drama

Skrevet den 16 maj, 2019 | af Anders Bjerg

0

Filmanmeldelse: Det vilde pæretræ

Nuri Bilge Ceylan er en tyrkisk filmskaber, som er kendt for sine meget jordnære, menneskelige og let-filosofiske fortællinger, hvor temaer som samfund, eksistentialisme og det generelle hverdagsliv flettes sammen i et vidtspændende drama… og det er ingen undtagelse med ’Det vilde pæretræ’.

Instruktørens sidste film, ’Vintersøvn’, fik stor ros og omtale ved sin udgivelse – især efter at have hevet hele to Cannes priser hjem – bl.a. den prestigefyldte Palme d’Or. Nu er han tilbage med nyeste skud på stammen, som handler om den unge aspirerende forfatter, Sinan, som vender tilbage til sin barndomsby, for at skrabe penge nok sammen til at finansiere sin bog. Hans familie regner med, at han går sin fars vej og bliver lærer, men Sinan ønsker at gå mod samfundets og familiens normer, selvom både hans egen, familiens og især farens situation sætter nogle forhindringer op, som bliver sværere og sværere at bryde med.

Historie

Som med ’Vintersøvn’, har Ceylan lavet endnu et episk og elegant drama, der spænder mere end tre timer, men som på ingen måde føles tung at sidde igennem. Jeg vil mene, at med stort set alle film på tre timer eller mere, så mærker man længden i en eller anden grad – men med ’Det vilde pæretræ’ er det mest bagtil, det kan mærkes, for rent intellektuelt så bliver man stimuleret nok til, at det er sidesårene værd. Ceylan er god til at give sine fortællinger et pusterum, hvor den virkelighedstro dagligdag og det determinerede filmhåndværk kan gå hånd i hånd, uden afbrydelser. Ofte falder nogle af de mest interessante samtaler midt i de mest umotiverede omgivelser, men i takt med samtalens udvikling, pustes der også liv i det omkringliggende. Ceylan sætter historie i bevægelse med meditative billeder og med tempo og struktur, der er meget lig den man finder i en roman. Til en vis grad burde Ceylan måske have været forfatter, men i endnu højere grad, er jeg glad for, at han valgte at gå filmens vej.

Ceylan bruger flittigt sin og byens baggrund som understøttelse til filmens forgrund – hvor bl.a. skjulte personlige beretninger samt de skiftende årstider fylder meget i ’Det vilde pæretræ’. Der er så meget karakter i disse gamle byer, så Ceylan gør sig klog i at bruge dette til at underbygge sin fortælling. Specielt da filmen her er baseret på en ung mands fortælling, meget lig den man ser i filmen, hvorefter Ceylan har krydret historien med elementer fra sit eget liv. Filmens troværdighed udspringer tydeligvis fra disse elementer og nogle af de mere opsatte scener føles stadig overbevisende, fordi filmens set-up nærmest fungerer som et naturligt pay-off. At så meget af filmen tager udgangspunkt i virkelig hændelser og historier, står som en kæmpe fordel, så selvom Ceylan er manden der planter træet, så er frøet nøje udvalgt, fuld af liv og kan vokse sig stor og flot på egen hånd, lige midt i det betagende tyrkiske landskab… et vildt pæretræ, en vidtspændende fortælling, en fuldbyrdet filmoplevelse.

Skuespil

Hovedpersonen, Aydın Doğu, har faktisk aldrig spillet skuespil på film før, men det kan på ingen måde ses. Til filmens fordel, så er han nærmest kun mere naturlig i sin præstation grundet dette, og hans karakter – som er en person, der længes efter at leve af sit kreative litterære arbejde og bryde med de sociale normer – forstærkes merkant. Resten af skuespillerne i filmen er alle bundsolide og vækker alle de følelser i publikum, som de er skrevet til at gøre.

Visuelt

Rent visuelt, er Ceylans film som en smuk samarbejdsøvelse for sind og syn, hvor filmens karakterer befinder sig i et miljø, der faktisk er en karakter i sig selv, og dermed er de visuelle indtryk en stor del af fortællingen og kommer ofte til udtryk som vigtige brikker i filmen. Det er en smuk balance, hvor realismen og Ceylans rolige visuelle øje gør oplevelsen til en vidunderlig vandretur gennem både mand og land, i smukke tyrkiske omgivelser. Sidstnævnte er især noget, der præger Ceylans film, hvor alt hvad der omringer filmens karakterer, er med til at indramme filmens temaer og moraler fordi den står som fortællingens grundsten.

Der gøres brug af masser af lange skud, uden klipning, samt store brede billeder, der er med til at underbygge den her eksistentialistiske rejse, som vores hovedperson er på. Teleobjektiver samt lille dybdeskarphed bliver flittigt brugt og presser virkelig verdenen omkring Sinan sammen, hvilket fungerer super godt. Efterårets blade der falder og fortæller om et forduftet forhold mellem to mennesker, torden og regn der bruser ude foran vinduet, mens stærke følelser ligger fortrængt under overfladen, samt den kolde vinter, der bringer mere ubelejlige ting med sig. Det hele er nøje planlagt og udført og ’Det vilde pæretræ’ står tilbage som et smukt billeddigt; visuel poesi fyldt med oplevelser, beretninger og indtryk – præcis som hovedpersonen Sinans eget litterære værk. En smuk afspejling.

Musik og lydbillede

Ceylan folder sin fortælling ud til lyden af klassisk musik af Johann Sebastian Bach, hvor den samme musikalske passage optræder undervejs. Det underbygger filmen godt, især den her konstante søgen efter identitet og mening, som vores hovedperson har. Selvom den optræder ofte, så bliver den aldrig anmassende eller irriterende. Desuden er lydbilledet stort set hele tiden præget af lyde fra omgivelserne, hvilket giver filmen endnu mere liv og underbygger det visuelle.

copyright: 41shadows

Filmanmeldelse: Det vilde pæretræ Anders Bjerg

Det vilde pæretræ - premiere den 16. maj 2019

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: Nuri Bilge Ceylan er så sandelig vågnet fra sin ’Vintersøvn’ og har skabt et værk der er organisk, stimulerende og jordnært, som desuden vender om en masse problemer, der både snakker til kunstneren og arbejderen. Trods længden, er filmen let på tå og velfortalt, hvor den visuelle side fuldender dét billeddigt, som Ceylan maler så elegant for sit publikum. Det er mange, lange penselstrøg som Ceylan bruger til at vække sin historie til live, men det er ventetiden værd, når man til sidst kan træde et skridt tilbage og beundre hvad der vel nok er én af instruktørens fornemmeste værker.

4.8


User Rating: 0 (0 vurderinger)

Tags: , , , ,


Om skribenten

/ Film er en fantastisk udtryksform, som jeg elsker at blive informeret, stimuleret og provokeret af. Der er uendelige muligheder, genre og stilarter gemt i filmmediet og jeg brænder for at finde og opleve hver og en. Film har forskellige udgangspunker, og det er også, hvad jeg er determineret på at bedømme ud fra. En god film er en film, der lykkedes på sine egne præmisser... hvad de så end måtte være.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑