Det er nu 25 år siden, at jeg, sammen med resten af verden, blev blæst bagover af Steven Spielbergs klassiske dinosaur-actionfilm: ’Jurassic Park’. Som lille dreng oplevede jeg hermed milepælen for visuel historiefortælling, da dette var en af de første gange, at computergenerede effekter for alvor blev brugt. Nu er vi nået til den femte film i franchisen og jeg stiller derfor mig selv spørgsmålet, om det stadig er en god idé at producere fortællinger om fortidens giganter eller om de digitale dinoer bør uddø i forlængelse af deres fortidsslægtninge.
Historie
Historien starter 3 år efter begivenhederne i ’Jurassic World’. Dinosaurerne lever på øen Isla Nublar i bedste velgående og har tilpasset sig miljøet. Fortidsdyrenes fredelige eksistens bliver dog truet af et kommende vulkanudbrud på øen. Hovedpersonerne fra den foregående film, Claire og Owen, bliver derfor hyret til at bringe dinosaurerne i sikkerhed og dermed forhindre deres udslettelse. Men arbejdsgiverens intention er en helt andet end lovet og vore kære hovedpersoner finder hurtigt ud af, at menneskets grådighed er langt farligere end selv den mest glubske dinosaur.
Jeg anser mig selv for at være fan af ’Jurassic Park’ og her taler vi om den første. Nummer 2 i serien kan jeg også finde fornøjelig, men de efterfølgende film har føltes noget tamme at se. Det kunne være super, hvis filmskaberne og producenterne (heriblandt Steven Spielberg) kunne skabe en samlet franchise, som stikker mere ud og tilbyder andet end tom dinosaur-action og genbrugte og slidte idéer. Det formår de dog desværre ikke at gøre i denne omgang og dermed farer ’Jurassic World: Fallen Kingdom’ ned ad samme, bumlede og blinde parkvej som de andre filmatiseringer.
Hvor ’Jurassic World’ på mange områder lignede en opdateret, men ikke bedre, version af ’Jurassic Park’, så ligner ’Jurassic World: Fallen Kingdom’ minsandten også ’Jurassic Park 2: The Lost World’ på mange områder. Hvor både den første ’Park’ og ’World’ havde kaos-scenariet i forlystelsesparken som tema, så har ‘Park 2’ og ‘Fallen Kingdom’ det tilfælles, at de slemme, onde kapitalister vil misbruge de stakkels dinosaurer; denne gang er historien dog understøttet af et stærkere miljømæssigt budskab.
Jeg vil næppe kalde oplevelsen for en film. Siddende i moderne 
4X-biografsæder, er tanken om at blive slynget rundt i en forlystelse mere nærliggende. De mange, gode minder jeg har fået, ved at have oplevet en film med gennemført plot, detaljeret personkarakteristik, et glimt i øjet og en magisk følelse, bliver med denne film efterladt i mørket: Dette værk har ikke en millimeter af magi! Strategien er simpel fra Universal Studios side: Flere dinoer, mere løben, mere action, en ny genetisk kødæder (The Indoraptor) og et kæmpe vulkanudbrud… Så har man en god, ja bedre film end de andre.
Nej, det er ikke sådan klaveret spiller, i hvert fald ikke for mig. Jeg er godt klar over, at mange sikkert vil finde filmen ganske fornøjelig, men for en som mig, der ønsker, at denne franchise skal være noget andet, så er mit håb næsten ligeså dødt som de rigtige fortidskæmper. Der bliver lagt i kakkelovnen til en efterfølger, men der skal nogle andre boller på suppen end digital dino-fest ekstravaganza, hvis mit humør skal højnes efter denne oplevelse.
Skuespil
Hovedrollerne spilles af de samme som i sidste film, Bryce Dallas Howard og Chris Pratt. De er nogle talentfulde skuespillere, men de har intet at arbejde med her. Deres karakterer er gennemsigtige, kedelige og alt, alt, for heldige. Selvfølgelig var der folk i de første par ’Jurassic Park’ film, der slap ud af ekstreme situationer, men Claire og Owen er så svineheldige og action-parate, at selv Indiana Jones bør tage hatten af. Skurkene i filmen er også virkeligt kedelige og ikke mindst for karikerede. De er tydeligt besat af penge og med deres skurkesmil, virker de mere som det klassiske eksempel på en morale dedikeret til publikum end som værdige modstandere til vores helte. I forlængelse af dette, bliver nogle af dialogerne leveret på en facon, der, på mig, virker overøvet og stive i betrækket. Du finder ikke katastrofalt skuespil eller momenter, hvor man krummer tæer af pinlighed, men manuskriptet er så uinteressant, at der på dette felt intet er at komme efter.
Visuelt
Det, som ’Jurassic World: Fallen Kingdom’ vinder på, og som er filmens største salgsargument, er dens visuelle side. Effekterne er virkeligt flotte og dinosaurer har aldrig set så realistiske ud. Der er også teknisk leg med kameraet, som er en sand fryd for øjet, men samtidigt er det også for meget af det gode. Jeg synes, at instruktøren J.A. Bayona uden tvivl er bedre til den visuelle præsentation end Colin Trevorrow, der lavede den forgående film. Billedsiden og den visuelle historiefortælling rammer en kvalitet, som resten af filmens elementer dog ikke kan leve op til. Al energien er tilsyneladende lagt i dette element, men det er ikke nok til at bære hele forlystelsen.
Musik og lydbillede
Tonerne af den legendariske kendingsmelodi, John Williams’ episke produktion, dukker kun op til sidst i filmen. Det gør mig ikke som sådan trist, da der så er god plads til et nyt, spændende soundtrack. Desværre så er Michael Giacchinos musik ikke nær så interessant at høre på, hvilket kun er med til at understøtte filmens ubalance. Soundtracket er ikke magisk og kan ikke løfte filmen op i kvalitetsniveau. På lydsiden fungerer det dog, som det skal. Dinosaurerne buldrer derudaf, eksplosionerne lever op til Hollywood-kriterierne og generelt så er det hele soundscapet mixet rigtig fint sammen.
