drama Mandela: Vejen til frihed trailer

Published on 23 January, 2014 | af Kofi Lawson

0

Filmanmeldelse: Mandela: Vejen til Frihed

Kom tæt ind på livet af et af det 20 århundredes største ikoner og oplev skuespil af det højeste kaliber!

En verdensfader er død, men hvor meget kendte du til manden Nelson Mandela? Men lad os først få en ting på det rene, hvis du tror det er ham her, så skal du nok ikke læse videre..
’Mandela: Vejen til frihed’ som er baseret på selvbiografien af samme navn, giver indblik i manden/mennesket Mandela og følger hans livsrejse til at blive et ikon/legende/verdensfader.

Historie

En ung dreng fører faderens kvæg over bakkerne i Transkei. En teenager skriger ”jeg er en mand”, mens han gennemgår et rituelt omskæringsritual. En ung advokat køber smarte jakkesæt og hurtige biler i efterkrigstidens Johannesburg. En lidt tilbageholdende talsmand for sit folk bliver revet med af kampen mod det undertrykkende apartheidstyre i Sydafrika og bliver til en væbnet revolutionær. En eftersøgt mand på flugt ender som fange og sat i fængsel og glemt på Robben Island.
Efter mange lange år, lærer han at tilgive og at vinde sine fjenders tillid. En far og en bedstefar der aldrig har lært sine børn og børnebørn at kende forlader fængslet for at lede sit folk.
Drengen der løb barfodet over bakkerne bliver den første præsident i et frit Sydafrika.
En pris måtte han dog betale, efter at have været adskilt i 27 år fra sit livs kærlighed, Winnie, var det umuligt for ham at beskytte hende fra apartheidstyret, der gjorde alt for at knuse hendes ånd. Mens han lærte sig selv at tilgive, lærte hun at hade.
Da han endelig var fri til at lede landet til fred, var hun klar til at gå i krig og han havde derfor mistet den kvinde, hvis billede var ved hans side i alle de ensomme år.

Filmen fokuserer på at fortælle om Mandela op til han bliver præsident og blander elementer fra hans privatliv og hans kamp.  Instruktøren Justin Chadwick, mest kendt for filmen (Den anden søster) fortæller, at man ønskede at portrættere Mandela som et menneske.
Fokus skulle være på den pris han og hans familie måtte betale, og den effekt hans kamp havde på forholdet til hans kone Winnie. Dette betød,  at man skulle bag de lukkede døre på nogle af de historiske øjeblikke, som da han blev løsladt fra fængslet og hele verden så på mens han gik ud af fængselsporten.
Det er fedt, at få mulighed for at komme tættere ind på Mandela og f.eks. opdage at han var noget af en ladies man, en lovende advokat og tilmed også bokser.
Derudover er det spændende at følge hans udvikling fra revolutionær til fange og derefter til præsident, og flettet ind i denne udvikling er temaer som familie, kærlighed, had, tyranni, tilgivelse og forsoning, som gør at filmen rammer tilskueren på det emotionelle plan.
Der er så meget at fortælle om Nelson Mandela, hvilket har været noget af en opgave, når man tænker på at filmen kun varer 146 minutter. Til sammenligning har en film som ’Ghandi’ fra 1982, om en mand som tilhører samme klub som Mandela, nemlig klubben af ’awesome, ikoniske, legendariske mennesker, en spilletid på 191 minutter!
Ergo, Mandela: Vejen til frihed´ lider under det faktum, at der skal fortælles rigtig meget på kort tid, hvilket resulterer i for mange overfladiske scener, som mangler dybde.
Ligeledes giver filmen kun korte glimt ind i Mandelas ungdom, kærlighedsliv, familieliv, kampen mod apartheid, fængsel og vejen til præsidentembedet.
Selvom man har ville fortælle en ”ærlig” historie om manden og ikke ikonet Mandela, er det tydeligt at fløjlshandskerne er blevet på i denne skildring.

mandela: long walk to freedom

Skuespil

Idris Elba er begyndt at gøre væsen af sig i Holywood, og er kendt for en masse film og tv, bl.a. tv-serien ’The Wire’ på HBO (se den!), ’Thor’ filmene, ’Pacific Rim’ og ’Prometheus’.
Han er blevet håndplukket til rollen som Mandela af Mandela selv – så man må sige, at der har været pres på for at gøre manden stolt. Faktisk nåede Mandela at se filmen inden han døde og var meget begejstret.
Elba’s præstation er fantastisk, da han formår at portrættere Mandela med den helt rette mængde karisma, charme, og følsomhed. Og selvom han ikke ligner manden så meget, formår han stadig at ramme Mandela’s måde at snakke på, hans mimik og måde at gå på. Elba’s præstation er uden tvivl en oscar værdig, hvorfor jeg undrer mig over, at han ikke blev nomineret til dette års gyldne statuette.

Naomie Harris, som er den nye Miss Moneypenny i 007-franchisen, er også super i hendes skildring af Mandela’s kone nr. 2, Winnie Mandela.
Winnie’s skæbne tager en anden drejning end Mandelas, da hun går fra at være den unge uskyldige hustru til en hadefuld og voldelig kvinde. Harris formår at skildre denne udvikling særdeles godt – både Winnies smerte og fortvivlelse – hvilket gør, at man føler med hende helt til det sidste.

mandela: long walk to freedom

Visuelt

Filmen er optaget i Sydafrika, hvor mange af de historisk korrekte lokaliteter, såsom Robben Island fængslet, hvor Mandela sad indespærret i 27 år, bliver brugt.
Mange scener er indspillet ud fra de billeder, der findes af Mandela i de forskellige situationer.
Derfor er kostumerne også nøjagtige kopier af, hvad hovedpersonerne bar på daværende tidspunkt.
Særligt de første fem minutter af filmen er en visuel perle, hvor man er vidne til et mandoms-ritual i Mandela’s stamme. I disse scener ser du, hvordan de unge mænd bevæger sig ud på de gyldne plæner i Transkei, hvor Mandela er fra, og man ser hvordan solen kæler for kameraet..flot filmet!

mandelawin2

Musik og lydbillede

Filmen indeholder en blanding af toner, som underbygger det følelsesmæssige i scenerne.
Der er også musik fra de forskellige tidsaldre, som består af en blanding af sydafrikansk popmusik og international musik: i 40’erne, 50’erne, og 60’erne spilles der hovedsageligt sydafrikanske jazz og popnumre. I 70’erne, hvor fokus er på revolution, spilles sange som ’The Revolution  will not be televised’ af Gill Scott-Heron og ’War’ af Bob Marley. I 80’erne, hvor Free Nelson Mandela bevægelsen er på sit højeste , høres tonerne fra sangen ’Nelson Mandela’ af  The Special AKA.
Sangen over dem alle er dog titelsangen, skrevet af ingen ringere end U2: ’Ordinary Love’.
Sangen har fokus på kærlighed og rammer essensen af hvad filmen i bund og grund handler om, nemlig kærlighed til familie, folket og nationen.

mandela: long walk to freedom

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Mandela: Vejen til Frihed Kofi Lawson

Mandela: Vejen til Frihed - premiere den 23. januar 2014

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og Lydbillede

Summary: Mandela is back! I form af Idris Elba. 'Mandela: Vejen til Frihed' er en flot film, som gør det bedste for at fortælle historien om en stor mand. Til tider har filmen lidt for travlt med at få det hele med, men er du fan af godt skuespil skal du skynde dig ind i din lokale bio og tjek Idris Elba og Naomie Harris ud!

4.5


User Rating: 6.9 (1 votes)

Tags: , , ,


About the Author

Sci-fi nørd med en svaghed for Denzeeeeel.. (altså som skuespiller)



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Back to Top ↑