pulsen

Skrevet den 16 januar, 2015 | af admin

0

Fascinationen for det fantastiske

Okay, indrømmet. Pga. mit arbejde som sociolog og kunstner, kan jeg nok ikke undgå at have en fascination for at spotte, studere og (kreativt) kommentere på samfundstendenser. Måske lidt mere end blot en fascination. En omsiggribende hobby siger min familie. En besættelse mener min vennekreds. Der gør mig til hende, som altid kommer med en (irriterende) teoretisk henvisning eller faktuel kommentar i enhver samtale eller diskussion. Og det gør jeg også nu.

For jeg har gået omkring og undret mig over, hvad der mon kan forklare vores globale tørst efter (apokalyptiske) fantastiske væsner de seneste par år. Jeg mener, vi lever jo i dag i et (sen/post)moderne sekulariseret samfund, hvor vi (generelt) ikke længere tror på, at det er trolde i skovene, der spiser vores børn eller hysteriske kvinder, som er blevet forheksede eller besat af dæmonisk væsen. Nej, i dag snakker vi om kidnapning og mentale diagnoser.
Men alligevel lever de imaginære væsner – ofte i samspil med dystopiske dommedagstanker – i bedste velgående videre i populærkulturen. Vi kan næsten ikke tænde fjernsynet, tjekke nye biograftitler eller hoppe omkring på et streamingssite som Netflix og HBO, uden at støde ind i dem. Varulvene, zombierne, vampyrerne, heksene, troldmændene, dæmonerne. Personligt er jeg ikke den store tilhænger af fantasyfilm – selvom der klart er undtagelser – men jeg er til gengæld vild med fænomenet som sociologisk genstandsfelt!

Så hvordan i alverden kan vores fantasyfascination og dragen mod dommedagsprofetierne forklares? Med fare for at blive for teoretisk (og altså kedelig), vil jeg prøve at svare på spørgsmålet fra forskellige perspektiver, uden de på nogen måde er de eneste (rigtige).

walking dead

  1. DOMMEDAG ER NÆR: En af de helt gamle beskæggede gutter, som allerede i starten af 1900-tallet forstod at aflure de store samfundstendenser, var franskmanden Emilé Durkheim. Han skrev bl.a., at vores samfund bliver stadig mere disintegreret og uddifferienteret – dvs. at vi bliver mere specialiserede (f.eks. er jeg god til sociologi, men kan umuligt fortælle dig, hvordan du bygger en båd eller slagter et ko) og derfor indgår vi alle sammen i forskellige positioner eller funktioner i et samfund, ligesom forskellige celler i en krop. Hjertets celler og hjernes celler varetager forskellige funktioner, men er også afhængige af hinanden – og andre celler – for at få hele kroppen til at fungere. Men, siger Durkheim, hvis der sker en for stor uddifferientering og disintegration, opstår der anomi. Et begreb, som beskriver et samfund uden normer eller selvregulering, et komplet sammenbrud af det sociale. Det er her, at Durkheims teori bliver relevant for fantasygenren dystopiske dommedagsprofetier. Hvis du har set World War Z, I Am Legend eller blot har set ét afsnit af Walking Dead, kan du uden tvivl genkende Durkheims tanker om anomi. Zombierne har overtaget samfundet, alle normer er brudt sammen og de overlevne mennesker bekriger hinanden indbyrdes. Hvis jeg skal tage sociologens briller på, betyder det, at fans af zombie-apokalypse-film – uden selv at vide det – reagerer på den omsiggribende specialiserings- og individualiseringstendens, som vi oplever i dag i et postfinanskrisesamfund, eller at de udtrykker vores indre længsel for lovløshed og normløshed i et (over)kontrolleret samfund. Filmene stiller spørgsmålstegn ved, hvordan vi organisere vores samfund – hvordan vi håndterer trusler og risici –  og hinanden.x-men
  2. ALT DET VI IKKE MÅ VÆRE: Vi lever i dag som civiliserede mennesker i et ordnet og kontrolleret samfund. Vi betaler skat, holder for rødt, indgår i konstruktive dialoger i problemløsningssituationer. Her kan horror- og fantasygenren kortvarigt løsne op for vores ‘tæmmethed’ – gysene, gruen, blodet, magien – alt taler til vores primitive dyriske instinkter og barnlige overtro. Genren taler til vores undertrykte uciviliserede behov – og tillader at vi får afløb for dem – omend kun kortvarigt. Genren taler til alt det vi ikke må eller kan være. Genren taler til vores fascination for det anomale, det utæmmede, det normuregulerede – modsætningen af os selv (eller måske nærmere det undertrykte i os selv).twillight
  3. EN GENOPFINDELSE AF KLICHEERNE: Fortællingen om Romeo og Julie er så udslidt, at den har behov for et ansigtsløft – eller i det mindste ny indpakning. Her indplacerer Twilligt sig f.eks. som en moderne version af Romeo og Julie. For hvor Romeo og Julie ikke kunne få hinanden pga. klasseforskelle, har vi i dag mulighed for at indgår romantiske forhold på tværs af sociale lag, uden at nogen nødvendigvis rynker på næsen. Og hvad skal vi så bruge Romeo og Julie til længere? Ved at omdøbe Romeo til Edward og Julie til Bella, kan vi opretholde fortællingen om den umulige kærlighed – ikke fordi de kommer fra forskellige sociale lag, men fordi de er vampyr og menneske.

Så hvad skyldes fascinationen? Svarene er mange – her blot et lille udpluk – som måske belyser, at det i virkeligheden slet ikke handler om vampyrer eller hekse eller zombier eller andre magiske væsner. Måske handler det i virkeligheden om, at genren siger noget om vores samtid og noget om os selv. Eller måske tolker jeg for meget – som jeg har vane for.

Hvad mener du?

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone

Tags: ,


Om skribenten



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑