District 9 Filmanmeldelse: Chappie  - Filmpuls

sci-fi

Skrevet den 3 marts, 2015 | af admin

0

Filmanmeldelse: Chappie 

Neil Blomkamps debut film og store gennembrud var District 9 – en helt igennem anderledes sci-fi film, hvor jorden i en nær fremtid befolkes af aliens, der dog ikke overtager verdensherredømmet som i andre lignende film. Tværtimod kommer de til at udgøre en ny ‘race’, der hurtigt bliver genstand for racisme og undertrykkelse fra mennesket, og ender som socialt lavest rangerende i samfundet, henvist til slum og elendige levevilkår.

District 9 åbnede mine øjne for Blomkamp som instruktør – han skabte en nytænkende sci-fi film, situeret i Syd Afrika (hvor Blomkamp er født og opvokset), der ublufærdigt kommenterer på den fortsatte ekstreme raceopdeling i samfudnet. Og Blomberg fortsatte sin kamp for samfundets svageste i Elysium 4 år senere med bl.a. Matt Damon og Jodie Foster i hovedrollerne. Samfundet er her klart opdelt to klasser: de rige, der bor på Elysium – en menneskeskabt high-tech luksusrumstation der i bogstavligste forstand kan se ned på jorden, hvor resten af jordens befolkning er henvist til fattigdom, forurening, overbefolkning – tæt på total kollaps og anarki.

Jeg havde derfor høje forvetninger til Chappie – Blombergs nyeste skud på sfi-fi-stammen – med bl.a. Sigourney Weaver og Hugh Jackman i hovedrollerne. Men jeg sukkede dybt efter allerede 10 minutter. Ikke af overvældethed. Ikke af fascination. Men af kedsomhed – af skuffelse.

Skærmbillede 2015-03-03 kl. 19.59.43

Historien

Ligesom i District 9 og Elysium tager Blomkamp udgangspunkt i et interessant og kontroversielt emne – udvikling kunstig intelligens og bevidsthed. En tanke og ide vi nok alle på et eller andet plan forventer vil blive en realitet i en nær fremtid, specielt set i lystet af den omfattende og konstante teknologiske og digitale udvikling vi har været vidne til de sidste par år.

Filmen tager udgangspunkt i “Jo’burg” (Johannesburg) i en nær fremtid, hvor politiet er i besidelse af robotter (Scouts), der hjælper med at opretholder lov og orden. Robotterne bevæger ind i slummen og tager skuddene for politiet. Og de er en succes. Kriminalitetsraterne styrtdykker.

Men udvikleren af robotterne arbejder sideløbende på et særligt projekt. Han vil nemlig skabe en selvstændig kunstig intelligens og personlig bevidsthed hos robotterne, som gør dem i stand til at bedømme et maleri, til at skrive poesi, til at føle og tænke moralsk og etisk.

En totaltskadet scout-robot bliver hans hemmelige “forsøgskanin”. Og forsøget lykkes. Udvikleren formår at installere en kunstig bevidsthed hos robotten. En bevidsthed, der vokser via læring, som et barn der udvikler sig skridt for skridt, ord for ord. Som et barn, der gradvist former en selvidentitet. Resultatet bliver en mindre vellykket kombination af RoboCop og  E.T., nemlig Chappie.

Chappie ender dog hurtigt i hænderne på en kriminel bande, som ser store muligheder for at benytte og udnytte Chappie til at udføre kriminelle handlinger til deres fordel ved at oplære robotten til kriminel adfærd.

Sideløbende opstår der en konflikt mellem Chappies udvikler og en tidligere soldat, der ligeledes konstruerer robotter (Hugh Jackman), men ønsker at udvikle sin egen dræber-robot som modstykke til de menneskelignende politirobotter. En konflikt, der eskaleres stadig mere, hvor Chappie – og Chappies særegne kunstlige intelligens – får central betydning.

På trods af et i udgangspunktet interesant plot, tager filmen dog aldrig sig selv seriøst.  Det er som om filmen latterliggør eget plot og degraderer det til en ufuldstændig sci-fi komedie hvor den indplacerede humor er malplaceret og uhumoristisk. Skuespillernes fremtoning fremmer oplevelsen – gangstere iklædt pink og pastel fra top til tå i slummen, som pludselig skal lege far, mor og … robot.

Skærmbillede 2015-03-03 kl. 20.00.33

Skuespil 

Den latterliggørende indfaldsvinkel til plottet understreges desuden af skuespillernes skuespil. Eller mangel herpå. For de farverige gangstere synes nærmere valgt for netop deres farverige fremtoning – de er et kendt provo-musikband – end deres evner til at agere og fremsige replikker troværdigt foran et kamera.

Men de er ikke alene. Også Hugh Jackman fremstår som et forsmået barn med langt svenskernakkehår (…)

Selv Chappies replikker og eksistentielle dilemma mellem gangsta’ eller dydigt barn gav mig til sidst lyst til at skære tænder og smide popkorn efter lærredet.

Skærmbillede 2015-03-03 kl. 20.01.25

Visuelt

Teknisk er robotterne glimrende lavet – Chappie fremstår meget menneskelig i sine bevægelsesmønstre –  men det er sådan set også det mest imponerende ved filmen, og kan ikke overskygge dårligt skuespil og voldtaget plot. I længden kommer selv de mange special effects til at virke trivielle, uinteressante og gentagende.

Musik og lydbillede

Lyd er altid vigtigt i en film. Vi lever i lydens årti, har Stephen King engang udtalt. Lyd understreger og forstærker handlingen, som f.eks. i Bourne-trilogien, hvor der konstant kører en på sin vis hektisk og stressende underliggende instrumentiel musik, der til tider er meget lav og andre gange er høj og gennemtrængende, afhængig af handlingen i enkelte sener i filmen. Musikken fremhæver scenerne, men er også tilpasset scenerne. Musikken skaber kontinuitet i trilogien.

Lydbilledet i Chappie derimod, spænder bredt. Lige fra lullaby til heavymetal. Resultatet er en manglende kontinuitet og helhedsfornemmelse – hvorfor man sidder tilbage med en følelse af forvirring og tomhed, som understreger filmens usammenhængende plot.

Chappie havde potentialet, men fejler fælt. Filmen skriver sig ind i en lang tradition af sci-fi film, der behandler samme emne – men formår på ingen måde at leve op til sine forgængere. Sammenlignet med f.eks. I Robot, kommer Chappie til at fremstå som en latterliggjort børne-sci-fi-ation-komedie, som kvæles i umorsomme replikker – der har til hensigt at være humoristiske -, dårligt skuespil, malplaceret styling og en pladderromantisk hollywoodending.

Sorry Blomkamp – det er en ommer.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Chappie  admin
Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: Temaet er godt, men historie og skuespil elendigt. Tilsvarende er lyd- og musikbillede forvirrende og usammenhængende. Kun de visuelle effekter er interessante - men kan ikke opveje alle andre problematikker i filmen.

2


User Rating: 0 (0 vurderinger)

Tags: , , ,


Om skribenten



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑