Så, en komiker, en mande-stripper og en Hulk meldte sig til OL...<..." />

drama Foxcatcher

Published on 15 January, 2015 | af Michella Malin Petersen

0

Filmanmeldelse: Foxcatcher

Så, en komiker, en mande-stripper og en Hulk meldte sig til OL…

Kunsten at lave en god filmatisering er ikke så nem at mestre. Om det så handler om en filmatisering af en elsket bog, en højtrespekteret tegneserie eller måske en tragisk, virkelig begivenhed, så skal man kunne indkapsle alle de vigtige momenter der får hændelserne til at hænge sammen, pynte på de mindre interessante øjeblikke uden at ændre nogen basiser, gøre historien til at forstå for dem der ikke kender til grundmaterialet, og samtidig give noget nyt til de der gør. Instruktør Bennett Miller har tidligere, med success, overført virkelige hændelser til det store lærred, med de multi-Oscar nominerede ‘Capote’ og ‘Moneyball’ fra henholdsvis 2005 og 2011. Nu kommer turen så til ‘Foxcatcher’, en film der har taget hele 8 år at få færdiggjort. Var den ventetiden værd?

Historie

Bryderen, Mark Schultz, der er tidligere OL-medalje vinder, lever et relativt stillestående liv, hvor højdepunktet på hans uge, er træning med sin bror, Dave, endnu en tidligere vinder i samme sport, som han lever i skyggen af. Hans liv tager dog en pludselig drejning, da han bliver kontaktet af den rige arving, John du Pont, der gerne vil samle sit eget hold af brydere der skal vinde stort i det kommende OL i Seoul, og han vil have Mark og Dave med på holdet. Først tror Mark at hans lykke er gjort, og han flytter ind i gæstehuset på du Pont’s gigantiske palæ, kaldet Foxcatcher Farms. Men lykken er kort – spændingerne stiger mellem Mark og John, Mark’s emotionelle nedbrud begynder, og inden længe kuliminerer alt i en forfærdelig tragedie.

foxcatcher

En af ‘Foxcatcher’s samtidige styrker og svagheder, er dens subtilitet. Der er mange ting der ikke rigtigt gøres tilgængeligt for os, f.eks hvad der egentlig er grunden til Mark Schultz’s mentale sammenbrud, hvad hans pludselige ændring i hans forhold til John du Pont skyldes, samt hvor du Pont’s antipati mod Dave Schultz egentlig stammer fra. Har man læst lidt på historien, så giver filmens meget subtile fortælling fin mening – der er nemlig ikke nogen (udover de involverede selv) der rigtig ved hvad grundene til de overstående konflikter egentlig var, men går man ind til filmen uden nogen former for idé om den virkelige hændelse, så kan jeg forestille mig at man nok vil blive lidt frustreret, ikke kun af de manglende svar men også de til tider manglende eller meget løse ledetråde.

Miller har også taget nogle friheder i forhold til (hvad den virkelige Mark Schultz påstår er) den sande historie, og man undrer sig lidt over hvad det er han vil frem til vil f.eks aldrig at indbringe Mark’s daværende kæreste i historien overhovedet, og i stedet introducere nogle homoerotiske undertoner, der til tider går så langt som at hentyde til seksuelt misbrug, noget som Mark selv har kritiseret voldsomt. Om det er Miller’s egen forståelse af hvad der lå bag de mange konflikter mellem karaktererne, om han ved noget vi andre ikke gør, eller om det bare er ren spekulation fra min (og dusinvis af andre anmelderes) side, kan jeg ikke svare på.

foxcatcher

Man kan dog også vælge at beundre ‘Foxcatcher’ for sin subtilitet – det er ikke mange Hollywood-drama’er der er så blottede for svar og konklusioner som Miller’s længeventede film – men som med alle instruktører der sammensætter noget der går ud fra “normerne”, så vil publikummet uden tvivl deles op mellem at hade eller elske ‘Foxcatcher’. Et godt eksempel er en scene hvor Dave Schultz og John du Pont har en samtale i et rum ved siden af Mark. Vi ser dem snakke gennem glasrudden, men ligesom Mark, så hører vi intet, og på bedste ‘Lost In Translation’-agtige facon, så finder vi aldrig ud af hvad der blev sagt – vi ved bare at den samtale har været afgørende for mange af filmens senere hændelser. De dramatiske virkemidler som vi normalt er vandt til – rørende instrumentalt musik, store, emotionelle scener, og de tydelige Oscar-bait øjeblikke – er for det meste helt fraværende. Miller benytter sig af mange stillestående scener, og det kan godt gøre ‘Foxcatcher’ til en lidt tung dame at danse med, hvis humøret ikke lige er der. Men kan man se bort fra den til tider lidt langsomme fremgang, og konklusioner der helst skal drages af en selv, så finder man et ret unikt lille drama, hvor manuskriptet måske godt kunne have gennemgået et par redigeringer mere, men i sidste ende fungerer fremragende.

Skuespil

En af styrkerne ved at have et mindre persongalleri, er at det giver skuespillerne mere at arbejde med. En af udfordringerne er derimod, er at få de enkelte karakterer til at være interessante nok til at bære filmen uden den store hjælp fra bi-rollerne, samt at få de indbyrdes forhold til at være betydningsfulde nok til at skubbe filmen fremad. Og selvom manuskriptet til tider svigter karaktererne i ‘Foxcatcher’, så gør filmens cast flot op for det. Hovedrollen som den tilknappede Mark Schultz spilles af kæmpebrødet Channing Tatum (‘Magic Mike’, ladies?), der giver hvad der må have været en virkelig fysisk udfordrende præsentation. Jeg har aldrig haft det store til overs for hans skuespillertalent, og ofte fundet hans begrænsede samling af ansigtsudtryk en smule intetsigende, men netop det gør ham godt i rollen hér. Det giver ham en distance, og man føler ikke rigtig at man kommer ind på livet af ham, men underligt nok, så fungerer det utroligt meget til karakterens fordel, og ender med at gøre ham mere sårbar. Man kunne måske have ønsket sig en lidt mere udtryksfuld skuespiller, men jeg vælger dog at være taknemmelig for at det endte med at blive Tatum, og ikke Ryan Gosling, som ellers var en af de tidligere valg, der endte med at få rollen. Phew.

foxcatcher

Den altid gode Mark Ruffalo (‘The Avengers’) er virkelig sympatisk som Mark’s storebror, Dave, og han formår at skinne igennem, trods at hans karakter er den mindst aktive af de tre centrale karakterer. Komikeren Steve Carell (‘40 Year Old Virgin’, samt den amerikanske udgave af ‘The Office’) er nærmest er uigenkendelig som den excentriske John du Pont, og det er en overraskende ubehagelig præsentation han giver fra sig. Allerede fra første scene er man utilpas i hans selskab, og det ophører aldrig. Selvom den fysiske lighed ikke rammer 100% plet, så fanger Carell fuldstændig den virkelige du Pont’s talemønster og udtryk, og selvom det kan dog godt virke som om at de mange lag make-up begrænser ham til tider, men det er ikke noget der bliver en kæmpe distraktion.

Bi-rollerne har ikke det store at arbejde med, da fokus, med god grund, bliver holdt på filmens tre hovedkarakterer fra start til slut. Den multi-prisvindende Vanessa Redgrave (som sidst kunne ses i den kritikerroste ‘The Butler’) imponerer mest som John du Pont’s nedladende og følelseskolde mor, mens Sienna Miller (snart aktuel i ‘American Sniper’) viser at hun sagtens kan droppe den engelske accent (og sin fantastiske stil) i rollen som Dave’s kone, Nancy. Der er også plads til 80’er stjernen Anthony Michael Hall (fra den gode, gamle ‘The Breakfast Club’), som også gør det fint som du Pont’s assistent, Jack. ‘Foxcatcher’ bæres dog fra start til slut af de tre hovedroller, Tatum, Ruffalo og Carell, og mon ikke der ryger en Oscar-nominering eller to mod castet’s side til Februar?

Visuelt

Det er den dygtige filmfotograf, Greig Fraser, der står for cinematografien, og han har tidligere skabt smukke, visuelle sider til blandt andet ‘Let Me In’, ‘Snow White & The Huntsman’, samt de mere jordnære ‘Zero Dark Thirty’ og ‘Killing Them Softly’. Han har et godt øje for baggrunde og farvemætning, og har formået at matche Bennett Miler’s tidligere film’s stile overraskende godt.

foxcatcher

Lokationerne er oftest de samme, og efter filmens indledende kvarter’s tid, er det sjældent at vi kommer udenfor Foxcatcher Farms, hvilket hurtigt får stedet til at føles som et fængsel, nøjagtig som det til tider virker til at føles for Mark Schultz. Et minus er dog at jeg aldrig føler at vi har med en film at gøre der foregår i 80’erne – i forhold til f.eks instruktørens tidligere film ‘Capote’, der føltes som et realistisk blik ind i de sene 50’ere, så er der noget over ‘Foxcatcher’s look der virker en anelse for moderne.

Musik og lydbillede

Det er Rob Simonsen der står for det meste af filmens instrumentale soundtrack, mens Mychael Danna og West Dylan Thordson også smider et par tracks ind i puljen. Det er ikke ofte vi hører nogen former for baggrundsmusik, og når vi endelig gør, er det simple og melankolske toner der bliver brugt. Sjovt nok hører vi mest tydeligt til de instrumentale toner under sports-kampene – resten af tiden er komponisternes værker ekstremt minimalistiske og ikke nemme at lægge mærke til. Lytter man til soundtracket seperart, er det dog en fremragende samling af tracks, der varierer fra mørke og tunge, til lette og melankolske, og man kan fornemme en anelse inspiration fra Thomas Newman’s fantastiske ‘American Beauty’-soundtrack. De eneste mood-breakers, er de enkelte sange som vi får undervejs fra blandt andet Bob Dylan, David Bowie og Grateful Dead, der bruges til at sætte streg under et par af filmens mere centrale scener. Det fungerer fremragende, men jeg ville i sidste ende ønske at filmens instrumentale tracks fik lidt mere fokus.



Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Foxcatcher Michella Malin Petersen

Foxcatcher - premiere d. 15. Januar 2015

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Summary: ‘Foxcatcher’ er en fascinerende historie, og stærk i både sit skuespil og visuelle udtryk, og selvom den nok vil efterlade forvirring hos dem der ikke kender til den virkelige historie der inspirerede filmen, hvilket i sidste ende ikke gør den til den mest vellykkede filmatisering, er i sig selv er det et stærkt og minimalistisk drama der ikke giver dig alle svarene på et sølvfad.

4.5


User Rating: 0 (0 votes)

Tags: , , , ,


About the Author

har et ekstra hjertebank for superhelte, gyser-genren, 80'er film, tragiske dramaer og alt af Christopher Nolan. Taler flydende i film-citater, og ville se en film om tørrende maling hvis Tom Hardy var på rollelisten. Blogger hos Bloggers Delight.



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Back to Top ↑