animation

Skrevet den 29 november, 2018 | af Line Petterson

0

Filmanmeldelse: ’Grinchen’

Måske du allerede kender ham, Grinchen? Han er portrætteret i mange udgaver, af blandt andet Boris Karloff i 1966, Jim Carrey i 2000 og nu igen i år, af Benedict Cumberbatch – på dansk af Niels Olsen. Oprindeligt er Grinchen skabt af den amerikanske forfatter Theodor Geisel, også kendt under pseudonymet Dr. Seuss, og stammer helt tilbage fra 1955 hvor han første gang optræder i et af Geisels forfatterskaber. Denne gang er det animationsstudiet Illumination (’The Lorax’, ’Grusomme mig’ og ’Minions’) der puster liv i Grinchens historie.

Historie

I en isoleret bjerggrotte, uden unødig kontakt med omverdenen, bor Grinchen. Den eneste der holder ham med selskab, er hans trofaste hund Max, Grinchen hader nemlig at blive forstyrret. Mest at alt hader han dog julen og i år, hvor den nærliggende by Hvemstrup skruer ekstra op for julestemningen, beslutter Grinchen sig for at skride til handling. Grinchen planlægger at stjæle Hvemstruppernes jul.

Grinchen: Læs anmeldelsen på filmpuls.dk

© 2018 Universal Pictures

Illumination er tilbage med endnu en animationsfilm, og lad mig starte med at sige at de gør brug af RIGTIG mange af de samme ‘nemme’ virkemidler og tricks, som tegnefilms skabere gennem tiden har erfaret virker på børn – herunder fald-på-halen-humor! Historien og karaktererne er skiftet ud, men opbygningen og måden at lave børnefilm på er den samme! Dette er der både gode og dårlige ting ved! At holde sig til en opskrift, som man ved virker, kan både ende ud i et godt resultat, men det kan søreme også risikere at ligge sig tæt op af noget, vi har set utallige gange før. Jeg synes ’Grinchen’ falder en smule ud til begge sider. Filmen indeholder selvfølgelig alt det den skal – historier om venskaber, om kærlighed, at turde holde fast på sin tro og at tro på det bedste i andre mennesker – alt det gode som vi jo skal lære børn. Samtidig er der også masser af etiske problemstillinger til stede, som at det er vigtigt at gøre det rigtige, sige sandheden og at kunne tilgive. Filmen har således et etisk kompas, som jeg godt kan lide. Når alt dette er sagt, alt det “lette”, så kan ’Grinchen’ dog også en smule andet!

Vi bliver lynhurtigt introduceret til den lille by Hvemstrup, hvor alt er lykkeligt og politisk korrekt. Da det er en børnefilm, og tilmed en julefilm, så er alt jo egentlig som det skal være, MEN så dukker Grinchen op. Personligt er jeg ret glad for den kantede karakter, der kan skabe lidt rav og ruske op, i den ellers polerede og lige lovligt sukkersøde by. Samtidig har Illumination tilføjet en stor portion historie- og karakterdybde, idet de har vovet sig ud i at bygge videre på Grinchens forhistorie. På denne måde er der ikke blot noget børnene kan grine af, men også noget de kan lære af. Vi får simpelthen en forklaring, på hvorfor Grinchen hader julen, og dette træk spiller enormt godt op imod det sukkersøde juleplot, som filmen ellers tager sit afsæt i. Grinchens historie er ret ’Den lille pige med svovlstikkerne’ agtig, og ved at tilføje denne historie og derved også en god portion karakterdybde opnås der en fin empati for Grinchen. Ofte har vi som børn fået fortalt, at ”mobberen mobber, fordi han selv har det dårligt”, dette perspektiv kan faktisk sagtens puttes ned over Grinchens nye historie, og denne vinkel tænker jeg kan have en indvirkning på de fleste børn. Yderligere besidder Grinchen også en vrede over den overflod af materialistiske gaver, som børnene i Hvemstrup ønsker sig. Dette og førnævnte er små gode problematikker at smide ind, særligt sidstnævnte i disse klimatider, det tænker jeg, at man kan få en god snak med sine børn om på vej hjem fra biografen!

Grinchen: Læs anmeldelsen på filmpuls.dk

© 2018 Universal Pictures

Skuespil

Det er ikke kun Grinchen der opnår karakterdybde, flere karakterer opnår egentlig en ret fin karakterdybde af en børnefilm at være, hvilket selvfølgelig medvirker at skuespillerne har lidt mere at arbejde med. Dette kan mærkes på stemme arbejdet, idet karaktererne skal igennem flere forskellige sindstilstande gennem historien.

Filmens historie ledes frem af en fortællestemme i form af Mikael Bertelsen. Jeg har det ret blandet med fortællestemmer, det kan både hjælpe en film fremad, og det kan risikere at ødelægge flowet i en film. Her synes jeg faktisk det fungerer rigtig godt! Først og fremmest fordi Bertelsen har en yderst behagelig stemme, som klæder filmen, og samtidig fordi der fortælles i vers hvilket passer så fint til det juleeventyr som filmen tager afsæt i.

Grinchen: Læs anmeldelsen på filmpuls.dk

© 2018 Universal Pictures

I hovedrollen som Grinchen høres Niels Olsen, hvis stemme jeg også synes er rigtig behagelig. Om det var det bedste cast, det er jeg egentlig ikke helt sikker på, jeg synes den var lidt off! Jeg brugte i hvert fald starten af filmen på at vænne mig til denne kobling, hvorfor ved jeg ikke og det undrer mig stadig? Olsen gjorde det nemlig rigtig fint, særligt når han benyttede sin dybde i stemmen, synes jeg det fungerede rigtig godt. Samtidig er Olsen meget teatralsk, hvilket fungerede godt i samspil med Grinchens ofte meget gnavne sindstilstand. Derudover synes jeg, at både Lise Bastrup som Donna Hvem og Vega Nana Mehrens som Cindy-Lou Hvem var rigtig godt castet!

Grinchen: Læs anmeldelsen på filmpuls.dk

© 2018 Universal Pictures

Visuelt

Illumination har skabt et overdådigt julelandskab og filmens univers er fint. Man kan dog sagtens se at det er en rigtig Illumination kreation, det er ikke den dybe tallerken der er søgt opfundet, hverken julemæssigt eller animationsmæssigt. Det er en fin og nydelig film, som lever op til det den skal, men den udfordrer eller fornyr ikke rigtig noget ved genren. Illumination synes således at køre den samme streg videre, som de efterhånden har gjort et stykke tid. Personligt synes jeg de laver fine og flotte film, men jeg kunne godt tænke mig, at de legede lidt mere med deres animationsdesign!

Grinchen: Læs anmeldelsen på filmpuls.dk

© 2018 Universal Pictures

Musik og lydbillede

Scoren er produceret af Danny Elfmann, som blandt andet er kendt for sit arbejde med underlægningsmusik til adskillelige juleklassikere, blandt andet ’Scrooged’ og ’The Nightmare Before Christmas’. Scoren er således rigtig julet, præcis som man kunne forvente af en julefilm der henvender sig til børn. Ud over en score flettes lydbilledet også sammen af numre som ’All by Myself’, ’The Sound of Music’ nummeret ’ My Favourite Things’ og en masse juleklassikere, som ’The Christmas Song’.

Der optræder også en del julesalmer, som ved flere lejligheder fremføres af borgerne i Hvemstrup. Disse sange er næsten alle sammen holdt på engelsk, altså det jeg formoder er originalindspilningerne til filmen. Det synes jeg personligt er en smule synd. Oprindeligt ville jeg klart foretrække, at se hele filmen på originalsproget, men da den nu er oversat til dansk, så synes jeg det skaber en underlig splittelse og halvfærdig stemning filmen igennem, at borgerne taler dansk men synger på engelsk. Man kan høre en klar forskel i lydbilledet fra replik til disse sang sekvenser og det synes jeg desværre ikke fungerer. Der er intet galt med de sange, de lyder super godt på engelsk, og jeg ved, at det havde krævet en del mere tid at skulle indspille det hele på ny, men det havde altså skabt prikken over i’et og en mere helstøbt oplevelse, hvis julesangene var genskabt på dansk i overensstemmelse med talen. Særligt da det er en børnefilm og jeg da tænker, at børnene da havde haft en større mulighed for at kunne sidde og nynne lidt med på sangene, hvis altså de var på dansk!

Filmanmeldelse: ’Grinchen’ Line Petterson

Grinchen - premiere den 29. november 2018

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og Lydbillede

Kort fortalt: ’Grinchen’ er en fin og sjov julefilm, som samtidig bringer lidt mere til bordet end blot et poleret og hyggeligt juleeventyr. Jeg er glad for det ekstra twist og krydderi, som Illumination har tilført historien, det fungerer rigtig godt og giver filmen kant. Animationsmæssigt er der ikke så meget nyt under solen, men filmen har et fint udtryk og emmer af jul!

3.8


User Rating: 1.6 (2 vurderinger)

Tags: , , , , , ,


Om skribenten

Når jeg ser film, lægger jeg stor vægt på det skuespiltekniske, men det er også vigtigt med et godt plot og at filmens delkomponenter går op i en højere enhed. Jeg er til visuelt flotte film som 'Interstellar' og elsker Quentin Tarantinos filmunivers.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑