Filmanmeldelse: The Gunman

Sean Penn i bar overkrop i en afrikansk landsby, hvor varmen får luften til at dirre. Sean Penn i bar overkrop i en hed elskovsscene. Sean Penn i bar overkrop sin lejlighed, en cigaret nonchalant i mundvigen, mens han læser i personlige notesbøger, der kan afsløre vigtige forretningshemmeligheder. Sean Penn i bar overkrop på et surfbræt ved en afrikansk kyststrækning. Sean Penn i bar overkrop i en intens kampscene, hvor sved og blod driver ned ad de spændte muskler.
Skærmbillede 2015-03-15 kl. 15.28.46
Ja, we get it Pierre Morrell, men jeg falder ikke for dit trick. Der skal mere til, for at få mig til at dåne. Præmissen for ‘The Gunman’ – Pierre Morrells nyeste film baseret på bogen “La Position du Tireur Couche” af Jean-Patrick Manchette – er ellers i udgangspunktet virkelig interessant.
‘The Gunman’ tager nemlig – ligesom ‘Blood Diamond’ – udgangspunkt i de konstante konflikter i DR Congo i det centrale Afrika. Et land, som har en blodig og krigspræget fortid, der har sat det og dets befolkning tilbage på alle områder og har skabt et spændingsfelt mellem voldelige rivaliserende militser og lyssky internationale firmaer, som uden skrupler forsøger at udnytte situationen til egen økonomiske vinding ved bl.a. at hyre private militser til at beskytte deres interesser ift. de fortsatte forekomster af forskellige værdifulde mineraler og ædelmetaller i den afrikanske undergrund. Betegnelsen ‘Demokratiske’ Republik Congo udvander derfor begrebet og brugen af begrebet demokrati, der på ingen måde er sammenligneligt med vores typiske vestlige opfattelse af demokrati. Selvom det er en tilbagevendende tematik, er den stadig – hvis ikke mere end nogensinde – i allerhøjste grad relevant at fortælle, i en tid hvor kloden styres af en lille gruppe velhavende, korrumperede personer, godt gemt bag kapitalfonde og komplicerede firmastrukturer.
Men istedet for at dykke ned i konflikten, kradser Pierre Morell kun i overfladen, og lader hurtigt Sean Penn’s overkrop og deltagelse i et kærlighedstrekantsdrama overtage rampelyset.

Historien

Seks år tidligere var Tim Terrier (Sean Penn) snigskytten, der trykkede på aftrækkeren under et planlagt attentat, der myrdede ministren for minedrift i Congo. En begivenhed, der efterfølgende kaster Congo ud i nye voldsomme og meget blodige uroligheder. Hvorfor? For at rydde vejen for de multinationale selskaber, som har hyret en privat militær instans – hvorunder Tim er tilknyttet – til at opretholde deres monopolinteresser i udvindingen af ædelmetaller i Congo. Attentatet bevirker, at Tim må forlade Congo samme nat – også sin smukke kæreste, der arbejder for en humanitær NGO, uden forklaring eller farvel.
Skærmbillede 2015-03-15 kl. 15.27.54
Men seks år senere er Tim tilbage i Congo – denne gang i en langt mere fredelig sammenhæng, hvor han – tilknyttet en NGO – arbejder med at etablere vandboringer for den fattige lokalbefolkning.
Men fortiden indhenter ham. Et udpluk fra en militær afrikansk militsgruppe sendes efter ham med machetter og tomme blodprøveglas, så de kan bevise hans død for en højerestående instans efterfølgende. Deres forsøg på at likvidere Tim lykkes dog ikke. Tim handler hurtigt og brækker halsen på først den ene, skærer halspulsåren over på den anden, skyder den trejde. Men hvem er de ansat for?
For at få svar, kastes Tim ud i en intens jagt på gerningsmanden, fra Congo til London til Barcelona. På sin rejse, jagtes Tim dog også selv af lejesoldater og Interpool i ægte Bourne-stil. På vejen rodes der op i krigstraumer og gamle bekendskaber og sin uforløste afsked med sit livs kærlighed, Annie (Jasmine Trinca), der nu er sammen med hans tidligere chef Felix (Javier Bardem) – et møde, der på ingen måde foregår problemfrit. Trekantsdramaet mellem Tim, Felix og Annie bliver desværre meget dominerende i filmen og reducerer et komplekst og konfliktuelt tema til en banal kærlighedsfortælling med Taken-look-alike-kampscener  og den typiske, udslidte Hollywood happy ending.

Skuespil

Sean Penn udfylder rollen som den hårdkogte ex-soldat meget overbevisende med sin svulmende overkrop og six pack selvom han efterhånden er oppe i alderen.
Også Javier Bardem tilfører sin rolle et velspillet og let kryptisk præg, hvilket er typisk for Bardem (tænk blot på f.eks. Biutiful) og netop gør ham til en klasseskuespiller, uanset instruktør og emne. Det samme kan siges om Stanley (Ray Winstone), der spiller rollen glimrende som afdanket soldat og ven til Tim, som hjælper ham i hans kamp for overlevelse.
Skærmbillede 2015-03-15 kl. 15.28.23
Jasmine Trinca svælger derimod i det melankolsk-romantiske, der som en virus synes at inficere stadig større dele af filmen og til sidst virker kvælende på plottet.
Dog kommer rollerne til at virke karrikerede og stereotype sammen; Sean Penn som ‘the tough guy’, Bardem som den bløde, mentalt ustabile person og Jasmine Trinca som den intetanende skønhed. Jeg mangler en uddybning og nuancering af karaktererne for at de netop ikke blot bliver overfladefigurer, men reelle mennesker.

Visuelt

Pierre Morell forstår at skabe action. Vi har set det tidligere i Taken, og det samme gentages i b.la. i kampsenerne i ‘The Gunman’, der er intense og usødede. Det føles næsten som om, du befinder dig lige bag Sean Penn, når han presser manchetten mod en halspulsåre indtil huden brydes, og blodet fosser ud ad det åbne sår (dog uden at der går Kill Bill i kampscenerne). Tempoet er intenst, man snapper efter vejret når Sean Penn jagtes og selv jager.
Valget at location er gennetænkt og veltilrettelagt. Detaljerigdommen er eminent og vinklingen glimrende – f.eks. når Tim samler en sniperriffel i et mørkt hotelværelse, alene, ventende på øjeblikket, hvor han ændrer verdenshistorien ved at trykke på aftrækkeren. Vi kommer helt tæt på riflen mens han samler den, så tæt på at vi næsten kan smage riflens kølige metal.  Og vi følger projektilet, da det affyres og trænger gennem en mørklagt bilrude, før det rammer målet på bagsædet. Alt sammen i slowmotion, så detaljerne bliver synbare og dødsøjeblikket fastfryses på vores indre nethinde – meget sammenligneligt med en tilsvarende dødscene i Killing Them Softly med Brad Pitt – som jeg, med frygt for at lyde morbid, næsten vil betegne som smuk (…)

Musik og lydbillede

Hvis musikken huskes for meget i en film kan det være problematisk, og hvis den mangler i centrale scener kan det ligeledes være problematisk. I ‘The Gunman’ er der netop tale om et perfekt afstemt lydbillede, som understøtter filmens scener, uden at dominere – musik og handling indgår i et fælles parløb.
Overordnet har ‘The Gunman’ en god præmis – udgangspunktet for et glimrende plot. Filmen startede da også intenst og spændende, men udvikler sig desværre efterhånden til et uinteressant trekantsdrama mellem Tim, Felix og Annie, og afsluttes i en typisk foreningsscene i bedste (eller nærmere værste) Hollywood-style.
Filmen splittes derfor mellem to forskelige målgrupper; en der prøver at tilgodese kærlighedsdramapublikummet, og en der prøver at fange fuldblodsactiontilhængerne. Og det er netop her, at filmen fejler. Havde Morell dog bare valgt at fokusere på den ene (læs actiondelen) af disse to målgrupper eller genrer, så ville han uden tvivl have lavet en glimrende film. Men så længe han kun kradser i overfladen af Congo-konflikten, forsøgt forenet med det fortærskede Hollywood-ending-element, kan filmen kun trække sig op på fire stjerner – som credit til en visuelt og billedemæssig glimrende produktion.