Gøg og gokke
Copyright: UIP

Filmanmeldelse: ‘Gøg og Gokke’

LÆSERNES BEDØMMELSE0 stemmer
6

Som barn, der voksede jeg op i et hjem fyldt med kultur. Gamle film var også i blandt dette, ikke mindst Chaplin, som var med til at starte min kærlighed til filmmediet. Men ’Gøg og Gokke’ (på engelsk ’Laurel and Hardy’) var også i blandt barndomsminderne. Min mor er stor fan af dette komiske slapstick makkerpar, så det var uundgåeligt ikke at få dem ind med den cinematiske modermælk. Nu er der så kommet en biografisk film ud, og den var jeg selvfølgelig opsat for at tjekke ud.

Historie

I 1930’ernes Hollywood, der kunne Stan Laurel og Oliver Hardy næsten gå på vandet. Dette succesfulde makkerpar havde skabt guld til studiet, men selv var de ikke finansielt oppe i toppen, da de modsat Chaplin og Buster Keaton ikke ejede deres film. Det gjorde derimod den store producer Hal Roach. Vi befinder os i efterkrigstidens Storbritannien. Her forsøger makkerparret at genoplive deres karrierer, som er reduceret til en skygge af sig selv. Sammen er de ude på en tour, der ikke går helt efter planen, imens en usikker aftale om en fremtidig film synes i farer. Hardys skrantende helbred forvolder også store problemer, og snart kolliderer de to personligheder sammen i en surdej, der er skabt af frustration og gammelt nag.

At lave biografi-film er ikke en nem kunstart. Især ikke dem fra vugge til grav, hvor et helt liv ikke kan koges ned til to times spilletid. Men i ’Gøg og Gokke’, der har man perfektioneret, hvordan man griber denne type genre an. Ikke nok med at filmen er utrolig godt skrevet, vanvittig charmerende og har den perfekte spilletid. Nej, så fokuserer filmen på en relativ kort periode i hovedpersonernes liv, og derved proppes man ikke med så at sige facts og information. Derudover så har filmen en kæmpe kærlighed til ’Gøg og Gokke’, og håndterer dem med respekt, selvom filmen heller ikke er et lutter glansbillede. Der er mange øjeblikke i filmen, som jeg fandt særdeles rørende. Dette skyldes måske delvis min opvækst med de to herre og min kærlighed til sort/hvide slapstick-komedier.

Filmen har dramatiske øjeblikke, som man investerer sig i. Og sjov, der er filmen også… Ja, faktisk utrolig sjov mange steder, og bevarer den rette ånd til ’Gøg og Gokke’, på sådan en facon, at jeg næsten får tårer i øjnene af at tænke på det. Jeg kan let forestille mig, at hvis man er af den ældre generation, så vil man nok rammes af ren nostalgi.

Skuespil

Steve Coogan og John C. Reilly spiller vor to hovedkarakter, der i gennem 30 år har været et komisk makkerpar. Og det er mig en stor glæde at meddele, at de to også formår at være deres eget makkerpar ligesom ”the real deal”. Begge giver kraftpræstationer, og man bliver nærmest hypnotiseret i vor meget de egentlig ligner dem. John C. Reilly, som den unge generation nok mest kender som skæg fyr fra b.la Will Ferrell komediefilm, ja han er dækket til med så meget make-up, at han ligner den rigtige Hardy. Nu startede Reilly ud som en dramatisk skuespiller, så for mig, så er det ikke mærkelig at se ham droppe de platte komiske roller. Ligeledes fungerer birollerne fantastisk. Især de to skuespillerinder, der spiller konerne til vores berømtheder. Med en blanding af kærlig koneri og genial komik, så skinner de virkelig igennem.

Visuelt

’Gøg og Gokke’ er en meget pæn film at kigge på. Måske ikke super innovativt sat op, men folkene bag filmen ved hvordan man støber en produktion sammen. Filmen dækker også efterkrigstiden meget realistisk, og osen fra de britiske fabrikker og byer kan nærmest mærkes. Filmen har dens egne komiske gags, som er lavet med hjertet og sindet det helt rigtige sted. Og i stedet for det ligner et åbenlyst gag, så føles det i stedet som en integreret del af historien omkring to entertainere på deres sidste rejse i deres professionelle liv.

Musik og lydbillede

Rolfe Kent er manden bag musikken. Har er en erfaren herre, der har titler som ’Blondinens Hævn’, ’Up In the Sky’ og ’Dom Hemmingway’ på sit cv. Her leverer han et utrolig solidt musikalsk bagside, der fornemt understøtter den charmerende og sublime biografiske fortælling. Hvad angår lyden, så var der ikke noget som stak af. Filmen bruger mange lyde og andet, der tager afsæt i start 50’ernes miljø. Nå ja, så er der også det berømte ’Gøg og Gokke’ theme, som der blev spillet ved introen til samtlige af deres film. Når du hører musikken, så genkender man den med det samme.

Copyright: UIP

 

Kort fortalt
Hjertet er helt placeret det helt rette sted. Og det er soleklart for skribenten, at en af dette års mest charmerende og velspillende film, er 'Gøg og Gokke'. En tårevædede, nostalgisk og sjov oplevelse, som måske pleaser en lidt for meget. Men pokker tag det, jeg overgiver mig fuldt ud!
Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede
LÆSERNES BEDØMMELSE0 stemmer
6