dokumentar 69 minutes of 86 days. Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk

Skrevet den 21 marts, 2017 | af Line F. Svare

0

Filmanmeldelse: 69 minutes of 86 days

Den norske instruktør Egil Håskjold Larsen har fulgt en flygtningefamilie fra Grækenland til Sverige. Dokumentaren ’69 minutes of 86 days’ kan ses på CPH DOX d. 22. marts kl. 17 i Grand, hvor du efterfølgende kan møde instruktøren. Derudover vises den d. 24. marts i Grand kl. 14 og 26. marts kl. 21:30 i Park bio.

Historie

En lille smuk pige står og stirrer på de mange mennesker, Lean hedder hun. Det er hende vi følger, imens hun med sin familie konstant er i bevægelse et nyt sted hen. Det er den lille 3-årige pige, med de store brune øjne, som har et barns glæde og ikke oplever den bekymring, som de voksne gør. Man kan ikke andet end blive overvældet af hendes sødhed og det er den rene nuttethedsfaktor, som denne meget observerende dokumentar bygger på. Filmen hedder ’69 minutes of 86 days’ og viser på 1 time og 9 minutter små øjeblikke fra de 86 dage rejsen op igennem Europa tager. Jeg ved kun det tager 86 dage, fordi det er films navn. Informationen er nemlig på et total minimum. Filmen er ren observerende, i børnhøjde – bogstavelig talt, vi ser det meste fra Leans synsvinkel. Hvor er de henne? Hvad sker der nu? Hvor skal de hen? – Vi aner det ikke som tilskuer. På et tidspunkt taler Lean om, at de skal til “Sverige i Tyskland”, og der får vi en smule information om, hvor deres rejse skal ende. Det er også først, når de rent faktisk ankommer til Tyskland, at jeg får en forståelse af hvor langt de er nået – og det er kun fordi, jeg kan høre højtalerne på banegården tale tysk.
Filmen fortæller ikke om den svære rejse, som flygtninge må tage for at nå op til os i norden. For selvom der er masser af venten, togkørsel og lange afstande der må gås – så føles det som en okay glidende vej og rejse for den kære familie.
Men hvad vil filmen så? Jeg synes det er interessant, at opleve den lille piges naivitet og simple syn – hvor meget hun trækkes igennem, hvor langt hun må rejse, men at hun forbliver denne lille søde, smilende og glade pige. Hvor let hun omstiller sig til sin situation – alt hun behøver er sin familie.

69 minutes of 86 days. Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk

Foto: Egil Håskjold Larsen

Som tidligere sagt, så bygger filmen på nuttedhedsfaktor. Dens grundlag er, at vi får åbnet vores hjerte til den lille pige, at vi bliver oversvømmet af varme over hvor enormt kær hun er. Det er denne empati filmen bygger på. Og da jeg i starten af filmen regnede med, at det ville blive en barsk film, at vi skulle se frygt, udmattelse og fortvivelse, så tænkte jeg at det var et lidt for let greb at tage – at fokusere på den lille uskyldige pige. Men filmen havde ikke det budskab, at portrættere hvor hårdt og synd det er for flygtningene – hvilket på mange måder gør den enorm umiddelbar og ren i sit sprog. Men samtidig skal man jo huske, at denne lille uskyldige pige, Lean, jo ikke er fiktion. Hun er et virkeligt menneske, som faktisk oplever disse ting. Også selvom man skal huske at en observerende dokumentar aldrig kan være hel observerende – den er aldrig fri for filmiske virkemidler og påvirkning fra instruktøren.

Filmen er meget handlingsløs. Det er en meget fattig fortælling. Jeg savner til tider en hvis ramme, en hvis kontekst. Hvor kommer de fra, og hvor er de præcis nu? Titlen siger, at deres rejse har taget 86 dage – men det føles højest som to uger, når man ser hvordan filmen er klippet sammen. Det synes jeg på mange punkter er en fejl, og det mest negative at sige om filmen.
På den anden side, ligger meget af filmens charme i netop det observerbare. At vi ikke får informationer, budskaber og værdiladede ord smidt i hoved. At instruktøren ikke har sagt til de medvirkende at de skulle gøre det og det, eller sige det og det. Man får ihvertfald ikke indtrykket af det. Vi må gætte os til, hvem der er hvem i denne familiesammensætning, eller hvad der sker nu for familien, for der er ingen information undervejs. Det ligger naturligt i filmens stil, at vi ikke får fortalt meget. Det handler blot om at fange det øjeblik, hvor Lean synger om eller taler om, at de skal til Sverige, råber på sin far, eller moren der siger: “Lad din onkel hvile lidt”. Det er sådan vi får vores informationer.

69 minutes of 86 days. Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk

Foto: Egil Håskjold Larsen

Filmens mest spændende øjeblikke er dog, når der reelt er en konflikt, selvom der er meget få af disse. På et tidspunkt står familien og venter på en mand, som de har en aftale med om skal hente dem i en bil og køre dem til toget – og de venter og venter, og føler fortvivlelse. Mon de når det? Mon han har snydt dem? Det er nok en af filmens mest spændende øjeblikke, fordi der er noget drama.

Lige for at runde af på handlingen. Filmen er egentlig ikke barsk, den er ikke hård at komme igennem. Den gør dig ikke klogere, den fortæller ikke meget. Men den er klart en lille perle, som kan et eller andet. Jeg bliver rørt af filmen, den vækker følelser hos mig – uden som sådan at gøre mig berørt. Det giver måske ikke helt mening. Men jeg synes det er en fin fortælling, og menneskene er så sympatiske, og Lean er så dejlig, at man med det samme holder af dem. Det er en smuk film, som kan sætte nogle små tanker igang. Men det er ikke en stor film – den er ikke storladen, den vækker ikke dybe følelser hos dig, du bliver ikke forarget, rørt dybt til tårer, vred eller lykkelig. Og det er positivt. Dens afdæmpede stil og stemning, gør at filmen rammer et punkt i en og får den til at føles enormt tæt på.

69 minutes of 86 days. Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk

Foto: Egil Håskjold Larsen

Visuelt

Som tidligere fortalt, er det meste filmet i børnehøjde. Vi følger Lean næsten hele tiden, kun få øjeblikke filmes der andre steder hen. Jeg er faktisk imponeret over den visuelle side. Egil Håskjold Larsen er både instruktør og kameramand – og jeg fatter ikke hvordan han formår at holde det kamera så stabilt hele filmen igennem. Bare en lille teknisk detalje, men det er virkelig en fin detalje.
Det er også enormt vellykket, den måde Lean kan ignorere kameraet – hun er ligeglad og hun virker også ligeglad med Egil generelt.
Der er en scene på et tidspunkt som er så mørk, at jeg ikke rigtig kan se hvad der sker. Det synes jeg er lidt ærgerligt – men det er også filmens eneste visuelle fejl.

Musik og lydbillede

Det er klart at musikken spiller en stor rolle i denne dokumentar. Da dialogen er meget begrænset, skaber baggrundsmusikken stemning og følelser. Det fungerer rigtig fint, da musikken er smuk, men også afdæmpet – den bliver aldrig voldsom eller overfortællende. Derudover er jeg enormt imponeret over lyden i filmen. Jeg forstår ikke hvordan det er lykkes at få så god lyd. Man kan høre små detaljer, og samtidig er der næsten ingen støj. Hvis lyden er lagt på efterfølgende, så er det bare imponerende godt lavet.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: 69 minutes of 86 days Line F. Svare

69 minutes of 86 days - premiere ved CPH DOX d. 22 marts 2017

Historie
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: En enorm afdæmpet og enkel observerende dokumentar, med den kære Lean i centrum, som jeg er sikker på vil stjæle enhver seers hjerte. Der bliver intet budskab smidt i hoved på os, hvilket er befriende. En rørende lille perle, som også fungerer på den visuelle og auditive dimension.

5


User Rating: 0 (0 vurderinger)

Tags: , , ,


Om skribenten

Specielt glad for fantasy universer og visuelt flotte film. Forventer at en film har et interessant plot eller spændende karakterer. Har en hel speciel og uforpligtende kærlighed til Baz Luhrmann, selv når han laver dårlige film.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑