Filmanmeldelse: I, Tonya

Den kontroversielle historie om skøjteløberen Tonya Harding kommer endelig til et strore lærred i ‘I, Tonya’ med humor, kant og knivskarp balancering af ironi og ægte menneskedrama.

Den australske instruktør Craig Gillespie (der ellers nævneværdigt har instrueret ‘Lars and the Real Girl’) blev ret sent i processen hyret til ‘I, Tonya’, der ellers vægter enormt tungt på sit skæve manuskript af Steven Rogers. Gillespie har heldigvis i bedste stil fundet blandingen af humor og drama, som den aparte historie om Tonya Harding fortjener.

Historie

‘I, Tonya’ bygger på den sande historie om kunstskøjteløberen Tonya Harding der i 1980-90’erne blev verdenskendt, ikke bare for hendes imponerende skøjtekarriere, men for anklagerne og kontroversen omkring et angreb på hendes konkurrent. Filmen følger den atypiske Tonyas (Margot Robbie) opvækst der, gennem den hårdkogte mor LaVona, byder på intens træning og vold.

‘I, Tonya’ formår at gøre hvad de fleste gode biopics gør; at reflektere hovedrollen i filmens egen stilisering. Filmen er, ligesom Tonya selv, kompromisløs og uglamourøs, og historien bliver båret af hendes livs naturlige tragikomik. At filmen til tider drukner lidt i sit eget rod, samt til tider glider let over i gakket farce, er blot den pris man må betale for den medrivende humor og uforudsigelige struktur.

© Nordisk Film Distribution

Skuespil

Som de fleste der følger med i prisuddelings-ræset nok ved er både Margot Robbie som Tonya Harding og Allison Janney som hendes mor LaVona mere end velrepræsenteret i kvindelige- hovedrolle og birolle kategorierne. Hvilket er velfortjent. Margot Robbie gør det alletiders som den ambitiøse og små-skingre Tonya, og får vist en spændevidde i hendes skuespil gennem den mørke komik og yderst alvorlige tragedie som karakteren indebærer. Især i de ubehagelige scener med den forræderi og vold hun oplever får Margot Robbie leveret en dybde til karakteren der eleverer filmen fra karikatur.
Dertil har Allsion Janney også en enormt kraftig tilstedeværelse i den grove og kolde LaVona. Hun er, i modsætning til Robbie, til tider tættere på en Wes Anderson-lignende dukkehuskarakter – som åbenbart er enormt lig den virkelige LaVona – men indsprøjter dog en kæmpe mængde humor og kant til Tonyas atypiske coming-of-age historie.

© Nordisk Film Distribution

Visuelt

Da Tonyas historie startede så tidligt som midt 70’erne, (med en muligvis velmenende indoktrinering fra hendes mor) og ellers strækker sig over de sidste 40 år, er der mange forskellige tidsperioder repræsenteret i ‘I, Tonya’. Dette bruger filmen til sin egen stilisering, og de forskellige perioder er nøjsomt markeret med filmmæssige formatgreb. (Tænk ‘The Grand Budapest’s leg aspect ratio) Dette giver endnu et lag til filmens skæve udtryk, og en mockumentary-agtige opsætning med de ældre karakter er til takke for en stor del af filmens grin.
Dertil er den eneste finger at sætte på de ellers medrivende skøjtescener der, på trods af fantastisk bevægelse med Tonya på isen, falder lidt på halen i dens (meget forståelige) brug af CGI til at putte Margot Robbies ansigt på en kunstskøjteløber. Monstro det kun er mig der hang mig i det. Men det tog mig desværre ud af filmens ellers fantastiske dramatiske øjeblikke.

Lyd og musik

Igen er filmsproget unikt brugt til at understrege tidsånden og stemningen i filmens forskellige perioder. 70’erne og 80’erne får lov til at spille med deres retmæssige genre-sange fra populærkulturen, hvilket også giver pondus til den lette og underholdende stemning. Dog er et (muligt tilfældigt) genbrug af ihvertfald to sange fra ‘Guardians of the Galaxy’-filmene distraherende. Men det er petitesser ift. ‘I, Tonya’s gennemgående fortællerglæde og skæve mørke komedie.

Zeen is a next generation WordPress theme. It’s powerful, beautifully designed and comes with everything you need to engage your visitors and increase conversions.