Filmanmeldelse: Jersey Boys

Du kender navnet. Du kender sangene. Men kender du historien?

Mange af de største musicals stammer fra klassisk litteratur, eller velkendte Hollywood-film, men omvendt er film baseret på musicals er langt mere svære at tilpasse. Ligesom med bøger, er fortæller-stilen helt forskellig, og samtidig står man med den udfordring at finde et cast der både kan spille, synge, og også gerne har lidt rytme i hofterne hvis altså musikken kræver det. Ja, vi har fået en del lukne filmatiseringer som ‘Rent’, ‘Nine’ og ‘Rock Of Ages’, men så er der klassikere som ‘The Sound Of Music’, ‘West Side Story’ og ‘Fiddler On The Roof’, kult-tastiske film som ‘Rocky Horror Picture Show’ og prisvindere som ‘Chicago’ og ‘Oliver!’, der alle har bevist at Broadway-filmatiseringer sagtens kan blive virkelig vellykkede.

jersey boys

Nu kommer turen ‘Jersey Boys’ – en populær, prisvindene vintage-musical der omhandler en af 1960’ernes mest velkendte musik-grupper, nemlig The Four Seasons. Med en erfaren instruktør og rigtige musical-stjerner på rollelisten skulle man tro at det ikke kan gå helt galt… Så, er ‘Jersey Boys’ en fiasko af et show, eller står man tilbage og skriger på et ekstranummer?

Historie

Den fire-dobbelte Oscar-vinder Clint Eastwood står bag denne filmatisering af den amerikanske musical ‘Jersey Boys’, der blev sat op på Broadway i 2005, og siden har inkasseret hele fire Tony’s. ‘Jersey Boys’ fortæller historien om fire små-kriminelle fyre fra et lavsocialt gangster-kvarter i New Jersey der fulgte deres drøm og etablerede den ikonske poprock-gruppe The Four Seasons tilbage i 60’erne. Dannet af guitaristen Tommy DeVito, med Frankie Valli og hans imponerende falset-stemme  i front, og lidt hjælp fra keyboard-spiller/sangskriver Bob Gaudio og bass-guitaristen Nick Massi, fik gruppen massiv succes med sange som “Sherry”, “Walk Like A Man” og “Big Girls Don’t Cry”, men med succes kommer problemerne, og store kreative uenigheder, jalousi, og gæld til de forkerte mennesker fik store konsekvenser for gruppen og deres fremtid.

I forhold til mange af de tidligere musical-filmatiseringer fra de tidligere år, som ‘Mamma Mia!’, ‘Phantom Of The Opera’ og ‘Les Miserables’, så er ‘Jersey Boys’ lavet som en almindelig biografisk musikfilm, hvor sangene ikke bliver spyttet ud midt under fredagsbowling eller i biograf-salen. Men det fungerer, og musikken er alligevel altid i fokus. Der bliver givet velfortjent tid til at lade sang-scenerne udspille sig, og de er spredt balanceret ud gennem filmens to timers spilletid. Det er her at ‘Jersey Boys’ brillierer, for ofte virker historien forhastet og en smule overfladisk. Manuskriptet vil især gerne nå lidt for meget i filmens første halvdel, hvor vi lynhurtigt introduceres til nogle af filmens vigtigste karakterer, deres omgangskreds og familie, deres små-kriminelle eventyr, deres tur-retur rejser til det lokale fængsel og deres kærlighed til musikken. Men vi får kun et svagt, og jeg mener virkelig svagt, kendskab til deres baggrund og personligheder. Udover at de fra lav-klasses italiensk-amerikanske familier og har mindre involveringer med mafiaen, så ved vi ikke det store om dem. Og som historien fortsætter lærer vi heller ikke det store. Deres private liv udvikler sig så hurtigt og vagt at det er svært rigtigt at investere sig i, og når en af karaktererne oplever en dyb, personlig tragedie senere i  filmen, er det altså ikke nemt at blive følelsesmæssigt påvirket, da vi næsten ikke har set ham i sammenhæng med hans familie.

jersey boys

Men jeg vil i stedet rose filmen for at holde fokus på gruppen selv, og deres indbyrdes venskaber og uenigheder, samt skabelsen af deres musik, og selvom karakter-skilningerne godt kunne have været stærkere, så hjælpes de virkelig på vej af nogle vel-balancerede og solide præsentationer fra skuespillerne. I modsætning til mange af disse semi-biografiske historier om rock-livet, så er der ikke overdrevent meget fokus sex, stoffer og sprut – det hele er faktisk overraskende pænt, med undtagelse af et par bandeord rundt omkring. Derfor bliver ‘Jersey Boys’ aldrig for hårdtslående, men alligevel er det forfriskende. Opmærksomheden ligger mere hos de fire gutter’s voksende ego’er, deres samarbejde, deres mange problemer med at få deres musik derud – hos producenterne, i radioen, i tv – samt Tommy DeVito’s stigende gæld til mafiaen, som ender med at påvirke hele gruppens skæbne. Og vigtigst af alt; musikken.

Den fjerde væg bliver ofte brudt ved at lade filmens hovedkarakterer tale direkte til kameraret , men der er ikke rigtigt noget mønster i de sekvenser, og det begynder hurtigt at virke lidt klodset, men leder alligevel op til en virkelig velfungerende og rørende lille sekvens henne mod slutningen, og inden rulleteksterne mindes vi virkelig om at vi har at gøre med det fantastiske syngende, dansende Broadway, og sådan en afslutning kunne hurtigt have været akavet hvis filmen havde været mørkere eller mere dramatisk end den egentlig er.

jersey boys

Hvis du leder efter en dybtgående og potientiel Oscar-vindende musikbiografi som f.eks ‘Walk The Line’ eller ‘Ray’, så er ‘Jersey Boys’ nok ikke noget for dig, men hvis du er klar på en underholdende, charmerende og, til tider, virkelig morsom film, hvor musikken fungerer så optimalt at manuskriptets skønhedsfejl gerne tilsidesættes, så er ‘Jersey Boys’ en skøn, lille sag, hvor kærligheden til The Four Seasons og deres sange skinner tydeligt og stærkt igennem fra start til slut.

Skuespil

Det var originalt meningen at der skulle castes mere velkendte Hollywood-skuespillere i filmens hovedroller, men efter at Clinten overtog instruktør-stolen blev den idé skrottet…næsten. Der er et par genkendelige ansigter hist og her, hvor den nok mest åbenlyse er Oscar-vinderen Christopher Walken, men tre ud af de fire medlemmer af The Four Seasons spilles af musicalens originale cast-medlemmer. Hovedrollen som Frankie Valli blev givet til John Lloyd Young, der har vundet en god håndfuld priser for sin optræden i Broadway’s originale opsætning, hvilket er fuldt forståeligt. Udover at han har en fantastisk stemme som er overraskende lignende med Frankie Valli’s, samt en imponerende vokal rækkevidde, så er hans præsentation ekstremt vel-balanceret og sympatisk, uden nogensinde at være kvalmende. I filmens begyndelse er det liiidt svært for ham at kunne gå for en troværdig 16-årig, men det er heldigvis kun et midlertidigt problem.

Erich Bergen og Michael Lomenda, der spiller henholdsvis sangskriveren Bob Gaudio og bass-guitaristen Nick Massi, optrådte begge med de samme roller i  musicalens første nationale tour, og har begge meget begrænset erfaring med film-skuespil, men det kan aldrig mærkes. De virker begge helt komfortable med deres karakterer. Bergen’s Bob Gaudio er gruppens snus-fornuftige, sympatiske geni og Lomenda’s Nick er det oversete fjerde hjul der må tage takke med at være gruppens mindst genkendelige medlem. Musical-skuespil er en del mere teatralsk og stort end film-skuespil, da man skal kunne fange selv de bagerste rækker i salen med sin præsentation, men hverken Young, Bergen eller Lomenda snubler nogensinde over hinandens overspil og tilpasser sig alle rimelig ubesværet.

jersey boys

Den eneste der er komplet nyankommen til ‘Jersey Boys’, er Vincent Piazza (kendt fra serien ‘Boardwalk Empire’), i rollen som problemskaberen Tommy DeVito. Og selvom hans præsentation nok står som den stærkeste af de fire, så skal det også bemærkes at hans karakter er den mest interessante, hvilket giver ham en del mere at arbejde med. Alle de fire hovedrolle-indehavere gør dog et virkelig fint stykke arbejde, selvom der måske ikke ligefrem er nogle Oscar-præsentationer i ‘Jersey Boys’, men det er nu heller ikke noget som manuskriptet rigtig tillader. Skuespillerne gør deres absolut bedste, og der var ingen præsentationer i filmen der føltes falske eller forcerede.

I mindre bi-roller, skal et par mindeværdige få lige fremhæves. Christopher Walken spiller gangsteren Gyp DeCarlo, hvilket er et underholdende valg, og han virker til at have det sjovt i rollen, men især Mike Doyle som gruppens producer og manager Bob Crewe, og Joseph Russo som Joe Pesci (jep, den Joe Pesci) er specielt gode. Doyle spiller Crewe som en energisk, flamboyant og lidt slesk gut (en typisk manager, egentlig), og selvom det portræt, i følge Crewe’s familie, ikke er helt tæt på virkeligheden, så er det dybt underholdene, men undgår alligevel nogensinde at virke som en parodi eller karikatur af homoseksuelle karakterer. Russo’s rolle er lidt mindre, desværre, og selvom der ikke er den store fysiske lighed med Joe Pesci udover højden, så har han den helt rette hurtigtalende, små-irriterende “you motherfucker”-attitude, og der bliver oven i købet smidt et par linjer ind fra et par af de film som den rigtige Pesci i senere år blev kendt på. Ret sjovt og ret kreativt lille indgreb. Det ville dog ikke have skadet lige at give Joseph Russo et par brune kontaktlinser på – hans øjne er distraherende grønne, og den slags detaljer gør en fandens forskel når man skal portrættere en virkelig person som de fleste kender til.

Visuelt

Eastwood har været bag kameraet på en del film, men hans post-2000 projekter har alle haft en mørklødet billedside med mange grålige toner og tydelige skygger. Disse elementer kunne især ses i hans film ‘Mystic River’, ‘Changeling’ og ‘J. Edgar’, og det er grundet hans samarbejde med den erfarne filmfotograf Tom Stern. I ‘Jersey Boys’ er det igen Stern der står for det visuelle, og hans fingeraftryk kan tydeligt ses. Det er sjovt, for når jeg hører titlen ‘Jersey Boys’, så går mine tanker med det samme hen på det glade og farverige, men den mere nedtonede cinematografi går flot i spind med filmen og den tidsalder som historien foregår i, nemlig de sene 50’ere og frem til 70’erne (med en lille cameo fra 1990!).

jersey boys

Der er enkelte steder, især i den første halvdel, hvor nogle af lokationerne virker lidt kulisse-agtige, men jeg kunne nu godt fristes til at tro at det var et bevist valg for at minde publikum om at vi altså har at gøre med en Broadway-filmatisering. Der er også et par øjeblikke hvor Eastwood hylder datidens film, blandt andet i en køre-scene hvor baggrunden tydeligvis er en (bevidst) ujævn green-screen effekt, der med det samme minder én om de gode, gamle klassikere hvor chaufføren aldrig holder øje med vejen og hele tiden rykker på rettet selvom bilen aldrig drejer. Disse små godbidder er mildt fordelt rundt omkring i ‘Jersey Boys’, men bliver aldrig distraherende eller for hårdtprøvende.

Musik og lydbillede

Musikken er fantastisk – der er ingen  grund til at pakke det ind i vat. Hver eneste gang der bliver sunget bare en linje eller to, ryger ‘Jersey Boys’ op på et helt andet niveau og alle ujævnheder i fortællingen og karakter-skilningerne bliver total glemt. Ikke nok med at filmens lydside er knivskarp og krystalklar, så er der ikke en falsk tone fra nogen af sangerne. Ligesom i Tom Hooper’s ‘Les Miserables’ fra 2012, så er alle filmens musikalske indslag sunget live på settet, men i ‘Jersey Boys’ kan man virkelig mærke fordelen i at have erfarne musicalstjerner i rollerne. Der er altså intet at klage over her. Sangene er desuden helt vildt skønne, og om man kender til The Four Seasons eller ej, så har jeg svært ved at tro at man ikke kan blive revet med af dem. Hvis man er bare lidt glad for musik, så skal ‘Jersey Boys’ nok minde én om hvorfor.