gyser

Skrevet den 18 oktober, 2018 | af Anders Bjerg

2

Filmanmeldelse: Halloween

I en epoke hvor filmfortsættelser ikke længere blot står som enten for- eller efterfølgere, men også kan fungere som en genskabning eller en nytænkning af et givent filmunivers, så tager David Gordon Green lige skridtet videre med ’Halloween’ anno 2018.

Den beholder samme navn som originalen, til trods for at det ellers er en direkte efterfølger til denne. Dette betyder også, at alle de foregående film og plotlinjer ignoreres fuldstændig til fordel for denne nye fortælling om ”skikkelsen” med den hvide maske, som vi alle kender og frygter… Michael Myers.

Historie

40 år er gået siden den forfærdelige massakre på allehelgensaften, hvor den unge Laurie Strode med nød og næppe undslap Michael Myers’ ubarmhjertige udryddelse af unge teenagere i den lille by Haddonfield. Michael er siden hændelsen blevet holdt på en institution, som han dog snart skal overflyttes fra. I mellemtiden har Laurie levet med posttraumatisk stress, alt imens hun har gået og forberedt sig på Michaels tilbagevenden, hvilket har udstødt hende fra alt og alle; inklusiv sin egen familie. I 40 år har hun ventet og håbet på, at Michael ville undslippe, så hun én gang for alle kan give slip på sin fortrængte fortid og gøre en ende på det hele for altid.

© United International Pictures

Instruktør, David Gordon Green, har været omkring mange filmgenre, selvom han dog syntes at være bedst kendt for de mere komiske af slagsen, hvor man også finder skuespiller Danny McBride, der både er medforfatter og producer på denne udgave af ’Halloween’. En yderst mærkværdig duo til en drabelig omgang uhygge, hvor folk skal hive efter vejret, fordi de er ved at dø af skræk – ikke af grin. Desværre virker Green forholdsvis grøn i gysergenren, hvilket er en skam, når man ellers har kunne fornemme hans brændende passion for projektet i diverse interviews. Men det er som om, at han famler i blinde efter både stil, tone og tempo uden rigtig at brænde igennem på nogen af områderne.

Man føler aldrig rigtig, at denne ’Halloween’ har en gedigen god grund til at eksistere, ej heller virker Michael Myers’ egen eksistens ligeså rungende ubehagelig som tidligere set. I Rob Zombies genindspilning fra 2007, så vi Michael blive mere menneskeliggjort gennem dybere forklaringer om hans opvækst og barndom. Dette brød den oprindelige instruktør, John Carpenter, sig ikke om, da det fjernede følelsen af ”rendyrket ondskab”, der fungerede så godt i den originale. Alligevel laver den nye ’Halloween’ samme træk, bare på en anden måde, ved at portrættere ham som en gammel gråskægget mand med måne, der stadig er knotten over uafsluttede sager fra 40 år tilbage.

Myers uden maske har bare ikke samme uhåndgribelige form for terror. Desuden virker det særligt unødvendigt, når fx plotlinjen om søskendeforholdet mellem Michael og Laurie er fjernet og der derfor ikke er nogen særlig grund til det hele, da det ikke bliver brugt til nogen form for emotionel eller nærværende effekt senere hen, ud over gennem den forhistorie som vi allerede kender. Det føles bare som en underlig mellemgrund at stå i, hvor Myers hverken sættes op som en rigtig karakter eller bare koldblodig dræber – selvom vi får mest af sidstnævnte. Når det fungerer, så kan man godt mærke underholdningsværdien komme krybende.

© United International Pictures

Historien er dog langsommere i optrækket end Michael Myers’ gåtempo og har ikke noget særligt at byde på udover de momentvise brutale men også monotone drabsscener, som bestemt slår hårdt, men alligevel mangler et uafrystelig efterskælv. Jeg ved godt, at denne ’Halloween’ finder sted 40 år efter originalen, men derfor behøves der vel ikke gå 40 minutter eller mere, før filmen finder ud af, hvad den vil. Starten på filmen er simpelthen så tom og ligegyldig, og tiden kunne være brugt langt bedre. Når filmen endelig kommer i gang, er der for langt mellem øjeblikkende og spændingen er nærmest ikkeeksisterende. Selv når tingene tager fart, skinner Greens færdigheder som gyserinstruktør, eller mangel på samme, igennem, og selvom Michael uden besvær kan klynge rapkæftede teenagere op på en væg, kæmper filmen imidlertid med at få publikum til at blive hængende.

Skuespil

Jamie Lee Curtis vender tilbage til sin ikoniske rolle som Laurie Strode og er blevet en arrig bedstemor med ar på sjælden, klar på at skyde tonsvis af krudt efter den gamle, knivsvingende Michael Myers. Udviklingen i hendes karakter er tilpas excessiv, en smule forudsigelig, men alligevel også et super godt set-up for en interessant og længe ventet konfrontation. Desværre satser filmen på en masse unge, uinteressante mennesker i stedet, som virker total henkastet; lige fra introduktion til henrettelse. Hvorfor ignorere alle efterfølgere, hvis filmen alligevel ikke har noget nyt at byde på? Den nye ’Halloween’ har nemlig potentialet til noget, der ikke bare er endnu en ”teenage slasherfilm”, men hvorfor så ikke fokusere på filmens stærkeste elementer, som fx Jamie Lee Curtis’ karakter, samt hendes forhold til familien, hvilket vi kun ser nogle glimt af?

© United International Pictures

Hvorfor bruge så meget tid på to ligegyldige journalister, en bunke banale og uduelige unge mennesker og ikke mindst et fuldstændig latterligt og forceret ”plottwist” to tredjedele igennem filmen, som aldrig vendes omkring igen? Kernefortællingen er hos Strode og Myers, hvilket var hvad jeg troede var grunden til, at vi ignorerede de tidligere film? Ærlig talt, så havde jeg nærmest svært ved at finde én eneste interessant karakter, ud over Strode… det skulle da lige være ham drengen dér, som stjal alle scener han var med i. Hvis ikke I havde gættet det, så afspejler præstationerne i filmen de kedelige karakterer. Der er ikke meget at komme efter her.

Visuelt

Selvom ’Halloween’ er kompetent nok på billedsiden, så savnede jeg virkelig, at den visuelle side gjorde mere for historien og ikke mindst spændingen. Man kommer aldrig rigtig under huden på fortællingen, mest fordi både stil og tilgang er vekslende og mest af alt uinspireret. Der er øjeblikke undervejs, hvor Green forsøger at gøre lidt ekstra ud af sagerne, men igen virker det mest som om, at han lidt for ofte bare stjæler af de andre børns slik og håber han ikke bliver opdaget.

© United International Pictures

Musik og lydbillede

Den originale musik bliver både brugt og misbrugt i den nye ’Halloween’, hvilket næppe kommer som en overraskelse. Der er også øjeblikke undervejs, hvor friske noder forsøger at lave unoder i det simple men ikoniske stykke synthesizermusik og med et svingende resultat som følge. Der er dog steder, hvor både nyt og gammelt smelter sammen på fascinerende vis og skaber et moderne niveau for terroriserende tonalitet. Musikken er ofte truende, dyster og til tider angstprovokerende, hvilket fungerer fint det meste af tiden. En forholdsvis forudsigelig men alligevel velfungerende lydside.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Halloween Anders Bjerg

Halloween - premiere den 18. oktober 2018

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: Den nye ’Halloween’ virker mest af alt som en engangsspøg og ikke det gensyn vi havde håbet på, selvom der er et par momenter, der fungerer. Stilistisk er den ujævn, historiemæssigt er den tyndbenet og karaktermæssigt skærer den på ingen måde ind til benet heller. En overraskende overfladisk omgang for en film, der ellers havde noget potentiale. Laurie Strode bliver slet ikke brugt nok og historien har stort set intet interessant at fortælle os, når hverken Michael eller Laurie er på lærredet. David Gordon Greens ”udklædning” som gyserinstruktør er som kejserens nye klæder, og i sidste ende er det tomme kalorier på display for de fleste gyserfans.

3.3


User Rating: 3.6 (1 vurderinger)

Tags: , , , , , , ,


Om skribenten

FILM er en fantastisk udtryksform, jeg elsker at blive informeret, stimuleret og provokeret af. Der er uendelige muligheder, genre og stilarter gemt i filmmediet og jeg brænder for at finde og opleve hver og en. Film har forskellige udgangspunker, og det er også, hvad jeg er determineret på at dømme dem ud fra. En god film er en film, der lykkedes på sine egne præmisser - hvad de så end måtte være.



2 Responses to Filmanmeldelse: Halloween

  1. Jakob Sørensen says:

    Lyder som om, at der var meget mere kød på 20 års jubilæums filmen H20 😉

    • Anders Bjerg says:

      Ja, jeg husker at være fint underholdt af H20, som gav mig lidt mere håb for filmserien end nogle af de tidligere film. Men ingen kommer i nærheden af originalen selvfølgelig, selvom jeg har en forkærlighed for den første efterfølger, som efter min mening er bedre end den nye her…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑