drama

Skrevet den 28 juni, 2018 | af Line Petterson

1

Filmanmeldelse: ‘Huset ved havet’

Instruktør Robert Guédiguian gør igen brug af sin faste skuespiltrekløver Gérard Meylan, Ariane Ascaride og Jean-Pierre Darroussin i dette familiedrama, som udspiller sig nær Marseille. Som altid skinner Guédiguians stærke politiske holdninger igennem, i denne skildring af livsverdener i forandring!

Historie

Tre midaldrende søskende genforenes i deres barndomshjem ved kysten udenfor Marseille, efter at deres far har lidt et invaliderende slagtilfælde. Tiden har kilet sig ned mellem dem, og barndommens nærhed er erstattet af voksenlivets uforløste konflikter. Samlet igen begynder fortidens spøgelser at melde sig, ikke mindst det smertelige minde om Angéles datter, der druknede i havet.

Historien er sådan set smukt tænkt, flettet sammen af både karakterernes personlige historier, det store familiedrama og politiske samfundsproblematikker. Kærligheden til den lille havneby og den franske nation, skinner tydeligt igennem og filmens locations er simpelthen så smukke. Man kan sagtens mærke hvor vigtigt det har været for Guédiguian at fortælle denne historie, men måske har det også været for vigtigt. Og kan det overhovedet blive for vigtigt at fortælle en historie? Ja, det kan det, for man kan virkelig komme til at spænde ben for sig selv, i iver efter at få det hele med og det er desværre lidt det jeg synes sker i denne film.

Selvom det særligt er trekløveret Meylan, Ascaride og Darroussin der står frem, så er ’Huset ved havet’ en ensemblefilm og hver en lille rolle har store personlige problemer som der skal gøres plads til. Eller det skal der ikke, men det bliver der og det får generelt filmen til at stritte i alt for mange retninger med alt for meget på hjerte. Dette resulterer i en meget forvirrende og rodet film, hvor både karakterer og handling drukner, og det er synd for fortællingen mister sin nerve. Filmen kaster om sig med nogle af livets dybeste problematikker – at miste et barn, at blive forladt, at forlade, at begå selvmord, at blive invalid, at blive forelsket, at stå stille i sit karriereliv, at være tvunget til at elske sin familie, at se sin barndomsby forfalde OG så toppes det hele lige af den nuværende flygtningekrise og så videre og så videre. Det er en kæmpe mundfuld og man forhindres desværre som tilskuer, i at fordybe sig i karaktererne og at blive rørt af deres historier og smerte. Det er som om skuespillerne ikke kan komme ordentligt til det tekniske arbejde, da også dialogen nogle steder halter, ved at forklare sig for meget. Det er næsten som om Guédiguian har været bange for at tilskueren ikke vil kunne følge med, idet store dele af fortællingen baserer sig på fortidige forhold, som man derfor som tilskuer naturligvis ikke kender til. Jeg tror ikke det er intentionen, men idet alt serveres for tilskueren på et sølvfad, for at forsøge at forhindre førnævnte situation, så medvirker dette træk blot til at tilskueren ikke selv har brug for at stille nysgerrige spørgsmål, til hverken fortællingen eller karaktererne. I stedet for at skabe mystik og intensitet, så suges tempoet og spændingen ud af filmen. Al den originalitet og autensitet som jeg fornemmer at Guédiguian søgte at holde fast i med denne film, ender med at smuldre væk mellem fingrene på ham og resten af holdet. Grundlæggende synes jeg ellers at kunne mærke at den originale tanke med filmen var smuk og vigtigt, derfor er det virkelig ærgerligt at det ikke helt lykkes.

Huset ved havet, Ariane Ascaride, Jean-Pierre Darroussin, Gérard Meylan: Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk

© CAMERA FILM

Skuespil

Skuespillet er ikke dårligt, det bliver blot lidt uinteressant og dette skyldes flere ting. For det første har skuespillerne som beskrevet ovenfor, ikke altid den mest interessante dialog at arbejde med og karakterernes hemmeligheder udleveres gang på gang for tilskueren. De sprækker som man som skuespiller er interesseret i at skabe og som tilskuer er interesseret i at udforske, åbnes fuldstændigt op af dialogen og dette træk skaber banale karakterer nærmest uden indre følelsesliv. For det andet har skuespillerne heller ikke rigtig tid til at fordybe sig, grundet mange sideløbende historier og dette har betydning for hvordan deres spil når ud til tilskueren. For det tredje benytter Guédiguian sig af mange lange pauser hvor skuespillerne i stilhed interagerer enten med sig selv eller med hinanden. Disse bliver, grundet de lidt uinteressante karakterer, underlige at kigge på simpelthen fordi karakterernes indbyrdes relationer ikke er på plads og derfor fremstår akavede.

Søskende forholdet mellem trekløveret Meylan, Ascaride og Darroussins karakterer synes heller ikke rigtig at blive grundlagt ordentligt fra starten af og det skaber en lidt uvedkommende og kunstig vibe mellem de tre. Særligt Ascarides præstation virker lidt off, nærmest som om hun ser sig selv udefra. Hun spiller meget til kameraet ved at vende sig efter det, nærmest som om hun hele tiden vil sørge for at kameraet opfanger hendes ansigtsudtryk. Hun kommer derved til at vise sine følelser til tilskueren, i stedet for blot at mærke dem selv. Dette gør bare at vi som tilskuere heller ikke rigtig mærker dem og hendes spil kommer til at fremstå opsat og livløst, nærmest som om hun selv kommer til at stå i vejen for karakteren. Selvom det dog i takt med filmens og karakterernes udvikling bliver en smule bedre, så har man desværre som tilskuer mistet chancen for at etablere et forhold til karaktererne og man bliver som filmen er det, en smule uinteresseret i dem.

Huset ved havet: Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk

© CAMERA FILM

Visuelt

Den lille franske havneby er en enormt smuk location, det kan ikke diskuteres, og filmens vibe omkranses af en fantastisk melankolsk stemning, som manifesteres gennem den kærlighed som karaktererne har til den lille by, herunder frygten for modernisering som de gentagne gange gennem filmen bliver konfronteret med, også er ved at indfinde sig i denne lille flække af Frankrig. Det er netop gennem denne særlige tilknytning og de smukke billeder af havet, klipperne og byen, at filmen opnår en helt særlig stemning, som den ellers mangler i andre henseender. Denne stemning er ret fantastisk og den nød jeg virkelig.

Dog er der også noget på den visuelle front, som er med til at tage pusten ud af filmen. Jeg er ikke så vild med hverken panorerings- eller klippeteknikken som er benyttet i filmen. Som tidligere beskrevet er der mange lange tavse scener og det er blandt andet fordi kameraet til tider benyttes til at informere tilskueren ud over dialogen. Eksempelvis idet Angéle begiver sig ind på sin afdøde datters værelse, hvor kameraet bruger en del tid på at panorere rundt i lokalet, for at fortælle tilskueren hvor hun befinder sig. For mig er det absolut ikke nødvendigt både at se bamser, barneseng og så videre, havde de blot givet Angéle en bamse i hånden eller havde hun blot sat sig på en barneseng, så havde vi som tilskuere været helt med, men igen skabes der akavede og lange momenter som, for mig at se, kun er med til at informere tilskueren unødvendigt meget om handlingen og det stopper filmens flow.

Huset ved havet, Ariane Ascaride, Jean-Pierre Darroussin: Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk

© CAMERA FILM

Lydbillede

Filmens lydside er baseret på reallyde som egentlig, ligesom filmens visuelle side, fungerer rigtig godt i skabelsen af filmens vibe. Her får man nemlig masser af tid som tilskuer, til at nyde de små frirum der indfinder sig i lydbilledet, når der eksempelvis vises billeder af den smukke natur. Kun to scener i filmen har underlægningsmusik og det er flashbacks som viser hvordan den lille havneby før i tiden sprudlede af liv og glade dage. På denne måde er lyden brugt ret fint, til at understrege hvordan de tre søskende er blevet voksne og hvordan livets alvor har fået dem til at glemme den legesyge og nysgerrige side af dem selv, en side som de alle tre får lov at genfinde sidst i filmen.

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: ‘Huset ved havet’ Line Petterson

Huset ved havet - premiere den 28. juni 2018

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: ’Huset ved havet’ stiller store politiske spørgsmål til den forandring og udvikling som verden lige nu er skubbet ud i. Disse spørgsmål der er SÅ vigtige, drukner desværre i en forvirrende fortælling, som har alt for meget på hjerte. Næsten ingen af karaktererne får et ben til jorden og det er frustrerende at stifte bekendtskab med så dybe historier, uden at blive rørt eller bevæget. Kærligheden til den lille havneby er det der skinner allerbedst igennem og selvom den vibe som Guédiguian her får frem er enormt smuk, så ender filmen med at virke flad og kedsommelig. En smuk ide om en smuk historie, som desværre ikke er så vel fortalt.

3


User Rating: 0 (0 vurderinger)

Tags: , , , ,


Om skribenten

Når jeg ser film, lægger jeg stor vægt på det skuespiltekniske, men det er også vigtigt med et godt plot og at filmens delkomponenter går op i en højere enhed. Jeg er til visuelt flotte film som 'Interstellar' og elsker Quentin Tarantinos filmunivers.



One Response to Filmanmeldelse: ‘Huset ved havet’

  1. Birgit Veng says:

    Line Pettersons anmeldelse afslører, at hun er et ungt menneske og derfor ikke har den store livserfaring. Alle de tanker, vi ældre tumler med, blev berørt , samtidig med at det blev sat i dagens politiske ramme. Jeg erkender, det i begyndelsen var svært at forstå, hvor vi skulle hen, men den blev en ualmindelig dejlig film med skøn fotografering og uden ødelæggende underlægningsmusik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑