Filmanmeldelse: I Syrien

Som en klog mand vistnok engang sagde: ”Det første offer i en krig er uskyld”. Konflikter har altid forfulgt menneskeheden, og stadig den dag i dag er krigen nede i Syrien i gang, med forfærdelig store omkostninger for de indblandede og de som sidder midt i det hele. Og præcis de, som sidder midt i suppedasen, er hvad denne film handler om.

Historie

I dette krigsdrama følger vi en familie i det krigshærgede Aleppo (Syrien). Familien sidder forskanset i deres egen lejlighed, imens konflikten raser, og folk bliver skudt i smadder udenfor. Det er her vi møder hovedpersonen Oum, som er en midaldrende kvinde, der prøver at holde ro og orden i hjemmet, selvom omstændighederne for dette gør sådan en opgave mere end svær. Til tider kunne det se ud som om, at Oum prøver at ignorere problemerne for at holde styr på de daglige rutiner. Men snart banker virkeligheden på familiens dør.

’I Syrien’ (original titel: ’Insyriated’) er en film, som fuldstændig var gået forbi min radar. Så jeg havde absolut ingen forventninger, og det på trods af at filmen vandt publikumsprisen på CPH Pix og på Berlinalen, hvilket siger lidt om mit fokus for tiden. Men, jeg var efter filmen en lidt rystet person. Rystet, fordi dette er en yderst skræmmende oplevelse, der virkelig fik tag i mig. Ligesom den yderst stærke norske film ’Utøya 22. juli’, der udkom tidligere i år, så er dette også en historie, som er en slags følelsesmæssig ”in your face” oplevelse, i stedet for en visuelt ”in your face”. Med det mener jeg, at filmen ikke byder på blod og lemlæstelse for at vise krigens rædsler, men snarere leger med dit sind. Nogle vil måske mene, at der bliver leget lidt for meget Hollywood, og det melodramatiske får en tand for meget, men jeg var fuldstændig opslugt af dette drama, der for min skyld ikke burde have sigtet efter at være mere dokumentarisk eller anti-Hollywood i dens stil.

Skuespil

’I Syrien’ vinder virkelig på dette område! Skuespillet er fantastisk, føles ægte og Hiam Abbass (der spiller Oum) leverer en eminent præstation. Alle har fra min side fortjent al den ros de kan få. Lige fra børnene til de ældre, der alle gør dette til en troværdig oplevelse.

Visuelt

For en film, der kun foregår i en lejlighed, skal man på forhånd vide nøjagtigt, hvad man skal gøre, og hvordan historien skal fortælles, hvis publikummet ikke skal tabes på gulvet. Men heldigvis er det kompetente kræfter, der står bag kameraet, så jeg følte mig aldrig tabt, nej, jeg var vildt engageret i filmens visuelle sprog, der giver den en intens atmosfære. Jeg har altid beundret folk, der kunne fortælle en historie i et meget snævert miljø, og her har man udført opgaven til topkarakter.

Musik og lydbillede

Musikken fylder ikke så meget, men når den fremkommer, så er den måske en anelse sødladen og er kun med til at understøtte det følelsesmæssige og giver ikke noget ekstra, som filmmusik helst skal gøre, men okay, nu er dette ikke ’Schindlers liste’.
På lydsiden er filmen ekstrem succesfuld. Og da plottet kun foregår i en lejlighed, så får vi størstedelen af fornemmelsen af krigens rædsler via lydene, der virkelig er med til at plante idéen om, at vi befinder os midt i det konflikthærgede Aleppo.

Billede copyright: Scanbox