Scarlett Johansson er ren Jedimaster.

Filmanmeldelse: Lucy - Filmpuls


action Lucy - 2014

Skrevet den 7 august, 2014 | af Simon Strand

0

Filmanmeldelse: Lucy

Scarlett Johansson er ren Jedimaster.

Instruktøren og manusskribent, Luc Besson, kreatøren bag ‘The Fifth Element’ (1997), ‘Léon’ (1994), ‘Nikita’ (1990), ‘The Transporter’ (2002) og ‘Taken’ (2008) har igen disket op med en badass kvindelig karakter ved navn Lucy i hans nye action-sci-fi film af samme navn.
Denne gang er der dog ikke blot tale om en lejemorder, der begår selvtægt, men en kvinde, der ufrivilligt får adgang til hele sin hjernes potentiale. Plottet minder på mange måder om det fra ‘Limitless’ (2011) med Bradley Cooper… men Scarlett Johansson vil meget, meget mere, og leverer en rutchebanetur gennem hjernen, tiden, rummet, dyreriget, evolution, “Big Bang” og selve livets eksistens.

Ambitiøst? Måske en smule, men ‘Lucy’ virker rimelig ligeglad med din personlige grænse for dit abstraktionsniveau, hvilket, på sin vis, er en ganske underholdende affære.

Lucy - 2014

Historie

Lucy (Scarlett Johansson) er en ameriansk, ung, smuk, blond studerende i Taiwan. Desværre er hun blevet mere en dus med Richard (Pilou Asbæk), som iført stråcowboyhat og orange narrøvs-briller beder hende om, at aflevere en låst kuffert ind på et hotel til en hvis Mr. Jang. En smule modvillig går hun med til det, og før hun ved af det er hun endt inde hos en modbydelig asiatisk mafia, ledet af Mr. Jang (Choi Min Sik, ‘Oldboy’ fra 2003). Efter lidt oversættelser fra en tolk via en telefon på højtaler, finder Lucy ud af, at hun skal åbne kufferten med en kode, der, til fleres overraskelse, indeholder et blåt krystalliseret stof, CPH4, der mest af alt ligner noget Walter White fra ‘Breaking Bad’ (2008-2013) har fremstillet.
Stoffet er dog ikke “bare” methamfetamin, men et stof, der, hvis optaget, kan skrue op for brugerens hjernekapacitet til Jedi-niveau.
Lucy bliver, igen, modvilligt hyret som smugler af dette stof – det skal nemlig til Europa, så de unge kan blive afhængige af det og rive censoren rundt til eksamenerne. Posen med stoffet bliver indopereret i Lucy’s mave, men desværre ender posen med at lække, og stoffet flyder ud i Lucy’s åre. Lucys intelligens-udvikling kan dog forekomme en smule forvirrende, men heldigvis har Luc Besson fået fat i den sprødeste stemme i verdenen – Morgan Freeman spiller nemlig heldigvis professoren Samuel Norman, som er den absolut klogeste forsker inden for hjernens kunnen. Med sin kamin-stemnings-stemme fortæller han ved en kæmpe forelæsning, om teorien om hjernens skjulte potentialer. Det går hurtigt op for en at de 10% hjernen eftersigende kun bruger, kan stige til 20%, så 30%, 40%, 50% osv., og hvis denne stigning forekommer, vil man til sidst ende med at besidde en krydsning af Gandalfs, Yodas, Harry Potters, Sherlock Holmes’, Dr. House’, Neo/Thomas Andersons, Stephen Hawkings, verdens stærkeste computers, en tidsmaskines og en delfins kræfter…

Ja, rimelig heftige sager, men man accepterer straks denne teori, fordi det er Morgan Freeman, der siger det. Og man betvivler ikke Morgan Freemans ord.

Lucy bliver altså et hyper-menneske, og kan og ved alt. Mr. Jang skal ned med nakken, men Lucy skal samtidig forhindre at de andre poser med CPH4 når ud omkring i Europa med hjælp fra den franske politimand, Pierre Del Rio (Amr Waked)
og hun må og skal finde Samuel Norman, som vil forstå hendes udvikling, før det hele er for sent.

Lucy - 2014

‘Lucy’ lover solid underholdning, når Luc Besson står som kaptajn på projektet, og den leverer varen. Til forskel fra så mange andre hovedløse actionfilm, så har ‘Lucy’ rent faktisk et interessant plot, som dog er blevet leget med før. Det forhindre dog ikke en i igen at blive underholdt ved tanken om, at mennesket, måske, rummer uanet kræfter, vi bare ikke har har fået forløst endnu. Måske gemmer der sig en lille Jedimaster i os alle, og hvis vi udviklede den, hvad ville vi så gøre med den?
‘Lucy’ har dog en mere videnskabelig tilgang til hele plottet – der bliver puslet lidt med de etiske og moralske spørgsmål omkring disse kræfter, og om menneskeheden overhoved er klar til denne udvikling – men de bliver hurtigt afløst af ekstremt flotte CGI-rejser gennem tiden, illustrationer af stoffet, der gennemborer Lucy’s blodårer og hjerne, Lucy, der ser neon-lysende-udregninger i luften, hvordan hun mestrer alt materiale og eksistens omkring sig og nakker den grumme asiatiske mafia, der jagter hende, næsten uden at røre en finger.
Solid og til tider intelligent underholdning, som er værd at overvære på et stort lærrede i biografen.

Skuespil

Scarlett Johansson gør det ganske udemærket som Lucy. I starten er hun en smule naiv og hysterisk – herefter koldblodig og kalkulerende Miss Bad Ass, som kun Luc Besson kan gøre kvindelige karakterer. Langsomt som hun udvikler sig fra at være Miss 20% Brain Capacity Bad Ass til Miss 30% Brain Capacity Bad Ass osv. bliver hun også mere og mere apatisk. Der er simpelthen ikke plads til følelser i hjernen, da de blot er en hindring for hendes hyper udvikling i intelligensen. Det kommer udemærket til liv med et mere og mere stift udtryk i ansigtet på Lucy, der, på sin vis, gør hendes mærkværdige udvikling troværdig.
Morgen Freeman er som altid god, da han bare er Morgan Freeman, men med en titel som professor og gennemtænkte hypoteser og teorier om hjernen. Choi Min Sik, der spiller den onde Mr. Jang er også ganske solid, og ender aldrig med den ellers velkendte overspillet skurke-type. Han er helt nede på jorden, meget nærværende med hans psykopatiske aura i scenerne, veksler ikke et eneste ord på engelsk og myrder folk som det passer ham. Herligt.

Lucy - 2014

Visuelt

De mange illustrationer af CPH4 der borer sig igennem Lucys krop, celler der deler sig, Lucys forestillinger om rejser gennem tiden, hendes røntgen blik igennem alt omkring sig og bare i det hele taget hendes overmenneskelige (eller er de virkelig det?) kræfter får en til at spærre øjnene op, da hele menneskehedens eksistens og potentiale gøres så småt, når man sammenligner det med hele Jordens og universets eksistens igennem milliarder af år.
‘Lucy’ flyver så heftigt gennem tid, rum, materiale og eksistens at man næsten får åndenød. For nogen kan det virke overdrevet og langt ude, for andre vil det være en visuel oplevelse, man ikke lige ryster af sig. Stort plus herfra for forsøget på grænseløs kapacitet i en film, hvilket stemmer meget godt overens med CPH4’s effekt på hjernen.

Musik & lydbillede

Lydeffekterne har en fint flow med det visuelle, og skaber perfekt dybde i Lucys udvikling. Man trækkes ind i Lucys evner, som om man selv havde fået en sprøjte CPH4. Soundtracket spænder fra Beethoven til nyere pop-musik, og Eric Serras score virker også udemærket, dog uden at være særdeles bemærkelsesværdig.

Lucy - 2014

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Lucy Simon Strand

'Lucy' - vurdering

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik & lydbillede

Kort fortalt: Vil du se Scarlett Johansson sparke røv i en film, der sparker endnu mere røv, så gå ind og se 'Lucy', der leverer sprød og heftig underholdning i bedste Luc Besson stil.

4.3


Tags: , , , , , , , , , , ,


Om skribenten

tidligere elev fra European Film College med en bred smag for film og 'Independence Day' som absolut guilty pleasure.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑