Filmanmeldelse: Manchester by the Sea

Manchester ved havet…

Denne lille perle af en film, som lægger til ved vandet af den ikke-engelske by, Manchester, er instrueret af en mand ved navn Kenneth Lonergan, der blandt andet har stået bag et par anerkendte manuskripter, som eksempelvis ’Analyze This’ og ’Gangs of New York’, alt i mens han også har instrueret sine egne projekter og med stor succes som følger.

Lonergan har fastholdt et forholdsvis højt niveau for alle sine film indtil nu, men om ’Manchester by the Sea’ kan ramme samme bølge af succes som hans tidligere film, uden hverken at gå til grunde over høje forventninger eller flyde over med ambitioner i ren og skær frustration, er et godt spørgsmål. Filmen har dog vist sig at være yderst populær under et solidt sejlads gennem diverse filmfestivaler, hvor der har været god medvind og kraftig vind i sejlene, der dertil har givet talrige sejrer og et virvar af vundne priser indtil nu… men er ’Manchester by the Sea’ i sandhed denne altomfavnende filmiske tsunami af frustrerede følelser og fantastisk filmkunst, som alle roser den til skyerne for?

Historie

I filmen følger vi Lee Chandler, en særdeles ensom og ensporet pedel, som går rundt alene og gemmer på en hård og forfærdelig fortid, som blandt andet har fået ham til at leve et meget monotont, rutinemæssigt og modvilligt liv. Alt ændrer sig pludseligt, da han får en opringning om at hans bror, Joe Chandler, har fået et hjerteanfald, som desværre også når at tager hans liv, før Lee når frem til byen fra hans barndom og fortid, Manchester. Det er ikke nemt for Lee, at skulle konfrontere alle de folk og alle de følelser, som han ellers har forsøgt at flygte fra i al den tid. Det gør det bestemt ikke mere medgørligt, da Lee får oplæst Joes testamente, som fortæller, at han skal være værge til sin brors søn, Patrick – og dette til trods for, at det aldrig tidligere er blevet diskuteret mellem brødrene, også selvom Joe har været syg længe nok til at kunne planlægge det. Men tilsyneladende har han faktisk også planlagt det hele nøje, med penge nok til at dække flytteomkostninger og hvad der ellers høre til. Lee har meget svært ved at se sig selv tage tilbage til byen; svært ved at se sin familie i øjnene; svært ved at ændre adfærd og livsstil og ikke mindst svært ved at se sig selv som værge og faderfigur til sin nevø.

’Manchester by the Sea’ er et enestående stykke filmkunst; serveret med en rolig men kontrollerende hånd, af en person, der forstår mennesket lige så godt som han forstår mediet. End ikke diverse opsummeringer online, ej heller overstående oversimplificerede overblik over filmens handling, er på nogen måde det endelige produkt værdigt. Filmen kan ikke beskrives eller forklares, men skal derimod opleves fra ende til anden, i de bløde biografsæder, med hjernen i den ene hånd og hjertet i den anden – ingen popcorn og sodavand nødvendig her, for jeg lover dig, at hjernen knirker og knaser rigeligt i sig selv undervejs, mens hjertet er tæt på at bruse over, i takt med, at filmen fanger indre, intense og emotionelle højder. Filmen forstår virkelig at stimulere tankerne og sætter følelserne ud af kurs, men hvad er det helt præcist, som gør filmen så fandens vellykket på dette punkt?

manchester

Det kan vel nærmest stilles op som to have der mødes, midt i en billedskøn subtil stilhed, hvor følelserne kan tale, uden anstrengende grimasser, og billederne bevæger, uden at skulle manifestere sig i metaforer. Instruktør, Kenneth Lonergan, besidder en meget sofistikeret fortællerstil, som især viser sin sande styrke, når forskellige flashbacks væves næsten ubemærket ind i filmen. Med disse indflettede plottunge tilbageblik, samt den generelle klipning igennem filmen, lykkedes det virkelig Lonergan at skabe et helt unikt tempo til filmen, som er i perfekt balance med historien. Det er punktlig uden at være anmassende og tilbageholdende uden at være alt for påpasselig. Ofte skaber flashbacks en fragmenteret følelse af handlingen i filmen og enkelte gange mister man tilmed overblikket – eller øjeblikket – undervejs. Men ’Manchester by the Sea’ gør det simpelthen så fejlfrit hele vejen igennem. Jeg har sjældent set en film gøre så godt brug af flashbacks. Faktisk er det en underdrivelse at kalde det for tilbageblik, da det vel nærmest er øjeblikke, vævet ubesværet sammen med den nutidige fortælling. Desuden gøres det så fejlfrit, at det aldrig helt føles som to eller flere forskellige tidslinjer. Det fungerer på en måde som et stilistisk sidestykke, til dét der foregår her og nu. Det er som uddybende ord til et igangværende billeddigt; det er forklaringer og forlængelser af fortællingen vi ser og høre lige her og nu, og det er simpelthen så naturligt og behagligt at overvære.

Grundet Kenneth Lonergans tilgang til historien, både i henhold til fortællermæssige vendinger samt virtuose men velvante rammer, så rammer ’Manchester by the Sea’ en helt anden klang, som virkelig giver genlyd gennem kroppen og sjælden. Filmen er meget rolig i sit tempo, men historien udvikler sig naturligt og helt af sig selv, i et konstant fremadgående tempo, hvilket aldrig står helt klart for dig, før du opdager, at du pludselig er ved vejs ende. Det er vel nærmest en gåde for mig at forstå, hvordan en film fyldt med flashbacks, karakterer der aldrig taler ud, en fortællerstemme som ej er at finde, samt en historie der aldrig fokuserer kun på én ting, kan bevæge sig så gnidningsløst i mål. Begrebet ’filmagi’ bliver ofte brugt når vi ser noget, vi aldrig har set før, men sjældent vil det blive brugt i forbindelse med en film som denne og det er synd. ’Manchester by the Sea’ er filmagi i ypperst forstand, tag endelig ikke fejl af dette. End ikke superhelte, fantasidyr eller diverse fortolkninger af eventyr er som en dråbe i havet sammenlignet med ’Manchester by the Sea’. Her handler det ikke om at blive blæst bagover af hvad man ser, men derimod fornemme en indre storm, som skabes ud fra dét man oplever. Filmen har ikke enorme vendepunkter undervejs, ej heller føles historien udformet og opsat efter faste fortællermæssige rammer. Hvad Lonergan har skabt er hverken lineært eller klassisk, men det er en fuldkommen kompetent historie alligevel.

Filmen er så virkelig og nær, og for en gangs skyld er der en film, som virkelig har forstået, hvordan man bruger humor til at underbygge realisme, og omvendt. Det er ikke for fjollet og utroværdigt, men det er heller ikke for tilbageholdende til at blive misvisende, og som det er tilfældet med resten af filmen, så kombineres disse to elementer endnu engang fortrinligt! Der skabes virkelige og ikke mindst virkelighedsnære situationer, hvor mennesker er i frustration, i sorg, er skræmte, paniske – eller af menneskelig natur – ude af stand til at kvæle deres knugende følelser omkring hvad der foregår lige nu og her. Men som sagt tidligere, er der ingen klistrede klichéer at finde… det er leveret lige på og hårdt, men med et underlæggende lag af humor, som virkelig opretholdte en balance i den ellers meget tragiske historie.

MBTS_SG_235

Skuespil

Kort og kontant, så giver Casey Affleck dén præstation, som Ben altid håbede på, at han kunne give. Ben Affleck er et stort, lettere klodset, charmerende brød, som har et ansigt og en stemme, som lander lidt i samme lejer som Ryan Gosling… flot og charmerende, muligvis, men ellers utrolig fladt og monotont skuespil, ved mindre de bliver typecastet i en rolle. Casey Affleck, i rollen som Lee Chandler, leverer én af de bedste præstationer i nyere tid – og det er helt uden at skrige i smerte, skrige i sorg, skrige i vrede eller skrige i glæde. Sikke en lettelse.

Når der skal uddeles alle de fornemme forgyldte figurer til årets bedste præstationer ved diverse prisuddelinger, så går prisen ofte til en person, som virkelig anstrenger sig på fysisk og psykisk vis, oppe på det store lærred. Eksempelvis, så vandt Leonardo DiCaprio endelig sin Oscar sidste år, selvom han burde have vundet langt tidligere. Hans rolle i ’The Revenant’ er på mange måder rigtig god, men den er lige så ambitiøs som den er anstrengende. Referatet til filmen, kunne vel ligeså godt have lydt således, ”I rollen som Hugh Glass, ser man Leonardo DiCaprio kravle, savle, råbe og måbe sig til en Oscarstatuette.” DiCaprio er en fantastisk skuespiller og det er synd, at han ikke vinder for nogle af hans mere udfordrende roller.

Selvom filmen hedder ’Manchester by the Sea’, så undskylder jeg alligevel for den lange søforklaring her, men jeg lover, at der var en pointe med det hele. Casey Affleck leverer nemlig det komplet modsatte i rollen som Lee Chandler. Hans præstation er drevet af inderlig tumult og emotionel tortur, som ikke viser sig særlig tit ved fysiske anstrengelser, men mere med et enkelt blik eller en pludselig pause i sætningen eller hans generelle stemmeføring. Jeg håber inderligt, at Oscarakademiet giver ham en statuette for denne præstation. Som nævnt før, så ser man alt for tit, skuespillere der vinder, fordi de anstrenger sig meget udadtil, enten i gråd eller vrede, i sådan en grad, at vi let og lettere chokeret bliver enige med os selv om, at de giver en helt igennem fantastisk præstation. Ofte kan dette også være sandt, man andre gange virker det også bare utroværdigt, overspillet eller bare alt for meget.

Det er dejligt at se en rolle, som den Casey spiller, hvor han siger så meget med så lidt og hvor rollen er troværdig i sig selv, på et hvilket som helst tidspunkt i filmen, og ikke grundet eventuelle højdepunkter fyldt med gråd og vrede. Hans optræden er konsistent og gennemført og kompleks, til trods for hvor naturlig og afdæmpet den føles. Men man kan nemt mærke hans indre tumult, fortid, frustrationer og så videre. Læg især mærke til hans blik, når han træder ind i hospitalets lighus, i en bestemt scene. Det er disse øjeblikke der imponere mig allermest – øjeblikke, der er tro mod netop dét – et øjeblik, der forsvinder igen så snart du blinker, men alligevel forbliver nethinden.

Skuespillet er yderst solidt hele vejen rundt, hvor resten af holdet har samme tilbageholdende og afdæmpet attitude, hvilket viser, at instruktøren har vidst præcis, hvad han ville have ud af sine skuespillere. Michelle Williams er et godt modstykke til Casey Affleck og Kyle Chandler er den perfekte karismatiske krammebjørn, som er charmerende og godmodig i sådan en grad, at det faktum at han får en uhelbredelig sygdom, rammer endnu hårdere. Han er ikke meget med, men utrolig medrivende når han er. C.J. Wilson er også værd at nævne, som endnu en karakter med så meget hjerte og tyngde gemt i sig. Lonergan har virkelig udvalgt de helt perfekte skuespillere, til at ramme rollen som ”menneske” helt rigtig – og det er vigtigt i en film som denne.

manchester

Visuelt

Både instruktion, manus og klipning gør det tydeligvis til en drøm for skuespillerne, at fremføre deres karakter og få det bedste ud af det individuelle øjeblik, og dette er desuden også tilfældet for filmen som en oplevelse og dertil publikums indlevelse. Som nævnt tidligere, er det især fortællerstilen med flashbacks, som er fremført så fantastisk godt og fejlfrit. Det er sjældent man ser flashbacks fremstå så gennemført og gennemtænkt som her. Lonergan forstår virkelig hvordan man sætter scener op og lader dem tale for sig selv, ofte i komplet stilhed. Der er ikke mange intense close-ups, men når der endelig er, bliver de brugt mere roligt, mens de mere aggressive eller intense scener holder kameraet på afstand. Desuden er der endnu en scene værd at nævne, hvor Lee sidder og lytter til Joes testamente blive oplæst. Læg mærke til den mageløse krydsklipning, som gør brug af ét eneste flashback, men vist i flere bidder. Utrolig at noget så simpelt, kan være så effektivt og føles så komplekst på samme tid.

Generelt er ’Manchester by the Sea’ særdeles naturlig og realistisk i dét billede, som den prøver skabe, så filmen er ikke fyldt med farver og frække kamerabevægelser undervejs. Lonergan ønsker ikke at imponere ved hjælp af selvsamme virkemiddel, som at kaste en kold spand vand direkte i ansigtet på sit publikum. Til gengæld er opsætningen og klipningen af hver enkelt billedsekvens noget nær perfekt. Det visuelle sprog et så gennemtrængende – ikke på et enkeltstående niveau – men som en del af fortællingen. Derfor er ’Manchester by the Sea’ ikke den slags film der skal pauses, udprintes og indrammes fordi filmfotografen maler hvert et billede med potente penselstrøg. Det handler ikke kun om ordet, men om de visuelle sætninger som filmen skaber. Det visuelle sprog blender ikke blot ind med omgivelserne… det visuelle sprog er med til at forstærke fortællingen og endda selve fremføre den flere steder undervejs. Det visuelle er stemmen mellem linjerne eller fortælleren i filmen… men ikke på en direkte måde. Den tilføjer derimod indirekte lag, dybde og perspektiver undervejs, som virker som visuel poesi for øjne og øre.

Musik og lydbillede

Lydbilledet akkompagnerer elegant billedsiden med det auditive modstykke til det visuelle. Det centrale musikstykke er som et betydeligt mellemled mellem historie og billede. På en måde bindes de to parter endnu bedre fast med denne pendant og musikken er med til at generere en bedre balance end hidtil oplevet. Der er fokus på det bibelske, med klassiske korseancer, som kaster tankerne hen på noget opløftende, som lægger i vente, for enden af vejen. Man kan ofte mærke mørket imellem tonerne og enkelte musikstykker fremkalder også en følelse af noget faretruende, men det er godt gemt væk bag tegn på en bedre fremtid.

Det centrale soundtrack sender også tankerne mod dét at rejse – der er en følelse af noget der konstant bygges, udvikles og føres frem, hvilket passer godt med karakterens nuværende situation og filmens tendens til at fungere som et delvist roadtrip. Som alt andet ved den her film, så kræver musikken opmærksomhed, hvis man skal få det hele med og lydbilledet ledsager heldigvis resten af ’Manchester by the Sea’ på fabelagtig vis, men sin subtile sans for detalje.