action

Skrevet den 30 august, 2018 | af Jakob Sørensen

1

Filmanmeldelse: Mile 22

God action er noget de fleste nyder, ikke mindst denne skribent. Kombinationen af instruktør Peter Berg, og skuespiller Mark Wahlberg, har fungeret før. De to lavede sammen ’Lone Survivor’, ’Patriots Day’ og ’Deepwater Horizon, som alle er yderst habile film. Derfor så kunne man jo håbe, at ’Mile 22’ også er lykkens gang for denne duos fjerde film sammen.

Historie

I filmen møder vi Wahlbergs karakter, James Silva, der sammen med hans team er medlem af en speciel enhed i den amerikanske efterretningstjeneste, under navnet: Overwatch. En dag får de til opgave at smugle en indonesisk politiofficer fra den amerikanske ambassade i Indonesien. Denne officer ligger inde med meget følsomme oplysninger, der kan være med til at afværge flere atomangreb. Det er oplysninger som visse personer ikke ønsker skal komme ud, og derfor bliver de 22 mil, der er mellem ambassaden og ekstraktionspunktet, en udsædvanelig farefuld tur.

Sådan er der lagt i kulkassen til et ordentligt brag af en actionfilm. Men selvom filmen byder på masser af brag, så bliver det aldrig ”knald godt”. De første 10 minutter var ellers lovende, men ellers så kører filmen stille og rolig ned ad bakke. En del af problemet er, at ’Mile 22’ forsøger at være mere end en underholdende popcornsfilm; den vil også gerne være en politisk thriller, der synes at have et budskab. Men det går ikke, da manuskriptet slet ikke har den dybde, der skal til. Derudover, så vil filmen desperat gerne have at vi skal kære os om Wahlberg og hans team, men deres karakteropbygning er slet ikke tilfredsstillende, i hvert fald ikke nok til at hjertet hamrer, når ”The Good Guys” kommer i klemme. Filmens spilletid på 1 time og 35 minutter er ganske tilfredsstillende for en almindelige actionfilm, men længere tid kræves, hvis man vil mere end det.

Javist, der bliver leveret rigeligt med samlebånds action af fin kaliber, som mange vil guffe i sig, men alt i alt så fejler filmen måske ikke helt, men i hvert fald næsten. Og så kommer der måske lige en SPOILER her, men slutningen fandt jeg absolut lige så tilfredsstillende som at få hår vokset af ved den lokale skønhedsklinik. For man lægger op til det helt store twist, og jeg kunne ikke gøre andet end at rulle med øjnene og hviske ”ÅH GUD” til mig selv. Derudover bliver der langt op til en efterfølger, som jeg på ingen måde er desperat efter. ’Mile 22’ har mange hårdt-pumpende og intense scener, men historien hiver filmen ned.

Skuespil

Der er sikkert mange som ikke kan lide Mark Wahlberg, og helt ærligt så ser manden ikke ud til at blive en Oscar-kandidat…. Nogensinde! Men, jeg kan nu alligevel godt lide Hr. Wahlberg, og sætter man ham ind i den rigtige film/rolle, ja så kan jeg ikke gøre andet end at pege tommelfingeren opad. Desværre, så er dette en af skuespillerens mere irriterende roller. Hans karakter skal forestille at lide af lidt af hvert på den psykologiske front, og derfor har han en gul elastik, som han hiver i, når hans humør kommer op i det røde felt. Denne elastik bliver der hævet i hundredevis af gange, og til sidst har man nærmest lyst til at skrige: ”Så hold dog op med det der!”  Derudover, så synes Wahlberg enten at overspille eller helt at gribe sin rolle forkert an, da han vitterligt (ligesom elastikken) er irriterende flere gange.

En af de bedste kvindelige MMA (Mixed Martial Arts) kæmpere, Ronda Rousey har også fået en rolle, hvilket er overraskende, da hendes karisma er lig Frankensteins Monster, i hvert fald i de andre film hun har været med i. Men hér slipper hun med skindet i behold, og har tydeligt fået taget nogle kurser i skuespil, eller også har hun fået opbygget mere erfaring i dette felt. Lauren Cohan (kendt fra serien ’The Walking Dead’) er den anden kvindelige medvirkende og klart mere en hovedrolle ved siden af Wahlberg. Hun er karakteren, man kommer dybest ind på, men filmens plot tillader ikke, at vi kommer tættere end det overfladiske, men alligevel er Cohans skuespil så stabilt, at man alligevel kan hente lidt fra hende. Den legendariske John Malkovich spiller chefen for Overwatch, og jeg kan ikke sige andet end, at han render rundt med en virkelige falsk paryk, der komplet taget mit fokus væk fra ham.

Men når det kommer til denne kategori, så er der specielt en person, som jeg har glædet mig til. Navnet er Iko Uwais, og han er vel nok Indonesiens største action-stjerne. Manden er kendt for de eminente actionfilm, ’The Raid’ 1 og 2, hvilket er et absolut MUST SEE, hvis du endnu ikke har fået luret dem. Disse film viser ikke kun hvor godt man kan konstruere ”simpel action”, men hvor talentfuld en action-atlet Iko Uwais er. For han er en mesterlig martial arts udøver, der har fuld kontrol over sin krop, men som også kan levere godt skuespil samtidigt. I ’Mile 22’ for han også vist sit værd, men alligevel er filmen så mangelfuld, at man savner de indonesiske kampfilm, der gjorde manden berømt.

Visuelt

Filmen er lavet af mange talentfulde mennesker, der bestemt ved, hvordan man støber en visuel action-fortælling op. Men, alligevel så går det galt her. Galt i form af såkaldt ”shaky cam”, hvor man ryster kameraet febrilskt under intense øjeblikke. Denne måde at lave film på blev populært for cirka 14 år siden, da instruktøren Paul Greengrass i sin Jason Bourne-film mestrede denne teknik. Men problemet er, at det stort set kun er denne instruktør, der tilsyneladende kunne slippe af sted med det, da andre hurtigt fik mig og andre til at hade ”shaky cam”. Nu ser det ud til, at instrutøren Peter Berg synes, at denne ret irriterende teknik skal genopleves, hvilket han ikke gør med bravour. Og, som om det ikke var nok, så er klipningen ganske enkelt… forfærdelig! Der er tidspunkter, hvor ”shaky cam” og den ret intense-AD HD-klipning tilsammen gør, at man komplet mister fokus og nydelse af, hvad der efter sigende kunne være ret gode action-scener. Iko Uwais kampscener bliver tit og ofte ødelagt af denne måde at lave film på, da det er som at nyde et maleri, hvis ens øjne er helt tæt op til værket, og sådan skal kunst ikke iagttages, men på behørig afstand.

Musik og lydbillede

Jeff Russo er komponisten på denne produktion og har megen erfaring med at lave musik til serier. Manden giver os et score, der passer fint til filmen, men som ikke byder på noget ørehængende. Desværre er der en tendens i Hollywood til ikke at lave ørehængende soundtracks, men blot lave musik der følger filmens ”følelser”, hvilket i min håndbog er kedeligt. Lydmæssigt, er der fuld knald på! Det hele synes godt mixet sammen, og for en film, der ikke har kostet alverden (set med Hollywood-briller), leveres et flot lydbillede.

Billede copyright: SF Film
Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Mile 22 Jakob Sørensen

Mile 22 - Premiere d. 30 August 2018

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og Lydbillede

Kort fortalt: 'Mile 22' vil garanteret tilfredsstille en del, der trænger til nødtørst på action. Men selvom der er tempo og knald på, ja så bliver filmen aldrig rigtig spændende (selvom der er rigelig med intense scenarier). Filmen forsøger at være mere end bare en action-film, men fejler på dette område. Den visuelle del bliver ødelagt af rystende kamerabevægelser, samt elendig og irriterende klipning. Lydbilledet er dog ret solidt.

2.5


User Rating: 3.6 (1 vurderinger)

Tags: , ,


Om skribenten

Har været filmnørd siden jeg som 4½ årig lokkede min far ind og se den første af Tim Burtons Batman film... og så var jeg solgt til stang lakrids.



One Response to Filmanmeldelse: Mile 22

  1. Klaus says:

    Denne anmelder er ikke helt ved siden af. Følte mig underholdt, men det er korrekt, at klipningen og kamerabevægelserne er elendig! God anmeldelse, for resten!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑