Disney forsøger at genskabe en af deres mest ikoniske skurke i et..." />

fantasy Maleficent. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk

Published on 29 May, 2014 | af Michella Malin Petersen

0

Filmanmeldelse: Maleficent

Disney forsøger at genskabe en af deres mest ikoniske skurke i et tandløst live-action eventyr

Ligesom mange andre, er jeg vokset op med Disney’s klassiske eventyr. Deres håndtegnede film-æra, som startede med ‘Snehvide Og De Syv Små Dværge’ i 1937 (!) og kørte frem til 2004, med et lille, men desværre kortvarigt comeback med ‘Prinsessen & Frøen’ i 2009, har været en del af næsten alle generationers barndom. Der er så mange fantastiske og tidsløse perler igennem de 60 år, men et af Disney’s mest fortryllende eventyr var ‘Tornerose’ fra 1959.

Filmen, der var baseret på Brødrene Grimm’s langt mere mørke historie, gav os prinser, prinsesser, feer, kærlighedskys, drager og kongeriger. Det kan nærmest ikke blive mere klassisk.

Men nu er vi i 2014, og tiderne ændrer sig. Mens Disney desværre har valgt at gå over til det langt mindre charmende computer-animation når de skal skabe deres eventyr, har de også valgt at få forsøgt sig med et par live-action remakes af deres verdenskendte historier, og de forsøg har, mildest talt, ikke været lige vellykkede. ‘101 Dalmatinere’ fra 1996, var en hyggelig og underholdene børnefilm der aldrig prøvede at være mere end den var, mens Tim Burton’s ‘Alice In Wonderland’ var en frygtelig rodebunke, der slet ikke virkede til at forstår hvad ideen med det originale eventyr af Lewis Carroll faktisk var, og den endte med at være langt mere sikker og børnevenlig end tegnefilmen af samme navn.

Maleficent. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk

Men Disney er ikke til at stoppe. De kaster fillmene på markedet i et forsøg på at ramme en ny generation af børn og unge som vokser op i en tid hvor idéen om god og sikker børneunderholdning er helt anderledes end den var bare for 10 år tilbage.

I dette øjeblik er der allerede live-action remakes på vej af ‘Askepot’, ‘Junglebogen’, og ‘Den Lille Havfrue’. Vi må håbe at disse projekter har flere ambitioner end dette års nyeste gren på træstammen: ‘Maleficent’

Historie

‘Maleficent’ omhandler selvfølgelig feen af samme navn, dronningen af mosen, der som lille pige møder en prins fra det nærliggende kongerige. De vokser op sammen og forelsker sig, men da kongen erklærer krig mod mosen og bliver såret i kamp, lover han tronen og kongeriget til den der kan dræbe “det bevingede bæst”. Stefan, der er menneske og derfor blændet af grådighed og magtbegær (MEGET originalt og ALDRIG set før, NOGENSINDE!) beslutter sig for at dræbe Maleficent, men skifter mening i sidste øjeblik og vælger at skære hendes vinger af i stedet så kongen vil tro at hun er død. Stefan bliver konge og Maleficent bliver, med ret, en smule bitter. Hun får selskab af en krave (som hun også kan forvandle til  en ung fyr med halv-bart bryst, sådan teenage-pigerne også kan være med) ved navn Diaval, som skal fungere som erstatning for hendes manglende vinger. Han informerer hende om at Kong Stefan og hans nye dronning har fået en datter, Aurora, hvilket gør Maleficent lidt ekstra muggen. Hun forbander babyen til at skulle stikke sin finger på en spinderok den dag hun fylder 16 og falde i en evig søvn, en forbandelse der kun kan blive ophævet af en ægte kærlighedskys. Kongen sender Aurora ud at bo i skoven med hendes tre fe-gudmødre, hvor Maleficent holder skarpt øje med hende. Da Aurora fylder 16, mødes de og Maleficent begynder at få moralske skrupler over Aurora’s uundgåelige skæbne.

Skaberne bag ‘Maleficent’ fortalte at de ville forsøge at vise en alternativ teori til hvordan en af Disney’s mest ikoniske skurke blev til den hun er. Det er også meget fint. Problemet er bare at de forsøger aldrig at finde en forklaring på hvad der gjorde Maleficent til den sure skinke vi alle kender og elsker. I stedet ændrer de hele hendes karakter, og gør hende til filmens heltinde.

Maleficent er ikke ond, Maleficent er bare en lidt bitter dame med et knust hjerte. Fordi som vi jo alle ved, så er det slet ikke muligt for kvindelige skurke (og det begræb er brugt meget løst i sammenhæng med denne film) at have andre begrundelser for deres gerninger end en mand. Disney har altid fået skylden for at holde deres prinsesser (og prinser) i meget faste kønsroller, men nu skal vi huske at ‘Tornerose’ altså udkom i 1959, en tid hvor kvinders kønsroller VAR markant anderledes. Når det er sagt, så har de derimod altid været overraskende gode til at skabe ligehed mellem deres mandelige og kvindelige skurke. De var ofte ligeså sadistiske som deres mandelige modstykker, deres grunde til deres ondskab varierede en del, og en af de ting der gjorde den originale Maleficent til sådan en en mindeværdig skurk var at hun var den ultimative skurk. Vi vidste aldrig hvorfor hun var så hamrende ond, men vi vidste bare at hun var en djævelsk kvinde der kunne tilkalde alle helvedes kræfter på et par sekunder og forvandle sig til en gigantisk drage når humøret lige ramte. Med andre ord: Hun var råsej.

Maleficent. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk

Og hertil skal det ikke tros at jeg er imod at give skurke en baggrund og en historie, tværtimod. Det kan skabe ekstremt mange gode historier, forbindelser/paralleler med heltene, og publikum et helt andet forhold til dem. Men kan vi ikke snart finde på noget bedre til de ondskabsfulde damer end ulykkelig kærlighed og jalousi? Er vi virkelig ikke kommet videre efter snart 50 år?

Derudover er ‘Maleficent’, som sagt, på ingen måde et forsøg på at give en forklaring på hvorfor mørkets fyrstinde blev ond, men derimod en komplet omskrivning af hendes karakter. Her er der ingen tvivl. I denne halvanden time lange film ser vi Maleficent begå én ond gerning. Én. Og det er selvfølgelig den ikoniske scene hvor hun forbander den nye prinsesse til at “falde i en dødslignende søvn”. Alting derefter er ganske tamt. Maleficent må kede sig noget så voldsomt i sin mose, fordi hun nyder at sidde og holde øje med De Træ Træfeer (efter at du har set filmen vil der ikke være nogen tvivl om hvorfor jeg kalder dem det) og deres nye lille rundkindede bebse. Udover et par øjeblikke, som en scene hvor Maleficent får det til at regne i feernes hytte (Uh, hvor er det ondt! De bliver jo våde! Forbandet din ondskab, Maleficent!) så er der intet “skurk” i hende overhovedet. Jeg vil næsten ikke engang kalde hende en anti-helt.

Filmen er også overraskende grov på nogle punkter. Da Aurora som barn bliver passet af De Tre Træfeer kan de slet ikke finde ud af så meget som at fodre hende ordentligt, og i en scene ser vi dem sove trygt mens stakkels baby Aurora græder efter mad. Er det meningen vi skal finde det sjovt? Charmerende? Magisk? Hahahaha… Barnet kunne være sultet ihjel! Hvor er det hyggeligt! Vil du lave en god Disney-film, så skal vanrøgt selvfølgelig inkluderes, uden tvivl. På et senere tidspunkt er feerne på skovtur ved en klippe med den nu lidt ældre Aurora. De kommer op at skændes og slår på hinanden på skift (suk), mens den lille pige er ved at løbe ud over en klippe. Hahahaha, hvor er det charmerende at hun var ved at ende med at skulle skrabes op fra jorden med en skovl.

Og hvis du sidder og tænker “Jamen, vi ser hende jo som teenager, så feerne har jo i det mindste nået at redde hende!” – Godt forsøg. For nej, hver eneste gang bliver Aurora reddet af Maleficent. Ja, du hørte rigtigt. En af Disney’s mest ikoniske skurke redder det barn som hun netop 5 minutter inden (bogstavlig talt) smed en forbandelse på. Og disse scener bliver ikke engang sat op som dramatiske øjeblikke hvor et uskyldigt barn er i fare. Nej, de bliver sat op som “charmerende” og “livsglade” scener hvor vi skal sidde med et kæmpe smil på læben over Maleficent’s gode gerning. I ‘Tornerose’ begik feerne også “moderlige” fejl, men vi så dem også gang på gang forsøge at beskytte Aurora, selv når hun er teenager og efter hun går under for forbandelsen, kan man tydeligt mærke hvor berørte de er. Feererne var næsten de mest sympatiske karakterer i hele filmen, men her kunne de nærmest ikke virke mere ligeglade med hende.

Maleficent. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk

Maleficent’s pludseligt skiftende attitude overfor Aurora er ret utroværdig, ligeledes er Aurora og Prins Phillip’s lille (og komplet ligegyldige) forelskelse. Hele filmes klimaks er smertefuldt forhastet og man får aldrig en fornemmelse af at der er nogen form for risiko som det udfolder sig. Da Maleficent tager kampen op mod kongen og hans vagter, er hun klædt i et outfit der får hende til at ligne noget fra en punk-musikvideo. Det er fuldstændig umuligt for filmen at vedligeholde en form for balanceret stemning. Den ved slet ikke hvad den vil være.

Kong Stefan’s skæbne er ret ude af karakter og egentlig ikke særlig fortjent. Han snuppede hendes vinger (ærlig talt, så gjorde han hende en tjeneste, for de ting så latterlige ud) og hun forbandede hans eneste datter til en evig søvn. Kan vi ikke være enige om at de var lige? Der er intet, absolut intet, der gør Kong Stefan hverken mere ond eller mere god end Maleficent selv. Og alligevel bliver han sat op som filmens skurk, mens Maleficent skal være heltinden. Det hænger slet ikke sammen.

Filmens eneste mindeværdige scene er den vi alle kender, hvor Maleficent dukker op til den nye prinsesses barnedåb. Her bliver der gjort et nogenlunde godt forsøg på at fange stemningen og farvelægningen fra originalen, og Jolie’s efterligning af Maleficent’s stemme og tale mønster er ret imponerende. Det er en fin lille scene, og den eneste hvor jeg var bare lidt investeret i handlingen.

Konklusionen omkring det ægte kærlighedskys er dog trods alt lidt nytænkende indenfor denne film’s rammer, men ikke helt originalt. Vi har set lignende i både Disney’s egen Oscar-vindene ‘Frost’, samt ‘Snow White & The Huntsman’.

I sidste ende, så gør ‘Maleficent’ ikke skade – Disney’s ‘Tornerose’ er tidsløs og vil blive husket i årtier frem, mens ‘Maleficent’ vil ryge i glemmebogen efter et halvt års tid (højst), sammen med Disney’s lignende live-action opdateringer – men filmen er hverken interessant eller medrivende nok til at fænge de voksne, og den er heller ikke magisk eller sjov nok til at holde de små underholdt særlig længe af gangen.

Skuespil

Angelina Jolie som Maleficent er lidt en no-brainer – hun har det rette udseende til rollen, og virker til at have en svaghed for at spille mørke karakterer. Nu har jeg altid fundet hendes skuespiller-evner meget overvurderede, men hun klarer sig faktisk nogenlunde her. Hendes stemme og accent (som har forbedret sig gevaldigt siden ‘The Tourist’) passer godt til karakteren, og hun kan hurtigt se en smule uhyggelig ud. Hendes kindben især, er en fed detajle. Men så snart der bliver krævet at hun skal skrue et tak op for følelserne, f.eks når hun skal vise vrede eller sorg, så ryger troværdigheden. Jolie er en af de typer skuespillerinder der virker alt for bevist om hvordan hun ser ud på kameraret, og derfor bliver hendes skuespil alt for stift i disse scener. Hun giver dog den bedste præsentation i filmen, men for at være ærlig, så siger det ikke særlig meget. Isobelle Molloy der spiller den unge Maleficent er til gengæld decideret forfærdelig, og burde virkelig få et par år til på skuespiller-skolen.

Jeg havde et stort problem med Elle Fanning (J.J Abrams’ ‘Super 8’) som prinsesse Aurora allerede da jeg så den første fulde trailer og jeg fik desværre ret. Nej, Aurora er ikke den mest interessante prinsesse som Disney har skrevet, men her er hun direkte utålelig. Elle Fanning spiller hende med en overdreven sødhed som skal banke publikum i hovedet og råbe “se hvor kær og uskyldig hun er, se hvor meget hun elsker alle væsner, hav ondt af hende for pokker!”, men hun bliver aldrig andet end en irriterende light-version af Guldlok. Hun er en gående kliché – snurrenede rundt i sin kjole mens hun griner bredt, og morer sig over alle de finurligheder som mosen har at tilbyde, og jeg var kun et af hendes overdrevene Joker-grin væk fra at række ud efter bræk-posen. Da Aurora endelig stikker sin finger på spinde-rokken, kunne jeg ikke lade være med at så stille sidde og klappe i mine små hænder. Lås døren og smid nøglen væk! Derudover hjælper det ikke at hendes forsøg på en accent er håbløs tåkrummende. Måske var det en idé bare at caste en englænder næste gang? Hvis jeg skal høre på endnu en af disse overdrevne og komiske forsøg på at imitere verdens flotteste accent, så ender jeg i spændetrøjen.

Maleficent. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk

Resten af castet er heller ikke den store oplevelse. Sam Riley (‘On The Road’) som Diaval prøver i det mindste at tilføje lidt humor til sin rolle. Det lykkes ham bare ikke. ‘Maleficent’ er så usjov som regnvejr til en grillfest. Sharlto Copley (‘District 9’ og sidste års remake af ‘Oldboy’) og hans sindsygt vilde accent, spiller Kong Stefan og han gør det vel egentlig okay, men hans karakter er så fladt skrevet at det gør helt ondt. Hans pludselige skift fra at være forelsket i Maleficent til at være en halv-psykotisk og magtbegærlig konge er ikke ligefrem overbevisende, især eftersom det sker indenfor filmens første 20 minutter. Man kan dog ikke give ham skylden for ikke at prøve.

I rollen som De Tre Træfeer finder vi de britiske skuespillerinder Imelda Staunton (Dolores Umbridge fra ‘Harry Potter’-franchisen), Leslie Manville (tv-serien ‘Fleming’) og Juno Temple (‘The Dark Knight Rises’ og den kommende ‘Sin City: A Dame To Kill For’) som henholdsvis Knotgrass, Flittle og Thistetwit (en ren alkohol-test lige dér), der som bekendt skal passe på Aurora indtil hun er fyldt 16. Og til deres forsvar så prøver de virkelig, virkelig meget. De er alle dygtige skuespillerinder i andre projekter, mens deres karakterer er så overdrevent fjollede i forhold til deres animerede modstykker at man hurtigt bliver træt af dem. Den fysiske komedier er al for overdrevent, og med undtagelse af en eller to øjeblikke, så er der ikke meget at grine af.

Der er ærlig talt ikke noget at komme efter i skuespiller-afdelingen, men udover Elle Fanning og Isobelle Malloy, er der ingen der er decideret forfærdelige i deres roller. De fleste er dygtige og forsøger deres bedste, men når man kun har en håbløs historie og flade og uinteressante karakterer at arbejde med, så er det begrænset hvad man kan levere.

Visuelt

Den visuelle side af  ‘Maleficent’ er nem at beskrive – De mørke omgivelser fra ‘Snow White & The Huntsman’, blandet med de umådeligt grimme CGI-effekter fra Tim Burton’s ‘Alice In Wonderland’. Men hvor førstnævnte i det mindste var flot filmet, og stemningsfuld, og sidstnævnte i det mindste havde styrken i et godt cast, så er ‘Maleficent’ hverken flot, stemningsfuld eller skuespillermæssigt stærk, og derfor lægger man især mærke til de manglende effekter, da der ikke er andet interessant at se på.

Maleficent. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk

CGI-effekterne er utroligt uoverbevisende og det hele er typisk stil over substans. En CGI-eventyrverden er ikke lig med charme og skønhed når dens karakterer er komplet ligegyldige, hvilket Disney virker til at have lidt af et problem med at forstå. Vi får ellers både drager, små feer, og nogle troldelignende væsner som jeg ikke aner hvad er, men intet af det er det mindste troværdigt at se på, og det er nærmest som at se på et Playstation 2-spil. Om det er mangler i budgettet eller på talentfulde folk bag effekterne ved jeg ikke, men det er langt fra imponerende at se på, og der er intet nyt under solen. Derimod er kostumerne for det meste ret flotte og et par enkelte lokationer, som f.eks kongens slot, er noget af det eneste der er ægte at se på.

Filmen er (selvfølgelig) også lavet i 3D, og her er der virkelig heller ikke noget at komme efter. De bliver nærmest ikke udnyttet og har ikke rigtig nogen anden funktion end at give lidt dybde i baggrundene. Hvis du absolut ikke kan leve dit liv uden at få set ‘Maleficent’, så spar i det mindste lidt penge, og se den i 2D. Du går ikke glip af noget, og når du så endelig slår dig selv i hovedet over at have brugt 0.05% af din hårdt tjente månedsløn på filmen, så kan du i det mindste klappe dig selv på skulderen over at du ikke betalte ekstra for at se ét enkelt middelmådigt brug at 3D-effekten.

Musik og lydbillede

Filmens instrumentale soundtrack kommer fra James Newton Howard, som blandt andet har komponeret musik til Disney’s tidligere tegnefilm ‘Atlantis’ (2001) og ‘Skatteplaneten’ (2002), samt en stor del andre film kendte film og serier. Det lykkes Howard at skabe et fint og fortryllende lille soundtrack, og han hans forsøg på at blande sød Disney-magi og store action-toner er ret vellykket, dog uden at være vildt mindeværdigt.

Højdepunktet i ‘Maleficent’ kommer når rulleteksterne endelig begynder (på flere måder end én) – her får vi nemlig sangerinden Lana Del Rey (som blev valgt personligt af Angelina Jolie til jobbet) og hendes smukke cover-version af “Once Upon A Dream” (eller “Vi Mødtes I En Drøm” for os danskere) fra den originale Disney-klassiker ‘Tornerose’. Jolie har tydeligvis god musik-smag. Det er et fantastisk valg af sangerinde, og et stemningsfuld lille sang som i sig selv bringer langt mere stemning på lidt over 3 minutter, end hele filmen gjorde på halvanden time.



 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Maleficent Michella Malin Petersen

Maleficent - Premiere den 22. Maj 2014

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Summary: ‘Maleficent’ er hverken underholdende, rørende, eller charmerende. Stik modsat af ‘Tornerose’, som du burde gense i stedet for at bruge tid og penge på denne flade og forglemmelige undskyldning for en Disney-film.

2.3


User Rating: 7 (1 votes)

Tags: , , , , , ,


About the Author

har et ekstra hjertebank for superhelte, gyser-genren, 80'er film, tragiske dramaer og alt af Christopher Nolan. Taler flydende i film-citater, og ville se en film om tørrende maling hvis Tom Hardy var på rollelisten. Blogger hos Bloggers Delight.



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Back to Top ↑