Hvad er en ”stor film” i dag? Nok en markedsføringsstrategi til 2-300 milloner dollars eller mere, hvor voksne mennesker render rundt i superhelte-gamacher og spiller foran en grøn skærm/lærred, hvor der så bagefter bliver computergeneret det miljø, som passer til filmen. Det lyder i mine ører ikke særlig charmerende, ja faktisk kedeligt, men sådan er det i dag. Der var engang, hvor man ikke havde sådan en teknologi, og hvor man var tvunget til at filme på locations og lave alt praktisk foran kameraet. En af de flotteste og bedste praktiske-film er ’Lawrence of Arabia’. Denne storslåede oplevelse vises i Københavns Imperial biograf fra i dag d. 16. og til d. 21. august i 70 mm. Nu er spørgsmålet, om denne gamle film fra 1962 stadig holder vand?
Historie
Dette er historien om en meget usædvanlig og spændende personlighed, og filmen bygger i den grad på virkelige begivenheder. Navnet var T.E. Lawrence, han var løjtnant i den britiske hær, og samlede de arabiske stammer til kamp mod tyrkerne (osmanerne) under Første Verdenskrig. Det er også historien om, hvordan en person blev omdannet fra at være anonym til at være hærfører, og tør man sige… et symbol.
Stadig alle de år efter dens oprindelige udgivelse, så griber historien fast i en. Mesterinstruktøren David Lean ved nøjagtigt, hvordan man strikker et så grandiost krigs-drama sammen. Denne balanceagt af drama, krig, følelser og personudvikling går rent ind, og med sine 3 timer og 36 minutter, så synes filmen ikke at være ren ørkenvandring, da man føler sig draget (eller det gjorde denne anmelder). Når man ser filmen i Imperial, så starter denne ”event” med prolog-musik (”ouverture” vil nogle kalde det), der indleder filmen, hvilket var noget publikum var vant til, når de gik ind og så en episk storfilm i 1950-60’erne. Og denne skribent havde næsten tårefyldte øjne, over at smage lidt af hvad det ville sige at have været publikum i Hollywoods såkaldte ”Gyldne æra”. Der er undervejs også pause (Intermission), hvor man lige kan strække benene, før man går ind til anden halvdel, som også har prolog-musik.
Plotmæssigt er dette en ren vinder, mest også fordi filmen faktisk er til dels ret kompleks. T.E. Lawrence er måske en national helt hjemme i England, men et perfekt menneske… nej, det var han langt fra. Hvilket filmens bestemt også berører, og slet ikke maler en glorie på vores hovedkarakter. For du finder hverken endimensionelle karakterer i Lawrence eller de nærmeste biroller, nej der er godt med substans. Filmen synes også at have politiske holdninger, der omhandler Storbritanniens interesse i Mellemøsten. For mens Lawrence er optaget af forestillingen om den noble vilde, er staterne optaget af profit/ressourcer og politikerne af rænkespil.
Ja, ’Lawrence of Arabia’ har mange ting kørende, og selvom filmen ikke er lige så tempofyldt og ”underholdende”, som David Leans film før denne, ’Broen over floden Kwai’, så er dette et prægtigt eventyr, som du ikke må gå glip af. Med mindre du har problemer med at se ældre film.
Skuespil
Peter O’Toole var en rimelig ukendt skuespiller før denne films udgivelse. Men O’Toole beviser virkelig, hvorfor han blev den legendariske og respekterede skuespiller, som vi kom til at kende ham som. Han griber rollen som Lawrence meget komplekst an og giver os en mand med mange ansigter. Han starter med at være en sarkastisk karakter, der har problemer med autoriteter, til at blive en storslået hærfører, som har en urokkelig selvtillid. O’Toole spiller simpelthen på så mange tangenter, at det er svært ikke at være imponeret.
Filmen er også historien mellem Lawrence og hans ven Sherif Ali, spillet af Omar Sharif, der vel nok var den største filmstjerne fra Mellemøsten, og som nogle år efter denne film fik hovedrollen i David Leans næste storfilm, ’Doktor Zivago’. O’Toole og Sharif eksploderer i et velkomponeret sammenspil, der viser et varmt venskab, der aldrig helt kan ramme bjergtinderne, da verdenssituationen og konflikter står i mellem dem. Er man kun vant til at se nye film, så vil man måske have det svært ved denne film, da man udtrykte sig lidt anderledes. Men der skal ikke være nogen tvivl om, at for 1962 standard, så rammer vi de øverste himmellag på dette område, også fra Alec Guinness (bedre kendt som den originale Obi-Wan Kenobi fra ’Star Wars’), der her er sminket som en arabisk prins, hvilket i dag ikke ville været gået.
Visuelt
STORSLÅET! Dette kan man med et udtrykke om dette. Vi har at gøre med en produktion, der tog år at lave, hvor man var nødt til at skyde ude i de rigtige landskaber, imens man havde tusindvis af statister og heste til rådighed. Denne 70mm udgivelse er også virkelig overdådig, og krigssekvenserne er i den grad prægtige, ja, så prægtige, at man kan føle sig rørt af den ægthed, der er i billedet. For her er der ingen billige tricks, men ren og skær praktisk filmmagi.
Musik og lydbillede
Maurice Jarres musik til denne film er blevet en klassiker i sig selv. Vi taler her om en af de bedste soundtracks, der nogensinde er lavet, og musikkens klarhed kan bestemt høres. Vi taler her om en gammel film, så surround sound eksisterede ikke. Filmens lyd kommer udelukkende fra biografens forreste højtalere, så forvendt ikke lyden af kameler og andet rundt om dig. Dette er nok også det eneste kritik punkt jeg har, da det kunne være fedt at have et nyt bearbejdet lyd/musik-mix, der gav os lidt surround sound. Men alt det er kun petitesser, som ikke ændrer karakteren, der selvfølgelig også her rammer topkarakter.