Er du klar til at klapre med tænderne, lad nakkehårene rejse sig og koldsveden løber ned af ryggen? Ej okay, det gælder vidst kun dem med ekstrem svage nerver, men ikke desto mindre, så er Annabelle dukken igen løs. Denne skribent gik med et absolut åben sind ind i biografmørket, også selvom den sidste film i serien ’ The Curse of La Llorona’, ikke var noget at råbe hurra for. Så lad os alle bede for et bedre resultat denne gang.
Historie
Vi har i gennem to ’Annabelle’ film set, hvordan dukken blev skabt, og hvad der førte til, at den blev en kanal til den dæmoniske verden. I den tredje film, der kommer ’Annabelle’ endelig i sikre hænder hos Warren-parret, som vi kender fra ’The Conjuring 1 & 2’. Disse paranormale efterforskere og djævleuddrivere har hjemme hos dem selv et specielt rum, hvor de opbevarer hjemsøgte eller forbandede ting. Rummet bliver en gang om ugen velsignet af en præst, og bag lås og slå, er der blevet sørget for, at ingen igen vil blive plaget af disse farlige ting og objekter. Da Warren-parret tager ud på endnu en opgave, der lader de som altid deres datter være alene hjemme med en betroet barnepige. Men denne gang har barnepigen en veninde med på slæb, der er yderst interesseret i hvad Warren-parret mon gemmer af hemmeligheder. Det fører hende ned til rummet med de farlige ting, hvor hun rører alt, også ’Annabelle’, og snart er helvede løs.
Hvis man kender formlen fra de andre film, ja så ved man pænt meget, hvad der er i vente her. Der er ingen dybe tallerkner eller store overraskelser i vente, og generelt, så skal man se disse historier som mere en oplevelse (som at tage en lille rutchebane), og ikke særlig meget en film. Producer James Wan har med denne formel skabt en succesfuld franchise, hvor man for små budgetter kan skabe store billetindtægter. Og lille i skala, det fornemmer man kun filmen er, når man tænker på, at den 95% af tiden kun foregår det samme sted (Warren-huset). Hvilket er meget besparende i en filmproduktion
Trailere til filmen kunne måske få en til at tro, at Warren-parret ville være i fokus her. Men de er kun her for at sætte den rigtige scene, som er datteren, barnepigen og veninden i huset. Så der er sikkert nogle af jer, der vil blive skuffet pga. dette. Jeg vil også gerne blankt indrømme, at ’Annabelle Comes Home’ har mange af de sædvanlig ”kedelige” eller forudselige tricks gemt oppe i ærmet. Tricks som en gammel horror-hund (som mig) kan lugte fra miles omkreds. Og så er der ikke mindst halv irriterende klichéer, hvor man sarkastisk vil tænke til sig selv: ”Hold da op, hvor originalt”.
Men selvom filmen ikke rejser mine nakkehår, så må jeg alligevel indrømme, at jeg havde en god tur i biffen. For hvad man i stedet for får, er god en omgang ”camp-underholdning”, der er så overdrevent og dårligt, på den nærmest ironiske facon, at man ikke kan lade være med at smile og føle sig, ja fornøjet. Med mindre man vitterligt har svage nerver, og er nem at skræmme, for så vil denne film være en ”seriøs” gyser-oplevelse. Der er også som om, at man har hørt på nogle af de klager, som de andre film har fået. Ikke mindst når det kommer til de famøse ”jump scares” eller BØH-effekter. Hvor de andre film, som f.eks. ’The Nun’ konstant havde korte opbygninger til en BØH-effekt, som blev gentaget tusind gange, ja så er der i denne film mere opbygning end BØH. Og ja, det var faktisk lidt forfriskende. Hvad denne film også har, er humor. Og tro det eller ej, der er faktisk nogle ganske skægge øjeblikke i denne film, som faretruende er mere mindeværdige end de ”uhyggelige” øjeblikke. Man kan faktisk godt sige, at der inde bag ’Annabelle Comes Home’ ligger en god ungdoms komedie.
Skuespil
Patrick Wilson og Vera Farmiga, der nærmest er blevet synonyme med “The Conjuring”-universet, ja de gør igen god figur, selvom de ikke er særlig meget med. I stedet så ligger filmen dens lid til en gruppe unge og ukendte skuespillere, der overraskende er en af filmens store lyspunkter, også selvom de render rundt i en klichémølle. Ingen af karaktererne er irriterende, og samspillet mellem dem er forbløffende godt. Humoren får som sagt også lov til at spille en rolle, og den bliver leveret i bedste stil. Læg især mærke til pizza-buddet i filmen, som er næsten taget ud af en helt anden film.
Visuelt
På trods af, at jeg personligt ikke finder disse film skræmmende, så kan jeg ikke komme udenom, at de er flot lavet. Virkemidlerne til at få min svedproduktion i gang, er ikke eksisterende, men der er mange flotte atmosfæriske billeder. Folkene bag ’Annabelle Comes Home’ giver da også hvad de har, for at skabe en visuel oplevelse. Og som fan af dis, tåge og røgmaskiner, der skal jeg lige love for, at man har kastet pænt med penge efter at have dette element med i filmen, ja måske for meget. Hvis man satte mange af filmens sekvenser på pause, så ville man få nogle ret uhyggelige stillbilleder. Problemet er blot, at når billederne så kommer i bevægelse, at den skræmmende effekt forsvinder. I og med, at barnepigens veninde har rørt ved samtlige ting i Warren-parrets dæmoniske rum, så kommer alle mulige gespenster og dæmoner til live… ja, sågar også en varulv, hvilket for en til at klø sig hårdt i hovedbunden. Der er nogle interessante gyser-myter, som vækkes til live, som f.eks. Færgemanden. Men i enden, så er der for mange gespenster med, så mange, at filmens titel kunne være ’The Demonic Avengers: Deadgame’.
Musik og lydbillede
Som alle de andre film i franchisen, så er der godt knald på lydsiden. Men når man desværre kan lugte et forudselig gys eller jump-scare, så har filmens mange skræmmende lyde ikke den ønskede effekt. Hvis man lukkede øjnene, og blot hørte lydsporet, så kunne der nok være en chance for at nakkehårene ville rejse sig og koldsveden dryppe ned af mig.
Copyright: Warner Bros.
