"Ideals are peaceful. History is violent."


krigsfilm Fury

Published on 13 November, 2014 | af Michella Malin Petersen

0

Filmanmeldelse: Fury

“Ideals are peaceful. History is violent.”

Sådan et statement, udtalt af Brad Pitt i soldater-kostume og kraftig sydstatsaccent, føles måske lidt kliché. Men drej den om i hovedet en ekstra gang. Pessimistisk? Måske. Realistisk? Desværre, ja. Man behøver ikke mere end denne ene sætning for at forstå at vi har at gøre med en film hvor håbet om verdensfred og lykke næsten er ikke eksisterende. ‘Fury’ er instrueret af David Ayer, manden bag film som ‘Harsh Times’ og ‘End Of Watch’, alle film der for det meste har fokus på de kriminelle dele af Los Angeles, så det er nok ikke en overdrivelse at påstår at hans nye 2. Verdenskrigs-drama er et mindre spring ud af hans comfort-zone. Krig er altid et ømt emne, og når en instruktør tager fat i historiske slag der har påvirket utallige af mennesker gennem tiden, påtager de sig lidt af en opgave. Ja, man kan risikere at få skabt et mesterværk som Oliver Stone gjorde med ‘Platoon’ eller man kan ende med et pinligt og utroligt fornærmende stykke affald som ‘Pearl Harbor’ (Tak igen, Michael Bay). Ayer, der selv er tidligere millitærmand, har gået efter at skabe en realistisk fortælling om de mænd der hver dag satte sig ned i drabelige metalmaskiner under Hitler’s regime. Men hvor godt har han klaret det?

Fury

Historie

Filmens handling udspiller sig på én enkelt dag, fra daggry til daggry. Det er April 1945, og vi befinder os i det krigshærgede Europa, hvor de allierede panserstyrker indleder den sidste store offensiv, der skal knuse den sidste tyske modstand og endelig slutte krigen. Vi møder den kamphærdede veteran, Don ’Wardaddy’ Collier, er kommandør på den kamparrede M-41 Sherman kampvogn, Fury, der næsten ikke længere hænger sammen efter lang tids voldsomme kampe. Men nu beordres han og hans erfarne, men kamptrætte mandskab på en livsfarlig mission langt inde bag fjendens linjer, hvor de kan redde tusinder af allierede soldaters liv, men også risikere at gå til grunde i forsøget. Med sin lille enhed, der ikke alene er i undertal og underbevæbnede i forhold til de sidste tyske eliteregimenters, men også med den unge og uerfarene Normal Ellis i deres midte, står Wardaddy og hans mænd nu over for en næsten uoverkommelig opgave. Skjult foran dem, i hvert skovbryn og bag hver en mur, venter Nazitysklands sidste desperate modstand og det eneste, der kan redde holdet er deres strategiske erfaring, utrolige mod og ubrydelige sammenhold.

En af de stærkeste sider i ‘Fury’ er hvor anti-partisk den er. I modsætning til størstedelen af Hollywood’s krigsfilm, så finder man ingen glorificering af vores hovedroller, de amerikanske soldater, og selvom tyskerne er fjenden i deres øjne, så bliver de aldrig dæmoniseret for os som publikum. David Ayer er ikke bange for at vise filmens hovedkarakterer, vores helte, dræbe tyskere der måske er komplet uskyldige, og han gør det uden at fjendtligegøre sine karakterer, men også uden at vende tallerkenen og gøre dem selv til ofre. Samme behandling får de tyske soldater, hvor der også vises i en essentiel scene at det ikke var alle i Hitler’s hære der havde blodtørst – mange havde ganske enkelt intet valg. Ayer’s vision bliver aldrig prædikende eller påtvunget, men fortælles balanceret, som fakta frem for spekulation.

Fury

Kampscenene melder deres ankomst uden advarsel, og publikum bliver ikke sparet for at se volden på tætteste vis. Ayer har gjort et imponerende arbejde med at få publikum til at føle at de ser kampene fra den inderste kerne, hvilket gør ‘Fury’ til et medrivende bekendtskab. En enkelt scener viser de fem hovedpersoner væk fra deres trofaste tankvogn, i mere hjemmelige omgivelser – en af de eneste øjeblikke hvor både de, såvel som os, oplever nogle sjældne minutters fred og ro – mens vægten af alt der venter foran dem, stadigvæk hænger hænger tungt over det stille øjeblik. Spændingerne stiger mellem gruppen. Freden er kun midlertidig, og det ved de alle. Ayer sammensætter alle disse elementer på mesterlig vis, uden at det nogensinde bliver for åbenlyst og sigende – og han lader altid publikum selv få forståelse for den verden som soldaterne lever i.

Filmens centrale omdrejningspunkt er de fem hovedkarakterer, med Pitt’s Wardaddy i front, og hans team, bestående af tank-køren Trini “Gordo” Garcia, skytten Boyd “Bible” Swan, og laderen Grady “Coon-Ass” Travis, samt den nye og komplet uerfarne co-driver, Norman Ellis. Og når man tænker over det, så er det egentlig overraskende hvor lidt vi egentlig ved om disse karakterer. Vi får aldrig noget tude-historier om koner der venter tilbage i Amerika, eller børn der savner deres far. Vores kendskab til deres liv uden for krigen er meget skrabet – den ene er religiøs, den anden er uddannet maskinskriver uden krigserfaring, den tredje er glad for heste, etc – og alligevel bliver man fuldstændig investeret i deres overlevelse og sammenhold. Der er langt mere HBO’s ‘Band Of Brothers’ end ‘The Deer Hunter’ over ‘Fury’, og David Ayer får krigen til at føles som en hverdag, netop som den er for filmens hovedkarakterer. Vi, som publikum, kastes ind i denne voldelige verden uden nogen forberedelse, netop som den unge Norman Ellis gør. Og ligesom ham, skal vi lære at acceptere det, om vi vil det eller ej.

‘Fury’ viser krigen fra sin grimmeste side, en altødelæggende sindstilstand der kan knække selv de stærkeste psyker. David Ayer har skabt en spændingsfyldt, ubehagelig og trykkende fortælling om krigens uforudsigelighed og livsforandrende effekt på de mennesker der ender med at leve deres liv i midten af kaosset. Filmens spilletid på lidt over to timer flyver afsted, og selvom nogle enkelte klichéer i filmens midte forhindrer ‘Fury’ i at konkurrere med genrens største værker, så er det absolut en af de stærkeste i alt dens effektive simplicitet.

Skuespil

Gennem ‘Fury’ følger vi de samme fem soldater og fokus er altid på dem, hvilket ligger større vægt på deres præsentationer. Det er nok Brad Pitt og Logan Lerman (kendt fra ‘Noah’ og ‘Percy Jackson’-filmatiseringerne) der har filmens mest centrale hovedroller, Pitt som veteranen Don “Wardaddy” Collier, og Lerman som en unge og uerfarne rookie, Norman. Jeg må indrømme at jeg aldrig har været den store fan af Pitt’s skuespil – der er altid nogen ved hans præsentationer der virker påtagede for mig. Derudover har hans tendens til at sammenkrølle øjenbrynene og overdrive accenten voldsomt, altid irriteret mig en smule. Når det er sagt, så er hans præsentation i ‘Fury’ absolut en af hans bedre. Han formår at holde en facade som en arret krigshelt der har set alt ondt et menneske kan se, men han er stadigvæk rig på subtile følelser i mindre momenter. Han bliver nok aldrig en af mine personlige favoritter, og der er stadigvæk øjeblikke hvor han går i Moviestar-mode, men hans præsentation er stadigvæk bundsolid. Lerman’s karakter skal fungere som den slags rene uskyld, som krigen forpester, og selvom han gør det godt, så mangler der lige lidt gennemslagskræft, især hen mod filmens slutning, for helt at skinne igennem. Det skal dog siges, til Pitt og Lerman’s forsvar, at de er oppe imod nogle virkelig stærke præsentationer fra resten af holdet.

Fury

Shia LeBeouf, Michael Peña og John Bernthal udfylder resten af filmens store roller, og de spiller virkelig røven ud af bukserne. Peña er fremragende i en lidt mere anonym rolle som den ironiske tank-kører, Gordo, men det er LeBeouf og Berntdal der er helt exceptionelle – de stjæler hver scene de er i. Bernthal, der er kendt for sin rolle som Shane i hit-serien ‘The Walking Dead’, spiller den uforudsigelige og små-psykotiske Grady som et ubehageligt bekendtskab man aldrig rigtig ved hvor man har, men han får alligevel presset utrolig meget sympati ind i karakteren i meget små øjeblikke. Shia LeBeouf er nok en af Hollywood’s mest forhadte skuespillere, og hold nu op, hvor er det ufortjent. Glem privatlivet et øjeblik – manden er et fantastisk talent, og har et af de mest udtryksfulde ansigter jeg længe har set på film. Hans præsentation som den bibel-prædikende Boyd er ekstrem sympatisk og emotionel, og slår muligvis hans ellers virkelig stærke præsentation i ‘Lawless’ fra 2012 som at værende den bedste i hans karriere. Skuespillet er muligvis den største styrke i ‘Fury’, og jeg vil blive virkelig skuffet hvis hverken Bernthal eller LeBeouf modtager Oscar-nomineringer for deres helt fantastiske arbejde.

Visuelt

80% af ‘Fury’ foregår rundt omkring (eller inden i) den hærgede kampvogn af samme navn. “This is my home,” siger Pitt’s karakter, Wardaddy på et tidspunkt, og det er nøjagtig den fornemmelse man får under filmen. Selvom kameraret aldrig er begrænset, så får vi ingen af de store, omfangede landskabsbilleder som f.eks storfilm som ‘Platoon’ eller ‘The Thin Red Line’ gav os. Det giver en fanget, næsten klaustrofobisk følelse der gør, at selvom vi befinder os uden for Fury’s indelukkede metalvægge, så er man stadigvæk fastholdt, præcis ligesom Collier og hans mandskab.

Fury

Det er de engelske landskaber der ligger grund til filmens lokation, og de fungerer som enkle, oplyste og beroligende baggrunde i kontrast med al det vold og død der holder til i fronten. Cinematografien er i top, takket være filmfotografen Roman Vasyanov, der også gjorde et imponerende stykke arbejdede på Ayer’s mere rå-realistiske ‘End Of Watch’, og alt fra rekvisitter til kostumer føles autentiske. “Less is more” er nøglesætningen her, og ‘Fury’s billedeside brillierer med uden mange af de virkemidler som mange har Hollywood’s genre-storfilm ellers gør flittigt brug af.

Musik og lydbillede

Det er ikke en stor overraskelse at størstedelen af en krigsfilm’s lydside består af skyderier, skyderier, kanoner og flere skyderier – det hører bare genren til. ‘Fury’ har en skarp og bombastisk lyd, effektivt redigeret i kontrast med de få, mere stille øjeblikke, og når en granat springer eller en mine eksploderer, så kan det virkelig mærkes – en Oscar-nominering for lydmix er ikke helt uopnåelig. Soundtracket er heldigvis ligeså flot. Det er Stephen Price, der også stod bag det fantastiske soundtrack til rum-dramaet ‘Gravity’ fra sidste år, som har skabt tonerne til ‘Fury’, og der kan ikke sættes en finger på det. Det er både storladent og rørende når det skal være emotionelt, såvel som dramatisk og trykkende så det skal være spændende – og selvom hans soundtrack ikke er specielt subtilt, så føles det sjovt nok aldrig billigt. Det fænger og det medriver, præcis som et godt soundtrack skal.



Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Fury Michella Malin Petersen

Fury - Premiere den 13. November 2014

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Summary: ‘Fury’ er barsk og brutal i dens enkelthed, og viser krigens arrede ansigt, uden nogensinde at hverken glorificere eller dæmonisere den ene eller den anden side af slagmarken. Og trods det simple plot, er man underholdt fra start til slut, takket være en stigende spænding og store præsentationer hele vejen igennem. En af årets stærkeste film.

5


User Rating: 6.1 (2 votes)

Tags: , , , , , ,


About the Author

har et ekstra hjertebank for superhelte, gyser-genren, 80'er film, tragiske dramaer og alt af Christopher Nolan. Taler flydende i film-citater, og ville se en film om tørrende maling hvis Tom Hardy var på rollelisten. Blogger hos Bloggers Delight.



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Back to Top ↑