drama

Skrevet den 6 december, 2018 | af Line Petterson

0

Filmanmeldelse: Engle går i hvidt

Den kinesiske instruktør Vivian Qu (’Trap Street’), præsenterer med ’Engle går i hvidt’ sin anden spillefilm – en mørk og kold film, der centrerer sig omkring en lang række seriøse problematikker, som hersker i det samfund, der ligger til grund for vores opfattelser og værdier. Qu formår dermed at stille en række dybt alvorlige spørgsmål, som forankrer sig i både datid, nutid og fremtid. Qu er en del af den nye generation af kinesiske filmskabere og en nøglefigur i de kinesiske indie-filmkredse. Selvom Qu laver film, der forankrer sig i og udspringer af den kinesiske kultur, så er der masser af emner der trækker tråde til vores eget lille samfund her i Danmark, og derfor er Qus film enormt vedrørende.

Historie

I en lille kinesisk kystby bliver to 12-årige skolepiger, udsat for et seksuelt overgreb begået af byens lokale politikommissær. Den illegale arbejder Mia (Wen Qi), der blot er et par år ældre end pigerne, arbejder i receptionen på det motel hvor overgrebet finder sted. Mia er den eneste på arbejde denne aften og er dermed også det eneste vidne. Mia er pigernes eneste redning, men af frygt for at miste sit job og blive udvist af landet, forbliver hun tavs omkring hændelsen. Imidlertid går det op for den ene af de to 12-årige piger, Wen (Zhou Meijun), at hendes problemer kun lige er begyndt. Fanget i en utryg verden er Mia og Wen nødt til at finde deres egen udvej.

Engle går i hvidt, Zhou Meijun: Læs anmeldelsen på filmpuls.dk

På stranden i den lille kystby står en kæmpe plastik figur af Marylin Monroe. Hendes skørter flyver til alle sider, hvilket medvirker at hendes trusser konstant er blottet. Tåneglene er malet røde og de skinner i solens stråler. Som filmen skrider frem vil man erfare at figuren slet ikke er så malplaceret som først antaget. Monroe figuren står nemlig bund solidt plantet på stranden, som et tegn på kapitalismen, patriarkatet og den objektivisering og seksualisering af kvindekroppen, som altid har fundet, og stadig finder sted den dag i dag.

Engle går i hvidt: Læs anmeldelsen på filmpuls.dk

Qus film er én lang samfundskritik, der stiller store og sindssygt vigtige spørgsmål, til det ansvar vi alle har overfor hinanden. Særligt tydeligt skildres en gennemborende kulde i det kinesiske samfund, som synes fuldstændigt kærlighedsforladt og efterlod mig med et stort hul i maven. Karakterernes indbyrdes relationer synes båret af frygt mere end noget andet, hvad end relationen baseres på lærer vs. elev-, kollega vs kollega-, borger vs. ordensmagt-, kvinde vs. mand- eller forældre vs. barn forhold.

I Qus fortolkning af den kinesiske kultur, tænker karaktererne kun på billedet udadtil, og skam er lig med udelukkelse fra det samfund de lever i. Dermed bliver spørgsmålet om skyld og victimblaming altoverskyggende, og dette er også to af filmens helt store emner. Derudover er forholdet mellem mænd og kvinder i den grad et vigtigt emne, og er man indehaver af et bankende feministisk hjerte, så er denne film umådeligt hård at komme igennem! Kvinder er statusløse og kan nærmest intet andet i dette samfund, end at benytte sig selv som handelsvare ved at tjene penge på deres krop. Mænd derimod de kan gøre hvad de vil, for de sidder på magten. Med replikker som: ”Hvis du er jomfru kan jeg finde en der vil betale mange penge for dig” og ”Jeg ønsker ikke at blive genfødt som kvinde og skulle gå alt dette igennem en gang til”, er banen ligesom kridtet op, vi er nemlig landet midt i en patriarkalsk højborg. Dermed bliver spørgsmålet om økonomi, fattigdom og rang også vigtige temaer idet filmen, meget levende, skildrer hvordan selv det ærligste menneske kan blive både grisk og uærlig, hvis det kan bane én vej frem i livet. For uden rang er der ingen vej udenom skidtet, det er blot at hoppe på hovedet direkte ned i det, og håbe på at du en dag vil komme ud på den anden side. Og selvom du så en dag kommer ud på den anden side, så er der stadig mennesker som er rangeret over dig, og selvom disse burde følge loven og ”Tjene Folket”, som et skilt på politistationen lover, så skal du ikke regne med, at systemet vil lytte til dig – en lille ubetydelig borger, frem for eksempelvis en vigtig, og af lokalsamfundet højt elsket, politikommissær. På denne måde kan du, som voksent menneske, intet stille op i det samfund du lever i, hverken når det handler om at beskytte dig selv eller endda dit eget barn. I et sådant samfund er det særligt svært at være barn og endda endnu sværere at være født som pige. Retfærdighed og kærlighed er ikke en naturlig del af hverdagen for Qus karakterer, heller ikke for de børeskæbner hun skildrer, og særligt historien om børn, der skal kæmpe sig til det vi i Danmark ser som helt basale behov som et barn SKAL være omgivet af, er som tilskuer grusom at være vidne til. Hvad er deres fremtidsudsigter? Som i kan høre er denne film spækket med detaljerigdom og hårde og vigtige budskaber, der tvinger filmens tilskuere til at se indad og stille spørgsmålstegn ved det samfund og den verden vi lever i!

Qu bedriver en stærk magtpræstation, idet Monroe sidst i filmen jævnes med jorden. Dette er et stærkt symbol på en kvindes krav, om at blive set på som andet end en krop og noget seksuelt. Dette er stadig er et vigtigt emne, som vi bør arbejde på og blive ved med at gå i dialog omkring, så de næste generationer forhåbentlig ikke skal tænke førnævnte tanker: ”Jeg ønsker ikke at blive genfødt som kvinde og skulle gå alt dette igennem en gang til”!!

Engle går i hvidt, Wen Qi: Læs anmeldelsen på filmpuls.dk

Skuespil

Qus film er fyldt med stærke skuespil præstationer. Qus karakterbeskrivelser og instruktion formår nemlig, at opbygge dyb karakterpsykologi, som kan mærkes i enhver nerve i kroppen. Særligt vil jeg fremhæve Zhou Meijun, der uden tvivl leverer en af de bedste skuespilpræstationer, jeg nogensinde har set fra et barn! Hendes portræt af den 12-årige Wen er så hjerteskærende og smertelig, at jeg ikke har formået at slippe hende endnu. Meijun balancerer rollen, som den misbrugte pige, fuldstændig beundringsværdigt. Hun formår at bevæge sig ind under huden på én på den mest elegante og uhyggelige måde, dermed ment at hun formår at skabe så stor empati for sin karakter, at man som tilskuer nærmest ikke kan holde ud at være vidne til det hun udsættes for (hvilket er en betragtning der i virkeligheden føles ret egoistisk). Meijuns skildring af Wen, som i den grad mangler omsorg efter et alt for tidligt møde med voksenlivets uretfærdigheder, er så detaljeret og udfærdiget med så stor en klogskab trods hendes unge alder. Det er noget af det bedste skuespil jeg har set i år!

Engle går i hvidt, Zhou Meijun: Læs anmeldelsen på filmpuls.dk

Visuelt

Visuelt har Qu, i samarbejde med den belgiske fotograf Benoit Dervaux, skabt en utroligt smuk film. Udtrykket er slidt, råt og beskidt, hvilket passer enormt godt til filmens tunge historie og temaer. Udtrykket formår nemlig at skildre den virkelighed og det mørke, som karaktererne står overfor og ikke kan flygte fra. Det bliver på denne måde, gennem det filmiske udtryk, meget klart for tilskueren hvad det betyder at være fattig og dermed ikke have nogen mulighed for, at flygte fra det sted hvor man er forankret. Som et fint spil oppe imod dette tunge udtryk, som i den grad klæder filmen, indvies vi som tilskuere til vidunderlige billeder fra en vandlegeplads hvor Wens far arbejder. Her leger de to 12-årige piger i de store vandrutsjebaner, som billedligt skaber en voldsom kontrast til filmens førnævnte udtryk. Denne kontrast kridter pigernes skæbner endnu voldsommere op – udenfor de store og farverige vandrutsjebaner, venter virkeligheden nemlig og den er unfair, hård og ubarmhjertig.

Engle går i hvidt, Wen Qi: Læs anmeldelsen på filmpuls.dk

Musik og lydbillede

Filmens score er produceret af Zi Wen, som flere gange har skabt musikken til Qus film. Musikken er virkelig smuk og melankolsk, og de komponerede toner blander sig gang på gang med havet, der stille bruser i baggrunden. Lydbilledet bliver på denne måde et symbol på frihed, hvilket blot gør karakterernes følelse af klaustrofobi og fængsling i egen krop endnu stærkere. Det statueres i den grad via musikken hvor låste vores karakterer er til det sted de fysisk befinder sig, og hvordan friheden lurer lige udenfor.

Foto copyright: 22 Hours Films
Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Engle går i hvidt Line Petterson

Engle går i hvidt - premiere den 6. december 2018

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og Lydbillede

Kort fortalt: Den kinesiske instruktør Vivian Qus anden spillefilm, ’Engle går i hvidt’, er en samfundskritisk fortælling. Filmen påtager sig en enormt stor mængde temaer, som vi igen og igen bliver mindet om at fastholde i samfundsdebatten. ’Engle går i hvidt’ er en af de vigtigste film jeg har set i år, og den indeholder samtidig en af de bedste skuespilpræstationer, fra Zhou Meijun, jeg nogensinde har set fra et barn!

6


User Rating: 0 (0 vurderinger)

Tags: , , , , ,


Om skribenten

Når jeg ser film, lægger jeg stor vægt på det skuespiltekniske, men det er også vigtigt med et godt plot og at filmens delkomponenter går op i en højere enhed. Jeg er til visuelt flotte film som 'Interstellar' og elsker Quentin Tarantinos filmunivers.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑