Greta Gerwig er med coming of age-filmen ‘Lady Bird’ debuteret som filminstruktør med et rungende og solidt brag. Filmen med den skønne Saoirse Ronan i hovedrollen fik allerede premiere i USA tilbage i november 2017 og har fået en særdeles god modtagelse med på vejen. Blandt andet i form af flere Oscar-nomineringer og to Golden Globe-priser for bedste film og bedste kvindelige skuespiller. Forventningerne er derfor skruet helt i vejret, når ungdomsdramaet endelig får premiere i de danske biografer, for kan den mon leve op til hypen?
Historie
Christine er i mere end almindeligt teenageoprør i Sacramento – Californiens svar på Midtvesten. Hun vil så langt væk fra barndomshjemmet som muligt. Hun vil ikke engang bruge det navn, hendes forældre gav hende ved dåben, men det, hun har givet sig selv: Lady Bird. Hun er endt på den lokale kristne High School, hvor hun har svært ved at passe ind og vakler mellem de forskellige kliker. Imens drømmer hun om at komme på college ovre på Østkysten – hvor de har kultur. Derhjemme kæmper hun samtidig bitre kampe med sin mor, som altid kritiserer hende. Et lyspunkt er dog, at hun kommer med i årets musical, hvor hun møder den søde og respektfulde Danny, der kommer fra den velhavende del af Sacramento. Og snart blomstrer romantikken.
Det lyder umiddelbart som plottet til enhver anden amerikansk ungdomsfilm. Men sku ikke hunden på hårene, for ‘Lady Bird’ befinder sig flere niveauer over den sædvanlige, klichéfyldte fortælling om den specielle pige, der falder for skolens mest populære fyr. Lady Birds romantiske oplevelser med fyre er godt nok en del af fortællingen – for spirende forelskelser og tanker om romantik er uundgåelige for langt de fleste 17årige – men det bliver aldrig filmens hovedfokus, og dét, synes jeg, er super fedt. I stedet bliver der gået i dybden med en masse andet vigtigt: venskab, mor-datter-forhold, identitet, trangen til oprør og løsrivelse fra forældre. Filmen behandler disse temaer på en virkelig smuk og autentisk måde, og det er nemt at relatere til Lady Bird og hendes problemer. Især Lady Bird og moderens komplicerede forhold til hinanden fremstår autentisk og er smukt udfoldet. Lady Birds forhold til moderen – og faktisk også hendes forhold til hjembyen Sacramento – bliver et godt billede på, at kritik kommer af kærlighed, og dem, vi er hårdest ved, er oftest også dem, vi holder allermest af. Jeg er med andre ord ikke i tvivl om kærligheden mellem mor og datter. Jeg har kun en eneste lille anke, og det er, at filmen klart er mere karakterbaseret end plotbaseret, og det giver til tider filmen et lidt langsomt tempo. Dette medvirker, at vi virkelig kommer ind under huden på mange karakterer, hvilket jeg elsker, men jeg må desværre indrømme, at jeg også tænkte “kom nu videre” et par gange undervejs. Rent plotmæssigt er filmen altså ikke helt oppe at ringe, men det vejes helt klart op af alle filmens fantastiske (især kvindelige!) karakterer og relaterbare tematikker omkring dét at være ung, lege med sin identitet, bryde fri fra forældrenes trykke favn og drømme stort.
Skuespil
Der er ikke noget at sige til, at Saoirse Ronan vandt en Golden Globe-pris for bedste kvindelige skuespiller. For Ronan er Lady Bird. Hun er som skabt til at spille teenageren med det farvede hår og de store drømme. Der er noget meget sødt, charmerende og helt igennem unikt over Ronans fortolkning af Lady Bird, og samtidig kan hun virkelig brage igennem, når bølgerne går højt i mellem hende og moderen. Lady Birds mor spilles af Laurie Metcalf, og de to har en fremragende kemi sammen. De skaber et meget troværdigt mor-datter-forhold, og i deres konflikter kan jeg se sagen fra begge sider – jeg sidder ikke tilbage med følelsen af, at kun den ene er en idiot. De er begge lette at sympatisere med og deres forhold virker ægte. I det hele taget har Greta Gerwig samlet et rigtig godt cast til denne film, og det er dejligt, at der er så meget fokus på kvindelige karakterer, hvor Lady Birds gode veninde, Julie, spillet af Beanie Feldstein, også må nævnes. Af andre nævneværdige karakterer har vi Lucas Hedges i rollen som den bedårende love interest, Danny, og ‘Call me by your name’-stjernen Timothée Chalamet som den smarte rebel, Kyle.
Visuelt
Filmen er egentlig ikke super banebrydende rent visuelt, men det forventer jeg heller ikke af denne type film. Det visuelle gør alt dét, det skal, uden at tage fokus væk fra historien og skuespillet, og måske endda mere til. ‘Lady Bird’ er flot filmet og karaktererne er en fryd at kigge på, særligt Lady Bird med sit pink hår og til tider specielle outfits. Lady Birds visuelle udtryk siger om hende, at hun – som den klassiske teenager – forsøger at skille sig ud fra mængden og finde sig selv. Jeg bliver aldrig træt af at kigge på Lady Bird og hendes stil. Desuden er der et interessant visuelt greb, som bruges i filmen et par gange, nemlig at der filmes i direkte fugleperspektiv ned på vores karakterer, som ligger ned, hvilket giver os seere en alt-vidende position. Filmen byder derudover på flotte billeder af Sacramento, som det meste af handlingen foregår i. Der er simpelthen intet negativt at komme efter.
Musik og lydbillede
Jeg kan godt lide filmens soundtrack, som Jon Brion står bag. Det er både sødt, finurligt og passer godt til filmens overordnede stemning. Musikken tager ikke for meget over, men ligger meget fint i baggrunden og ulmer. Dog er det ikke et soundtrack, der blæser mig bagover eller sætter en masse følelser i gang hos mig, hvilket jeg lidt havde forventet – specielt når resten af filmen er så fantastisk. Jeg er vild med “Title Credits”-nummeret, da jeg synes, at det passer perfekt til filmen og til karakteren Lady Bird, men derudover er det ikke et soundtrack, som jeg kommer til at lytte til om og om igen.
