holdninger til løst og fast, hvilket er grunden til han i dag er at finde på Filmpuls.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑