Fire stjernespækkede skuespillere samles om Beethovens musik og dan..." /> Filmanmeldelse: A Late Quartet - Filmpuls

drama Læs filmpuls anmeldelsen af 'A Late Quartet' med Christopher Walken, Philip Seymour Hoffman, Mark Ivanir og Catherine Keener i de bærende roller.

Skrevet den 17 december, 2013 | af Shamaila Ahmad

0

Filmanmeldelse: A Late Quartet

Fire stjernespækkede skuespillere samles om Beethovens musik og danner rammen for en verdensberømt strygekvartet.

Men under den smukke musikalske overflade gemmer der sig intriger, interne spændinger og stærke følelser som tager overhånd, der kan have afgørende konsekvenser for overlevelsen af kvartetten.

Historie:

Vi lægger ud med historien om de 4 hovedpersoner, der sammen har formet en verdensomspændt strygekvartet, som har eksisteret i 25 år. I det øjeblik gruppen skal til at øve sig til den kommende sæson, finder gruppen ud af, at deres hovedcellist Peter Mitchell (Christopher Walken), er blevet diagnosticeret med Parkinsons sygdom. Peter insisterer på trække sig tilbage fra gruppen, og i stedet lade en anden dygtig cellist overtage hans plads i kvartetten. Den triste nyhed, og Peters beslutning, skaber uro i gruppen. Den udpegede anden violinist, Robert Gelbart (Philip Seymour Hoffmann) fortæller sine gruppemedlemmer, at han fremover ønsker at spille første violinist og derved veksle med Daniel Lerner (Mark Ivanir), der besidder den rolle. Men hverken Daniel eller Juliette Gelbart (Catherine Keener), gruppens bratschist og Roberts kone ser behovet for denne ændring.

Filmanmeldelse på filmpuls.dk af filmen 'A Late Quartet'.

Hurtigt i filmen kommer man væk fra det smukke musikalske element, som man måske ellers havde håbet ville danne den essentielle ramme om filmen, over i noget overfladisk indhold. Bl.a. med Robert, der ikke føler, at han hverken får sin kones støtte eller gruppens forståelse, ender ud i en affære med flamencodanseren Pilar (Liraz Charhi), og sætter sit ægteskab på spil. Dertil forelsker førsteviolinisten Daniel sig hovedkuldsforelsket i Roberts og Juliettes datter, Alexandra (Imogen Potts).

Dette er, efter min mening, en overfladisk og lidt for forudsigelig drejning, filmen får – for det er alt sammen set før. Havde omdrejningspunktet i stedet været selve musikken og Peters sygdom (som jo er hele grunden til, at der bliver skabt problemer) havde det løftet filmens indhold meget mere. Som tilskuer sidder man lidt tilbage med en fornemmelse af at filmen lige så godt kunne have portrætteret 4 unge teenagere, der danner et high-school band, men som måske går i opløsning fordi gruppemedlemmerne internt ikke kan få ”hverdagens problemer” til at fungere. Man prøver lidt at underminere det reelle problem, som er Peters sygdom og om hvorvidt kvartetten er stærke nok til at kæmpe sammen, for at Peter skal komme på den anden side af sygdommen med hans gruppes fulde støtte.

Philip Seymour Hoffman og Catherine Keener i 'A late Quartet. Læs filmanmeldelsen her på filmpuls.

Skuespil:

Der skal selvfølgelig ikke herske nogen tvivl om, at vi har at gøre med fire fantastisk dygtige og meget talentfulde skuespillere. Yaron Zilberman har gjort et godt stykke arbejde med at vælge netop disse fire personer til hovedrollerne.

Enkeltvis i hver deres rolle, spiller skuespillerne deres rolle til UG. Man får hurtigt det indtryk, at Christopher Walken fungerer som en god ”faderfigur” i gruppen. Den gamle og mest erfarne mand, der er højt respekteret og grundstenen i kvartetten. Han spiller fantastisk i sin rolle som manden med Parkinsons sygdom, men det er bare ærgerligt, at man ikke får et dybere indblik i, hvad det rent faktisk indebærer at have den sygdom. Der er dog ikke nogen tvivl om, at man ikke kunne have castet en bedre skuespiller til rollen, end Christopher Walken. Meget troværdig og dygtig.

Christopher Walken spiller Peter Mitchell i filmen 'A late quartet'. Læs anmeldelsen på filmpuls.dk

Philip Seynour Hoffmann gør det godt i sin rolle som den undervurderede og mindre værdsatte ægtemand, Robert Gelbart. Han føler sig ”overflødig” og mener selv, at han kan udrette mere og vise flere facetter af sit talent.

Philip Seymour Hoffman spiller Robert Gelbert i 'A late quartet'. læs anmeldelsen her.

Mark Ivanir spiller den kølige velovervejede perfektionist og forbliver i den rolle filmen igennem. Dog krakelerer en snert af den meget perfekte og alvorlige karakter, da han forelsker sig i Roberts og Juliettes datter, hvor han i en scene bl.a. ender med at kravle ud af Alexandres vindue – for at gemme sig fra Juliette. En morsom scene, hvor det er dejligt at se ham smide tøjlerne.

Catherine Keener spiller forskellige ”roller” i filmen, både som en overspændt, trist og (til tider) kold kone og mor over for sin mand og datter, men samtidig en dygtig bratschist. Hun har et ambivalent forhold til sin datter, da hun altid har tilsidesat datteren frem for karrieren. Samtidig ser man hendes dybe respekt og kærlighed for Peter, og hun tager det som en kæmpe sorg, da han bliver konstateret med sygdommen.

FIlmanmeldelse af 'A late Quartet' med Catherine Keener og og Mark Ivanir.

Visuelt:

Visuelt er der ikke blevet malet med de store pensler. Men det er en flot film, der fanger tilskueren. Farverne og effekterne passer til det dæmpede og rolige tempo i filmen. Filmen kan tider godt virke en anelse for teatralsk, men ikke noget der trækker filmen ned.

Musik & Lyd:

Musikken i ‘A Late Quartet’ kredser om Beethovens String Quartet No. 14 i C minor, Opus 131. Et fremragende musikalsk stykke der er så rørende, at man bliver helt grebet. Musikstykket passer til handlingen og stemningen gennem hele filmen. Desværre er hovedfokusset i filmen ikke selve musikken, hvilket jeg synes er en enorm ærgrelse.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: A Late Quartet Shamaila Ahmad

A Late Quartet - premiere d. 19. december 2013

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: A Late Quartet er lidt for overfladisk, hvor fokusset desværre ligger det helt forkerte sted. Det eneste der løfter filmen op på et nogenlunde gennemsnitligt niveau, der rummer noget dybde, er selve skuespillerne og især Peters sygdom. Derfor, Bravo for skuespillet, men selve handlingen er en ommer.

3.3


User Rating: 0 (0 vurderinger)

Tags: , , , , , ,


Om skribenten

Hudløs ærlig filmentusiast - helt ud til fingerspidserne! Kan lide stortset alle genre, og alt hvad Kevin Spacey og Tarantino rører ved, er et hit.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑