komedie

Skrevet den 28 juni, 2018 | af Line Petterson

0

Filmanmeldelse: Du er den

Forestil dig en gruppe midaldrende mænd som, hvert år i maj måned, gør sig klar til en hel måneds tag fat. I denne måned skyer de ingen midler, de mistænker alle, sætter deres tilværelser, jobs og forhold på spil, de rejser sågar gerne tværs gennem USA, blot for at kunne give stafetten videre til en af deres venner med ordene ”du er den”. Ovenstående er faktisk et virkeligt scenarie, tro det eller ej, denne gruppe af mænd går under navnet ’Tag Brothers’, og det er præcis dette scenarie som filmen ’Du er den’ bygger på.

Historie

Hvert år, i maj måned, sætter fem ekstremt konkurrencelystne venner alt på spil, i det der må siges at være verdens vildeste gang tagfat. De har leget den samme leg siden første klasse og i år skal legen udspille sig, samtidig med at den eneste spiller der stadig er ubesejret skal giftes. Dette burde gøre ham til et let offer for resten af gruppen, men han ved de kommer og han er mere end klar…

Historien er baseret på Wall Street Journal artiklen ”It Takes Planning, Caution to Avoid Being It”. Artiklen er skøn, ideen er fed og jeg kunne sagtens have set en hel film, med den gruppe mænd som historien rent faktisk bygger på. Til sidst i filmen vises nemlig virkelige optagelser af den rigtige ’Tag Brothers’ gruppe i færd med at jage hinanden. Disse optagelser er så livsbekræftende og var nærmest det bedste ved hele filmen! Midaldrende mænd, med kærlighed og respekt for hinanden, der stadig leger tagfat, mega ja tak, DET vil jeg se en film om! Desværre er det ikke det vi får serveret i filmen ’Du er den’, som jeg nok skal komme tilbage til nu…

Instruktør Jeff Tomsic har i sin spillefilmsdebut spundet en let fordøjelig komedie, rundt om den ellers skønne historie, som jeg personligt er ret vild med. Tomsic trækker her på nogle af de ældste tricks i comedydrejebogen og krydrer derudover med en ordentlig omgang referencer til populærkulturen.

Der er dog intet nyt under solen, filmen er præcis som man forventer det! Indenfor de første ti minutter har man regnet plottet ud og humoren der til tider falder lidt til jorden, er hverken eksperimenterende eller udfordrende. Vi møder som så mange gange før, en gruppe venner som består af – den dumme (uden nogen som helst form for virkelighedsopfattelse), taberen (der lige er blevet skilt og bruger al sin tid på at ryge weed med sin far), den succesfulde (karrieren kører!), den overlegne (som alle de andre ser op til), gruppens bindeled (samler gruppen ved at opildne de andre til leg) og den der bare gerne vil være med (men selvfølgelig aldrig får lov). Selvfølgelig har alle de kvindelige karakterer lignende roller, vi har endda en mor som lægger lidt for meget an på en af vennerne, ja originalt ikke! NOT! Desværre er ensemblefilm som denne noget vi har set udført meget bedre før, og det er jo ikke fordi at sådan en film gør nogen fortræd, men med så skønt et plot, så ville jeg bare ønske at man som instruktør havde grebet chancen og forsøgt at lave noget originalt! Replikken ”Is it fake?” som gang på gang optræder i filmen, kunne eksempelvis have givet anledning til at eksperimentere og lege endnu mere med virkeligheds elementet, hvorigennem man kunne have udfordret genren. I stedet oser filmen af comedy tricks som falder til jorden, fordi vi har set dem så mange gange før og af at tingene bare ikke kan blive vilde nok. Det bliver desværre aldrig rigtig spændende at kigge på!

'Du er den', Jeremy Renner, Jon Hamm: Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk

© 2018 – Warner Bros

Skuespil

Når en komediehistorie ikke kræver det store af sin tilskuer, så er det også sjældent at den har krævet det store af skuespillerne, med mindre du hedder Jim Carrey og kan trylle et fuldstændigt vidunderligt produkt ud af næsten alt du får fingrene i på comedyfronten… eller hvis det virkelig er en kvalitets komedie som blot synes let i sit udtryk, netop fordi den er så velspillet og vel fortalt. Jeg er jo med på at komedie ikke ligefrem skriger på de dybeste følelser og emner, desværre medvirker dette bare ofte til at mange skuespillere ikke behøver at investere så meget i deres karakterarbejde og derfor kan indspille film som ’Du er den’ fuldstændig på autopilot. Jeg kan sagtens forstå at seriøse suespillere, som gang på gang kaster sig ud i udfordrende roller, har brug for lidt enkle jobs en gang i mellem og derfor synes det er sjovt at lave komedier. Min pointe er bare at det behøver ikke være enkelt at lave komedier, genren kan godt udfordres OG udforskes, og det synes jeg faktisk for det meste den trænger til, særligt så vi som tilskuere også bliver udfordret og overraskede!

Et af de steder hvor filmen falder fuldstændig igennem, er når den forsøger at være alvorlig. Historien og skuespillet falder til jorden, fordi skuespillerne end ikke her synes at anstrenge sig og ligge energi i at overbevise sin tilskuer, om at karaktererne rent faktisk føler smerte. DET irriterer mig grænseløst! De bedste komedier er sku dem hvor skuespillet og karakterarbejdet bare sidder lige i øjet og hvor komikken kan klare seriøsitet, ikke hvor en skuespiller faker at hun græder, fordi det står der i manuskriptet at hun skal. Skuespillerne er så tydeligt typecastet til denne film, ikke at det gør noget det fungerer sådan set okay ovenstående taget i betragtning, jeg har dog bare en enkelt anke – nu har vi altså set Isla Fisher som den skøre aggressive kvinde med temperamentsproblemer, vi er klar til noget nyt! Jeremy Renner og Ed Helms er klart filmens lyspunkter og deres timing er en del bedre end resten af ensemblets. De gør det nu også meget fint, selvom ingen af dem kan anklages for at opfinde den dybe tallerken.

'Du er den', Jon Hamm, Ed Helms, Jake Johnson: Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk

© 2018 – Warner Bros

Visuelt

Noget jeg især kunne lide ved filmen, var den måde tagfat scenerne er blevet filmet og klippet på. Disse scener er skønne og frembringer faktisk en humoristisk vinkel, idet de foregår i en ’Matrix’ lignende slowmotion, som gør at scenerne varer længere, er mere omhyggeligt udført og indeholder fine detaljer. Her nød jeg at se gruppens gentagne forsøg på at fange Renners karakter, Jerry, som gang på gang undslipper sine venners mange fælder.

'Du er den', Jeremy Renner: Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk

© 2018 – Warner Bros

Musik og lydbillede

Lydsiden er som i mange andre op-tempo komediefilm en stor del af oplevelsen. Der er knald på musikken og her trækkes der på musik af både Ozzy Osbourne, Beastie Boys og MC Hammer. Derudover har Germaine Franco (‘Coco’) stået for den originale score, som også støtter op om den actionfyldte lydside.

Ovenstående fungerer fint i de mange jagtscener som filmen blandt andet består af, men det bliver i stil med andre komedier af denne slags, noget vi har oplevet før, og mere er der egentlig ikke at sige om det, hvis du spørger mig!

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Du er den Line Petterson

Du er den - premiere den 28. juni 2018

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: Det er nok den skønneste historie jeg længe er stødt på! Så original og livsbekræftende. Desværre formår instruktør Jeff Tomsic og hans hold af skuespillere, hverken at behandle eller formidle historien ordentligt, og vi ender med en ensemblekomedie, som falder ret meget igennem. Er du til let fordøjelige komedier, så er filmen vel fin nok, men måske du i stedet skulle læse den skønne artikel som filmen er baseret på og gøre som man gjorde i de gode gamle dage - brug din fantasi og forestil dig det selv!

2.5


User Rating: 4 (1 vurderinger)

Tags: , , , , , , , , , ,


Om skribenten

Når jeg ser film, lægger jeg stor vægt på det skuespiltekniske, men det er også vigtigt med et godt plot og at filmens delkomponenter går op i en højere enhed. Jeg er til visuelt flotte film som 'Interstellar' og elsker Quentin Tarantinos filmunivers.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑