Så bliver det vidst ikke dummere...

Filmanmeldelse: Dum Og Dummere 2 - Filmpuls


komedie Dum og Dummere 2

Skrevet den 27 november, 2014 | af Michella Malin Petersen

4

Filmanmeldelse: Dum Og Dummere 2

Så bliver det vidst ikke dummere…

Det er ikke ofte at ordet “mesterværk” bliver brugt om komedier – uanset hvor gode de end må værre, så er det som om at folk er lidt usikre på at bruge netop det udtryk om dem. Men lad os nu lige bryde det taboo et kort øjeblik; ‘Dum Og Dummere’ fra 1994 er et altså et komisk mesterværk – klassisk, enkel, underholdene og tidsløs. Og selv var jeg var en af dem der var ekstremt positivt indstillet over at få en forsættelse, der ikke kun ville både foregår og udkomme 20 år senere, men også have Farrelly-brødrene bag kameraret endnu engang, OG have både Jim Carrey og Jeff Daniels tilbage i hovedrollerne som det letbegavede, men elskværdige makkerpar, Lloyd og Harry. Fortsættelsen så ud til at have alle oddsene med sig. Så hvad pokker var det så der gik galt?

Historie

Stakkels Lloyd har været indlagt på et psykiatrisk hospital efter at være blevet afvist af Mary “Samsonite” Swanson 20 år tidligere, men da Harry finder ud af at han måske har en voksen datter, snupper han Lloyd i nakkeskindet og tager ud for at finde hende – Harry skal nemlig have en nyretransplantation, og han håber at datteren kan være en potentiel donor. Inden længe er makkerparret back on the road, igen i en upassende bil, igen med en firkantet boks de ikke ved hvad indeholder, og igen med en fyr ned skumle bagtanker på deres bagsæde – og igen komplet uvidende om hvad fanden de nu har roddet sig ud i.

Dum Og Dummere 2

Komedier er svære at dømme, da humor er ekstremt subjektiv. Hvad én synes er hysterisk skægt, finder en anden forfærdeligt usjovt. Nogle griner af sort humor, andre griner af en mand der glider i en bananskræl. Der skal være lidt for enhver smag, og skaberne skal virkelig kende deres målgruppe. At satse bredt og på samme tid skabe noget unikt er lidt af en opgave. Kort sagt burde man mene at målgruppen for ‘Dum Og Dummere 2’ er dem der grinede (og stadigvæk griner) af ‘Dum Og Dummere’, dem hvor filmens ekstremt velbalancerede og tidsløse humoristiske sans ramte lige i lattermusklerne. Men ak… Tro mig når jeg siger at jeg virkelig gerne ville kunne lide ‘Dum Og Dummere 2’. Jeg forventede ikke at den ville være ligeså god som 1’eren. Og efter at have set traileren, forventede jeg faktisk ikke engang at den ville være god. Jeg forventede bare at opleve en film med nogle grin, god underholdning og noget nostalagi, samt måske en følelse af udvist respekt for en af mine (samt utallige af andres) absolutte yndlings komedier. Men nej, julen begyndte ikke tidligt for mig i år.

Et af de elementer der gjorde 1’eren så unik, var hele den krimi-agtige ‘Fargo’-stemning der var over Harry og Lloyd’s omgivelser. Der var altid en følelse af fare når man, som publikum, så disse to venner begive sig igennem den ene usikre situation efter den anden, mens de overlevede kun på deres ekstreme held, som de aldrig selv fattede at de havde, mens alle rundt om dem var dybt seriøse og så uforstående til. I ‘Dum Og Dummere 2’ føles det derimod som de to båthoveder befinder sig i et tegnefilms-univers. Næsten alle filmens side-karakterer er højlydte karikaturer, hvilket fuldstændig undermindsker Harry og Lloyd’s humoristiske lav-intelligens, og gør hele filmen til en irriterende og til tider hovedpine-inducerende oplevelse. Farrelly-brødrene kan heller ikke holde sig fra en god håndfuld pop-kultur’s referencer, som f.eks en ret unødvendig og smertefuld ‘Breaking Bad’-reference, med selveste Bill Murray i en komplet ordløs og ansigtsløs cameo – hvad er pointen? Sådanne referencer er der massere af, og hvor nogle enkelte, som blandt andet et ret sjovt fingerpeg til ‘Apocalypse Now’, er tidløse, så klasker den slags ofte et “Mindst holdbar til”-skilt på filmen lige med det samme. Hvis man, som mig, er fan af den originale film, så kan man i det mindste fryde sig lidt over et sjovt gensyn med Billy fra 4C (“pretty bird… pretty bird”) samt en af Lloyd’s gode gamle “venner” der dukker kort op i en lille scene efter rulleteksterne – og begge spilles af de helt samme skuespillere som i 1994! Det er faktisk en smule sjovt, og viser lidt kreativitet fra brødrene F. En god del andre referencer til den første film kan nemt spottes, men desværre tilbyder de aldrig andet en nostalagi – et minde om hvor meget sjovere det egentlig bare var tilbage i 1994.

Dum Og Dummere 2

Jo, der er er da nogle jokes der fungerer, og det er uden tvivl Jim Carrey der står for langt den største del af grinene, især fordi Carrey’s Lloyd er fuldstændig den samme karakter som han var i 1’eren, og hans komiske timing rammer altid plet, med undtagelse af de gange hvor manuskriptet umuliggører det. Til gengæld virker det som om at Daniels’ Harry er blevet…dummere? I 1’eren virkede Harry ofte som den lidt mere kløgtige og fornuftige af de to, men i ‘Dum Og Dummere 2’ er det nærmest som at se et tilbagestående barn i en voksenkrop, og det ødelægger virkelig dynamikken mellem de to karakterer, den dynamik som egentlig var en af den første film’s største styrker. Alle karaktererne der omringer dem er forglemmelige og ikke specielt sjove, humoren er dybt forudsigelig, og værst af alt, så gør intet for at skille sig ud fra ‘Dum Og Dummere 2’ fra mængden. Havde den ikke været en fortsættelse til en ekstremt populær film, så var der absolut ikke én eneste ting som ville være værd at bide mærke i, ikke én eneste joke eller scene der ville være værd at huske – den havde fuldstændig druknet i vinterens andre udgivelser.

Der er nok nogen derude der skal finde humor i ‘Dum Og Dummere 2’, og fred være med det. Man kan ikke beskylde filmen for at være kedelig, og det bliver til nogle enkelte gode grin hist og her, hvor man føler at magien stadigvæk er der, men slet ikke nok til at gøre den til en værdig fortsættelse eller en god stand-alone film i sig selv. Selvfølgelig skal der være plads til afslappet, forudsigelig og plat humor – film der bare skabes for lige at underholde med et par grin halvanden times tid uden den store nyskabning eller originalitet. Og dem er der massere af. Men når vi har at gøre med en sequel, hele 20 år i vente, til en af genre’s mest populære og elskede værker…Så kan man sgu godt tillade sig at forlange lidt mere.

Skuespil

Når man både har fået Jim Carrey og Jeff Daniels til at vende tilbage efter hele to årtier, så er det virkelig synd at de ikke får mere at arbejde med. Der skal gives den største respekt til dem begge for virkelig at forsøge at få det ringe manuskript til at stjæle så meget som et grin eller to, og jeg er 100% overbevist om at de begge er gået ind i dette projekt med de bedste intentioner om at gøre det så godt som muligt. Der skal dog gives den største ros til Jim Carrey’s præsentation, der 99% af tiden er det eneste der holder filmen på et respektabelt niveau. Han har fuldstændig formået at finde den helt samme karakter frem som han spillede for 20 år tilbage, med samme ansigtsudtryk, samme kropssprog, samme personlighed… Samme frisure! Nu har manden altid været et levende tegneseriefigur, men hans energi og komiske timing bærer virkelig hele molevitten, og er det eneste (ud de førnævnte cameo’s) der får en til at føle at man virkelig har ‘Dum Og Dummere’ tilbage på storskærmen. Carrey er en af de slags skuespillere man enten elsker eller hader, men man kan simpelthen ikke benægte at der ikke er nogen andre som ham i branchen, og han gnasker løs på sceneriet som altid. Det er en fryd at se.

Dum Og Dummere 2

Jeff Daniels prøver virkelig sit bedste, men det er som om at Farrelly-brødrene har svigtet ham i deres instruktion og reduceret ham til en fuldstændig fortabt og barnagtig figur i manuskriptet, og det trækker virkelig ned. Jeg giver ikke Daniels skylden. Han er dygtig, og det er fedt at han vender tilbage til denne karakter efter at have etableret sig som seriøs skuespiller, og fået massiv ros og succes i serien ‘The Newsroom’ (som gav ham hans første Emmy lige inden ‘Dum Og Dummere 2’ begyndte sin produktion), og der skal meget til overhovedet at konkurrere om opmærksomheden når man deler skærm med gummifjæset Carrey, hvilket ellers lykkedes Danies så imponerende godt i originalen. Det der gjorde de to’s sammenspil så velfungerende var netop hvordan de kunne fordele de dumme, de højlydte og de mere alvorlige øjeblikke mellem dem, og den ene stjal aldrig opmærksomhed fra den anden. Den dynamik mangler, og i modsætning til Lloyd, så virker Harry som en helt anden karakter heri, end han gjorde i den første film. Det er som om at man har overstreget “dum” og erstattet det med “mentalt retarderet”, hvilket slet ikke passer på den karakter vi så tilbage i ’94. Igen, så tror jeg dog at skylden ligger hos Farrelly-brødrene, og deres instruktion, samt det forfærdelige manuskript, og ikke Daniels – han har nok prøvet det bedste med hvad han havde. Som Kirk Lazarus siger i (den geniale “skam dig hvis du ikke har set den”-film) ‘Tropic Thunder’: “Never go full retard”.

I mindre roller ses Kathleen Turner, og hendes altid genkendelige stemme, samt ‘The Walking Dead’s Laurie Holden, og de virker begge som om at de helst ville være alle andre steder end netop denne film. Turner har godt nok ikke rigtigt noget at arbejde med, men det har Holden, som har fået filmens skurkerolle, og det har hun bare slet ikke gennemslagskraften til. Hun er alt for anonym, og har ikke det store komiske talent. Rachel Melvin har til gengæld masser af energi i rollen som den letbegavede (og sikkert Amalie-inspirerede) Penny, der desværre ender med at blive en tand overspillet på den dårlige måde. Ikke engang den populære komiker Rob Riggle (kendt fra ‘21 Jump Street’ og ‘The Hangover’) får rigtig lov at udtrække nogen grin i sin dobbelt-rolle. Begge hans karakterer er skrevet så fladt at han næsten aldrig får lov at bruge sin komiske erfaring. Hvilken som helst skuespiller, komiker eller ej, kunne let have spillet begge roller uden problemer – så kedeligt er de skrevet.

Visuelt

Det er begrænset hvor meget man kan grave i en almindelig lille komedie’s billedside – de færreste satser på at skabe Kubrick-iske visualiter, hvilket er helt forståeligt. ‘Dum Og Dummere 2’ har en fin produktionsværdi, med klare og tydelige billeder, og pæne, store sets, men det er som om at det hele er…for klart? Jeg ved ikke om det virkelig er et kritikpunkt, men hele billedsiden minder en anelse for meget om en TV-film. Alt for skarpt, alt for digitalt, alt for farverigt.

Dum Og Dummere 2

Selvfølgelig skal man være fair og huske på at vi altså befinder os i 2014 og ikke 1994, men jeg havde gerne set at man havde skruet lidt ned for det digitale og matchet 1’erens 90’er-krimi look lidt mere. Det havde skabt mere stemning og fået ‘Dum Og Dummere 2’ til at skille sig lidt ud fra resten af samlebånds-komedierne som Hollywood kaster fra sig. Havde filmen været bedre, så kunne dette lille punkt sagtens overses, men hvor kunne det have været hyggeligt hvis Farrelly-brødrene havde prøvet at genskabe den originale klassiker’s stil mere…flere punkter en et.

Musik og lydbillede

Ligesom den første film, består soundtracket til ‘Dum Og Dummere 2’ udelukkende af sange fra kendte eller mindre kendte artister og bands, blandt andet Apache Indian’s “Boom Shack-A-Lak” (er jeg den eneste der får lyst til at bokse når jeg hører den titel? Nej, vel?), og Empire Of The Sun’s fængende og opmuntrende “Alive”. Der er desuden et ret sjovt brug af Willie Nelson’s hyggelige “On The Road Again” i en af filmens sjovere øjeblikke indenfor de første 30 minutters tid, samt et par genbrug senere hen. Det er ikke specielt mindeværdigt eller kreative valg af sange, men ligesom i originalen, så blender de fint ind i filmen uden at stjæle for meget opmærksomhed fra hvad der sker på skærmen, og i modsætning til filmens moderne pop-kultur’s referencer, så bliver der ikke satset på über-overgearet MTV-bras eller The Voice-pop numre til at spice filmen op. Det betyder intet Miley Cyrus eller Ariana Grande (er de stadigvæk “hippe”?), og det takker vi ydmygt for.



Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Dum Og Dummere 2 Michella Malin Petersen

Dum Og Dummere 2 - premiere d. 27. November 2014

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: Det er umuligt ikke at se ‘Dum Og Dummere 2’ som en gigantisk spildt mulighed. Næsten alle de kvaliteter der gjorde 1'eren så skøn, er fuldstændig fraværende, og de få steder hvor humoren fungerer kan tælles på én hånd. Nogen vil sikkert finde noget at blive underholdt fint af Harry og Lloyd's tamme eventyr, men jeg tror hellere jeg vil gå i benægtelse og lade som om at denne frygteligt dumme fortsættelse aldrig har eksisteret. ‘Dum Og Dummere 2’, siger du? Har aldrig hørt om den. Men det er da tid til at gense den første igen, er det ikke?

2.5


User Rating: 3.3 (4 vurderinger)

Tags: , , , , ,


Om skribenten

har et ekstra hjertebank for superhelte, gyser-genren, 80'er film, tragiske dramaer og alt af Christopher Nolan. Taler flydende i film-citater, og ville se en film om tørrende maling hvis Tom Hardy var på rollelisten.



4 Responses to Filmanmeldelse: Dum Og Dummere 2

  1. Finkelstein says:

    Helt og aldeles uenig med anmelder!

    Jeg – og mine venner – synes det er noget af det sjoveste der er kommet af amerikansk komedie i MANGE år.

    Ja, det er plat. Men, det er den perfekte film til en aften med de andre halvgamle gutter man så etteren sammen med 🙂

    5 store stjerner herfra 🙂

    • Hejsa, Finkelstein!

      Tak for din entusiastiske kommentar. Jeg er superglad for at dig – og dine venner – hyggede jer med filmen! En god griner varmer altid i det her kolde vintervejr 🙂

      Jeg kan garantere for, at hvis filmen havde fået mig til at grine ligeså meget som den fik jer til, så havde jeg også været langt mere tilgivende over for nogle af de andre problemer jeg beskriver. Der kom et par fnis og nogle smil, men den store grinetur blev det ikke til for undertegnede. Desværre.

      Men lad os se – måske får den endnu en chance når den engang udkommer på blu-ray markedet 🙂

      Rigtig god jul til dig, og tak fordi du læser med!

  2. Jan says:

    Jeg synes 1’eren var super sjov og havde set frem til nogle store grin og blive henført til mine teenage år hvor forgængeren blev en verdens succes.

    Men… intet skete! Selvom den startede dårligt tænkte jeg der må da komme noget jeg kan fnise over, men nej. Ikke et eneste latterbrøl, fnis eller halvhjertet smil kunne filmen krænge ud af mig. Dybt dybt skuffet…. Det er den dårligste film siden Valhalla Rising.

    0 stjerner.

    • Michella Malin Petersen says:

      Helt enig, Jan, det var en tam omgang “komedie”. En skam når 1’eren ellers var så ekstremt vellykket. Men man kan altid tage skyklapperne på og lade som om at 2’eren ikke eksisterer! 😉

      Rigtig go’ weekend.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑