Filmanmeldelse: It Comes at Night

Da vores samfund pludselig står overfor en umiddelbar global trussel, ses en mand gøre et desperat forsøg på at beskytte sin familie fra det ukendte udefra, som truer dem og resten af menneskeden på livet. Isoleret i et afsondret hus dybt ude i skoven, forsøger familien at få dagligdagen til at fungere, hvor de må tage alle de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger for at sikre deres fælles overlevelse. Men i takt med at henholdsvis føde og forsyninger langsomt rinder ud, stiger følelsen af frygt og paranoia i det primitive ”frivillige fængsel”, og familiens sammenhold og psyke presses til det ypperste…

Historie

’It Comes at Night’ kommer krybende fra start svøbt ind i nattens sorte tæppe, som ikke er til stede for at varme dig, men for at lægge sig som et tætpakket lag af dyster dødsangst, der stille og roligt kvæler den atmosfæriske luft i biografsalen, indtil filmens titel dukker op på lærredet og du endelig kan ånde lettet op… men kun for en kort stund.

Trods de altid misledende trailers, så er filmen langt fra en action-pakket overlevelsesfilm badet i blod og svøbt i indvolde, så hvis du håber på en masse afhuggede lemmer og lemlæstelser med en minut-til-minut ratio, der slår selv mængden af dialog i filmen, så kan du godt liste væk i denne omgang. Hvis du derimod er frisk på et tragisk familiedrama holdt op imod en social nedsmeltning af menneskes psyke og placeret i en post-apokalyptisk verden af guds- og menneskeforfaldt ubehag, så er denne film absolut perfekt for dig.

©Scanbox

Trey Edward Shults’ opfølger til hans debutfilm ’Krisha’, er et originalt om end velkendt ”slow-burn” drama, tilpas doseret med en håndfuld horror elementer, som fra ende til anden holder sig jordnær og ikke mindst emotionelt nærliggende; alt i mens den kommer ud på den anden side, ambitiøs, men ikke komplet ukendt, for genren og typen af film. Det er en nichepræget men nervepirrende filmoplevelse, som fastholder et godt greb gennem filmen – i form af et fast filmisk håndtryk, som man kan føle sig forholdsvis bekendt med, hvis altså man har kærlighed og kendskab til genren – men den gør det på en måde, der både er subtil og sublim; henholdsvis i sin kølige filmånd samt kontrollerede fandenivoldskhed.

’It Comes at Night’ kan kategorisere sit publikum i tre forskellige lejrer; en del vil være for utålmodige i forhold til filmens rolige tempo og frie manuskript, nogle vil værdsætte håndværket til trods for, at de måske savner lidt mere kant, mens andre vil se det som et revolutionerende og atmosfærisk moderne mesterværk inden for genren. Det er et gement godt gys, der indfanger sin uhygge ud fra et menneskes kamp for overlevelse, nærvær og sammenhold, og det hele præsenteres og leveres uden for meget fedt på sidebenene – både med hensyn til moralen, historien og længden. Dette passer undertegnede fint, da jeg personligt hellere vil se denne dobbeltsidede dramagyser, med et dæmpet indhold af genregenkendelighed, end jeg vil side igennem en træt genrefilm, som ikke tør pisse sit eget territorie af og derfor ender med at pisse på sit publikum i stedet, for at have spildt penge på en træt og formålsløs filmatisering af horror-håndbogen, A-Z.

Skuespil

Som sagt er ’It Comes at Night’ et fornemt stykke filmisk håndværk, der holder hele vejen rundt, og dette gælder så sandelig også filmens skuespil, som også indeholder selvsamme jordnære kvaliteter. Filmens skuespillere leverer alle troværdige og ofte stærkt overbevisende præstationer, som virkelig sælger filmens særdeles samfunds- og menneskefokuserede temaer. Ud over et par enkelte øjeblikke, som ikke helt rammer de samme bundsolide højder, som ellers er filmens standard fra start til slut, så er man næsten altid opslugt af hvert eneste sekund takket værd det gode skuespil – og der er bestemt ingen tvivl om, at dette er Joel Edgertons film, der med sit kontrollerede skuespil styrer filmen med hård hånd, i samme grad som hans karakter gør det.

©Scanbox

Visuelt

Det er virkelig en visuelt verbal film, hvor filmens kvaliteter kulminerer i en kvælende atmosfærisk omgang uhygge, hvor der bliver kælet for detaljerne og klippet de korrekte steder, uden at filmen nogensinde træder uden for billedsidens tydelige sprog om et nedtonet ydre. Det er en meget mørk og dyster film, som forsvinder helt ind i sig selv uden at man mister den mindste detalje i billedet. Det er et djævelsk bredt billede, der møder os, men filmen føles næsten fanget i smalformat, idet ’It Comes at Night’ indfanger en form for kameraført klaustrofobi, hvor det lyse og det mørke konstant modarbejder hinanden i en kontrastkamp, der næsten er en karakter i sig selv.

Musik og lydbillede

’It Comes at Night’ gør selv den grimmeste støj til sød musik, da den udnytter hver en millimeter af sit kortfattede men kalkulerede musikalske arbejdsrum. Den melodiske og mareridtsagtige baggrundsstøj passer perfekt sammen med de truende toner fra det minimale og musikalske soundtrack, og disse parter blandes til perfektion og formår at gøre et frygtindgydende indtryk uden at larme unødvendigt eller fægte febrilsk med dirigentstokken undervejs. Soundtracket smelter sømløst sammen med filmen som en helhed og det er ikke længere kun noget du hører… men noget som du virkelig mærker.

©Scanbox