action

Skrevet den 8 marts, 2018 | af Jakob Sørensen

0

Filmanmeldelse: Death Wish

Hævnfilm er i dag en gammel og brugt genre, der for alvor startede tilbage i 1974, da Michael Winners ’Death Wish’ (på dansk ’En mand ser rødt’) udkom. Den film fik ikke kun 4 efterfølgere, men startede en bølge af andre film, som stjal med arme og ben fra denne franchise. B.la. Neil Jordans ’The Brave One’ fra 2007, som faktisk er en tro kopi af ’Death Wish’, men som blot har udskiftet Charles Bronson med Jodie Foster. Nu har splatter-instruktøren Eli Roth så kastet sig over genren og byder på en reversion af Winners film, der har Bruce Willis med i førersædet.

Historie

Chicago er en af USA’s voldeligste storbyer. Her er ofre for røverier, overfald og skud stigende i en alarmerende grad. En af hverdagens helte i denne by er Dr. Paul Kersey. Han er en kirurg, som er med til at redde alle dem, som møder Chicagos skyggesider. Selv lever han et godt liv, med en kone og datter, som han prøver at få kvalitetstid med, når han ikke kaldes akut til skadestuen. Men forstadsidyllen smadres en aften i tusind stykker, da 3 røvere bryder ind i Kerseys hus, røver ham for værdier og dræber hans kone, imens datteren hårdt såret bliver lagt i koma. Kerseys sorg får hurtigt følge af hans magtesløshed, da politiet ikke har konkrete beviser for hvem, der stod bag røveriet, og derfor er langt væk fra at lægge nogen i håndjern. Frustreret over at der intet sker, vækkes Kerseys hævntørst, og den rammer enhver kriminel røver eller overfaldsmand, som måtte krydse hans vej.

Copyright: SF-Film

Hævnfilm er en genre, som jeg rigtig godt kan lide. Problemet er, at genren er udpint, og det er sjældent, at der kommer noget originalt eller særligt spændende ud, som kan vække genren op igen. Eli Roths ’Death Wish’ er bestemt ikke en af de film, som vækker noget! Det er en utrolig forudselig film, som ingen esser eller overraskelser har oppe i ærmet. Historien er rent bankekød, hvor alt saft og kraft er suget ud, og erstattet med Roths forkærlighed for blodsplatterier. Dialogerne går fra nogenlunde acceptable til det deciderede forfærdelige, og så er der ikke brugt mange hjerneceller på at tænke over dybere personkarakteristik, hvilket gør samtlige karakterer gennemsigtige og uinteressante. Undervejs gør man brug af radioshows og radiopodcast, som konstant taler om den hævnende engel, der ”renser” byen for kriminelle. Disse scener fylder simpelthen for meget og overskygger den handling som der er, selvom den er tyndslidt.

Skuespil

Lad os starte med den person, som jeg synes spillede bedst, hvilket er Elisabeth Shue som Kerseys kone. Hun var filmens mest troværdige person, og selvom hendes tid på biograflærredet var kort, så gav hun en fin præstation. Ellers så virkede stort set alle andre lige så personlige og inspirerende, som nøgne juletræer på en mark. Men, det er trods alt bedre end hvad hovedpersonen i egen høje person kunne præstere.

Bruce Willis er en skuespiller, der ligner en som har opgivet sin karriere for længst. Manden er simpelthen ikke spændende at kigge på mere, og hans præstation er næsten som at se på en tilfældig sten. Selv ikke i højdramatiske scener, hvor det kræves at vise sorg og gråd, virker han troværdig. Under hans krokodilletårer udstråler der en aura af ligegyldighed for rollen.

’Death Wish’ er også en film, hvor skurke og kriminelle er rigtig klamme. Der vises ingen sympati. Der er ingen som her af desperation vælger at blive røver, men snarere måske fordi man af natur er ond.

Visuelt

Visuelt tryller filmen heller ikke nogle kaniner op af hatten. For selvom det visuelle håndværk er i orden, sammen med billedkompositioner og nuancerne, så er der ingen nye eller særlige spændende idéer i at lege med kameraet eller den visuelle fortælling. Kort og godt, for konservativt! Hvad angår blod, så er der fine mængder af dette. Men selvom jeg er fan af splatter, så havde jeg foretrukket mere dramatik og bedre skuespil fremfor dette element.

Musik og lydbillede

Lyden af pistoler og maskingeværer lyder som de skal, og generelt er denne del vellykket, men på den anden side var der ikke noget som stak ud lydteknisk. Musikken har jeg allerede glemt, nok fordi der intet nævneværdigt var…. andet end AC/DC’s nummer ”Back In Black”.

Copyright: SF-Film

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Death Wish Jakob Sørensen

Death Wish - Premiere d. 8 marts 2018

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: ’Death Wish’ har en komplet uoriginal og brugt historie, som er blevet lavet til udødelighed. Bruce Willis’es præstation er som at kigge på sten, og han har absolut ingen nerve. Filmen kan takke især Elisabeth Shue for at hæve niveauet en smule på skuespils området. Der er til tider godt med blod og små splatterier, men konklusionen må være, at er dette en kedelig omgang tidsspilde i biografmørket!

2.3


User Rating: 0 (0 vurderinger)

Tags: ,


Om skribenten

Har været filmnørd siden jeg som 4½ årig lokkede min far ind og se den første af Tim Burtons Batman film... og så var jeg solgt til stang lakrids.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑