adventure

Skrevet den 14 juni, 2018 | af Line Petterson

1

Filmanmeldelse: ‘Adrift’

’Adrift’ er den sande historie om overlevelse og menneskelig viljestyrke. Brødrene Aaron og Jordan Kandell skrev manuskriptet på baggrund af Tami Oldhams egen fortælling, om den ulykke hun sammen med sin forlovede var ude for, da deres båd blev ramt af en voldsom orkan midt i det store ocean. Brødrene Kandell havde fra starten Shailene Woodly (’En flænge i himlen’ og ’The Descendants’) i tankerne til den kvindelige hovedrolle og da Woodly takkede ja til rollen, takkede også den islandske instruktør Baltasar Kormákur (’Everest’), ja til at sætte sig til rette i instruktørstolen.

Historie

’Adrift’ er baseret på den sande historie om kæresteparret Tami og Richard, der efter at have mødt og forelsket sig i hinanden på Tahiti, begiver sig ud på en rejse jorden rundt. De elsker begge at være på havet, men pludselig sejler de ind i en af de værste orkaner i nyere tid. De overlever med nød og næppe selve orkanen, men Richard er hårdt såret og båden er smadret. Alle odds er imod Tami, det burde ikke være muligt for hende at overleve, og da slet ikke at redde Richard.

Historien er rørende, det må man bare sige, særligt når man har in mente at den er sand. Det er dog først i filmens sidste 30 minutter, at historien rigtigt begynder at bide sig fast og det er lidt ærgerligt. Dette kan skyldes at filmen vises i et spænd mellem nutid og flashbacks – tiden op til og tiden efter ulykken. I tiden op til ulykken hvor Tami og Richard møder hinanden, er historien meget sukkersød og det bliver lidt uinteressant at kigge på. Ikke at kærlighed ikke er interessant, men til tider er de nervøse grin som udveksles imellem replikkerne, lige lalleglade nok og jeg savner noget mere dybde i disse scener. Det kommer dog heldigvis senere og selvom filmens begyndelse halter en smule, så er der dog noget smukt på spil i fortællingen om længslen efter frihed, kærlighed, autencitet, meningen med livet og det at følge sit hjerte.

Jo længere vi når hen i filmens flashbacks og tættere på selve ulykken, jo tættere bevæger vi os også hen imod et kritisk punkt i nutiden, hvor overlevelse bliver mere og mere usandsynlig for vores to hovedpersoner. Her bliver handlingen, særligt i filmens sidste 10 minutter, langt mere interessant og vedkommende, idet der virkelig kommer noget på spil for både fortællingen og begge vores karakterer.

Adrift, Shailene Woodly, Sam Claflin: Læs her på filmpuls.dk

Skuepil

Shailene Woodly er skøn, det har jeg altid syntes og rollen som Tami er ingen undtagelse. I de første scener af filmen, hvor hun begiver sig rundt på øen Tahiti alene, virker hun dog underligt bevidst om sig selv. Faktisk virker det som om hun her ser sig selv lidt udefra og derfor bliver en smule kunstig og påtaget i sit skuespil. Woodly falder først rigtig tilpas i rollen idet hendes medspiller, Sam Claflin (’Me before you’ og ’Snow White and the Huntsman’), træder ind i rollen som Richard. Om det simpelthen er i kraft af Claflins modspil ved jeg ikke, men Woodly falder som fortællingen udspiller sig, naturligt på plads i sin stærke kvindelige hovedrolle. I Woodlys portræt af Tami, synes jeg at ane et opgør med mange af de ting der har foregået i Hollywood og resten af verden det sidste års tid. Med replikker der bryder med ideen om hvordan man er en ‘rigtig’ kvinde og en ‘rigtig’ mand, samt en dejlig ’free the nipple’ attitude, bærer Woodly sig selv enormt effektfuldt og man kan tydeligt mærke at det har været vigtigt for Woodly at portrættere Tami, som en handlekraftige kvinde der ikke har brug for en mand eller er afhængig af nogen for at klare sig.

Jo længere vi når ind i filmen og fortællingen, jo mere begynder Woodly og Claflin at klæde hinanden. Dette kan blandt andet skyldes at begge karakterer får et større psykologisk råderum og derfor bliver mere interessante at stifte bekendtskab med, ikke blot for os tilskuere, men også for hinanden. Som Tami og Richards historie udvikler sig, vokser ligeledes Woodly og Claflins samspil som til tider både er sjovt, rørende og vedkommende at se på. Skuespillet er aldrig dårligt, men de tidligere omtalte flashbacks og et manuskript der ofte er lidt optaget af en meget let dialog, synes at være en af årsagerne til at skuespillet ikke altid er helt on point. Som tilskuer får man simpelthen ikke tid til at dvæle ved skuespillet og de enkelte øjeblikke, og det hele kommer til at virke en anelse opbrudt og kaotisk.

Adrift, Shailene Woodly: Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk

Visuelt

Da filmen er karakteriseret som adventure og både udspiller sig på tropiske sand strande og i det store ocean, så ligger det jo lige til filmens visuelle side at indeholde store flotte naturbilleder. Her skuffer Robert Richardson (‘Kill Bill’ og ‘The Aviator’) absolut ikke! Det er ingen hemmelighed at jeg er vild med Richardson, for mig er han en af de helt store og han har været fotograf på en del af mine yndlingsfilm. Hans arbejde på ‘Adrift’ er ligeledes smukt og endnu mere fascinerende er de forhold som ikke blot han, men hele crewet har haft at arbejde under på denne film. I filmen ‘Life of Pi’ benyttede man sig af store vandtanke, som skulle agere hav og omkring disse placerede man store greenscreens som skulle agere himmel. På denne måde skabte man illusionen om Pi der var fanget i en lille robåd på det store ocean. I ‘Adrift’ arbejdede man dog on location og startede derfor hver optagedag ud, med at sejle to timer ud i det store ocean, for at finde så gode og virkelige forhold som muligt. Her optog de alle scenerne som udspillede sig efter Tami og Richards ulykke og det synes jeg er ret fascinerende.

Adrift, Shailene Woodly, Sam Claflin: Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk

Musik og lydbillede

Den originale score er produceret af komponist Volker Bertelmann (‘Lion’) og musikken skaber smukke øjeblikke i både de stilfærdige og dybe scener, men også i de mere voldsomme scener. Bertelmann indkapsler fint den eventyrlystne stemning, som store dele af filmen omhandler hans cover af Tom Waits’ ‘I Hope That I Don’t Fall In Love With You’ er prikken over i’et, som smukt og hjerteskærende afrunder filmen.

 

Billede copyright: SF Studios

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: ‘Adrift’ Line Petterson

Adrift - premiere den 14. juni 2018

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: Indenfor sin genre fungerer filmen fint, den er til tider både rørende og sjov, men den når desværre aldrig helt ind under huden og det er faktisk lidt synd, når man tænker på at det er en sand historie. Filmen er fint udført og står stærkt i kraft af sin kvindelige hovedrolle Shailene Woodly, som smukt beskriver det kvindelige køn som handlekraftigt og egenrådigt. En fin eventyrfilm, med en stærk slutning og smukt visuelt arbejde.

4.3


User Rating: 1.9 (1 vurderinger)

Tags: , , ,


Om skribenten

Når jeg ser film, lægger jeg stor vægt på det skuespiltekniske, men det er også vigtigt med et godt plot og at filmens delkomponenter går op i en højere enhed. Jeg er til visuelt flotte film som 'Interstellar' og elsker Quentin Tarantinos filmunivers.



One Response to Filmanmeldelse: ‘Adrift’

  1. Line F. Svare says:

    Det skægt, for ud fra plottet lyder det som en enormt kedelig og ligegyldig film – der er vel mange mennesker der har prøvet at være på havet i dårligt vejr? Så jeg er overrasket over du trods alt synes den er tildels vellykket.
    Kan rigtig godt lide dine overvejelser omkring Shailene Woodly som en stærk kvinde. Interessant den måde, man kan se nutidens kamp i hendes skuespil!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑