Mesteren af barsk, britisk socialrealisme, Ken Loach, formå..." />

drama

Published on 22 December, 2016 | af Laura Pop

0

Filmanmeldelse: Jeg, Daniel Blake

Mesteren af barsk, britisk socialrealisme, Ken Loach, formår endnu engang at knuse hjerter i biografmørket. ’Jeg, Daniel Blake’ er en lavmælt fortælling om socialt udsatte i England og det system, der knuser dem.

Historie

Loach langer ud efter systemet fra første minut af ’Jeg, Daniel Blake’. Åbningscredits kører på en sort skærm, mens vi hører den 59-årige enkemand Daniel Blake besvare rutinespørgsmål, der absolut intet har at gøre med hans sag, til det inkompetente sundhedspersonale, beskæftigelsesministeriet har ansat til at vurdere dagpengeansøgeres arbejdsdygtighed. Selvom lægen har erklæret Daniel uarbejdsdygtig som tømrer efter et alvorligt hjerteanfald, bliver han afvist, og han skal lede længe efter skyggen af respekt fra de mange statsligt ansatte, han må i gennem i sin kamp for retten til sygedagpenge. Daniel nægter at lægge sig fladt ned, for som han selv siger i filmen “Når du mister din selvrespekt, hvad har du så”?

På socialcentret møder Daniel den enlige mor til to, Katie, der ikke kan få udbetalt sin støtte, fordi hun er kommet for sent til et møde efter netop at være flyttet til Newcastle fra London. Ligesom Daniel er hun fast besluttet på at kæmpe med alt hvad hun har, for at skabe et hjem for hendes to børn. De to indleder et rørende venskab, og det bliver hurtigt klart, at de har brug for hinandens hjælp for at komme igennem denne meget ensomme kamp, der ikke burde være nødvendig at kæmpe.

Daven Johns i Jeg, Daniel Blake. Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk

© Scanbox

Med ’Jeg, Daniel Blake’ retter Loach en velplaceret lussing mod systemets folk, der følger alle reglerne, men glemmer at lytte til det enkelte menneske. Fuldendt med fantastisk skarp og til tider vittig dialog af Loachs faste manuskriptforfatter, Paul Laverty, er ’Jeg, Daniel Blake’ et af årets mest mindeværdige filmoplevelser, der bliver siddende i kroppen længe efter, man har forladt biografen.

Skuespil

Stand-up komikeren Dave Johns er utroligt godt castet som optimistiske Daniel Blake, der er morsom, følsom og alvorlig på samme tid. Hayley Squires er dog den skuespiller, der udmærker sig mest med hendes portræt af en kvinde, der er lige ved at knække, men bliver ved med at kæmpe for at give sine børn det bedste. I rollen som Katie er hun rystende overbevisende uden at det på noget tidspunkt kammer over og bliver sentimentalt. Castet fuldendes med naturligt og charmerende barneskuespil i rollerne som Daisy og Dylan, der kommer til at spille en stor rolle i Daniels liv og omvendt.

Jeg, Daniel Blake. Læs anmeldelsen her på filmpuls.dk

© Scanbox

Visuelt

’Jeg, Daniel Blake’ er den mest bevægende film, jeg længe har set – ikke mindst fordi den ikke gør noget ud af sig selv. Dette understreges i den hjerteskærende scene, hvor Katie besøger en såkaldt ’food bank’ og må lade sig overmande af sult da hun står med en dåse bønner i hånden; hun flår dåsen åben og kaster en håndfuld ind i munden, hvorefter hun bryder sammen. Det der gør scenen så kraftfuld er, at der slet ikke bygges op til den. Der er ingen virkemidler eller dramaturgiske tegn på, at der skal ske noget dramatisk, og netop derfor rammer det så hårdt. Filmet med respektfuld distance, udviser scenen både en stærk empati for Katie og en vrede over, at mennesker skal udsættes for sådan ydmygelse.

Musik og lydbillede

Ligesom at der er skruet ned for de øvrige virkemidler, er der heller ingen underlægningsmusik i ’Jeg, Daniel Blake’, hvilket kun gør det endnu mere bevægende, når Daniel afspiller sin afdøde kones yndlingssang på kassettebånd.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Jeg, Daniel Blake Laura Pop

Jeg, Daniel Blake - premiere den 22. december 2016

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Summary: Ken Loach har lavet én af årets bedste film - i hvert fald den mest bevægende! 'Jeg, Daniel Blake' fortæller en hjerteskærende og relevant historie, der fortjener opmærksomhed. Hver enkelt scene er medrivende trods få virkemidler, men det er selve historien nærmere end filmens øjeblikke, der for alvor sætter gang i tårekanalerne.

6


User Rating: 0 (0 votes)

Tags: , , , ,


About the Author



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Back to Top ↑