Den afdød..." /> Filmanmeldelse: Jack Ryan: Shadow Recruit - Filmpuls


action Læs anmeldelsen af filmen 'Jack Ryan: Shadow Recruit' med Chris Pine, Kevin Costner og Keira Knightley.

Skrevet den 16 januar, 2014 | af Jeppe Andersen

1

Filmanmeldelse: Jack Ryan: Shadow Recruit

Jack Ryan: Shadow Recruit får en “rocky” start

Den afdøde bestseller forfatter Tom Clancy er manden bag karakteren Jack Ryan, men har ikke haft nogen indflydelse på ‘Jack Ryan: Shadow Recruit’. Tom Clancy er specielt anerkendt for sine meget deltaljeret historier om militærvidenskab og spionage, der forgår under den kolde krig. Fire af Clancys bøger med Jack Ryan er indtil videre blevet filmatiseret, og det er ‘The Hunt for Red October/Jagten På Røde Oktober’ (1990) med Alec Baldwin, ‘Patriot Games/Patrioternes Spil (1992) og ‘Clear and Present Danger/Dødens Karteller’ begge med Harrison Ford og ‘The Sum of All Fears’ med Ben Affleck.

‘Jack Ryan: The Shadow Recruit’ er ikke baseret på nogen af Tom Clancys bøger, men filmen trækker på karakteren Jack Ryans bagrund, og “genfødes” til vor tids udfordringer for efterretningsverdenen med Chris Pine i hovedrollen som Jack Ryan.

Tia og jeg var inde og anmelde filmen, og vi må desværre erkende, at ingen af os har læst Tom Clancys bøger 🙁

Historie

Med ‘Jack Ryan: Shadow Recruit’ genstarter instruktøren Kenneth Branagh historien om den kvikke og belæste analytiker Jack Ryan. Vi følger Jack Ryans “hurtige” vej til CIA, hvorefter han bliver sendt til Moskva i sporet på foruroligende finansielle transaktioner, som senere viser sig at være et led i et stort terroranslag mod hele det finansielle system. Samtidig har Jack Ryan problemer med at holde sit arbejdsliv hemmeligt for kæresten Cathy (Keira Knightley), som tror han har en affære.

Både Tia og jeg er enige om, at filmen lider gevaldigt under, at hele Jack Ryans fortid (introduktion af karakteren) bliver forceret i de første ca. 20 minutter, som sagtens kunne have været en film i sig selv. Tom Clancys Jack Ryan har så meget historie, som filmen gerne vil presse ind i starten, at det hele kun kan blive overfladisk på så kort tid; hvilket medfører, at filmen ikke formår at skabe et følelsesmæssigt engagement i Jack Ryan og hans kæreste Cathy – hvilket ‘Jack Ryan: Shadow Recruit’ gerne vil have os til senere i filmen.

Læs anmeldelsen af filmen 'Jack Ryan: Shadow Recruit' med Chris Pine, Keira Knightley og Kevin Costner.

Uden at afsløre for meget, så bliver skurken Viktor Cheverins (Kenneth Branagh – yup, det er filmens instruktør) historie fortalt meget usammenhængende, som også medvirker til, at Viktor Cheverin bare bliver en typisk 80’er skurk. Det er igen lidt synd for filmen, for vi kan se, at ‘Jack Ryan: Shadow Recruit’ vil mere – også med skurken Viktor Cheverin!

‘Jack Ryan: Shadow Recruit’ får en meget “rocky” start, og spørgsmålet er, om filmen har sin berettigelse blandt de andre agent franchises som James Bond, Mission Impossible og Bourne Identity. Historiemæssigt er der intet, som sådan overrasker, og har du set en af de tre andre franchises, så ved du også hvad du går ind til her. ‘Jack Ryan: Shadow Recruit’ er dog mere suspense fremfor actionpræget, hvilket jeg mener, giver Jack Ryan franchisen sin berettigelse blandt de andre tre agent franchises. Samtidig vil jeg mene, hvis du bliver underholdt af Bond, Mission Impossible og Bourne Identity, så synes du sikkert også at ‘Jack Ryan: Shadow Recruit’ er ok. Sammenligner du filmen med de andre Jack Ryan film, som er baseret på Tom Clancys bøger, så kan savnet af Tom Clancy tydeligt mærkes!

Skuespil

Chris Pine spiller Jack Ryan, og både Tia og jeg synes, at Pine giver karakteren troværdighed. Han er castet godt i forhold til at få “kontor” manden frem i Jack Ryan, som du føler kan være din gode og ansvarsfulde kollega. Der er en actionscene på hotellet, som på en måde minder mig meget Daniel Craigs første kampscene i ‘Casino Royal’, og generelt gør Chris Pine det også fint i actionscenerne, og samtidig bringer lidt realisme ind i scenen som Daniel Craig i Bond. Dog jubler jeg ikke, at vi har fundet vores nye favorit agent, der kan true Daniel Craig som James Bond.

Keira Knightley lider meget under, at hendes karakter får minimal opbygning i starten af filmen, og når vi som publikum så skal føle med hende, tja det er i hvert fald svært for os. Keira Knightley er dog god til at være det søde element i filmen, men samtidig tilføre charme og høj intelligens til karakteren. Tia mener, at forholdet mellem Jack Ryan og Cathy er med til at gøre filmen interessant for det kvindelige publikum, og Keira Knightley udfylder rollen fint i forhold til hendes karakters begrænsninger.

Kevin Costner spiller Thomas Harper, der er Jack Ryans (Chris Pine) mentor i CIA.

Kevin Costner spiller den overordnet i CIA, og agerer som Jack Ryans mentor. At caste Kevin Costner er godt set af  Kenneth Branagh, da han er god til at udstråle den erfarne mand med en stor visdom, som samtidig hviler i sig selv. Der er en vis karisma over Costner, som helt naturligt indgyder til respekt. Kenneth Branaghs egne ord, “Han bringer vægten af alle de store figurer, han har spillet med sig, så der er en aura af ikonisk amerikansk helt over ham, som går langt ud over, hvad man kan skrive i et manuskript.” – vi kan kun give ham ret!

Visuelt

Moskva bliver vist flot frem i filmen 'Jack Ryan: Shadow Recruit', som får dansk premiere d. 16. januar. Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk.

Moskva bliver vist flot frem, som er med til at tilføre en vis autencitet til filmen. Når der er kampscener, kører kameraet hurtigt frem og tilbage i close-up billeder, som er med til at bringe mere intensitet til scenerne. Denne effekt er en smagssag, men effekten virker ok hos mig i ‘Jack Ryan: Shadow Recruit’.

Musik og lydbillede

Vi befinder os i Rusland, og Kenneth Branagh vælger at spille lidt opera (vi tror endda, at det er russisk) for os, hvilket virker fint til filmen. Men der udover virker det ikke til, at musikken er blevet prioriteret specielt højt, hvor der kører en typisk underlægningsscore til at skabe stemning; men ikke en score, der er bemærkelsesværdig. Det er lidt skuffende i sådan en genre, bare tænk på Bond og Mission Impossible!

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Jack Ryan: Shadow Recruit Jeppe Andersen

Jack Ryan: Shadow Recruit - premiere d. 16. januar 2014.

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: Er du generelt til "agent" film såsom Bond, Mission Impossible og Bourne Identity, så synes du sikkert også at 'Jack Ryan: Shadow Recruit' er ok underholdning med en "klassisk" agent historie. Dog skal du være opmærksom på, at filmen er mindre action og mere suspense i forhold til de førnævnte "agent" film. For mig lider filmen meget under, at introduktionen af karaktererne Jack Ryan og hans kæreste Cathy er alt for forceret og dermed overfladisk, som har en negativ indflydelse på min investering i karaktererne.

2.5


User Rating: 0 (0 vurderinger)

Tags: , , , ,


Om skribenten

Historien er altid vigtig, Nolan, Tarantino og David Fincher er fantastiske og så er verdens sjoveste film Dum & Dummere.



One Response to Filmanmeldelse: Jack Ryan: Shadow Recruit

  1. Shais Anees says:

    Hvor er man glad for, at man fik undertegnede film skiftet ud med ‘The Secret Life of Walter Mitty’, som man så i dag. Den synes nemlig at være det bedre, end undertegnede film, hvilket I også giver fint medhold i her på filmpuls.dk. Det viser bare, at man ikke har ramt helt ved siden af, ud fra historie og trailers at gå på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑