Filmanmeldelse: Malavita (Farvel til Mafiaen)

‘Farvel til Mafiaen’ med Robert De Niro prøver et nyt perspektiv til mafia genren… og tager sig heldigvis ikke alt for seriøs.

For mig er Robert De Niro synonym med gode mafia film (Mean Streets, The Godfather part 2, Goodfellas, Casino), og derfor var jeg lidt bange for, at ‘Farvel til Mafiaen” ville ødelægge Robert De Niros ry inden for genren. Heldigvis kan ‘Farvel til Mafiaen’ ikke sammenlignes med Robert De Niros klassiske mafia film, da filmen for det første en en komedie film, der tager emnet op om en falleret gangster, der har fået vidnebeskyttelse og lever derfor i skjul med hans familie. Og vigtigst af alt, så tager filmen og Robert De Niro sig heldigvis ikke alt for seriøs, og filmen har en god gang underspillet selvironi.

Historie

Manzoni familien aka Blake familien får vidnebeskyttelse, hvor de er blevet flyttet rundt til forskellige steder i verdenen i de seneste 11 år. Nu er Normandiet i Frankrig blevet deres næste destination, og deres cover er Blake familien fra USA. Familien består af Fred (Robert De Niro), Maggie (Michelle Pfeiffer), Belle (Dianna Agron) og Warren (John D’Leo), og vi følger familiens udfordringer ved at tilpasse sig deres nye hverdag i Normandiet. Deres italienske gangster rødder kommer selvfølgelig til at spille en betydningsfuld rolle i deres bestræbelser på at tilpasse sig. I mens leder deres gamle gangster venner efter dem, og de vil selvfølgelig have hævn.

Luc Besson har dansk premiere den 24. oktober med filmen 'Malavita' (Farvel til Mafian). Her er et billede af Manzoni aka Blake familien, som lever undercover. Her ses Robert De Niro, Michelle Pfeiffer, Dianna Agron (mest kendt fra TV-serien 'Glee') og John D'Leo.

Filmen skal roses for det anderledes perspektiv med den sjove vinkel, men 110 min. bliver alligevel for lang tid for filmen ‘Farvel til Mafian’. For mig er der flere døde perioder i filmen, og filmen er selvfølgelig forudsigelig i forhold til det endelige opgør mellem Manzoni aka Blake familien og deres gamle gangster venner. Jeg fornemmer helt sikkert, instruktøren Luc Besson har valgt at familiens bånd og udvikling skal bære filmen; hvor opgøret mellem familiens gamle gangster venner mere er en undskyldning til at skabe spænding i filmen… tja meget lidt spænding.

Skuespil

Robert De Niro som Fred Blake i Malavita (Farvel til Mafian).

Det jeg specielt godt kan lide ved Robert De Niro i ‘Farvel til Mafian’, det er at man kan fornemme, at han ikke tager sig selv alt for alvorlig, og spiller endda med undertoner af selvironi. Robert De Niro har vist i andre film såsom ‘Meet the Fockers’ trilogien, at han er god til komedie film. Det gør han også ganske fint her, men i en meget mere tilbagetrukket rolle. Under filmen lægges der vægt på, hvordan Robert De Niros karakter Fred bruger ordet FUCK; hvilket er en meget sjov gimmick i ‘Farvel til Mafian’.

Det er mere Michelle Pfeiffer og specielt børnene Dianna Agron og John D’Leo, der får lov til at udfolde sine karakterer. Selvom Michelle Pfeiffer ikke nødvendigvis ligner en italiensk kvinde, så nailer hun alligevel alle Maggies facetter som en Mafia kone, der elsker sin mand, men samtidig også er familiens “overhoved” og får tingene til at køre.

Børnene fra Blake familien spilles af Dianna Agron, der er mest kendt fra TV-serien 'Glee' og John D'Leo.

Dianna Agron er nok mest kendt fra TV-serien ‘Glee’, og hun anses pt. for en af Hollywoods hotteste nye navne. Hun vinder dig hurtigt med sin barske attitude, sit kønne look og målrettethed, men senere vinder hun også dit hjerte, når hun viser karakteren Belles skrøbelige og omsorgsfulde sider.

John D’Leo der spiller Warren, som er lillebror til Belle, gør det også ganske fint. John D’Leo er god til at fortælle, hvordan Warren hurtig er blevet voksen, nok i mangel på at faren Fred (Robert De Niro) ikke har været der så meget for ham, men samtidig også udstråler respekt for faren og familien, som hurtig har taget ved lære af farens metoder. De metoder bruger børnene hurtig til at overleve på deres nye skole, hvilket er nogen af filmens højdepunkter.

Tommy lee Jones spiller FBI agenten, der har fået til opgave at beskytte og holde opsyn med familien Manzoni aka Blake. Jeg bliver nødt til at fremhæve sammenspillet mellem Robert De Niro og Tommy Lee Jones, som virker rigtig godt. De er begge garvede skuespiller, hvilket tydeligt kan mærkes, når de spiller overfor hinanden. Roen der er mellem dem, passer rigtig godt til deres karakterer, og for mig bliver det også lidt symbolsk. De er et eksempel på, at skuespil er meget mere end ord, og det handler lige så meget om det usagte.

Robert De Niro og Tommy Lee Jones i filmen Malavita (Farvel til Mafiaen).

Visuelt

Der er ikke så meget at komme efter det visuelle, trods at filmen foregår i Normandiet, og flere af scenerne er filmet på locations. Luc Besson er selvfølgelig ikke kendt for at lave turist film som Woody Allen, men jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere til at give den franske stemning.

Musik og lydbillede

Hvad filmen mangler i det visuelle, gør ‘Farvel til Mafiaen’ op for i musik og lydbillede. Instruktøren Luc Besson er god til at få skabt de rette stemninger med hjælp af musikken i filmen. Manzoni familien er jo italiensk, men deres undercover Blake er amerikansk og de bor nu i Frankrig; musikken bliver anvendt til at skabe referencer i givne situationer, som komplementerer det visuelle rigtig godt. Samtidig anvendes der også musik, som er kendetegnende for mafia film. De har endda brugt Tony Bennets version af ‘Rags of Riches’, som også var en af tema sangene fra Scorseses film ‘Goodfeallas’.

Sangen Client Eastwood med Gorillaz spilles når gangsterne kommer til byen, og det har en super effekt på at bygge en stemning op, og samtidig bevæge sig i et lydbillede, der understøtter gangster genren rigtig godt, til trods for at sangen er fra 2001, og ikke har umiddelbare relationer til gangster miljøet fra andre film.