Filmanmeldelse: August: Osage County (Familien)

Enestående og særdeles rørende historie, som alligevel formår at give smil på læben!

Baseret på et prisvindende teaterstykke skrevet af Tracy Letts får vi her glæde af en melodramatisk historie om en dysfunktionel familie, hvor alt bliver sat på spidsen mht. familiestridigheder, stereotyper og kompliceret forhold på kryds og tværs, som løbende kommer med nye afsløringer, hvilket medvirker til at ’August: Osage County’ (Familien) forbliver interessant under hele filmen. Instruktøren John Wells har samlet et stjernespækket cast med bl.a. Meryl Streep og Julia Roberts, som begge er nomineret til en Oscar for henholdsvis deres hoved- og birolle i ’August: Osage County’ (Familien).

Jeppe og jeg var inde og anmelde filmen sammen og bedst som vi troede, at den nu stod på endnu et typisk amerikansk familiedrama, blev vi gevaldigt overrasket.

Historie

Digteren Beverly, Weston-klanens overhoved er træt af livet og beslutter sig derfor at lægge sig til at dø i en sø. Den ellers så spredte familie bestående af de tre søstre Barbara (Julia Roberts), Ivy (Julianne Nicholson) og Karen (Juliette Lewis) samles nu til bisættelsen ved barndomshjemmet i Osage County, Oklahoma. Her venter dem deres matriark af en mor Violet (Meryl Streep), som foruden at ryge en hulens masse smøger, også døjer med mundkræft. Det bliver en anderledes familiesammenkomst med verbale tæsk delt ud til højre og venstre og hvor Weston-klanens største hemmelighed lurer med at blive afsløret.

Familien August Osage County Meryl Streep Julia Roberts

’August: Osage County’ er en rørende socialrealistisk film, der tager udgangspunkt i det vi alle kender – familien, som samtidig tager det moderne samfund og generationsforskelle op til debat. Det er et familiedrama uden lige, og selvom det er set så mange gange før, formår August: Osage County (Familien) alligevel at gøre det på en sådan måde, at det går lige ind til benet – og det fryder vi os over. Det er næsten umuligt ikke selv at begynde og reflektere over egne familieforhold og om de er værdsatte nok, men een ting kan vi konkludere og det er, at vi begge er positive over, at August: Osage County (Familien) efterfølgende formår at få os til at tænke over vores samfund, og ikke mindst, at vi burde skamme os over at tage visse ting for givet.

Skuespil

Der er flere pragtpræstationer i August: Osage County (Familien), specielt Meryl Streep’s karakter, Violet, må påpeges. Særligt én scene fremstår specielt stærk, hvilket er den lange middagsscenen, hvor alle karaktererne sidder til bords. Det er her, at der bliver stillet spørgsmål til samfundet, og hvad der er essensen i en familie. Meryl Streep brillerer i scenen med hendes nonchalante tilstedeværelse, hvor de andre selvfølgelig også er med til at gøre scenen eminent. Hun evner at give en pillesyg, ondskabsfuld kvinde samvittighed og følelser og for det, fortjener hun (endnu) en Oscar. Streep er og bliver en af vort tids største skuespillerinder, og der er næppe en rolle, hun ikke kan spille. Den kære Margo Martindale i rollen som moster Mattie fortjener helt sikkert også et stort klap på skulderen. Det er ofte med hende i billedet, at vi får os et godt grin oveni i al dramatikken.

Familien August Osage County Meryl Streep Julia Roberts

Det er efterhånden noget tid siden, vi sidst har set noget særligt til Julia Roberts, og at det skulle være sådan en type, hun skulle portrættere i denne film, kommer ikke som nogen overraskelse for os. Roberts gør et anstændigt stykke arbejde i at være den bitre ældste datter, men det er lidt forudsigeligt med hendes karakter, og derfor trækker det desværre lidt ned.

Der udover består August: Osage County (Familien) også af andre store skuespillere såsom: Chris Cooper, Ewan McGregor, Sam Shepard, Julianne Nicholson, Juliette Lewis, Abigail Breslin, Benedict Cumberbatch, og Dermot Mulroney

Visuelt

Både landskaberne og den ulidelige hede, som vi bliver gjort opmærksom på flere gange i filmen, bliver illustreret på en sådan måde, at man ikke er i tvivl om, at vi befinder os i sydstaterne i USA, nærmere Oklahoma. Selve forberedelserne til begravelsen bliver også flot visualiseret og der er generelt et godt filmarbejde, som er med til at illustrere den intensitet og drama der er i de forskellige scener.

Familien August Osage County Meryl Streep Julia Roberts

Musik & Lydbillede

Det minimale brug af decideret underlægningsmusik mener vi, passer rigtig godt til filmens tempo. Der er ikke brug for pompøse orkestre til at skabe dramatik, i stedet er der gjort brug af ÉN simpel sang i filmen, nemlig Eric Claptons ’Lay Down Sally’. En munter sang, der går igen i flere scener og med en utrolig effektiv virkning.

Familien August Osage County Meryl Streep Julia Roberts