Gangsterbossen over dem alle...

Filmanmeldelse: Black Mass - Filmpuls


thriller

Skrevet den 14 oktober, 2015 | af Anders Bjerg

0

Filmanmeldelse: Black Mass

Gangsterbossen over dem alle…

’Black Mass’ er instrueret af Scott Cooper og introducerer en intimiderende Johnny Depp i rollen som den storkriminelle gangsterboss, James ”Whitey” Bulger. Filmen dækker over den sande historie om det usikre og ultimativt destruktive forhold mellem FBI og den irske undergrundsorganisation kendt som The Winter Hill Gang. Desuden er den betydeligt baseret på udgivelsen, Black Mass: The True Story of an Unholy Alliance Between the FBI and the Irish Mob skrevet af Dick Lehr og Gerard O’Neill. Bogen om Bulgers farefulde ”forretningsaftale” med FBI spænder over mere end 20 års interne informationer og blev udgivet i 2001 – også selvom ”Whitey” Bulger ikke blev bragt i håndjern før 10 år senere, den 22. juni 2011.

Siden James J. Bulgers begyndelse som småkriminel fredsforstyrrer og medlem af mindre kriminelle klubber, har han langsomt men sikkert opbygget sit omdømme som en magtfuld mand i det sydlige Boston. Det hele startede med mindre tyverier, derefter blev det væbnede røverier og senere mere alvorlige lovovertrædelser, som alt sammen lagde endnu mere vægt hen på den store forbryderiske figur, ”Whitey”. Filmen ’Black Mass’ følger The Winter Hill Gang og deres planer om at overtage og kontrollere alt hvad de kan få fingrene i. Banden ledes af ”Whitey” Bulger, som desuden altid opererer i skyggen af den kriminelle underverden, da han for en værd pris må holde organisationens kriminelle projekter hemmelige, samt sørge for, at hans navn forbliver fraskilt fra enhver form for kriminalitet – men dette ser ud til at blive langt sværere, efter at han med tiden vokser og breder sig som storkriminel gangsterboss…

Historie

’Black Mass’ fokuserer på James ”Whitey” Bulgers (Johnny Depp) storhedstid som kriminel bandeleder, hvor han allerede var et velkendt og frygtet navn i den lovløse underverden og hos den lovmægtige overhånd. FBI er bestemt ikke et almindeligt led i en mand som Bulgers omgangskreds, men trods dette indgår han alligevel en aftale med John Connolly (Joel Edgarton); en bekendt af Bulger-familien som nu arbejder for FBI. Men Connolly er ikke interesseret i Bulger og hans bande, men vil derimod benytte deres unikke indsigt i byens kriminalitet til at nedlægge Angiulo brødrene, hvilket desuden også er til fordel for Bulger og hans evige ønske om at blive byens enestående trussel. Men Connollys ”samarbejde” med Bulger ser ud til at være en svær affære, hvor fordelen generelt går til de kriminelles side og Connolly bliver mere og mere frustreret på sin vej til succes. Inden længe, har Bulger stort set en blodig og beskidt hånd med i alt hvad der rør på sig, både rundt omkring i gadelivet og på et højt professionelt plan, hvor han afkøber og afpresser sig ind blandt globale pengetunge bevægelser. Men målet om at nå toppen af den kriminelle fødekæde er ingen nem opgave og spørgsmålet er, hvor langt tid James ”Whitey” Bulger kan overleve uden for ordensmagterne, som langsomt rykker tættere og tættere på hans talrige dødssynder.

BM-FP-0003

Instruktør Scott Cooper trækker ofte store stjerner med ind i sine dystre universer og ’Black Mass’ er bestemt ikke nogen undtagelse. Med en rolleliste bestående af nogle af Hollywoods mest velkendte ansigter, som du nemt ville kunne udpege i en forbryder line-up, er det ikke utænkeligt, at man forventer en vis kvalitet. Men hvis man ser bort fra det farverige skuespil og i stedet kaster sit blik over på filmens historie og grundstemning, så er begge disse desværre farveløse forsøg på at levere endnu et kedeligt krimi drama uden kant. Scott Cooper instruerede den stjernespækkede ’Out of the Furnace’ to år tidligere, som desuden er en film, der også er præget af en følelseskold og farveforladt atmosfære, hvor dramaet tildækkes i skygger, gulligt gadebelysning og en ekstrem tilgang til vold. For at bruge to vidt forskellige eksempler, så har film som ’GoodFellas’ og ’Drive’ vist hvordan man sagtens kan portrættere udpenslet vold i form af elegante penselstrøg. ’Black Mass’ henretter folk til højre og venstre uden at man nogensinde får følelsen af indlevelse eller forståelse. Man kan sige, at den her upersonliggørelse af volden passer godt ind med gangsterverdenens morale, men det er ikke så meget ideologien bag facaden, men mere selve facaden der halter.

Når en film er begravet i en død og følelseskold stemning, så er det ofte en fordel, hvis historien kan hive publikum helt ind under huden på karakterne og kreere en medrivende historie som virkelig kan hæfte sig fast i nethinden – i stedet for blot at overgive sig til ligegyldig vold og ikke meget andet. ’Black Mass’ har nogle interessante karakterer spillet af kompetente skuespilere, men det er som om, at de aldrig rigtig kommer ordentlig frem i historien. Som sagt skyldes det dels en meget dyster og nedtonet stemning, som fastholder karaktererne i skyggerne og tilbageholder dramaet fra at bryde ordentligt igennem; dernæst skyldes det også en meget fragmenteret fortælling, hvor en ellers simpel og ligefrem historie aldrig tilbringer nok tid hos hver enkelt karakter. Dette kan især mærkes, når man tænker over hvor ligegyldige mange af filmens personer egentlig er, i forhold til selve historien, og hvor uinteressante de fremstår undervejs – lige bortset fra James ”Whitey” Bulger og John Connolly, som får en del mere skærmtid, men fanger alligevel ikke sit publikum i det omfang som de burde. Filmen bruger meget tid på at undersøge og diskutere kriminalitet og hvilke metoder og mål de har med deres mange projekter, men det er aldrig rigtig spændende eller fængende at se på. Tempoet er meget langsomt og tonen er meget dyster, hvilket er en kombination der bestemt ikke fremmer fortællingen, eller tildeler filmen en tilstrækkelig mængde vægt, som ellers gerne skulle kunne mærkes, når den lægger sig i kroppen.

’Black Mass’ forbliver desværre en overfladisk omgang semi-krimi sniksnak, der primært opretholdes af skuespillet og det forholdsvis solide tekniske arbejde, hvilket er noget der vil blive diskuteret nærmere på et senere tidspunkt. I forbindelse med den her tydelige tomhed som præger filmen, så virker det heller aldrig som om, at der er noget på spil for karakterne, ej heller opstår der liv og død situationer, hvor man sidder på kanten af sædet og forsøger at svede spændingen ud af kroppen. Det hele virker nærmest udført på afstand fra instruktørens side, hvor der aldrig bliver dykket dybt nok ned i tingene, hvilket får filmen til at fremstå som et værk med en snorlige ”spændingskurve”, som aldrig rykker sig fra sin base og i stedet forbliver fastholdt i sine triste men velopstillede rammer. Dette resulterer i et halvkedeligt krimidrama, hvor man som publikum aldrig føler, at filmen flytter sig fremad mod et klimaks, eller opstiller livsændrende situationer for filmens karakterer – specielt fordi man har en klar idé om, at den givne karakter nok alligevel snart får skudt kullunet ud af kraniet eller bliver klippet ud af resten af fortællingen.

black-mass-edgerton

Eksempelvis er der en scene med Bulger og hans familie, som burde fremstå følelsesladet og styrkende til filmens fordel, men på grund af en doven karakterudvikling og en åbenlys tomhed, så når scenerne aldrig ud over kanten til publikum. Instruktøren gør det bestemt ikke bedre, når han kort tid efter forlader denne dramatiske begivenhed som en løs plotlinje, der ellers kunne have været brugt til Bulgers fordel som en drivende kraft. Men præcis som alle de personer der bliver efterladt med en patron i panden, så har manuskriptforfatterne tydeligvis også skudt hjernen ud, når det kommer til fundamental karakterudvikling og plotmæssig fremdrift. Det er jo også lige præcis derfor, at vi som publikum hverken kan eller gider at føle med disse karakterer, da man aldrig rigtig bliver inviteret indenfor i deres mentalitet, eller får tildelt tid nok til at forstå, hvilken karakter de er, og hvilken brik de rykker på i historien – chancen for at de enten bliver efterladt i introduktionsfasen, eller som en ligegyldig karakter der må lade livet i næste scene, er relativt stor.

Johnny Depp får meget ros og respekt for sin rolle som den store gangsterboss James ”Whitey” Bulger, hvilket han bestemt også har fortjent. Desværre lider hans karakter under mange af de samme problemer som bikaraktererne, blandt andet det faktum at man aldrig rigtig kommer ind under huden på Bulger, eller får en forståelse for hans karakter og motivationer for det han gør. Filmen er tydeligvis ikke nogen direkte biografi på Bulger eller dybdegående research af hans fortid, men trods dette ser jeg ikke nogen grund til at svæve så meget på overfladen af det hele. Det er muligt, at instruktøren ønsker en karakter med et skjult lag af dybe følelser og problemer, der lever under facaden på det iskolde blik og den intimiderende accent, som kan bryde ud når man mindst venter det. Men i filmen kan disse elementer ikke rigtig mærkes, hvilket bestemt ikke skyldes en ringe skuespillerpræstation, men nærmere en ringe anvendelse af et stærkt skuespillertalent. Den manglende indlevelse skyldes også til dels, at filmen konstant flytter sit fokus fra FBI til Bulger, uden at hverken den ene eller den anden lader til at være selve hovedhistorien. Tilsammen udgør de blot lettere forvirring og frustration, specielt fordi man ærgrer sig over, at Johnny Depp og Joel Edgertons fantastiske præstationer, ikke får luft nok til at udvikle sig og sætte sig fast i tankerne som et konstant udviklende element i historien. Johnny Depp har omkring to eller tre rigtig stærke scener, hvor han får lov til at dykke dybt ned i Bulgers mentalitet og grusomme tankegang, men det er ofte hurtigt overstået eller helt overladt til Depps skuespil alene.

I filmen er der en scene ved et middagsbord, som desværre bliver afsløret i diverse trailers, hvor den grusomme stemning får tildelt et glimt i øjet, som virkelig fungerer, og som desuden stiller filmens temaer og karakterer i et mere vittigt og legesygt lys – en dejlig omvending fra den mørke gravkammer stemning som ellers præger filmen, specielt fordi den spøgefulde men dog alvorlige tone klæder filmen rigtig godt. Der er endnu en scene med en lignende tilgangsvinkel, hvor Bulger belærer sin søn om hvordan han skal håndtere mobning i skolen. Desværre er der ikke nok af disse scener, hverken de spøgefulde eller de dybt alvorlige, hvilket efterlader Bulger som en besynderlig hovedperson, der ikke rigtig dominerer lærredet på egen hånd, men derimod er overladt til Johnny Depp og hans evner til at skabe noget der er langt større og indeholder flere lag, end hvad manuskriptet giver ham på forhånd. Jeg ønskede virkelig et dybere indblik i hvem Bulger var og hvordan han opbyggede sit omdømme som gangsterbossen over dem alle. Det er forståeligt hvis filmen vil vise en mand der opererer inde i skyggerne og kun tager sagen i egen hånd ud af ren og skær nødvendighed, men end ikke denne vinkel synes jeg passer på filmen. Når alt tages i betragtning, så er det primært et sløvt manuskript, som er skyld i at adskillige elementer aldrig rigtig fungerer som de burde, eller bliver fulgt ordentlig til ende.

Skuespil

Når ’Black Mass’ begynder at føles dræbende kedelig, eller langsomt bliver til en intetsigende sort masse der flyder ud til alle sider, så er det dejligt, at man har en karakterer med en plettet straffeattest som Bulger, til at hive filmen ud af mørket og frem i rampelyset med Johnny Depp i spidsen. Skuespillertalent er der generelt masser af i filmen, men som nævnt tidligere får de aldrig fremført deres fulde potentiale, eller bliver udviklet i en tilstrækkelig grad af fuldblodig forbryderisk fordybelse. James ”Whitey” Bulger lader til at være et interessant menneske, men han er ikke videre interessant præsenteret, til trods for at Johnny Depp bestemt løfter karakteren ud af de todimensionelle manuskriptsider. Bulger er ikke bygget op af en spændende kaliber – ud over den kaliber han skyder folk med – men heldigvis leverer Depp et nymoderne comeback med denne rolle. Hans ansigt er tilpas skjult bag en maske af morderisk modalitet med lysende blå øjne, faldende hårgrænse og et smil der er enhver fotografs marridt – og når man tænker over det; også vores. Depp er skræmmende, intimiderende og har en uafrystelig ubehagelighed over sig, som sidder i kroppen længe efter man har forladt biografen.

maxresdefault

Bulger kunne sagtens have været endnu mere dominerende i filmen, til fordel for Depps fænomenale skuespil, men ’Black Mass’ efterlader en masse åbne huller, der bliver fyldt ud med ligegyldige karakterer, som kunne være brugt bedre eller helt fjernet. Til gengæld er der også personer, der præger filmen og giver historien en bedre balance, som eksempelvis Joel Edgerton i rollen som John Connolly. Hans bløde person og tendensen til at gå i blinde for at nå sine mål og bevise sit værd, er noget der står stærkt i Edgertons præstation. Man kan virkelig mærke at han er en følsom karakter, som lider under en masse pres fra omverdenen, specielt når det kommer til hans hårde arbejdsplads og hans bekymrede kone derhjemme. Konen spilles af Julianne Nicholson, som desværre mest er til stede for at ytre de klassiske fraser om sin mands dårlige arbejdstider og arbejdsvaner, uden at hun selv kommer ordentlig frem i billedet. Heller ikke Bulgers kone fremstår særlig interessant, specielt fordi hun kun bliver ført halvvejs til ende og bliver efterladt i bunken sammen med andre forsvindende plotråde. Ultimativt er ’Black Mass’ en meget mandsdominerende film, hvilket ikke behøver at være en direkte kritik eller en uhensigtsmæssig ulempe, men i dette tilfælde er kvinderne blot sløje og pinlige papudskæringer, der har så lidt vægt og dybde til sin karakter, at de ville vælte i vinden ved blot et enkelt lille pust.

Store stjerner som Benedict Cumberbatch og Kevin Bacon er heller ikke værd at skrive hjem om – ikke fordi deres præstationer er ringe, tværtimod – men fordi de ikke har særligt meget at vise frem med hensyn til deres karakter. På papiret er Kevin Bacon selve chefen for FBI’s hovedkontor, mens Benedict Cumberbatch er statspræsident og derfor den øverste leder af Massachusetts State Senatet. Trods dette, fremstår begge lettere ligegyldige i filmen og forsvinder ind og ud af filmens plot. Jesse Plemons er faktisk en utrolig solid skuespiller, men ud over at åbne og delvist lukke filmen, så er han også blot en flue på væggen næsten hele vejen igennem. Endnu engang må kritikken rettes mod et meget forvirret og slapt manuskript, som forsøger at dække talrige personer, begivenheder, områder og årstal, hvilket resulterer i spildte muligheder for historien som helhed. Hvis ’Black Mass’ havde haft et bedre og ikke et bredere fokus, så havde filmens historie fremstået mere smertefri og karaktererne mindre fragmenterede.

Visuelt

Filmen har generelt en meget afdæmpet og diskret visuel stil over sig, hvilket passer godt på filmens rolige fortællertempo og den altdominerende dystre atmosfære. ’Black Mass’ forsøger ikke at være fint på den eller påtvinge sig en vis præsentabel standard, da det heller ikke ville passe på temaerne og tankerne bag. Mørke krimithrillere og gangsterdramaer har det bedst med at være fyldt med skygger, lavt belysning og døde hengemte farver. Der arbejdes meget med den her gullige og mystiske atmosfære, hvilket er noget især David Fincher har gjort populært inden for thriller genren, i samarbejde med sin vanlige filmfotograf, Jeff Cronenweth. Der er mange scener som bliver præsenteret med en nøje opmålt afstand, hvilket hjælper med at skabe den kolde og kyniske atmosfære i filmen, samt forstærke gangstermiljøet i filmen. Men med dette valg ofrer man også karakterne og deres dramatiske plads i filmen, selvom der heldigvis også er en del passende close-ups og mere intimiderende scener undervejs. Generelt set er det dog en anelse for rutinepræget og forudsigeligt efter min mening, selvom det er teknisk veludført og passer på fortællingen.

Musik og lydbillede

Hollandske Tom Holkenborg, bedre kendt under navnet Junkie XL, er en musikalsk multimand, som tidligere har arbejdet tæt sammen med kompetente komponister som Hans Zimmer, mens det nyeste og mest anerkendte arbejde var på ’Mad Max: Fury Road’, som blev udgivet tidligere i år. Soundtracket til den fjerde ’Mad Max’ var en energisk og voldsom eksplosion af musikalsk aggressivitet og galskab, som desuden passede fænomenalt til filmens ultra skøre og skæve univers. Med ’Black Mass’ er det en mere afdæmpet og elegant komponist der træder frem fra skyggen.

blackmass

Med kontrolleret og rolig hånd leverer Junkie XL et ubehageligt velorkestreret indblik i mafialivets mørkeste afkroge, med toner som desuden sætter sig i kroppen som en form for musikalsk dødsdom. Kompositionen leder tankerne hen på mysterier, mafiaer og mord, mens enkelte noder giver dig følelsen af at fanden selv forfølger dig og døden allerede er indtruffet. Det er nærmest som om, at noget ubehageligt konstant lurer under overfladen og truer med at komme frem ved det først tegn på uopmærksomhed. Mange af de musikalske nuancer virke meget hjemmelige i gangster og galge verdenen, bortset fra et par nymoderne teknologiske toner her og der, hvilket passer perfekt til den type film som ’Black Mass’ tydeligvis er. Følelsen af velvante rammer og et komponeret stykke musik af klassisk kaliber er muligvis også den eneste form for kritik der er at finde på dette punkt – det er hørt før, men det er så fandens fantastisk at det føles spritnyt.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Black Mass Anders Bjerg

Black Mass - premiere den 15. oktober 2015

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: ’Black Mass’ er baseret på sande begivenheder om en lang og kompliceret forbryderaffære, som desværre er blevet kogt ned til et kantet og kaotisk krimidrama, der ønsker at gabe over alt for meget, hvilket får publikum til at gabe i biografsæderne. Historien udspiller sig i hjemligt territorium og præcis som en plettet straffeattest, har manuskriptet alle de vanlige voldelige og kriminelle kendetegn, som man nu kan forvente. Dette betyder dog også, at ’Black Mass’ sjældent overrasker, men i stedet løber i ring med sig selv og sit rodede inkompetente manuskript. Filmen skifter ofte takt og tone, mens historiens mange plotlinjer og karakterer flyder ud over det hele, ligesom den hjernemasse der bliver skudt ud scene efter scene, indtil man får følelsen af dræbende deja-vu. ’Black Mass’ er bestemt ikke noget pletskud, men den opretholdes alligevel af et par fantastiske skuespillerpræstationer og en solid teknisk tilgang til tingene.

4


User Rating: 0 (0 vurderinger)

Tags: , , , , , , , , ,


Om skribenten

Filmentusiast med kærlighed til filmmediet - uanset genre og stilart... En film skal have noget godt at byde på, så længe fokus er tydeligt og filmen er stensikker og ikke mindst selvsikker i dét den ønsker at fremføre. Så kan mesterværker findes i mange filmhjørner...



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑