Big Time. Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk
Filmanmeldelse af 'Big Time' på filmpuls.dk

Filmanmeldelse: Big Time

Dokumentaren ‘Big Time’ handler om den danske arkitekt Bjarke Ingels. Den er instrueret af Kaspar Astrup Schröder, som bl.a. også har lavet dokumentaren ‘Rent a Family Inc”. Kasper har fulgt Bjarke Ingels igennem fem år, og det er der kommet ‘Big Time’ ud af.

Historie

Bjarke Ingels er flyttet til New York, hvor han designer flotte bygninger til byens skyline. Hans arkitekt firma ‘Big’, nyder populariteten, men der er også dilemmaer som: hvilke projekter bør man vælge? Når vi at blive færdig i tide? Og hvorfor ser tingene ikke ud, som vi har designet dem til? Bjarke selv oplever både arbejdsmæssige men også personlige problemer.

‘Big Time’ kommer uheldigt fra start. Handlingen tager ikke helt fat, og vi føler os ikke personligt del af hvad der sker. Det er især nogle bestemte “interviews” med Bjarke, som skaber en helt forkert stemning. Bjarke sidder foran et stort bord, og taler om bygninger og om oplevelser – mest bygninger. Jeg tror det skal fungere som de traditionelle interviews, hvor hovedpersonen deler sine følelser, skal fortælle sin historie og vi skal lære dem at kende og se deres indre. I dette tilfælde er det som om, at Bjarke holder et foredrag. Det hele er på engelsk, hvilket i første omgang virker mærkeligt, når han har talt dansk tidligere. Derudover er det meget preformance-præget. Ofte er det som han laver en direkte reklame/præsentation og prøver at sælge sine bygninger. Det bærer for meget præg af en forretningsmand der prøver at sælge noget, istedet for en passioneret sjæl der vil fortælle. Jeg sidder og tænker, ja tak Bjarke, men jeg har altså ikke råd til at købe en af dine bygninger! Hold lige igen med salgscharmen. Det er som om, det er lavet til det amerikanske bygnings-marked, og denne store arkitekt skal sælges til dem.

Big Time. Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk
Foto: DOXBIO

Jeg synes disse “foredrag” ligger lidt et koldt slør hen over den første del, fordi de er de eneste one-on-ones vi får med Bjarke – det eneste tidspunkt han taler direkte til “seeren” eller instruktøren. Resten af klippene består af møder og diskussioner som Bjarke er med i, hvor vi blot er en flue på væggen. Jeg kommer ikke ind under huden på Bjarke, men jeg får dog et spændende lille indblik i hans firma og deres arbejde.

Det var den konklusion jeg havde regnet med, at jeg ville fortælle om filmens fremstilling af Bjarke og hans historie, da jeg sad de første 20-30 minutter inde i filmen.
Jeg er glad for, at jeg nu kan fortsætte anmeldelsen, og fortælle jer noget helt andet.

Pludselig tager filmen fat, og dumper langt dybere ned i Bjarkes hverdag, hvor kameramanden følger ham ned af New Yorks gader eller ind i taxaen, hvor Bjarke fortæller åbent om sine problemer, som var det til en ny ven. Her er det på dansk og det pludselig helt personligt. Vi ser den sande Bjarke, som ikke prøver at sælge os bygninger. Og pludselig bliver jeg faktisk rørt. Rørt af hans talent, rørt af de personlige problemer  der pludselig dukker op i filmens fortælling. Jeg kan forstå ham, jeg kan sætte mig ind i hans sted og han bliver meget menneskelig og virkelig. Starten får ham til at virke lidt snobbet og egocentreret, men slutningen får en til at holde af ham.

Derudover kan en hver idiot jo se, at han har det vildeste talent og laver fantastiske, interessante, spændende bygninger (om man synes de er pæne eller ej). Det kan man ikke undgå at blive en smule fascineret af, eller ihvertfald sætte pris på, når filmen er slut.

Big Time. Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk
Foto: DOXBIO

Visuelt

De her kolde “foredrags”-agtige interviews, der især finder sted i starten, består faktisk af et visuelt virkelig fedt element – som også fungerer fortællemæssigt enormt godt. Bjarke tegner nemlig på et stort stykke papir. Han tegner bygninger og konstruktioner, og imens fortæller han om dem. Det fungerer enormt godt, og er en vildt fed visuel detalje.

Derudover består filmen visuelt af en hel del enormt flotte luftbilleder af bygninger, især bygninger skabt af Bjarke.

Et element der dukker op en gang imellem, er scannings-billeder af hjernen, og andre ting som visuelt ligner blomster eller noget (det er nok hjernen det hele – hvad ved jeg?). Det virker mærkeligt, i starten, fordi de kommer en gang imellem som en form for “pause”, og man ikke helt ved hvad det faktisk er. Til sidst giver det mening hvor de kommer fra og hvorfor de er med, men det er stadig et lidt specielt valg.

Big Time. Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk
Foto: DOXBIO

Musik og lydbillede

Musikken vil jeg for det meste betegne som hyggelig – måske en mærkelig måde at beskrive den på, men det er hvad jeg synes er det bedste ord at bruge. Den er stille og rolig, og passer ret godt ind i filmen. Det skaber nemlig en nede på jorden stemning. Fx når vi ser luftfotos af de bygninger Bjarke har skabt, er de ikke kombineret med stort dramatisk musik, som skal understrege storheden. Det er de stille og rolige toner, som får bygningerne til at stå for sig selv.