Interviews Kaya Scodelario - Maze Runner

Skrevet den 19 januar, 2015 | af Karen Sandal Fothergill

0

Eksklusivt interview med Kaya Scodelario

Kaya Scodelari er en brasiliansk/engelsk skuespillerinde, som du måske har set i den britiske TV-serie ‘Skins’ i rollen som Effy Stonem, eller som Eve i Duncan Jones’ ‘Moon’? Sidste år var hun aktuel i ‘The Maze Runner’, hvor hun spillede Teresa Agnes, den eneste pige i Lysningen. I dag udkommer filmen på DVD og Blu-ray, og vi har nappet et eksklusivt interview med Kaya, hvor hun bl.a. fortæller om hendes oplevelse med at filme ‘The Maze Runner, hvem af drengene, der ifølge hende er en sand gentleman, og  hvorfor ‘The Maze Runner’ er vigtig for denne generations unge.

Hvad syntes du om manuskriptet, da du læste det første gang?
Det jeg bedst kunne lide var, at det gik så hurtigt. Lige fra starten skete der en masse. Og det lød også til, at det ville blive en fysisk udfordring for os alle, hvilket tiltalte mig meget.

Jeg forventede en eller anden form for kærlighedshistorie og det var der ikke, hvilket var virkelig fedt. Filmen gjorde tingene lidt anderledes, og det kan jeg godt lide – når man bryder genreformen.

Hvordan var din audition?
Jeg optog min audition i England, meget simpelt. Jeg tror, Wes kendte til mit arbejde fra ‘Skins’, og han var rigtig sød og tilbød mig rollen med det samme. Så jeg var ret heldig, at det ikke blev en længerevarende process.

Har du læst alle bøgerne? Hvilken en er din favorit?
Jeg havde ikke lyst til at læse den første bog, før vi begyndte at optage, men jeg har læst den sidenhen og jeg er nu omkring halvvejs i ’The Scorch Trials’, og jeg er så meget oppe at køre over ’The Scorch Trials’, der virkelig tager det hele i en anden retning. Der er en vidunerlig scene, som jeg håber, at de beholder i filmen, hvor de er i en bar og de danser med alle de her Cranks omkring dem, og det mindede mig om ’Total Recall’ – du er sammen med de her freaks, og du er bange og rædselsslagen, men lad os bare tage en lille dans. Jeg vil vente med at læse den tredje bog.

Hvad var den hårdeste dag at filme?
Der er et tidspunkt på dagen, som man kalder den magiske time, hvilket er cirka en time før solnedgang. Vi ville gerne optage straffernes første invasion af Lysningen i det lys, så i cirka en uge optog vi i den magiske time. Det var bare den samme ting igen og igen over en uge.

Til sidst var vi så udmattede af at skrige, løbe rundt og føle det niveau af frygt. Jeg tror, at vi alle var ”ugh, satans magiske time. Aldrig igen”. Det ser smukt ud, og du kan godt se, hvorfor de gerne ville have den belysning, men det var hårdt for os alle.

En hel del folk siger, at de var overraskede over, hvor intens filmen var. Gør det dig glad?
Ja, helt sikkert. Jeg tror, at folk forestillede sig den her som en skønfortælling med nogle unge, der render rundt, men den er meget intens og du bliver nødt til hele tiden at være opmærksom, hvilket jeg godt kan lide. Da jeg var færdig med at filme, var jeg virkelig træt – træt på Dylans karakters vegne. Jeg nød virkelig hele den her oplevelse.

Hvordan var det at se filmen med et publikum?
Det var meget mærkeligt, den første gang du ser filmen, er du nærmest så flov, fordi det er dig på skærmen og der er din stemme og du er ligesom ”Ahhh!”.

Men så ser du dine venner og du begynder at huske de her øjeblikke fra filmen i stedet for faktisk at koncentrere dig om filmen. Jeg buhede hver gang Will var på skærmen (griner).

Vi så filmen igen til Comic-Con, og det var virkelig noget særligt at være i rummet med fans, der er så oppe at køre. De græd, de skreg og de lo – at opleve den stemning mindede os om, hvad det hele handler om. De her kernefans har været med os lige fra begyndelsen, og de elsker virkelig de her bøger og er glade for det endelige produkt.

Hvordan er interaktionen med fans?
Den er virkelig interessant. De er så søde. Det der er dejligt ved hele den her Young Adult verden er, at det får denne generations børn til at mødes med deres venner og diskutere en bog, og så kan de være begejstrede over en film og tage i biografen sammen, hvilket jeg føler, var lidt på vej ud i de seneste år. Og nu er har vi det så igen, den her gruppe ting som de kan opleve med deres nærmeste venner. Det er virkelig noget særligt, og det minder en om sine egen venner.

Bonus info: Kaya fortæller, at under det første angreb af strafferne blev der smidt en masse jord og grene ovenpå dem, og selvom de skulle se bange ud, så var drengene mere ængstelige for, at de fik det i deres hår og på deres øjenvipper. 

I arbejdede under nogle ret ekstreme forhold, hvordan holdt I modet oppe?
Heldigvis var det en af de sjoveste grupper af drenge, som jeg nogensinde har været sammen med. Will er nok en af de sjoveste personer, jeg har mødt. Og også den rarest og mest ydmyge, han er en sand gentleman.
Når vi var nede eller trætte, begyndte han at rappe eller gøre noget fjollet og skørt. Han lavede små sketches for os eller efterlignede en fra Louisiana eller en som vi mødte på hotellet – der var den her fyr Tony fra New York, som boede på vores hotel, og han havde virkelig en over toppen New Yorker accent samt en stor cigar, så Will lavede en parodi over ham og alle var flade af grin.

Dexter er en virkelig god danser, så han breakdancede for os og prøvede at lære os, hvordan vi skulle bevæge os. Alle fra gruppen bidrog med noget til at løfte stemningen, selv Wes. Wes har allerede så meget energi, og hvis vi havde brug for et grin, kunne vi bare se på hans tan linje, fordi han havde den værste linje ved nakken.

Det må have været spændende at arbejde med Wes, der lige er ved at starte ud og det virker som om, at han virkelig kan komme langt – fik du også den fornemmelse?
Ja, lige fra starten. Der er noget virkelig særligt ved ham. En intelligens og også en menneskelig kvalitet – to ting du ikke nødvendigvis associere hele tiden.

Hans CGI er fantastisk og hans digital art er vidunderlig, men han forstår også , hvordan han skal snakke med dig som skuespiller og som person – hvordan man udvikler følelser. Han kom bare og sad og talte med os i weekenderne, vi følte et venskab med ham, men vi vidste også, at han var 100% dedikeret til projektet, og vi følte os i sikre hænder.

Jeg har arbejdet med en masse førstegangs instruktører før. Jeg kan rigtig godt lide det, men du bekymrer dig dog også over ting som ”Hvad nu hvis han ikke ved, hvad der skal gøres? Hvad hvis han bliver overvældet?”. Der foregår så mange ting på en gang, men Wes forbliver cool – jeg hørte ham aldrig hæve stemme og han mistede aldrig besindelsen. Han var der bare hele tiden.

Wes Ball - The Maze Runner
Hvad var den sjoveste dag på settet?
Hver weekend hvor vi var off set gjorde vi virkelig sjove ting – vi var i en vandpark, på sump tours. Det var fedt. Vi tog også tit til New Orleans og på jazz bars eller så gadekunst og lignende, vi prøvede virkelig at opleve så meget som muligt.

Men i forhold til det sjoveste på settet, så var det til allersidst, den sidste scene, hvor vi går ind i laboratoriet. Vi var blevet så vant til at være i Lysningen og labyrinten, og så at være et helt nyt sted med somputerskærme og glas – det slog os lidt ud af kurs. Det føltes som om, at vi var kommet til en helt ny verden. Så vores reaktioner var ægte, fordi det lige pludselig føltes som en helt anden film. Det slog os og fik os til at forstå, hvad de gik igennem ved pludselig at befinde sig i den virkelig verden igen.

Jeg kunne også godt lide de scener, hvor Dylan og jeg optog flashback scener, for der var vi så rene. Vi så på hinanden og udbrød: ” Vi er rene! De har glattet mit hår! Jeg har make-up på!” Vi bar disse her hvide dragte, og det føltes bare helt anderledes. Og selvfølgelig havde vi også Patricia Clarkson der, og hun er så sjov og interessant, så det var virkelig sådan ”Vi er i en anden film nu!”.

Scenen hvor jeg smider sten efter drengene var en af de første scener, jeg optog, og det var meget sjovt, fordi jeg skulle gemme mig oppe i træet. Jeg lå der bare hele dagen og solbadede, tjekkede min telefon og kiggede ned på alle på jorden. Det var ret skræmmende, fordi det var et rigtigt træ, som de havde flyttet fra den ene side af Lysningen til der, hvor de ville have den, så den svejede i vinden. Det var skræmmende og sjovt. Jeg blev ved med at sigte efter Thomas’ hoved, det var mit bullseye.

‘The Maze Runner’ har en stor teenage-følgeskare, og det havde ‘Skins’ også, tror du ‘Skins’ fans vil synes om ‘The Maze Runner’?
‘Skins’ fans er i 20erne nu, de får børn. Vi er alle blevet voksne, men det er det, som jeg godt kan lide ved denne film. Jeg tror, at Skins fans vil blive overrasket over filmen. Mange af dem tænker måske, at det vil de ikke, men det vil de faktisk, fordi det er så spændende og intenst. Jeg tror de vil blive behageligt overrakset.

Du er snart aktuelt i ’The Moon And The Sun’, der har et fantastisk plot – hvad kan du fortælle os om den?
Den er en smule underlig. Filmen foregår i ved hoffet i Versailles. Pierce Brosnan spiller Louis XIV, solkongen, og William Hurt spiller Pere La Chaise. At få muligheden for at arbejde med disse to skuespiller er mildt sagt overvældende. Især William, han er noget helt for sig selv. Jeg optog en scene i en vogn med ham, og det var nok den vigtigste arbejdsdag i hele mit liv. Jeg lærte så meget om mig selv som skuespiller i det øjeblik med ham.

Jeg spiller kongens datter – hvilket jeg ikke ved i starten – og jeg kommer til hoffet og møder en havmand, som også er ved hoffet. Ingen ved helt, hvorfor hun er der, men Kong Louis har en plan for hende. Det handler om, at jeg prøver at forstå min far og hans motiver, at blive ven med en havmand og også at blive forelsket.

Det er meget magisk. Jeg ville gerne lave noget, som mine små kusiner og fætre kunne se, noget som min bedstemor kunne se, et voksent eventyr. Noget virkelig smukt. Efter at have været beskidt i to måneder, havde jeg bare lyst til at have en kjole på (griner).

Oplever du, at du lærer af de andre skuespillere? Har du lært noget, som du vil tage med dig i ’The Scorch Trials’?
Bestemt. Især med unge skuespiller. Jeg kan godt lide at duellere med folk – der er noget virkelig interessant ved menneskelige følelser, hvordan vi som personer reagerer forskelligt og hvad følelser bringer frem i os. Jeg oplevede det med Dylan den dag, hvor vi skød en scene oppe i træet. Vi brugte hele dagen deroppe, og til slut på dagen var vi to helt forandrede skuespillere. Vi havde fundet en connection, vi havde fundet ud af, hvordan vi arbejder sammen og hvordan vi arbejder individuelt. Vi skabte det her miljø for os selv. Og der er ikke noget mere magisk end det, det er sådan en interessant ting, og det er, hvad der holder mig i gang, det kick jeg får fra jobbet. Det er, hvad jeg elsker ved jobbet. Det er ikke noget bedre end at være på settet og føle, hvordan du ændrer dig, at få kuldegysninger i en scene, og være i stand til at manipulere dit sind og din krop.

Dylan O'Brien - Kaya Scodelario - The Maze Runner

Blake, som spiller Chuck, var 13 på det tidspunkt, vi begyndte. Og i begyndelsen kunne du se, at han var en smule fortabt, men for hver dag der gik, blev han lidt mere interesseret i kameraet, eller så gik han hen og talte med lydfolkene, og at være til stede og se det, var virkelig smukt. Jeg overværede en person, som virkelig fik en forkærlighed for det her fag, og en forståelse for det på et helt andet niveau, ikke på grund af berømmelse eller en karriere. Nogle gange kom han hen til mig for at snakke og spørge mig: “Hvordan skal jeg gøre det her?” Og jeg ville så sige: ”Hvordan har du lyst til at gøre det?” Og så begyndte han at tænke og stole på sig selv og sine instinkter, det var godt at se. Han er en fantastisk performer, virkelig. Han ville det her så meget, at han tweetede Wes hver eneste dag for at få en audition. Han har en smuk sjæl. Jeg synes, han bør lave mere voksent arbejde, ikke bare børneting – så tror jeg, at han virkelig finder noget i sig selv.

Det lyder som om, at du er en person, som folk kommer til for at få råd. Hvad er det bedste råd, du selv har fået?
Jeg har fået en del råd. Jeg har haft en del særlige øjeblikke med folk. Min far døde for et par år tilbage, og alle plejede at sige, at han lignede Pierce Brosnan, så jeg var meget nervøs, da jeg skulle møde Pierce. Men han tog mig virkelig under sin vinge og talte meget om, at jeg skulle holde fast i mine venner og familie i denne indsutri og prøve at forblive så jordnær så mulig, og prøve at elske hvert øjeblik.

Og Pierce er så godt et eksempel på det, han elsker virkelig hvert øjeblik af livet. Han går på stranden for at meditere, eller ind på en restaurant for at nyde maden. Han prøver at favne livet så meget som muligt. Og det er også det, som jeg vil. Jeg kan godt lide at være turist og lære nye sprog og lære nye ting og prøve at lære så meget af verden, som jeg kan.

Hvad er din største ambition?
I øjeblikket er det nok at købe min mors hus. Jeg vil gerne kunne give hende den sikkerhed. Hun opdragede mig alene, og hun har arbejdet virkelig hårdt hele sit liv, så jeg vil gerne give hende en smule tryghed, fordi det også vil gøre mig mere tryg, mere end at købe mit eget sted. Så vil hun nok prøve at få mig til at flytte ind ved siden af hende (griner).

Hvad har du ellers planlagt for de næste 12 måneder?
Jeg skal optage en film i Sydafrika, der hedder ’Tiger House’ med førstegangsinstruktøren Tom Daley, som har en baggrund inden for teater. Det her er hans første feature. Det er en home invasion thriller med Dougray Scott og Ed Skrein. Det foregår i en forstad til London, og det hele foregår over én nat. Det handler om en pige, der prøver at slippe ud af et hus, der er blevet brudt ind i. Det er endnu en fysisk rolle, meget hårdt. Og så er der ’Scorch Trials’, hvilket er meget spændende.

Hvis du kunne give ‘The Maze Runner’ fans en besked, hvad skulle det så være?
Jeg håber, at de er stolte af os. Gennem hele den her proces har vi haft dem i tankerne og virkelig respekteret bøgerne. Fansene er så involverede, og vi ville gerne have, at de var så involveret som muligt, og jeg håber, at filmen lever op til deres forventninger. Vi lavede denne film for få penge og på kort tid, og ’The Scorch Trials’ bliver absolut fantastisk, hvis de kunne lide den her.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone

Tags: , ,


Om skribenten

er filmentusiast med en meget bred filmsmag, men har en særlig svaghed for gys og animationsfilm.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑