Den besynderligt uforudsigelige og skæve komedie Colossal<..." /> Filmanmeldelse: Colossal - Filmpuls

komedie

Skrevet den 4 august, 2017 | af Jeppe Svan Sørensen

0

Filmanmeldelse: Colossal

Den besynderligt uforudsigelige og skæve komedie Colossal med Anne Hathaway og Jason Sudeikis blev desværre ikke vist på danske biograflærreder, men kan nu ses derhjemme på DVD og Blu-Ray, hvilket umiddelbart er værd at opsøge. 

Colossal har nemlig på trods af dens umiddelbare genkendelige indpakning, (Anne Hathaway som ‘quirky’ hovedrolle og arketypiske amerikanske-indie-“dramedy”-genretræk) et af de mere bizarre plot i dette års filmudgivelser og lykkedes på trods af det umage mix af Juno-indiefilm og Pacific Rim-monsterfilm (Yep, that’s right.) ganske fortræffeligt.

Historie

Gloria, (Anne Hathaway) en journalist og forfatter i New York, har med alkoholmisbrug forspildt sine chancer med kæresten Tim, og må flytte tilbage i hendes forældres tomme hus i hendes stille hjemby. På trods af hendes forsøg på at få bugt med alkoholen, møder hun hendes gamle ven Oscar (Jason Sudeikis) og får et job på hans bar, hvor drikkeriet og den uregelmæssige tilstedeværelse fortsætter. Midt i alt dette vågner Gloria en dag op til nyheden om et katastrofalt monster-angreb i Seoul, hvor et kæmpe kaiju-monster (Tænk Pacific Rim og Godzilla) ligger byen i ruiner. Da Gloria opdager at monstret kun opstår når hun selv befinder sig på et specifikt sted, og tilmed bevæger sig præcist som hun gør, må hun prøve at forstå hvordan dette link er opstået og hvad hun kan gøre for at undgå angrebene på Seoul – et mål der bliver vanskeliggjort af hendes alkoholiserede tilstand.

Brightlight Pictures

‘Hvad fanden?’ tænker man uden tvivl når man hører om dette plot, og hvordan det lykkedes instruktøren Nacho Vigalondo at få en film som denne produceret i dagens filmverden er meget mystisk. Om intet andet er det en overraskende velfungerende idé, og Colossal kører på skinner i en stor del af filmen, og på flere niveauer end jeg troede muligt. Humoren i Hathaway og Sudeikis karakterer, (samt de andre biroller) er ikke skelsættende, men yderst effektiv, og funktionen i det head-scratchingly mærkelige plot der stille ruller sig ud, skaber engagerende uforudsigelighed. Desværre falder filmen logisk og følelsesmæssigt på jorden i klimakset, og det endelige udfald (og karakter-motivationerne især) bliver unødvendigt overdramatisk og ufortjent – hvilket er svært at uddybe uden at afsløre historiens udvikling.

Skuespil

Som førnævnt kører Colossal derudaf med nogenlunde velfungerende humor, og især den første halvdel af filmen føles de forskellige karakterer tilpas troværdige, hvilket uden tvivl kan henstilles til de diverse skuespillere. (Tim Blake Nelson står ud som specielt sjov) Men desværre findes der et stort minus i Anne Hathaways præstation som den ‘alkoholiserede’ Gloria, der mildt sagt var utroværdig som det “train-wreck” hun burde være. Gang på gang bliver man fortalt hvor “ude af kontrol” hun er, og filmens centrale tematikker cirkulerer om hendes alkoholisme og ustrukturerede liv, men Hathaway sælger den altså ikke som skod og udbrændt, hun er simpelthen for nydelig og poleret. Hvis de forskellige biroller ikke gentog ting som “nu skal du altså tage dig sammen” og “kan du ikke huske hvad du lavede i går” ville man fra scene til scene glemme at hun overhovedet var på skråplan. Dertil kommer Jason Sudeikis karakter Oscar, der i den første halvdel af filmen gør det fortræffeligt som love-interest og humoristisk indspark, men når hans karakter i 3. akt af filmen skal begå sig som en tvivlsom og utilregnelig i plottets udvikling, falder det fra hinanden, igen på grund af komplet utroværdighed der ikke sælger karakterens obskure motivationer.

Brightlight Pictures

Visuelt, musik og lybillede

På trods af Colossals snævre udgivelse og obskure plot, må filmen have haft et nogelunde budget (eller ihvertfald talentfulde CGI-designere fra Intelligent Creatures) da filmens sci-fi elementer næsten var på niveau med dens medspillere som Pacific Rim. Om kontrasten mellem de jordnære scener i USA med Hathaway og gutterne, og scenerne med kaiju-monstret der smadrer Seoul, hjælper til at give effekterne gravitas er meget muligt. Dertil er der også gjort smart brug af tablets og telefoner til at “gemme” effekterne lidt, hvilket ikke er så iøjenfaldende som det lyder.
Filmens soundtrack og lyddesign er dog svært at sætte finger på. Ikke mange ting står ud som særligt mindeværdigt. Men igen er effekterne, og derigennem lyddesignet, i Seoul scenerne velfungerende og dramatiske, og portætere effektivt størrelsen af monstret og dets konsekvenser.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Colossal Jeppe Svan Sørensen

"Colossal" er nu ude på DVD og Blu-Ray!

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: "Colossal" hopper med hovedet først ud i et obskurt plot-mix af indie-komedie og stor-skala "Pacific Rim" monster-film, og kommer på trods af alle odds mere eller mindre helskindet igennem. Det bizarre plot er uforudsigeligt og originalt og snubler først mod slutningen i dets ambitioner. Desværre er hovedrollerne spillet af Anne Hathaway og Jason Sudeikis ikke så charmerende og troværdige som de burde, og trækker på visse måder filmens forsøgte dybde og følelsesmæssige dramatik en del ned. Dog er det værd at opsøge "Colossal" på DVD eller Blu-Ray, da den havde fortjent en plads i danske biografer for dens originalitet og ambitioner!

3.3


Tags: , , , ,


Om skribenten

Studerende og filmnørd med svaghed for instruktører som Paul Thomas Anderson og David Lynch - er især glad for film med ambitioner og eftertænksomhed!



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑