This is war, baby! Filmanmeldelse: Hardcore Henry - Filmpuls

action

Skrevet den 16 april, 2016 | af Anders Bjerg

0

Filmanmeldelse: Hardcore Henry

This is war, baby!

I en verden hvor vi konstant udvikler og udforsker nyskabende og nymoderne teknologi, er det vel kun på sin plads, at filmmediet også forsøger at følge lidt med på dette plan.

Filmen ’Hardcore’ er en hårdkogt actionbasker uden lige, som blæser dig omkuld i sin virtuelle verden af pseudo-realitet, hvor publikum får tildelt en fast plads i førersædet – dog med manglende manuelle operationsmuligheder, da filmen udelukkende er en oplevelse på autopilot. Den såkaldte virtuelle realitet er det nyeste skud på stammen inden for computerspilsteknologi, men da ’Hardcore’ kun kan opleves uden indblanding fra publikum, som ellers er tilfældet ved dennes inspiration, er spørgsmålet, om vores hovedperson, Henry, kan hive os hele vejen med ind i herlighederne og give os en manisk og morderisk mulighed for at udrette diverse ulovligheder og dermed henrette hundredvis af hitmen uden en ellers obligatorisk efterfølgende dom.

Det er muligt, at ’Hardcore’ er stærkere inspireret af de gode gamle ”first person shooter” videospil end egentlig virtuel realitet, men alligevel kan filmen godt tænkes som en udvidelse fra briller til biografsal og desuden som en lidt speciel balancegang mellem todimensionel og tredimensionel filmteknologi. I sidste ende er formålet faktisk det samme: at gøre publikum til en del af oplevelsen! Men er Henry mon hardcore nok til at mestre både publikum og pistol i dette voldspsykopatiske vanvid af en førstepersons – og forhåbentlig også førsteklasses – filmoplevelse?

HARDCORE HENRY

Historie

Filmens handling åbner stort set synkront med øjnene på vores hovedperson, Henry, som langsomt vågner op – henholdsvis desorienteret og delvist destrueret – inde i et højteknologisk hengemt laboratorium, hvor han hurtig opdager, at han mangler både sin langtidshukommelse såvel som et par legemsdele.

Da vores hukommelseshorisont ikke kan nå længere end øjet rækker, har vi intet andet valg, end at tro på, alt hvad vi hører, hvilket kommer fra den eneste anden tilstedeværende i laboratoriet: en kvinde. Hun fortæller lettere røstet om hende og Henrys tidligere forhold, samt små brudstykker af løs information. Henry får samlet sig lidt oven på alt dette – også bogstavlig talt – og bliver hurtig introduceret til laboratoriets yderligere medarbejdere. Men før Henry får tildelt evnen til at tale igen, eksploderer døren til laboratoriet, og ind kommer filmens hovedskurk, Akan, som tilsyneladende ved mere end nogen andre. Stille og roligt begynder denne situation at tage en vild drejning for Henry, som hurtigt ser den enegyldige ende på det hele. Dette presser ham til at gøre det absolut nødvendige – at flygte. Det eneste han har at kæmpe for, er hans kvindelige kompagnon, som desuden hjælper Henry på hans flugtmission. Desværre er Henry både heldigere og stærkere end sin, i dette tilfælde, mindre kompetente halvdel, hvilket resulterer i et brud på deres kortvarige genforening. Men dette brud bryder bestemt ikke båndet i deres ægteskab og Henry sætter sig får at genfinde sin kærlighed og derfor kæmpe, kaste og køre sig igennem den mest umulige mission nogensinde. Du må hellere medbringe et par gode løbesko, en skudsikker vest samt en ordentlig omgang ammunition, og forbered dig på den ultimative flugt- og redningsmission… du er nemlig en del af den.

’Hardcore’ holder intet tilbage og titlen rammer mindst ligeså hårdt som Henry når han slår, sparker og skyder sig igennem hitmen i endeløse hobetal. Filmen udspringer direkte fra den kreative kortfilm, ’Bad Motherfucker’, som var instruktørens første forsøg på action i førstepersonsperspektiv. Kort fortalt, så blev kortfilmen et kæmpe viralt hit og gav ham altså muligheden for at forlænge konceptet til noget større og vildere. Men spørgsmålet er, om ikke konceptet kommer til at føles alt for udkørt, når først det udstrækkes til fuld spillefilmslængde. ’Hardcore’ gør bestemt et hæderligt forsøg på at få det til at fungere, men i sidste ende er det mere desorienterende end direkte imponerende. Her mener jeg selvfølgelig filmen som en helhed, da der er masser af enkelte elementer at blive imponeret over. Instruktør, Ilya Naishuller, er måske ikke garvet i filmfaget, men han er gal nok til at orkestrere et filmisk symfoni af pistolskud og petrol-eksplosioner, som er lavet med en tilpas mængde viljestærk passion. ’Hardcore’ besidder en ret fed og arrig attitude, som gør galskaben mere genkendelig og i sådan en grad, at man udmærket er klar over, hvilken retning filmen har tænkt sig at gå imod, løbe til, spurte fra, hoppe, falde eller skyde sig igennem. ’Hardcore’ er hardcore helt ind til sit hårdt pumpende hjerte og kernen i filmen er benhårde holdninger og benbrækkende voldshandlinger i spandevis.

hard4

Filmen finder bestemt sin vej gennem den ene voldsgerning efter den anden og den interaktive inspiration kan tydelig mærkes hele vejen igennem. ’Hardcore’ er en snurrende sammensmeltning af visse genre inden for film såvel som videospil og dette er både til fordel og ulempe for det endelig resultat. I løbet af sin forholdsvis korte spilletid, formår filmen at hægte sig fast på en hulens masse hjemlige ”højdepunkter”, og så ellers bare flyve igennem dem, i form af 90-minutters action-fyldt opsummering. ’Hardcore’ har det hele – en ulykkelig jomfru i nød, masser af modstandere der dukker op ud af det blå, en hjælpsom følgesvend der fremstiller plottet for publikum såvel som hovedpersonen, en skurk med skjulte kræfter og en direkte forbindelse til vores helt, samt et plot der omhandler militær teknologi og dennes uundgåelige fare. Med en film som denne, så har jeg det fint med en simpel og ligefrem flugt fra A til B, uden meget andet end altomfattende action ind i mellem. Men desværre forsøger filmen at trække sin snævre idé ned af lidt for mange vidtgående vildspor, hvor instruktør, Ilya Naishuller, kæmper mod sit eget kompakte men trods alt kompetente koncept, i stedet for blot at lytte til sit hjerte.

’Hardcore’ besidder en stil, som spidder enhver logisk tanke hos sit publikum og den forsøger ikke at lægge skjul på sit vanvittige galskab. Men desværre går filmen i konflikt med sig selv i sit forsøg på at transformere sine tåbeligheder til et intellektuel sci-fi mesterværk – hvis ikke i sin udførelse, så i hvert fald i form af ønsketænkning. Bittesmå hints af hengemte hemmeligheder omkring kloning, militærprojekter, overnaturlige kræfter og meget andet, bliver desværre ikke til mere end lysglimt der forsvinder hurtigere og i mere forvirrende forstand end klipningen i filmens mange kampscener. Enkelte elementer bliver bestemt forklaret, men det virker mest af alt løst leveret og lettere ligegyldigt; specielt fordi ’Hardcore’ sigter efter et skyhøjt tempo, som altså efterlader diverse plotråde i frit fald og med vores hovedperson i forgrunden – en forgrund, som altså er langt mere attraktiv end det kedelige baggrundsstof. Når det så er sagt, så ville jeg for alt i verden gerne se en snorlige sammensmeltning mellem det maniske, det metaforiske, det metafysiske samt alt det mellemliggende og ikke mindst nødvendige, der skal give den endelige forklaring og sammenbinding af disse elementer. Men for helvede altså, så er filmens første prioritet – både på papiret og i sin endegyldige attitude – først og fremmest en vaskeægte virkeliggørelse af en drengerøvsdrøm, som desuden gør de verdensomspændte first-person videospil til virkelighed for øjnene af et måbende publikum. Så hvorfor alt det ekstra fyld? Jeg er sulten efter tomme kalorier og en falsk mæthedsfornemmelse når jeg forlader biografen – det er jo dét som jeg er kommet efter og har betalt for – så hvorfor dog servere salat mellem granat-eksplosioner og nonstop nævekampe?

Hvis vi lige vender den anden kind til for en stund, så kan jeg med garanti konstatere, at endnu en kæberyster nok skal finde vej gennem lærredet, når vores alle sammens Henry træder pedalen gennem salen og næste action scene indtræder. Jeg må indrømme, at det ikke er helt så kontrolleret kaos som forventet, men alligevel er denne adrenalindrevne destruktion en filmisk forlystelse og en fornøjelse i sig selv, som desuden formår at give en tilstrækkelig mængde smæk for skillingen! Gennem nogle af filmens mest succesfulde scener, sidder man stift på kanten af sædet, mens man måber over følelsen af tyngde, tæsk og terror. Filmens førstepersons-perspektiv fungerer ikke perfekt, men de steder hvor balancen besidder lige dele overblik og omdrejninger på filmrullen, så er det svært ikke at lade sig rive med. Den visuelle stil er til at holde ud, med undtagelse af den uundgåelige og ultimative finale, hvor tingene altid skal tvinges op i et gear som filmen ikke altid har. I dette tilfælde, havde jeg nok ønsket noget større og mere udstrakt, end blot mere af det samme, men hvis man ser efter, så er der masser af mindre genialiteter til at give et grin eller to med på vejen.

An image from HARDCORE HENRY Courtesy of STX Entertainment

Til sidst vil jeg lige pointere, at trods antallet af visuelle pinsler og blodige bekendtgørelser som jeg har siddet og svedet mig selv igennem efterhånden, så er ’Hardcore’ altså en kaloriebombe af vanvittige voldelige udfoldelser, hvor kagen altså lige har fået et lag eller tre mere jordbærsyltetøj, end hvad der er nødvendigt. Dette overdøver lidt de andre smagsindtryk undervejs, og for enkelte publikummer finder herlighederne måske endda vejen op igen. Men som vi ved, så går benbræk og brækposer oftest hånd i hånd, så nu er du advaret. Især åbningens rulletekster leverer et højt antal åbne sår, som nok skal få åbnet øjnene på sit publikum. Men er det virkelig så overraskende i sidste ende? Man kan roligt sige, at efter denne åbning, så ved man udmærket hvad man kan forvente. ’Hardcore’ er ultra voldelig og en udfoldelse i direkte dårlig smag – og lur mig om ikke den er pavestolt over det også.

Skuespil

Under obligate omstændigheder ville filmens hovedperson ofte være et vigtigt cinematisk objekt at vende omkring, når man diskuterer eller anmelder en film. Men da hovedpersonen i ’Hardcore’ og dennes foranliggende opgaver fungerer fuldstændig parallel med publikums egen synsvinkel, så falder filmen faktisk mere passende inden for det kommende visuelle afsnit, hvilket er en anelse forvirrende – specielt når filmens tekniske visuelle stil er mindst ligeså forvirrende i sig selv. Men i stedet for at fremstille mine tanker i forskellige forklædninger, burde jeg formentlig vælge at fokusere på et enkelt emne ad gangen, før jeg springer videre til den næste – men tro det eller ej, der er grund til galskaben. Da vores hovedperson ses indefra og derfor ikke kan bedømmes udefra, så må vi bruge vores nye sekundære sæt øjne i stedet, til at se mod andre muligheder. Her støder vi så endelig på meningen med galskaben, nemlig Sharlto Copley, som spiller en figur med en forholdsvis ”fragmenteret” personlighed.

For ham er ordret galskab mere en gestus end gedigen ondskab, da den gakkede galskab er en direkte del af karakteren. Man kan sige, at Sharlto Copley får lov til at udfolde og udvide sine talenter i rollen som Jimmy, men på grund af den overeksponerede energiske tilgang til tingene, formår han at forvrænge og fordreje sine kvaliteter mere end forbedre dem. Det må have været en morsom mand at portrættere og tilmed en sjov dag på settet, men jeg synes ikke, at karakteren er lige så latterfremkaldende som den er lige ud latterlig. Jeg tror aldrig jeg har oplevet en karakter, der havde så mange forskellige sider af sig selv at arbejde med, men som alligevel formår at virke overraskende ensidig i sidste ende. Det centrale problem i denne sammenhæng, er det faktum, at karakterens mange kanter og leder fungerer mest som et gimmick end som en gennemarbejdet idé. Man kan sige, at dette tilmed er tilfældet for hele filmen, som ultimativt også spiller mest på overfladisk idioti – det er også denne konstante konflikt, der arbejder direkte mod sit eget udgangspunkt – en film, der først og fremmest ønsker tomhjernet underholdning, burde ikke forsøge at fumle med så mange uforløste og ufærdige sideløbende historier.

sharlto-copley-hardcore-henry-movie-review

Man glemmer næsten, at filmen også har andre personer på rollelisten, men det er ingen overraskelse, da de sjældent virker særlig mindeværdige. Først er der Henrys menneskeliggjorte motivation, Estelle, som han er villig til at gå gennem ild og vand for, selvom han ikke engang kan huske hvem hun er. Hendes rolle i filmen er den typiske jomfru i nød, som dukker op når det er nødvendigt, for lige at minde Henry og publikum om, at hun stadig er i fare og stadig har brug for at blive reddet. Derudover er der selvfølgelig den onde obligatoriske action-skurk, udstyret med en tyk accent, psykotisk indre, pervers attitude og hvad der ellers hører til. Han minder mest af alt om Tommy Wiseaus hidtil ukendte slægtning og til trods for at være filmens hovedskurk, leverer han for det meste blot repeterende baggrundsstøj. Det bliver bare lidt kedeligt i længden, specielt når vi efterhånden kan forudse filmens struktur; først får vi lidt hektisk action, derefter tung og tvungen eksposition og til sidst gerne en optræden fra filmens skurk, som lige træder ind for at minde os om sine magtfulde kræfter og sin motiverende ”menneskelige madding”.

Visuelt

’Hardcore’ er helt og aldeles vanvittig i sine visuelt væmmelige, voldelige og vulgære udfoldelser, som udgør 110% af den her undskyldning for en film. Filmens titel taler allermest til den visuelle præsentation, hvor absolut intet holdes tilbage – ej heller de enkelte publikummers tendens til kvalme under sådanne forvirrende filmiske forhold. Når det så er sagt, så er filmen fuldstændig ærlig omkring sin overdrevne ømhed overfor dårlig smag. ’Hardcore’ er direkte stolt over hvor offensiv, provokerende og upassende den egentlig er. Selvom filmens forhold til henholdsvis historie og karakterudvikling er lettere katastrofalt konstrueret, så ved filmen udmærket godt, præcis hvor dens prioriteter er placeret henne. Men lige meget hvor hårdt instruktøren prøver på at imponere og underholde os, med at skyde den ene hjernemasse ud efter den anden, så er det tydeligt, at han ligeså godt kunne have skudt sig selv i kraniet undervejs.

Filmen fungerer ikke, når den vil være intelligent, tung og historiedreven, alt imens den bliver lidt for trættende i længden under de mange hektiske action-scener. Som sagt så føles actionen knap så kontrolleret som den burde, til trods for at det handler om at skabe noget, der er fuldstændig ude af kontrol. Den skjulte klipning og de skjulte visuelle effekter er stadig imponerende nok i sig selv og selvom filmen bruger sin point-of-view teknik mere som filmisk drivkraft end som teknisk slagkraft, så er der stadig et par geniale scener ind i mellem. Jeg synes førstepersons-perspektivet virker allerbedst, når filmen formår at finde balancen mellem overskuelig action og følelsen af at være midt i den. Alle de gange, hvor man bare kastes hovedkuls direkte ind i hovedløse henretninger til højre og venstre, virker ofte alt for overvældende og især slutningen tester vores torturgrænse. Man oplever flere gange ikke at kunne finde hoved og hale i det hele og actionen mister derfor sit momentum. Sublim håndholdt action – eller rettere hovedholdt action i dette tilfælde – er den som kan skabe hektisk og realistisk action, men uden at få publikum til fuldstændig at miste overblikket og tålmodigheden.

hard1

Musik og lydbillede

Selve lydbillede, med alle dens endeløse energiske effekter, passer perfekt sammen med resten af filmens høje adrenalin-niveau. Man kan godt mærke, at filmholdet ikke er på samme professionelle plan som mere mainstream underholdning, specielt da man kan høre, at den samme lydeffekt ind i mellem optræder flere gange – endda i selvsamme scene. Men her kan jeg godt bøje mig en smule og acceptere løjerne, da filmen minder meget om sin inspirationskilde, som jo er videospil, hvor lydeffekter jo ofte går igen. Dette bliver nemlig også slået fast, med knytnæveslag og kampsportsspark, når først det nostalgiske soundtrack begynder at tage fart.

Soundtracket skriger nærmest af macho-musikalitet og fuldblodig magt-mentalitet; et væld af toner der virkelige sætter standarden for den tonedøve underholdning, som ’Hardcore’ bryster sig af at være! ’Hardcore’ er et hektisk helvede, der er helt hen i vejret, men det betyder dog ikke, at du ikke kan underholdes undervejs. Det kommer dog an på, hvor din smertegrænse ligger henne – både med hensyn til visuel svimmelhed, voldsorienteret væmmelse, overordnet bevægelsessyge, hovedpine samt øjensmerter. Hvis du tror du er hardcore nok og samtidig kan optræde halvhjernet i halvanden time, jamen så hold dig endelig ikke tilbage.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Hardcore Henry Anders Bjerg

Hardcore Henry - premiere den 14. april 2016

Historie
Skuespil
VIsuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: ’Hardcore’ er en ultra-voldelig udfoldelse i direkte dårlig smag – noget som filmen selv er fandens stolt af. Masser af råb, skrig og panik passer perfekt med den moderne POV-teknik, som sætter sit publikum i hovedkarakterens fodspor og efterlader det beskidte arbejde og de lovløse løjer i vores hænder. Filmens tempo er trættende men ikke ren tortur, dog føles idéen stadig stærkest som kortfilm, da ’Hardcore’ virker mindst en halv time længere end den faktisk er. Filmen er kort i længden, men også kort for hoved, hvilket gør den meget overfladisk og ude af stand til at fungere som meget mere end en attraktion oplevet på afstand – også selvom filmen forsøger at gøre nøjagtig det modsatte – nemlig at hive dig helt ind i filmen. Det er bare svært at lade sig rive med på en rutsjebanetur, som kun er bygget op omkring loop og uendelige skruer – overordnet set, så mangler vi stigningen, som skaber spænding, faldet, som skaber suset i maven, og ikke mindst overblikket, som er grunden til det hele fungerer.

3.3


User Rating: 6.9 (2 vurderinger)

Tags: , , , , , , ,


Om skribenten

Filmentusiast med kærlighed til filmmediet - uanset genre og stilart... En film skal have noget godt at byde på, så længe fokus er tydeligt og filmen er stensikker og ikke mindst selvsikker i dét den ønsker at fremføre. Så kan mesterværker findes i mange filmhjørner...



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑