Filmanmeldelse: Big Eyes

At være kvindelig kunstner er svært. Jeg taler af erfaring.

At være kvindelig kunstner i 60’ernes USA må have været endnu sværere – hvis ikke umuligt. Alligevel formåede Margeret Keane at blive en af det 20. århundredes mest ‘hypede’ kunstnere – omend hun ikke selv fik æren for sine værker.

Selvom jeg personligt ikke falder på halen når jeg ser en Keane, er jeg solgt til historien om kvinden Keane, som i al ubemærkethed stod bag pigerne med ‘the big eyes’.

Skærmbillede 2015-03-01 kl. 19.37.43

Historie

‘Big Eyes’ er den type film, som du ikke kan lade være med at fortælle om. Historien er nemlig så besynderlig, at den næsten synes uvirkelig. Men det er netop, hvad historien ikke er. Tværtimod er filmen baseret på en sand fortælling om kunstmaleren Margeret (Amy Adams), som efter en skilsmisse i 60’ernes kernefamilie-USA, forsøger at finde fodfæste i Californien som enemor. Uden uddannelse eller erhvervserfaring, ernærer hun sig som portrætmaler på de brede boulevarder, hvor alle amatørkunstnere holder til, herunder Walter Keane (Christoph Waltz). I modsætning til Margeret er han den fødte sælger af både sine idylliske paristiske bymalerier og sin person. Margeret forelsker sig da også i Walter, og kan snart kalde sig Keane til efternavn. De sætter et mål, om at bryde igennem i kunstverdenen sammen – Walter med sine bybilleder og Margeret med sine syrrealle billeder af efterladte børn, alle med de her store, indtagende øjne.

Det er dog kun den ene Keane, som fanger købernes opmærksomhed: Margeret. Walter begynder derfor at sælge hendes billeder på vegne af hende, men uden at akkreditere den sande Keane. Margeret modsætter sig først, men accepterer siden denne konstellation mellem de to Keane’s. De bliver én og samme person, som Walter overbeviser hende om. Han håndterer PR som den velartikulerede (mandlige) kunstner, hun bliver hjemme og maler i skjul – og frasiger sig enhver rettighed til at kalde sig kunstneren bag pigerne med ‘the big eyes’.

Og successen er bragende.

Inden længe opstår der et ‘hype’ for at eje en Keane – også en billig reproduktion.

Men Margeret mærker følgerne af successen. For hun lægger sin person og oplevelser – sit inderste – i hver af sine billeder. Hver lille pige repræsenterer en del af Margeret.

Margeret, som aldrig har oplevet andet end at være datter, kone, mor – underlagt en social rolle, underslagt en social kontrol. Successen bliver en løkke om hendes hals, der gradvist strammes for hvert billede hun presses til at male. For at opretholde en levestandard. For at tilfredstille Walter. For fortsat at give illusionen – eller livsløgnen – næring.

Indtil løkken strammes for meget. Og Margeret tager datteren og bilen og flygter til Hawaii.

Men hvordan ved vi så i dag, at det er Margeret, der står bag pigerne med de store øjne?

Tja, det må du se i filmen!

Skuespil

Amy Adams leverer et troværdigt portræt af mrs. Keane, som frem til i dag stadig er aktiv kunstner. Christoph Waltz fremstiller Walter som en overfladisk svindler, der altid har en lidt for smart replik eller ide. Hans skuespil kommer dog i længden til at virke en smule latterligtgørende – og således utroværdigt – hvorfor filmen får anstrøg af komedie frem for biografisk drama – selvom jeg ikke har noget belæg for at vide, om virkelighedens Walter måske var så slesk og overfladisk som fremstillet af Waltz.

Visuelt

Tim Burton, som står bag filmen, har gjort sig umage for at genskabe 60’ernes USA, hvilket kommer til udtryk i alt fra permaentkrøller til mintfarvede Chevrolets eller Cadillacs. Vi følger Margerets færd fra det solrige Californien, hvor palmerne gror langs vejsiderne, til det hvis ikke endnu mere solrige Hawaii, hvor bølgerne ruller ind mod en lys sandstrand, havet klart turkist. Vi følger Margeret føre penslen og give de store øjne hos pigerne deres eget underfundige liv.

Skærmbillede 2015-03-01 kl. 19.38.01

Musik og lydbillede 

Ligesom den visuelle side, understreger Burton det amerikanske tidsportræt med tidssvarende musik. Det musikalske og lydmæssige billede er dog ikke videre bemærkelsesværdigt.

 

Som antydet indledningsvis har jeg en særlig kærlighed til filmens emne. Kvinder og kunst. Særligt i en tid, hvor der stadig forekommer en overrepræsentation af værker af mandlige kunstnere på verdens museer og en overrepræsentation af nøgent portrætterede kvinder på disse værker (…). Kønsligestiling i kunstverdenen – ligesom mange andre af samfundets brancher og sektorer – har stadig lang vej igen. Men sammenlignet med 60’ernes USA, synes forholdene væsentligt forbedrede i dag. Emnet er således interessant og tidsrelevant på flere niveauer.

Skærmbillede 2015-03-01 kl. 19.36.41

Men filmen handler ikke blot om kønsligstilling og kunst. Filmen skaber et portræt af Margeret som person, ikke blot kunstner, foruden et generelt tidsportræt af USA, ikke blot kunstscenen i 60’erne. Filmen vil appellerer derfor bredt til alle – i alle aldre. Jeg har personligt fået overbevist både forældre og jævnaldrende til at se filmen allerede.

Overordnet er ‘Big Eyes’ en underholdende og underfundig historie om først kvinden Margeret Keane og dernæst kunstneren Margeret Keane. Men Waltz’ til tider overspillede karakter trækker dog en smule ned i oplevelsen.