Det handler ikke om hvor tæt du er på toppen, men hvor..." /> Filmanmeldelse: Everest - Filmpuls

adventure

Skrevet den 16 september, 2015 | af Anders Bjerg

0

Filmanmeldelse: Everest

Det handler ikke om hvor tæt du er på toppen, men hvor langt du er fra bunden…

’Everest’ er instrueret af islandske Baltasar Kormákur og indeholder et stjernespækket line-up af sublime skuespillere, der alle får mulighed for at vise deres dramatiske værd i de drastiske vind og vejr forhold, som er afbildet i filmen. Men nu er det faktisk ikke kun Everest der bliver portrætteret i denne produktion, filmen er nemlig baseret på den frygtelige katastrofe tilbage i 1996, hvor otte personer omkom på tragisk vis, da en ekstrem snestorm uventet væltede ind over bjergsiden.

Et bjerg som Mount Everest burde blive behandlet med den dybeste form for respekt og forsigtighed, specielt på grund af det vilde vejr og de vandvittigt uforudsigelige ændringer på klippesiderne, som kan opstå ud af det blå. Den tragiske afslutning på ekspeditionen i 1996 er et krystalklart eksempel på de fysiske såvel som de psykiske udfordringer ved ekstrem bjergbestigning, men det store spørgsmålet er, om den filmiske fortælling kan fange moder natur fra sin mest nådesløse side og samtidig vise nøjagtig hvad der skete med alle disse mennesker tilbage i maj 1996. Bliver dette et værk af fængende eller frastødende fiktion – måske endda med en uventet og underliggende realisme, som bringer virkelighedens vovespil lidt for tæt på?

Historie

I filmen følger vi en gruppe eventyrlystne og erfarne bjergbestigere, som alle har forhåbninger om at overvinde både sind og snestorm, når de tager afsted for at nå toppen på verdens højeste bjerg. Grundet den stigende popularitet for bjergbestigning blandt mere almindelige mennesker, ser mange ekstreme klatringsentusiaster mod muligheden for at tjene penge på at hjælpe andre med at bane vej for deres egen overbevisning om succes, samt guide dem skridt for skridt i at besejre bjerget over alle bjerge, Mount Everest. Rob Hall er én af mange som leder sit eget eventfirma, kaldet Adventure Consultants, hvor han tager folk til toppen mod en betaling på svimlende høje beløber.

Da Rob ankommer til Base Camp sammen med sin forvovne flok følgesvende, opdager han, at antallet af eventyrlystne individer er højere end nogensinde før. Dette giver ham en anelse uro i kroppen, specielt fordi de alle sammen har planer om at bestige bjerget på samme dag, hvilket kan resultere i pladsmangel på de smalle farepunkter på bjerget. De lader alle til at have optimismen i orden og store forhåbninger med i baggagen, og med ujævnt fundament under fødderne tager de afsted mod toppen. Men Mount Everest er mere end blot et bjerg blandet ind i mængden. Inden længe, vil deres store forhåbninger om succes blive knust af sammenfaldende bjergsider og umenneskelige vejrforhold; deres medvind vil blive til modvind og deres sindsstyrke vil blive nedkæmpet af den kraftigste vindstyrke længe set på bjerget; deres overvindelige opfattelse om at nå toppen vil falde brat til jorden på præcis samme tid, som deres krop og mentalitet knækker over og opgiver alt den håb, som nu lader til at være efterladt i bundet af bjerget… man begynder stille og roligt at spekulere, om de nogensinde vil nå toppen med livet i behold… men rent faktisk ligger et langt større spørgsmål forude: vil de nogensinde nå ned igen i live?

’Everest’ er ikke blot betegnelsen for bjerget som filmen foregår på, men den afspejler også den simplicitet og rendyrkede enkelthed som filmen skaber sin fremdrift på – både på godt og ondt. Der er ikke noget nyt under solen når det kommer til historien i ’Everest’, men til gengæld får filmen en masse nyt liv, når først mørket har lagt sig på de skrå bjergsider. Desværre varer det et godt stykke tid, før vi får set det visuelle svar på filmens titel. Det er en skam, at tiden ikke bliver brugt bedre, end det er tilfældet her, da en overlevelseshistorie om sande begivenheder på et dødsensfarligt bjerg giver masser af muligheder for spænding og indlevelse – hovedsagelig på grund af inspirationen og lokalisationen for filmen. Men som det ofte er tilfældet med film baseret på sande begivenheder, så har folkene bag ofte svært ved at få fodfæste i fortællingen og gengive historien bedst muligt. I de fleste tilfælde med disse såkaldte ”event film”, går der simpelthen for lang tid før vi ankommer til det egentlige event. Det kommer selvfølgelig meget an på, om de ønsker at tildele en masse respekt og ære til de virkelige personer som inspirerede filmen, eller om de ønsker at lave en rendyrket fiktionsfilm fuld af spænding og action. Nogle fortællinger vil have det bedst med at være mere af det ene end det andet, mens andre helst skal have en form for balance mellem de to ting.

maxresdefault

Personligt vil jeg mene, at ’Everest’ er en af de få film som ville fungere bedst som en mere konkret portrættering af faren ved bjergbestigning, hvilket samtidig vil vise præcis hvilke ekstreme forhold som virkelighedens bjergbestigere skal igennem for at nå toppen. På den måde kan filmen funktionere som et samspil mellem de to fortællingsteknikker, hvor historiens virkelige personer vil fremstå som heroiske og overlevelsesbevidste individer, som alle kæmper for sig selv og hinanden når faren indtræder, samtidig med at de intense oplevelser på bjergsiden vil fremstå som en perfekt mulighed for at give filmen spænding og action, uden at det kommer til at fremstå fornærmende eller unaturligt udført, da det blot sætter overlevelseshistorien og faren ved denne ekstremsport i et stærkere lys. Desværre vælger filmen at tage en ujævn vej gennem filmfortællingens svære terræn, hvor de forsøger at skabe en balance som aldrig lykkedes, da hverken det ene eller det andet element får nok tid oppe på lærredet. Filmens karakterer får ikke særlig meget tid til at udvikle sig uden for klatring og katastrofer, hvilket fjerner en del af den medmenneskelige opfattelse og personlige indlevelse, som publikum ellers ville have haft. Som om det ikke skulle være nok, så bruger filmen faktisk meget lang tid med karaktererne, inden de går i kamp med klippevægge og klimaforhold, men tiden bliver brugt alt for dårligt, da der sjældent dykkes dybt nok ned i deres personlighed og motivation for at bestige bjerget.

Der er mange forskellige karakterer igennem filmen og det er kun omkring to af dem der får tildelt en tilstrækkelig mængde drama. Der er tale om karakterne Rob Hall (Jason Clarke) og Beck Weathers (Josh Brolin), som begge desuden har nervøse hustruer derhjemme, men ingen af disse forhold kommer ordentlig ud af starthullerne. Begge forbliver mere eller mindre i præsentationsfasen, hvor vi ved hvem der er hvem og hvor de er henne i deres liv, men så heller ikke meget mere. Kiera Knightley er formentlig den mest interessant af de to hustruer, formodentligt fordi hun er konen til den mest fremtrædende karakter i filmen, mens Robin Wright og hendes fænomenale skuespillertalent er fuldkommen spildt i denne film, som konen til Beck Weathers. Man kan altså ikke andet end at være skuffet over, at man tilbringer så lang tid med filmens hovedkarakterer, uden rigtig at komme tæt nok på dem. Det er hverken astrofysikere eller anderkendte personligheder som vi følger filmen, derfor ser jeg ingen grund til at bruge over en time på at introducere dem – specielt ikke når tiden bliver brugt så utrolig ringe, hvor vi aldrig rigtig lærer dem at kende alligevel. Det er mere eller mindre almindelige mennesker som der portrætteres, hvilket betyder, at man blot havde haft brug for cirka tyve veludvalgte minutter af konkret karakterudvikling, før man allerede ville have en forståelse for hvem de er og hvorfor de er sådan. Det er en skam at der kun bliver hakket lidt i det yderste lag af filmens karakterer, da det tydelige talent blandt skuespillerne viser, at der var masser af potentiale for en mere prominent udviklingsproces for filmens karakterer.

Man kan sige, at filmen mere eller mindre har sine prioriteter på plads, for selvom ventetiden er lidt for lang, så viser instruktøren for alvor, hvor henne han har lagt alle kræfter ind. Den karakter, som der egentlig burde bruges mest tid på, har nemlig hverken en kone derhjemme eller besidder nogen som helst form for human hensynstagen eller medmenneskelig medlidenhed… det er nemlig bjerget i egen høje person, Mount Everest. Her er en karakter med masser af dybde og personlighed, som kan styre filmens gang, og sørge for uventede drejninger og spændende ændringer i historien. Bjerget fungerer virkelig som den her tredimensionelle enhed, der kan understøtte de todimensionelle karakter og løfte det endimensionelle manuskript ud af dræbende middelmådighed og ind i en historie med mere kant og karisma. For som det er tilfældet med den her film, så er de menneskelige karakterer simpelthen ikke levende nok og dialogen mangler tyngde. Det kan godt være at karaktererne spilles af kompetente skuespillere, men det gør ikke deres personlighed mindre flad eller deres dialog mere livlig, selvom man ofte glemmer begge disse aspekter, når det hele går allermest amok. Men desværre bliver følelserne i filmen ofte fanget i sin egen snestorm, mens det andre steder kan forekomme en anelse anstrengende og tvunget i sin levering. Når man har at gøre med virkelige hændelser, så er det ofte meget nemt at få publikum til at fælde en tåre eller to, og ’Everest’ gør også alt for at opnå dette – men det virker for nemt og uforarbejdet. Vi får bare smidt tragedien og konsekvenserne i hovedet, med forhåbningen om, at vi bøjer under for denne lavine af lavt leveret følelsesmanipulation – og det gør vi også, men det er bestemt ikke med hjælpen fra flot filmkunst, desværre. ’Everest’ er måske ikke noget dramatisk vidunder, men som en ren og skær teknologisk tour de force så fejler filmen bestemt ikke noget.

11ee

Heldigvis blæser filmen derudaf når vi endelig er på bjergsiden og på dette tidspunkt er man ligeglad med hvad der ligger bag karakterne, da det er hvad der venter foran dem, som vi vælger at fokusere på. Det er den simple kamp mellem bjerg og bjergbestiger, som skaber den her klimatiske konflikt i de dramatiske klimaforhold, som danner grund for filmen og dens fortælling. Du kan ikke kalkulere det, men blot kaster dig ud i det og håbe på det bedste, hvilket filmen viser meget godt. På dette punkt er ’Everest’ faktisk ikke bare en typisk ”bjergbestigerfilm” som ligner alle andre, da dette hverken handler om menneskelige konflikter eller kursen mod toppen. Det er et rendyrket adrenalinsus, men suset kommer faktisk ikke når man er højest oppe på bjerget. ’Everest’ er jo som sagt baseret på virkelige hændelser, og jeg lover dig for, at jeg hverken spoiler filmen eller den virkelige historie ved at sige, at de fleste faktisk når til toppen af Mount Everest. Men så undrer du dig nok over, hvordan en film der handler om at bestige verdens højeste bjerg, stadig kan være spændende og overraskende, hvis ikke det er afslørende at vide, om de når hele vejen til toppen eller ej. Hvis du spørger en professionel bjergbestiger, så vil han eller hun fortælle dig, at det faktisk ikke handler om vejen derop… men om vejen tilbage igen. De fleste dødsfald og diverse ulykker sker rent faktisk på vejen ned, hvilket filmen får præsenteret overraskende godt. Man sidder nemlig og undrer sig over, hvorfor det dog var så ”nemt” at nå toppen, hvorefter man får en forklaring på det hele efterfølgende… det var det heller ikke.

På vej op af bjerget er alt ilten næsten brugt op, alle kræfter har været sat ind for at nå toppen og alle chancer for at vende om, enten på grund af vejr eller problemer på bjergsiden, er blevet forbigået én efter én. Du står nu helt alene og hjælpeløs på toppen og det eneste der kan få dig sikkert ned igen, er ingen andre end dig selv og dine evner til at presse den menneskelige fysisk til det ypperste – både din krop og dit sind. Men på dette tidspunkt, så er der ingen andre end bjerget som er på sit højeste punkt – både psyke og fysisk styrke er blevet nedbrudt langsomt i løbet af den tid, som det tog dig at nå toppen. Du kæmper mod bidende kulde, blindende snestorm og benhårdt terræn. På bjergsiden er der ingen kære mor, men blot den benhårde moder natur og den uhjælpelige situation som du nu står i og er ude af stand til at flygte fra. Dette giver pludselig et helt dugfrisk billede af virkelighedens bjergbestigning – det handler ikke om hvor tæt du er på toppen, men hvor langt du er fra bunden. Så snart karakterne begynder at indse dette, er det for sent, eftersom enkelte personer lod stoltheden skinne lidt for længe på toppen, mens andre var faldet fra flokken undervejs og derfor ankommer til toppen uden for det anbefalede tidsrum. Dette efterlader gruppen af bjergbestigere spredt ud over bjerget da den værste storm rammer – enkelte nåede frem til de mere sikre punkter, mens andre ser sig selv ”fastfrosset” på de mest faretruende dele af bjerget – både i overført og litterær forstand.

På dette tidspunkt er spændingen skyhøj og man begynder at tvivle på karakterens overlevelseschancer. Filmen bygger stille og roligt mod en klimatisk og følelsesladet slutning, men til trods for den ellers rolige opstigning, skal det pludselig gå stærkt med at sammenslutte alle løse ender og nedtone hele scenariet. Det er en skam, at slutningen kommer til at fremstå så kold og bleg, modsat den ellers ildnende og intense kamp om overlevelse som vi lige havde været vidne til. Filmen gider ikke bruge tid nok på sine karakterer, hvilket igen står klart hen mod slutningen, hvor de ikke bliver ført ordentlig til ende. Det ender i stedet med en form for lappeløsning, som skal forsøge at dække huller i både plot og karakterer, som de åbenbart ikke gider at fylde ordentlig ud selv. I stedet plastrer de karakterne til med følelsesplader og forsøger at binde historien sammen med virkeligheden på alt for få minutter. Det virker i det hele taget ret dovent, skyndsomt og ligegyldigt – specielt fordi man havde håbet på, at filmen ikke blot var en farveløs fortælling, inspireret af en sand historie, som alt for tit tager den nemme vej ud. Filmen har bestemt masser af tyngde og flair for fart over feltet når vi først er på bjergsiden, men jeg kan sagtens se filmen fungere lige så godt, hvis ikke den var baseret på virkelige hændelser. Filmen er og bliver stærkest og mest gennemtrængende, når vind og vejrforholdene også er det, hvilket betyder, at bjerget er den sande vinder i denne film – ikke personerne som filmen ellers er baseret på.

Skuespil

Som jeg tidligere var inde på, så er karakterne flade og præsenteres med det yderste lag, men til gengæld har skuespillet masser af dybde til at kompensere for karakterens manglende kompetencer. Jason Clarke leverer sin måske bedste præstation længe i rollen som Rob Hall, hvor han virkelig formår at fremstille sin karakter som den har varme og rolige person, som bygger sin overordnede viden og opfattelse på forsigtighed, men dog ikke uden et stort hjerte, hvilket nogle gange resulterer i en indre konflikt, hvor han er i tvivl om han skal han lytte til hjernen eller hjertet? Clarke er utrolig overbevisende når han nærmere sig skæbnetunge beslutninger og specielt når han forsømmer chancen for at gøre en forskel. Hans karakter er bestemt den mest menneskelige og ærlige person på den her ekspedition.

Skærmbillede 2015-09-16 kl. 19.40.06

Jake Gyllenhaal som Scott Fischer er lige modsat Jason Clarkes karakter, da hans attitude er iskold og uden problemer, mens det hele bare handler om at kommer derudaf og ligge alle problemerne bag sig. Denne mentalitet giver ham dog også modstand på bjerget og måske er han ikke så kæphøj når først han står over for verdens højeste bjerg. Gyllenhaal er en fænomenal skuepiller, som desuden har en utrolig diversitet og evne til at forsvinde bag facaderne på sine karakterer. Desværre er han fuldkommen spildt i filmen, hvor han mere virker som en beslutning taget i sidste øjeblik, da hans karakter dårligt nok optræder i filmen. Det er ellers ærgerligt, for Scott Fischer virker som en fandenivoldsk force af en åndsaristokrat – eller i hvert fald Gyllenhaals portrættering af ham. Der er i hvert fald masser af personlighed at lege med, men hans karakter hægter sig aldrig rigtig fast i filmen.

Endnu en spildt skuespiller er Robin Wright i rollen som Peach Weathers, som kun virker vigtig for historien når hendes mand, Beck Weathers, kræver lidt modspil. Josh Brolin spiller hendes mand, men til trods for hans karakter for en del mere skærmtid end mange andre, så falder han stadig fladt til jorden – ikke som skuespiller, men hans karakter er simpelthen så kliché at det gør ondt. Til trods for at han viser skygger af mere dybde, så kommer han aldrig rigtig ud over kanten. Kiera Knightley spiller konen til Rob Hall, som desværre også fremstår som en tyndt tegnet karakter, dog med lidt mere skærmtid og derfor lidt mere følelsesmæssig indlevelse i historien. Hvis der er en skuespiller der kræver en del opmærksomhed for sin præstation, så er det Emily Watson i rollen som Helen Wilton – en base camp leder som altid sørger for at alt er i orden omkring hende, mens hun har svært ved at håndtere, når visse problemer ligger uden for hendes rækkevidde.

Visuelt

Der er ingen tvivl om, at ’Everest’ er et visuelt vidunder på mange måder; specielt inden for et filmteknisk perspektiv, hvor historiens kaos nærmest leveres med en legende lethed. Det er beundringsværdigt at se på, når instruktøren fanger sit publikum i en massiv snestorm, hvorefter han holder os fast indtil vi mærker kulden gennem lærredet. Man kan virkelig mærke et ryk i sæderne, når vinden vælter ind over bjergsiden, hvilket endnu engang dokumenterer for den dominerende og ultra-autentiske tilgang, som instruktøren har til filmen.

maxresdefault-1

Det er bare ærgerligt, at filmen fremstår alt for neutral, når først spændingen har kølet ned. Der mangler virkelig noget personlighed i kameraføringen og specielt de mange close-ups under de dramatiske scener var lidt savnet under de mere intense.  Den bedste måde at beskrive det på ville være, at filmen er bedst når vejret er værst. Til gengæld har jeg stor respekt for Baltasar Kormákurs beslutning om at filme på bjergsider og i snestorme, hvilket kun styrker til publikums overbevisning. Så vidt jeg kunne se, var det stort set umuligt at spotte computereffekterne i ’Everest’, hvilket i sig selv er en kæmpestor bedrift.

Musik og lydbillede

Lydensiden til ’Everest’ er mindst lige så imponerende som billedsiden – hvis altså ikke endnu bedre. Filmen har masser af bulder og brag som udfordrer og presser ethvert lydsystem til sit ypperste. Men også de mere rene og klare toner, som når is og sne kommer farerene direkte mod kameraet, er utrolig overbevisende og tilføjer flere tusind lag til filmen. Uden så imponerende en lydside, tvivler jeg på, at jeg var blevet blæst bagover på samme måde, som det var tilfældet i det endelige resultat. Soundtracket er lidt intetsigende, men heldigvis er der ikke meget brug for det undervejs, da filmen fungerer bedst når lyden af bidende kulde og buldrende laviner suser om ørene på publikum.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Everest Anders Bjerg

Everest - premiere den 17. september 2015

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: ’Everest’ stiger langsomt til vejrs og formår ikke helt at fange vores opmærksomhed fra start. Men når vi endelig begynder at bestige bjerget over alle bjerge, begynder luften for alvor at blive tynd og selv som publikum har man svært ved at trække vejret, når filmen rammer sit højeste punkt. Filmen indeholder en banebrydende visualisering af bjergbestigningskonceptet, hvilket bliver realiseret igennem flotte effekter og fænomenale skuespillerpræstationer. Det er specielt den ultra-realistiske lydside, som gennemryster kroppen med masser af bulder og brag, mens også den bidende kulde og kraftige snestorm kan føles gennem lyden. Det er en film der handler om oplevelsen og indlevelsen – både for filmens karakterer og for publikum. Desuden er den nærmest skabt med IMAX-formatet i tankerne.

4


User Rating: 0 (0 vurderinger)

Tags: , , , , ,


Om skribenten

Filmentusiast med kærlighed til filmmediet - uanset genre og stilart... En film skal have noget godt at byde på, så længe fokus er tydeligt og filmen er stensikker og ikke mindst selvsikker i dét den ønsker at fremføre. Så kan mesterværker findes i mange filmhjørner...



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑