Disney er godt i gang med at genindspille alle deres animerede k..." /> Filmanmeldelse: Junglebogen - Filmpuls

adventure

Skrevet den 14 april, 2016 | af Anders Bjerg

0

Filmanmeldelse: Junglebogen

Disney er godt i gang med at genindspille alle deres animerede klassikere og erstatte de daterede penselstrøg med dugfriske digitale pixels!

Disneys seneste skud på stammen foregår faktisk helt bogstaveligt blandt træstammer og tusindvis af dyrearter, midt ude i den dybe indiske jungle. Der er selvfølgelig tale om Disneys mesterværk, ’Junglebogen’. Filmen er baseret på en roman af Rudyard Kipling og bladrer banalt gennem blade og bavianer med inspiration fra både bog såvel som studie, da filmen selvfølgelig først og fremmest fungerer som en nymoderne live-action levendegørelse af Disneys eget vilde vidunderværk. Filmen er instrueret af Jon Favreau, der desuden har jagtet guldet med sit valg af skuespillere og indfanget sig tonsvis af talent til sine talende jungledyr. Det er meget muligt, at Scarlett Johansson har fået snoet sig rundt om rollelisten som det første kvindelige hamskifte af den hypnotiserende slange, Kaa – men kan hun tryllebinde publikum til en tilstrækkelig form for tilfredshed og på samme tid toppe og være tro mod det klassiske kildemateriale?

Historie

I ’Junglebogen’ følger vi drengen, Mowgli, som ved et uheld bliver efterladt alene i junglen, da han stadig er spæd. En flok ulve falder over barnet og beslutter sig for at tage ham ind i flokken og beskytte ham mod junglens ofte ubarmhjertige ondskab. I takt med Mowgli vokser op, begynder han og resten af ulveflokken at indse, at hans menneskelige egenskaber ikke egner sig til junglen og alt den fare som følger med. Det er især den sorte panter, Bagheera, som konsekvent forsøger at belære og opdrage Mowgli i ulvene og naturens levevej. Men da Mowgli ikke viser tegn på, at kunne klare sig på egen hånd eller finde ud af at bruge junglen og sine dyriske egenskaber, begynder Bagheera at tvivle på, om menneskebarnet nogensinde vil passe ordentligt ind.

The-Jungle-Book

Det varer heller ikke længe, før Bagheera får sin frygt bekræftet. Den bengalske tiger, Shere Khan, dukker op en dag, hvor junglen ellers ser ud til at være i sin mest fredelige fase. Tigeren har ikke tænkt sig at lytte til de andre dyr, specielt ikke da han finder ud af, at et menneskebarn er iblandt dem. For at beskytte Mowgli, tager Bagheera den svære beslutning om at føre menneskebarnet tilbage til sin egen art, hvor han vil være i sikkerhed fra Shere Khans kløer. Desværre er tigeren mere snu end de havde forudset og Mowgli ser pludselig sig selv alene i den store jungle uden hverken Bagheera eller sin ulvefamilie. På sin farefulde rejse gennem junglen møder han både venner og fjender, som alle tester hans modenhed og indre moral. Er Mowgli mon stærk nok til at overleve i junglen på egen hånd?

’Junglebogens’ charme kommer fra selve kernen af fortællingen, som består af de mange møder mellem menneske og moder natur – hvad end det er vind, vand og vejr eller dyrene imellem. Det er denne fare, der fanger publikum, men det er den jordnære charme og jungletunge jargon, som får publikum til at blive. I de hule hænder på Jon Favreau, får vi en mere voksen og veludviklet version af den gamle fortælling, men charmen er bestemt bibeholdt, specielt når scenerne involverer bikuber og en bjørn ved navn Baloo. Der er desuden masser af mindeværdige referencer til både Kiplings bog og Disneys bagkatalog, som nok skal få smilet frem på læben og kroppen tilbage i sædet. Der er nemlig ingen grund til bekymring, når først Baloo fortæller om det rent og skær nødvendige eller når King Louie gerne vil være ligesom os. Men til trods for den nostalgiske nødvendighed i at medtage de mindeværdige sange fra den oprindelige animerede film, så ville jeg ikke have noget imod, hvis de blot havde refereret dem eller måske endda fjernet dem fuldstændig.

Den første forfilm til ’Junglebogen’ anno 2016, præsenterede faktisk filmen fra en realistisk vinkel uden hverken musikalske toner eller talende dyr – lige bortset fra en simpel voice-over. Jeg synes dette fungerede rigtig godt og den ikoniske sang om ren og skær nødvendighed blev blot refereret til, dog med et lille glimt i øjet. Men det er jo trods alt Disney vi snakker om, og her snakker dyrene med os. Til trods for den lidt mørkere tone, så er det trods alt stadig et familieeventyr der skal skabe junglefeber i børnehøjde, hvilket er forståeligt nok. Men tanken om en ’Junglebog’ lavet med kærlighed og kropssprog er finurlig nok i sig selv – måske Andy Serkis’ opkommende udgave kan levere på dette punkt? Men i hvert fald, jeg undskylder for at have faret lidt for vild i min egen vildmark, da dette punkt primært burde ses i parentes og ikke som en egentlig kritik af filmen. Som sagt gør instruktør, Jon Favreau, et fabelagtigt job med at jonglere sin egen vision af ’Junglebogen’ sammen med datidens værker uden de store problemer og formår at fornye fortællingen og finde balancen mellem den banebrydende teknologi og genkaldelsen til de gamle kendinge.

THE JUNGLE BOOK - (L-R) MOWGLI and KING LOUIE. ©2016 Disney Enterprises, Inc. All Rights Reserved.

Som det ofte er tilfældet med Disney, så føles denne film også finpudset efter et forhåndsbestemt og næsten fejlsikkert manuskript, hvor historien sættes op, slippes løs og bindes betryggende sammen igen til sidst. Desuden har Disney en tendens til at prædike deres pointer og tavlebelære deres temaer for publikum, og denne film er ingen undtagelse, men som voksen tilskuer må man finde sig i, at ’Junglebogens’ faktiske målgruppe ofte overlades ubevidst til glemmebogen undervejs. Det er jo først og fremmest familieorienteret underholdning, hvilket er et faktum, der fuldstændig forbigår øjet, når først dette frydes med den fantastiske visuelle billedside som filmen besidder. Men selvom filmen fortæller sin historie både til lands, til vands og i luften, så er selve underholdningsværdien udelukkende højtflyvende, mens resten er så perfekt udskåret og serveret, at man hurtig glemmer de enkelte øjeblikke, hvor filmen lige skal ned og røre jordbunden. Jon Favreau har desuden fundet en interessant vinkel, hvor emner som modenhed og selvaccept medtages fra start og afsluttes elegant til sidst.

Skuespil

Det er ikke ligefrem nemt at anmelde animerede dyrearter for deres skuespil, specielt fordi skuespillerne ikke blev instrueret undervejs med motion capture, men blot har leveret deres replikker i et lydstudie og overladt deres legeme til computermagi. Men det menneskelige skuespil kommer ikke kun fra kroppen, men også fra stemmen, og Jon Favreau har fundet sig en kompetent kollektion af karismatiske skuespillere til at bringe bjørn såvel som tiger til live. Den børnevenlige bjørn, ved navn Baloo, spilles af en mindst lige så munter menneskeskikkelse, nemlig Bill Murray. Som det tilmed er tilfældet med alle de andre skuespillere på rollelisten, så var Murray allerede et perfekt valg på papiret. Han formår at fange det menneskelige i dyret og bringe bjørnens personlighed frem i billedet som mere end blot en klodset og klumpet karakter, som kun er fyldt til randen med karisma og varme og derfor fuldstændig røvet fra kant og harme – dette er heldigvis ikke tilfældet her. Baloo er bestemt fortsat honningelskende og helt igennem charmende, men der er mere bag de store brune øjne end som så – noget der virkelig skinner igennem med Bill Murrays præstation.

Ben Kingsley kaster sig ud i rollen som Bagheera og klør på hele vejen igennem som det store kattedyr, som også er Mowglis redningsmand og tro følgesvend. Kingsley har altid haft en stemme der afspejler hans personlighed rigtig godt, hvilket er den behagelige men faste røst, som kan få én til at føle sig sikker men samtidig meget selvstændig. Man kan mærke hans store hjerte gennem skuespillet og hans intentioner om at få Mowgli til at stå på egne ben. Bagheera er en hård men retfærdig læremester og hans tendens til at tage alting med et bekymrende blik skaber en dejlig kontrast med Baloo og hans mere løse og lette livsstil. Scarlett Johannson har en mindre rolle i filmen, som desværre heller ikke er særlig mindeværdig. Hun gør det fint i rollen som Kaa, men jeg synes ikke, at hun er fremragende. Hun er muligvis også den eneste jeg ser som værende en anelse fejlcastet, da hendes ru og ujævne stemme ikke passer helt perfekt med slangens snu og bløde personlighed.

The_Jungle_Book_2016_(film)_16

Men hvis vi skal nævne en skuespiller som virkelig rammer alle toner helt rigtigt, så er det Idris Elba som junglens selvudnævnte hersker, Shere Khan. Den dystre og determinerede røst lister sig helt ind under huden på publikum og formår at fange den hungrende følelse af magt og maniske modbydelighed som udgør den ikoniske bengalske tiger. Elbas levering er selvsikker og sandfærdig og man tvivler ikke et sekund på hvert et ord der kommer ud af munden på ham – hvad end det er sandhed eller løgn – det er både overbevisende og overvældende at være vidne til. I fare for at forglemme filmens egentlig hovedkarakter, så må jeg hellere lige vende omkring drengen i lændeklæder, Mowgli. Neel Sethi er mere eller mindre komplet ukendt i filmverdenen og hans erfaring kan formelig sammenlignes med hans uvidenhed i den dybe jungle. Men selvom han ikke leverer noget der når hverken lianer eller trætoppe over den typiske børnepræstation, så har jeg længder af respekt for ham, da selv professionelle skuespillere med mange års erfaring i branchen har det svært med at spille over for intet andet end et kamerahold og et blå eller grønt stykke lærred – men Neel Sethi gør netop dette og meget overbevisende endda.

Christopher Walken var efter min mening et mesterligt valg til den gigantiske egoistiske abe, King Louie. Desværre mødes mine forventninger ikke helt, hvilket mest af alt skyldes en skæv udskæring og opfattelse af karakteren. I skikkelse af en mere dyster og behersket abehersker, lægger vi længere fra det mere grundkomiske udgangspunkt, som vi så i Disneys originale udgave, men det fungerer dog stadig rigtig godt. Den mørkere vinkel skaber spænding og realisme, men selvom jeg ikke ligefrem savner ren spas og løjer, så ville jeg gerne se Walken leverer lidt mere af sig selv i rollen – som hvis Christopher Walken lavede en parodi af Christopher Walken – skævere toner ville give dybere scener, som kun ville fungere til fordel for filmen.

Visuelt

Med hjælp fra computermagi har Jon Favreau skabt et imponerende visuelt vidunder, der fremstår helt utrolig betagende. Tanken om at træstammer i tusindvis og hvert enkelt blad på grenen er generet og renderet helt og aldeles gennem en computer er utrolig beundringsværdigt. Den virkelige verdens jungle er kun blevet brugt som reference for animatoren, mens alt andet end Mowgli er komplet uvirkeligt – både i den ene og anden forstand. Det er bestemt imponerende at se på, men det er som om at de mange nødvendige data ikke overføres fuldstændig fejlfrit til det store biograflærred. Jeg ved ikke, om det skyldes en fejl hos biografen eller i selve filmen, men flere steder undervejs virkede billede lidt sløret og utydeligt – som om de mange mængder data ikke kunne hamle op med det fuldkommen fotorealistiske udseende som instruktøren gik efter.

Screen-Shot-2015-09-15-at-12.58.37-PM

Misforstå mig ikke, generelt ser det hele fantastisk ud, men det er stadig tydeligt nok til at være værd at nævne. Billedsiden virker også mere teknologisk revolutionerende end visuelt imponerende, selvom jeg selv brugte sidstnævnte til at beskrive filmen. Det er som om, at instruktør, Jon Favreau, ikke leger nok med de mange muligheder han har, nu når han ikke er fastlåst til landskabet og skuespillerne. Ved hjælp af teknologien, kan han bevæge sig frit rundt som det passer ham, men alligevel ender han med en lidt passiv instruktion, hvilket er en anelse ærgerligt.

Musik og lydbillede

Det er lykkedes musikken at medtage nøjagtig den samme charme og autenticitet, som alle de andre elementer i filmen har forsøgt at fange – men soundtracket er i sandhed hvad tager stemningen til det helt rette niveau. Der er nok jungletoner og trommerummer til at løfte filmen ud af lydstudiet og efterlade den i junglen, hvor den får lov til at vokse og udvikle sig naturligt i takt med filmens historie. Det er især den opdaterede musikalske udgave af Baloos ikoniske sang, som på magisk vis overføres fra det gamle til det nye uden at miste noget som helst. De nye toner er episke og storslåede, men charmen er ikke slået helt ud af billedet, da den hyggelige atmosfære stadig kan mærkes – det hele er blot blevet mørkere og mere voksent, præcis som Jon Favreau ville have det.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Junglebogen Anders Bjerg

Junglebogen - premiere den 14. april 2016

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: I hænderne på instruktør, Jon Favreau, og hans jordnære hold af helt igennem fantastiske skuespillere, er dyreriget lige blevet en hel del rigere. ’Junglebogen’ anno 2016 er mere voksen og moden end tidligere og derfor mere tro mod Kiplings originale fortællinger. Både adrenalin og varme kan mærkes i hjertet af junglen, når først Mowgli flygter, falder og finder sin vej gennem junglens dybe og dystre indre. Denne nyeste live-action version af den gamle fortælling er bestemt en værdig version, der forstår sig på materialet, mennesket og dyrene i det. Jeg vil mene, at det rent og skær nødvendige at gøre her, er at finde vej til din nærmeste biograf og få oplevet junglebogen som du aldrig har oplevet den før.

4.8


User Rating: 0 (0 vurderinger)

Tags: , , , , , ,


Om skribenten

Filmentusiast med kærlighed til filmmediet - uanset genre og stilart... En film skal have noget godt at byde på, så længe fokus er tydeligt og filmen er stensikker og ikke mindst selvsikker i dét den ønsker at fremføre. Så kan mesterværker findes i mange filmhjørner...



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑