fantasy Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser. Læs anmeldelsen på filmpuls.dk

Skrevet den 15 november, 2018 | af Sarah Genevey

2

Filmanmeldelse: Fantastiske Skabninger 2 – Grindelwalds Forbrydelser

Hvis du ligesom mig er Harry Potter-fan, så er denne dag velsagtens som juleaften. Dagen, hvor ‘Fantastiske Skabninger 2: Grindelwalds forbrydelser’ får dansk premiere. Vi har ventet i to år og set trailerne til døde. Instruktøren er David Yates, og på rollelisten ses blandt andet Eddie Redmayne, Katherine Waterston, Ezra Miller, Jude Law og Johnny Depp. Nu er det endelig tid til at pakke julegaven op og træde ind i J.K Rowlings magiske univers.

Historie

Da den første film i serien sluttede, blev Gellert Grindelwald fanget og sat bag magisk lås og slå af MAKUSA med hjælp fra den unge troldmand, Newt Scamander. Men Grindelwald er nu undsluppet sit fangenskab og er med det samme gået i gang med at samle ligesindede følgere. Men hans virkelige plan er at skabe en renblodet race af fuldblods troldmænd, der skal herske over både de magiske og ikke-magiske skabninger på jorden. I et desperat forsøg på at forhindre Grindelwalds onde planer søger den unge troldmand Albus Dumbledore hjælp fra sin tidligere studerende, Newt Scamander, der endnu en gang accepterer at hjælpe, dog uden at vide, hvor livsfarlig en mission han har påtaget sig. For nu trækkes grænserne endnu en gang op til et dødeligt opgør mellem det gode og det onde, hvori både kærlighed og loyalitet kommer på den ultimative prøve; selv blandt familiemedlemmer og livslange venner i en magisk verden, hvor afgrunden mellem mørkets og lysets magiske verdener bliver stadig større og dybere!

Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser. Læs anmeldelsen på filmpuls.dk

Hvor skal jeg starte? I denne fortsættelse på Newts eventyr er der virkelig skruet op for ALT. Hvis man syntes, at den første film var spændende, så vil man blive blæst bagover af to’eren. Jeg var underholdt og fascineret hele vejen igennem. Ligesom i ‘Fantastic Beasts and Where to Find Them’ består denne film af to sideløbende plots, men i modsætning til den forrige film, så fungerer de her to plots ret godt i samspil med hinanden. Der er masser af tempo i historien, og man skal holde tungen lige i munden for at holde styr på de forskellige plottråde. Noget, som nogen måske vil finde ærgerligt, men som jeg tilgengæld rigtig godt kunne lide. Det gjorde nemlig, at jeg sad som klistret fast til biografsædet konstant.

Med ‘Fantastiske Skabninger 2: Grindelwalds Forbrydelser’ / ‘Fantastic Beats: The Crimes of Grindelwald’ kommer vi tættere på historiens kerne – og så alligevel ikke helt. For der er stadig en masse mystik bevaret samt nogle løse ender. Men vi mangler trods alt også tre film, så der er uden tvivl masser af tid til at få spørgsmålene besvaret og historien helt udfoldet. Da jeg så den første film for to år siden, sad jeg lidt tilbage med følelsen af, at jeg ikke rigtig vidste, hvad de næste fire film dog skulle handle om. Jo, jo, noget med Grindelwald, men hvad? Efter denne film har jeg en klar fornemmelse af det. Der bliver bragt et emne af politisk karakter på banen, og jeg glæder mig helt sindssygt meget til at se, hvordan det bliver udfoldet i de næste tre film.

Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser. Læs anmeldelsen på filmpuls.dk

Filmen tager en endnu mere dyster drejning, men alligevel er der stadig elementer af humor, tonsvis af finurlige, magiske detaljer og en masse referencer til det Harry Potter-univers, vi i forvejen kender. Vi får nemlig noget baggrundshistorie på navne, som os hardcore Harry Potter-fans helt sikkert vil genkende. Jeg elsker de mange overraskelser og nye informationer, som vi får smidt i hovedet, men der er dog også nogle ting, jeg er lidt skeptisk omkring; de informationer, hvor det virker en anelse for urealistisk, at vi ikke hørte noget om det i den originale historie.

Men mit største kritikpunkt er faktisk filmens karakterudvikling. Her tænker jeg særligt på én særlig person – jeg vil ikke afsløre hvem – som ændrer sig ret drastisk i løbet af filmen. Jeg kan egentlig godt lide idéen med ændringen, men det sker meget pludseligt, uden at man får et ordentligt indblik i motivationen bag. Som om vi mangler at blive indviet i noget, der er sket mellem film et og to.. okay, kan I lige tage ind og se filmen? For jeg har seriøst brug for at diskutere det med alt og alle omkring mig.

Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser. Læs anmeldelsen på filmpuls.dk

Skuespil

Eddie Redmayne er som altid helt bedårende og perfekt i rollen som den lettere akavede, men passionerede og godhjertede dyreven Newt Scamander. Og så knuselsker jeg også Dan Fogler, der er tilbage som Jacob Kowalski. Det elskværdige comic relief og side kick. Der er egentlig ikke så meget nyt under solen dér. De tilfører virkelig meget godt til filmen, særligt Dan Fogler giver lidt ekstra humor til filmoplevelsen. Jeg var ikke så glad for Tina Goldstein i sidste film, der spilles af Katherine Waterston, da jeg synes, at hun er en super intetsigende karakter. Og det fortsætter hun med at være her i filmen. Derfor fungerer filmen også bedst for mig, når der fokuseres på andet end hende og Newts forhold. Heldigvis er der rig mulighed for det i denne her film, da to meget vigtige karakterer introduceres: Jude Law som den unge Albus Dumbledore og Johnny Depp, som vi lige nåede at se i slutningen af sidste film i rollen som Grindelwald. Jeg har fra starten haft det lidt underligt med, at Johnny Depp skulle være en del af Harry Potter-universet, og sådan har jeg det stadig efter filmen. Han falder ikke helt igennem, men han imponerer bestemt heller ikke. Hans skuespil er kedeligt, og jeg mangler noget passion i hans portrættering af Grindelwald, der faktisk har en sag, som han virkelig kæmper og brænder for. Det virker som om, at Johnny har mistet gejsten. Til gengæld kan jeg ikke pointere nok, hvor meget jeg elsker Jude Law som Dumbledore. Det var slet ikke et castingvalg, jeg havde set komme, men han rammer virkelig plet på Dumbledores rolige lune. Noget, som selv Michael Gambon, der spiller ældre Dumbledore i de sidste seks Harry Potter-film, havde svært ved at ramme (HARRY?! DID YA PUT YA NAME IN THE GOBLET OF FIRE??!!).

Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser. Læs anmeldelsen på filmpuls.dk

Visuelt

Ligesom i forgængeren er det visuelle på plads. Der er så mange fine detaljer, betagende kostumer og magiske dyr, der er rigtig godt lavet. Vi får både serveret smukke scener fra Hogwarts velkendte hjørner og det fantastiske skotske landskab samt selvfølgelig Paris.  Der er nærmest ikke noget at sætte en finger på. Så skulle det da lige være, at elevernes Hogwarts-kapper ser helt forkerte ud i de flashback-scener, vi bliver præsenteret for. Men det er nok bare mig, der er lidt for meget en nørd, når jeg bliver irriteret over sådan noget. Det er i hvert fald ikke nok til at trække det visuelle ned fra en topkarakter.

Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser. Læs anmeldelsen på filmpuls.dk

Musik og lydbillede

Jeg bliver totalt nostalgisk, når kameraet glider over Hogwarts murer og det klassiske ‘Hedwigs Theme’, som vi forbinder med Harry Potter-filmene, spilles for fuld udblæsning. Det er dejligt, at de vælger at bruge den musik, så der bliver skabt en forbindelse til det værk, som ‘Fantastic Beasts’ egentlig kommer af. Derudover er resten af filmens musik og lyd også rigtig fin, og det passer godt til alle de hæsblæsende scener. Men det er lidt ærgerligt, at ‘Fantastic Beasts’ aldrig rigtig har fået sin egen kendingsmelodi, ligesom at man bare med det samme forbinder Harry Potter-filmene med noget helt bestemt musik. For udover at de bruger denne velkendte melodi ind i mellem, så er der altså ikke så meget, der for alvor skiller sig ud.

Foto copyrights: Warner Brothers

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Fantastiske Skabninger 2 – Grindelwalds Forbrydelser Sarah Genevey
Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: 'Fantasiske Skabninger 2: Grindelwalds Forbrydelser' byder på en magisk eksplosion af spænding og overraskelser. Hold tungen lige i munden, for der er mange interessante plottråde, og så gør Jude Law det glimrende som ung Dumbledore. Jeg tror, at det her kan blive rigtig godt, og derfor vil jeg også gemme på mine seks stjerner til en af de næste film, hvor historien rigtig kan få lov til at udfolde sig.

5


User Rating: 5.5 (1 vurderinger)

Tags: , , , , ,


Om skribenten

Jeg elsker gyserfilm, både de gode og de dårlige, og bruger lidt for meget tid på at se alle mulige slags tv-serier. Jeg vil underholdes, frastødes og overraskes, og så lægger jeg især vægt på den gode historie.



2 Responses to Filmanmeldelse: Fantastiske Skabninger 2 – Grindelwalds Forbrydelser

  1. Susanne says:

    Jeg er SÅ nysgerrig. Så Fantastiske Skabninger 2 i går i Køge Bio. Den karakter jeg pludselig fandt helt forandret, er Credence Barebone. Fra at være helt forknyt og bange, virker han pludselig meget mere “ovenpå”, uden en naturlig overgang. Forstod det ikke helt. Er det mon samme karakter du undrer dig over? Ellers…..fantastisk film. Elsker mit Potter univers. Vh Susanne

    • Sarah Genevey says:

      Hej Susanne! Det var faktisk Queenie, jeg tænkte på. Jeg synes, at hun ændrer sig meget pludseligt fra film 1 til 2. Og det valg hun træffer, giver ikke så meget mening, i forhold til hvad vi ved om hende. Men du har egentlig ret med Credence, han har helt klart også gennemgået en forandring, som vi ikke har fået et ordentligt indblik i.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑