Filmanmeldelse: Gerald’s Game

Stephen Kings roman ‘Geralds Farlige Leg’ (‘Gerald’s Game’) har igennem Netflix fået sin første filmatisering – med Carla Gugino og Bruce Greenwood i hovedrollerne. Ligesom Kings andre værker kan man forvente uforudsete højre og venstresving, som ofte er lidt hit-and-miss, men ‘Gerald’s Game’ er intens, velspillet og overraskende uhyggelig.

Historie

I ‘Gerald’s Game’ spiller Carla Gugino og Bruce Greenwood ægteparret Jessie og Gerald, der efter 11 år sammen har brug for at pumpe spænding i deres romantiske liv. De er derfor taget ud i deres afskårne sommerhus for at have noget alenetid. Men i en uheldig position, med hænderne bundet i håndjern til sengegavlen, får Gerald et hjerteanfald, og Jessie finder sig selv i en mararidts-situation som er svær at komme ud af, og som tærer på hendes sindstilstand.

Med et sådant præmis kan man ikke bebrejde folk for at tænke sit inden man sætter ‘Gerald’s Game’ på. Men som instruktør Mike Flanagan før har bevist (selvfølgelig i forskellige grader af kvalitet) med film som ‘Hush’ (2016) og ‘Oculus’ (2013), kan et simpelt horror-setup ofte bruges til meget mere end man tror. Filmens simple opsætning bliver hurtigt udvidet med forskellige filmiske virkemidler og pressende plot-punkter, og selvom den til tider bliver lidt tung i den “indre monolog”-agtige del af historien, får den enormt meget indhold og gru ud af sin historie. Især i filmens formidling af Carla Guginos karakters’ sindstilstand og følelser findes der et relaterbart narrativ der gør skræk scenerne klammere og tættere på livet. Når det er sagt kammer den (ligesom jeg desværre ofte synes Stephen Kings historier gør) over mod slutningen, og bliver – uden at afsløre noget – en smule øjenrullende og over-dramatisk.

Netflix 2017

Skuespil

I en film som denne hvor det simple præmis – og kammerspils-agtige opsætning – kalder på få karakterer, er det vigtigt at få fat i nogen som kan trække læsset, og som ikke bliver irriterende og uinteressante i længden. Dertil gør Carla Gugino som den, stort set, eneste person på skærmen det rigtig godt. Hun bliver selvfølgelig bakket op af Bruce Greenwood, der på den ene eller anden måde får sig sine scener, og leverer en enormt dramatisk og dragende præstation. Men Gugino gør det især godt, og hiver det tunge læs af monologer og følelsesladede udbrud efter sig med effektivitet. Ligesom filmen selv drukner hun et par gange i egen indre narration, og kammer et par gange over i melodrama, men holder ellers skuespillet på sporet og formidler desperationen i den stakkels karakter.

Visuelt

Med så begrænset et location – en høj procentdel af filmen finder kun sted i ægteparrets soveværelse – er det svært at proppe kreative kameravinkler og motiver ind. Når det er sagt har ‘Gerald’s Game’ desværre ofte et digitaliseret tv-serie agtigt look. Især i dagsstimerne kan filmsettet opleves lidt for godt, og man får lidt følelsen af at filmholdet står lige bag kameraet og er klar med kaffe og “udmattelses”-make-up til Carla Gugino. Heldigvis er tusmørke og nattescenerne bedre visualiseret, og de dybe skygger lægger omgivelser til filmens mest effektive skræmmende scener. Også diverse flash-backs forsøger sig med anderledes billeder og motiver, hvilket også har en smag af den digitale følelse, men til gengæld eleverer historien og det karaktermæssige drama.

Netflix 2017

Musik og lydbillede

En stor del af uhyggen og intensiteten i filmoplevelsen af ‘Gerald’s Game’ kom faktisk, for mit vedkommende, med lyd-designet. Der er knapt en tone af soundtrack i filmen – set bort fra et par enkelte drone-toner og et par klavertoner til sidst. Hvilket giver god plads til de små lyde, og deres tilføjelser til indlevningskraften i de ubehagelige scener. Lydniveauerne på de forskellige foley-effekter er primitive men effektive, og skærper oplevelsen – især med hovedtelefoner.