dokumentar

Skrevet den 12 juli, 2018 | af Jakob Sørensen

0

Filmanmeldelse: Bergman – Et år, et liv

Fra min spæde barndom af blev jeg blevet fodret med højkultur. Mens andre børn sad klistret ved den smalle parabolpakke med tegnefilm og ‘Fjernsyn for dig’, så fik jeg en anden tilgang til flimmerkassen. Hjemme i mine forældres røde rækkehus, når vejret ikke var til at være ude, så blev en masse verdener lukket op for mig i gennem betamax og VHS-maskinen. For selvom det dengang kostede en mindre formue at købe og eje filmbånd, ja så opbyggede mine forældre alligevel en solid samling, hvis vi altså ikke gik ned og lejede et par bånd. Visse instruktører gik igen b.la. Sergio Leone, Alfred Hitchcock, Jacque Tati, Akira Kurosawa og ikke mindst svenske, Ingmar Bergman.

Selvom min fascination med Bergman aldrig blev ligeså stor, som de andre nævnte instruktører, så har manden alligevel givet mig store filmiske barndomsminder, der har printet sig ind i min bevidsthed. Især film som ‘Det Syvende Segl’ var en stærk oplevelse for denne skribent, da jeg var 6 år. Godt nok kunne jeg ikke forstå halvdelen, men billedsiden var så stærk at jeg fik det essentielle med. Ingmar Bergman er uden tvivl en af tidens vigtigste instruktører, og beviste at man sagtens kunne have succes og omtale, uden at emigrerer til Hollywood. Og siden mit kendskab til manden og personen, Bergman, ikke er stor, så var jeg noget spændt, da jeg gik ind i biografmørket og så denne dokumentarfilm.

Historie

Den 14. Juli i år ville Bergman fylde 100 år, og i den anledning har Jane Magnusson strikket en film sammen, som forsøger at portrættere mennesket, og ikke kun instruktøren. Udgangspunktet er året 1957, hvor Ingmar Bergman transformerer sig om til den auteur vi i dag kender. Det var et hektisk og produktivt år – han lavede to spillefilm, havde premiere på ‘Det Syvende Segl’ og ‘Ved vejs ende’, stod bag fire teateropsætninger og lavede en tv-film. Sådan et program ville nok havde fået det fleste til at dø af stress, men Bergman havde det heller ikke specielt let. Ved siden af alt dette, havde han utallige af personlige problemer, såsom hans helbred, hans mange elskerinder og havde på dette tidspunkt seks børn med tre forskellige kvinder. Men det store spørgsmål er…. kom man tæt på Bergman, eller var dette blot en dokumentar, der føltes som en filmet Wikipedia-side?

Det har sikkert været svært at koge et så begivenhedsrigt liv ned til knap 117 minutter, og ikke mindste få det til at lykkedes at komme tæt på hovedpersonen. Men, ikke desto mindre, så synes opgaven løst! Jeg følte hvert fald at jeg kom tættere på Bergman, og hans kultiverede, komplekse og semi-konfliktprægede persona. Der bliver ikke lagt fingre i mellem, og de velkendte skelletter kommer også ud af skabet. B.la. Bergmans sympati overfor nazismen i hans ungdom, hans problemer med det svenske skattevæsen, hans mange affærer og hans senere i livet halv tyraniske/diktatoriske opførsel på de skrå brædder i Stockholm. Ja, der er ingen glorier som bliver pudset, men alligevel så kan man ikke lade være med IKKE at pakke pudsegrejet væk, når man kigger på Bergmans filmografi.

Mange af Bergmans film har afsæt i hans eget liv og barndom, selvom det kan diskuteres om han i sin tid ikke var mere en tilskuer, end en deltager i de ting, som visse af hans karakterer går i gennem. Filmen fokuspunkt er året 1957, som vi hele tiden springer frem og tilbage til. Denne metode kan måske for nogle virke forvirrende, og jeg vil da gerne indrømme at filmen ikke just er fejlfri i dens opbygning, selvom denne skribent aldrig mistede grebet eller fokus. Selvom man kan give et grønt flueben om hvorvidt filmen fik dens mål i hus, så er der på den anden side heller ikke noget “ekstraordinært” ved måden, hvorpå filmen bliver fortalt på. Og så byder filmen på ca. 40 forskellige interviews, med svenske såvel udenlandske celebre navne, der giver deres beretning eller mening om Bergman, og det er nok for mange ansigter i en dokumentarfilm, hvis man spørger mig.

Visuelt

Der er blevet rodet i gennem arkivet og fundet diverse spændende klip og billeder, der illustrere dette lange og fantastiske liv. Der er klip, som viser Bergmans mere mørke sider, hvor kan kommer med små anfald. Men personligt fandt jeg klippet med hans storebror Dag mest interessant, i et interview som blev skrottet til tv. I dette klip får man en anden fortælling af den Ingmar, som han nok ikke var tilfreds med kom frem i lyset. Dette interview er vel for mig filmens kerne, da bag dette gemmer den virkelige Bergman sig. Visuelt gør filmen det den skal gøre, for at fører dens fortælling frem, men der er ikke specielle eller innovative øjeblikke, hvor instruktøren virkelig sætter sig aftryk, andet end hendes voice-over, der giver filmen dens personlige vinkel.

Musik og lydbillede

Filmens musik og lyd er velfungerende, men der er ikke noget som alvorlig springer ud, og ej så er det heller ikke en film, som får et soundtrack man kan købe ved siden af. Det er solidt, men nok alt for standard, når det kommer til stykket.



Billede copyright: SF Film
Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Bergman – Et år, et liv Jakob Sørensen

Bergman - Et år, et liv - Premiere d. 12. Juli, 2018

Historie
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: Der bliver ikke lagt nogle fingre i mellem hér. Man før Bergmans gode såvel dårlige sider, og i enden så føler man, at man er kommet tættere på mennesket og personen. En yderst solid dokumentar, der dog ikke byder på noget ekstraordinært.

4


User Rating: 0 (0 vurderinger)

Tags: ,


Om skribenten

Har været filmnørd siden jeg som 4½ årig lokkede min far ind og se den første af Tim Burtons Batman film... og så var jeg solgt til stang lakrids.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑