Filmanmeldelse: Gud eksisterer, hendes navn er Petrunya

5

Instuktøren Teona Strugar Mitevska er klar med sin sjette film, der ligesom hendes forrige foregår i Makedoniens ubarmhjertige omgivelser, hvor mændene sidder på magten og hvor kvinderne må bide tænderne sammen, for ikke at miste fatningen.

Historie

Hvis man skal beskrive handlingen i denne humoristiske og smukke makedoniske film med ét ord ville det være entitlement. Mere specifikt den entitlement mænd i et patriarkalsk samfund selv mener, de har til alle og alting. Lad mig forklare:

Vi bliver præsenteret for Petrunya (Zorica Nusheva), der mildest talt lever et sølle liv i en lille landsby i Makedonien, hvor hun ikke har de store fremtidsudsigter. På trods af at hun er 32, bor hun stadig hjemme, hvor hendes forældre forsøger at presse hende til, at omsætte hendes ubrugelige kandidatgrad i historie til et reelt arbejde.

Hendes situation ændres dog markant, da hun ved et tilfælde passerer en rituel ceremoni, hvor den lokale præst smider et trækors i floden, hvorefter det gælder om at få fat i korset og dermed sikre sig held resten af livet. Petrunya får fingrene i korset for næsen af byens lokale mænd, og så bryder helvede løs. For kvinder må slet ikke deltage i ceremonien. I hvert fald ikke ifølge mændene. For dem at se har Petrunya stjålet korset fra dem, og de ser sig nu nødsaget til at forfølge og terrorisere hende indtil hun levere korset tilbage.

Generelt er historien underfundig og kreativt fortalt og som seer sidder vi ofte på kanten af sædet med en følelse af, at havde lyst til at bryde ind i de konflikter Petrunya må gå igennem.

 

Visuelt

Visuelt skriger filmen østblok, og selvom flere af karakterne har smartphones, bliver vi trukket tilbage i tiden når politiet eksempelvis tager notat på en old school skrivemaskine, hvilket netop understreger den kritiske økonomiske situation landet befinder sig i. Vi bliver også bombaderet med smukke stilbilleder af den gudsforladte landsby og de omkringliggende vidder. Enhver der har besøgt det gamle Sovjet vil fryde sig over genkendelsen. Derudover skifter filmens kameraføring ofte til det kamera, der er betjent af en journalist der dækker Petrunyas historie. Dette var et fedt skift om end jeg synes det føltes lidt forceret til tider.

 

Skuespil

Zorica Nusheva der spiller Petrunya er fuldstændig genial til at spille teenagetvær på trods af at hendes karakter er granvoksen. Vi forstår tydeligt hendes motiv for at gøre op med normerne og hendes behov for at blive set af hendes nærmeste. Filmens mandelige roller formår også at tage den helt til grænsen når det kommer til at spille forurettet og kvindefjendsk. De slår, spytter og råber skældsord alt imens de kun er iført bar mave og skindjakke i januar måned. Jeg sad ofte med tanken “så latterlige er der vel ingen der er?” og dette må siges at være filmens hensigt. Skuespillet er altså troværdigt og fængende på trods af at deres replikker til tider virker helt absurde.

 

Musik og lydbillede

Filmen åbnede med et kort klip af Petrunya tilsat hvad der lød som makedonisk heavy metal. Vi ved altså med det samme at vi har at gøre med en rebel. Men derudover er der ikke meget musik i filmen, hvilket passer perfekt sammen med billederne af de tomme landskaber. Her er tomt og ubarmhjertigt, og der skal ikke meget til at forstyrre freden i den lille by. Generelt passer lyd og billede altså sammen, men lydsiden er helt sikkert ikke filmens største attraktion.

Kort fortalt
En fantastisk film der formår både at være smuk og humoristisk, samtidig med at den behandler et dybt seriøst emne. Er man til film om stærke kvinder i oprør (og hvem er ikke det) kan den varmt anbefales!
Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede
Din bedømmelse0 stemmer0
5

Zeen is a next generation WordPress theme. It’s powerful, beautifully designed and comes with everything you need to engage your visitors and increase conversions.